fredag den 17. december 2010

Mere nyt

Nu er det snart jul, kan jeg mærke, og det må være noget med, at det spidser lidt til med opgaver og tid, men det er dog knap så stressende som sidste år. Det er også godt det samme, men det hjælper lidt at have været det hele igennem en gang før.

Fruen og jeg har lige haft planlægningsmøde, så familien og ægteskabet også kan holde til julen, og det ser ud til at lykkes. Det kan jo synes lidt paradoksalt, at netop den tid som skulle være ekstra hyggelig for familien, i stedet bliver den tid, hvor vi er mest under pres. Forventningen til at hyggen skal til at indfinde sig kan næsten i sig selv være lidt en stressfaktor. Ak ja; det er der nok andre, der også kender lidt til.

Jeg synes lige, der skulle et billede på af Eti, vores nye administrative assistent, som Lisbeth omtalte i seneste post. Hun bliver virkelig et godt aktiv, når hun kommer helt ind i sagerne, og her er hun:


Vi har jo haft en heftig brand på Carmel (det nåede vist hjem om de skandinaviske nyheder også), og der har været en del debat om, hvordan Israel militært er forberedt på hvad som helst, men en sådan brand har man ikke haft isenkram til at håndtere, selvom mangel på regn jo gør landet ekstra sårbart.

Det var lidt specielt, at så snart branden var slukket, så kom regnen. Det havde ikke regnet i 7 måneder inden da. Lidt søgt kan man vel sige, at det har vi næsten hørt før. I 1 Kongebog 18, hvor vi læser om styrkeprøven på Carmel, da havde det ikke regnet i 7 halve år, da Guds ild for ned fra himlen. Da slaget var ovre og ilden slukket, ja, så kom regnen.

Regn blev til storm, og vi var simpelthen nødt til at holde os så meget indendørs som muligt. Inde i byen blev en fodgænger blæst ud på vejen og kørt ned. Vandet slugte stranden fuldstændigt, så der var gang i den i en grad, som vi ikke har prøvet det før.
Det var lige over weekenden, så vi var spændte på, om der overhovedet kom nogen i kirke, men det blev helt pænt, og børnene var lige nok til at lave en Lucia-procession.


Ind imellem sker der også nogle spændende sager af lidt mere sensitiv karakter, som jeg har vildt meget lyst til at fortælle, men som ikke egner sig til at blive blæst ud her på bloggen. Således også nu. Måske kan I bare bede for "dem jeg tænker på".

I morgen skal vi med Bibelselskabet på outreach. Jeg er lidt spændt på at se, om det er noget, vi kan blive involveret i som menighed. Vi har jo rigeligt at gøre med de mennesker, der kommer ind i kirken (derfor kalder vi det inreach), men det er nok udmærket en gang imellem at være ude også.

Nu hører I helt sikkert ikke fra os før efter jul, så vi vil ønske Jer en skøn juletid. Gud give os på ny at kunne gribe det ubegribelige, at Gud kom nær til os, fordi vi ikke kunne komme nær til ham.

lørdag den 11. december 2010

"Må jeg smitte dig lidt?"

Så er vi på banen igen! Den lange blogpause skyldes ikke, at der har været stilstand hos os i Immanuelkirken - der er sket meget den sidste månedstid.
1. november startede vores halvtidsansatte sekretær, Eti Zadok. Hun vil blive en god hjælp og aflastning for Christian, nu hvor vi har en i huset, som kan klare mange af de administrative opgaver, han hidtil har haft. I tillæg er hun et utrolig positivt menneske at være omkring.

November har også budt på flere gode fællesskabs-stunder med menigheden. Vores halvårlige udflugt gik denne gang til Nazareth Village.



Her er der genskabt mange af hverdagens situationer og settings tilbage fra Jesu tid. En ting som særligt fangede børnenes opmærksomhed var en rekonstrueret brønd.


Særligt skønt at se, hvordan børnene i kirken havde en stor dag - de hygger sig virkelig sammen på tværs af alder, køn og nationalitet.


Dagen blev afsluttet i Sachne-parken, hvor man kan bade i varme naturlige pools.

Selvom december er knokkeltravl, kan en dag som i dag, hvor vi har været til gudstjeneste og mødt varmen fra mange mennesker, give en stille glæde midt i en tid, hvor vi på mange måder overlever lidt i hverdagen. Derfor har jeg gået i dag og nynnet på børnesangen:
"Må jeg smitte dig lidt med ægte glæde? Smitte dig lidt med et lille smil. Mon jeg må smitte dig lidt, så vi kan sprede kærlighed fra Jesus Krist."


Her til sidst kommer et billede fra vores familiegudstjeneste vi havde 1. shabbat(lørdag) i advent. Laura (en af vore volontører), havde samlet nogle af kirkens børn i et børnekor, som sang for menigheden. En rigtig festlig gudstjeneste, som rummede alle aldre.

fredag den 29. oktober 2010

Open Church




Immanuelkirken er åben for besøgende tirsdag-fredag i timerne fra 10 til 14. Vi har i snit 150 lokale gæster om ugen. Herover er det soldater fra IDF - den israelske hær - der venter på at komme ind.

Den seneste måned har vi haft næsten dobbelt så mange besøgende som sædvanligt. Omkring 1000 mennesker har gæstet kirken i oktober. Det er utroligt, når vi tænker på, at en kirke signalerer alt, hvad der er fremmed for en lokal israelsk jøde.

