Onsdag var første gang for en ny kvindebibelstudiegruppe ud fra kirken, som fremover vil mødes privat hver anden uge. Jeg glæder mig stort over initiativet, og så er der jo her tale om noget, hvor jeg simpelthen er forment adgang. Jeg vil tro, at de fleste præster glæder sig over at se ting ske, som de ikke selv har fingrene i. Første serie er over et godt, klassisk emne: Kvinder i Bibelen.
I fredags havde jeg besøg af to gymnasieelever, som i klassen havde fået den opgave at skrive et projekt om en jøde, der gjorde en forskel i verden. Og ja, du gættede rigtigt; de valgte at skrive om Jesus. "Selvfølgelig", vil vi måske umiddelbart tænke, men det er mildest talt ikke selvfølgeligt her. Og så alligevel; det siger noget om, at det bliver mindre og mindre suspekt at beskæftige sig med Jesus.
Nogle har sagt, og jeg tror, der er noget om det, at det bl.a er fordi den almindelige israeler vender sig mere og mere mod den voksende gruppe af ultra-ortodokse jøder. Senest har der været demonstrationer i Beit Shemesh, fordi et par ultraortodokse mænd spyttede på en lille 8-årig pige, som de synes var uanstændigt klædt (hvilket vil sige casual).
Denne venden sig mod dem, der i høj grad sætter den religiøse dagsorden, kan blive en fordel for os, der har lyst til at sætte Jesus på dagsordenen. Mange har svært ved at identificere sig med den jødedom, som de ultra-ortodokse repræsenterer og lader sig derfor (i måske stadig højere grad) ikke diktere af deres synspunkter.
Anyway, både hyggeligt og spændende at snakke med to unge gutter, som altså gik til hedningepræsten for at vide mere om jøden Jesus. Sikket privilegium.
Et andet møde i denne uge har jeg også lyst at fortælle om, men sagen er jo, at de fleste af den slags samtaler, kan jeg ikke referere fra. Trods en vis opblødning, som nævnt ovenfor, så er Jesus altså stadig ikke kosher, og dermed er et besøg hos en præst det heller ikke.
Men helt generelt oplever jeg, at noget af det, der giver størst mening for folk er at begynde at se sig selv i Guds store historie. Det handler jo ikke så meget om, at vi har en livshistorie, som vi kan skrive Jesus ind i (lidt som at downloade en app til en smartphone), men egentlig mening i livet og trøst og glæde finder vi først, når vi ser, at Jesus skriver os ind i Guds historie. Mit liv får et andet center end mig selv; det er der faktisk meget befrielse i - ikke mindst for den livet umiddelbart ikke lykkes så godt for.
Og det er jo også lige præcis sagen, når det gælder jødemission. Det er den store historie, der skal frem. GT og NT er jo én stor historie om Guds masterplan for verden. I den forstand er evangelisation bare højtlæsning ;-)
Shabbat Shalom
Indlæg