Vær med til at bede for Open Church. Det er en ret unik mulighed, vi har for at møde de lokale med evangeliet. Bed for de besøgende, og bed om at vi må få øjne til at se, hvordan vi kan bruge denne platform bedst muligt.

torsdag den 21. oktober 2010

The Door of Hope

I Immanuelkirken har vi ikke selv ressourcer til at drive et decideret diakonalt projekt, så vi har - som nævnt før - påbegyndt et samarbejde med The Door of Hope. Her kan downloades en kort engelsksproget video, der introducerer lidt til stedets arbejde.

fredag den 8. oktober 2010

Om mission


[Til vore norske venner og andre læsere, som ikke får Den Danske Israelsmissions avis, følger her nogle af mine generelle tanker om mission, som blev trykt i seneste nummer]

"For nylig fik jeg det igen; spørgsmålet om man kan og skal være i mission til jøder. Jødemission kan og skal man sige noget specifikt om, men i grunden er det med mission generelt jo ret simpelt. Så simpelt, at der ikke er noget nyt i det for de fleste kristne, men alligevel har jeg selv ofte svært ved at fastholde perspektiverne.

Hvis vi tror, at Bibelen taler sandt om Gud og os, så har vi haft et problem med Gud siden tidernes morgen (næsten). Han havde al grund til at udslette os med sin ild, eftersom vi mente (og vel dybest set stadig mener), at vi ved bedre end Gud. Det går som bekendt allerede galt i Bibelens tredje kapitel. Det kunne have været dens sidste side. Det kunne have været verdenshistoriens sidste afsnit. Men det blev det ikke. I samme kapitel lover Gud at sende en redningsmand. Jesus Messias. Derfor handler resten af Bibelen om Guds redningsmission gennem Jesus. Det må derfor betyde, at det at tro på Jesus også kun handler om Guds redningsmission.

Faktisk må det jo betyde, at ALT handler om Guds redningsmission. Den eneste grund til at vi stadig er her er, fordi Gud har en plan. Den eneste grund til at vi ikke blev fjernet fra jordens overflade er, fordi Gud har en plan. Prøv at mumle det for dig selv, når du fx sidder i bussen, bagved rattet, på arbejdet eller foran TV-Avisen: Den eneste grund til at der er noget, der hedder eks. Volvo, Vestas, vi og verden er, fordi Gud har en plan. Ellers havde det været slut for længe siden.

Pointen er jo så, at Guds mission ikke bare kan være en afdeling i vores liv, ligesom Elektronik er en afdeling i Bilka. Hvis hele Bibelen handler om Guds mission, så handler hele verdenshistorien om Guds mission, og så må hele vores liv altså også handle om Guds mission – om at han vil forløse og forny verden i Jesus. Er vi blevet frelst af Jesus, har vi fået del i ham. Er vi blevet frelst gennem hans mission, så er vi også blevet en del af den.

Perspektiverne er til at få øje på, for pludselig involverer det ALT i vores liv og ALLE i vores liv. På den anden side er det næsten ikke til at overskue, NETOP fordi det involverer alt og alle. Her må vi dels rette vores perspektiver ind efter Guds, så vi ser os selv og verden på en måde, hvor alt dybest set handler om Jesus. Det betyder, at en kristen ikke trækker sig fra verden, men at han/hun går mere ind i den end nogensinde før. Ikke for at blive som den, men for at være i den. Og dels må vi ikke glemme at hente frimodigheden præcis i dette, at det er Guds mission; at det er ham, der har al magt; at det er ham, der må gøre forskellen."

Billedkilde: http://www.hodgeschapelphchurch.com/missions.html

mandag den 27. september 2010

Tourist flow


Vi har turister på besøg til hver gudstjeneste i disse måneder, og det er altid vældig opmuntrende at snakke med dem bagefter. Ind imellem får jeg også en mail med tak for sidst fra folk, der bare lige fik en enkelt gudstjeneste med på vejen. Her er et udsnit fra en enkelt, som jeg fik lov at bringe her:

Hi Pastor Christian,

I stopped by Immanuel a few weeks ago when I was visiting Tel Aviv.
Firstly, thanks for letting me join your church for the day! I had
opted to go to a church instead of En Gedi, and when I got to the
service, I suddenly realized: church was my En Gedi. :) I had only
begun traveling at that point, but already missed my church family
back home. I hadn't realized how lonely/spiritually parched I might
feel traveling around the Middle East by myself, but it was SO
REFRESHING to finally get to meet with other believers.

torsdag den 23. september 2010

Fred og forsoning

Sidste lørdag fejrede vi Yom Kippur (forsoningsdagen). Det var den ene dag om året, at ypperstepræsten, på templets tid, gik ind i det allerhelligste for at skaffe soning for Israel.

Det, som er så bemærkelsesværdigt denne dag, er STILHEDEN. Det kan være svært at forklare, hvor stille der egentlig blir'. Men når man normalt lever i et sandt inferno af støj fra bilhorn, flyvere, minareter der kalder til bøn, folk der råber, og hunde der gør, ja, så bliver en dag, hvor intet motoriseret bevæger sig, og hvor alle søger at bidrage til stilheden temmelig ekstraordinær (tror faktisk selv hundene har fanget det). Det er vel den eneste dag om året, hvor man lægger mærke til, hvor meget en aircondition larmer.

Vi var i år hele familien på cykeltur på motorvejen her i Tel Aviv. Det er et must-do på Yom Kippur.




Den 21. september var det International Fredsdag. Børnene og jeg tog op til et Peace Center, som ligger i Jaffo. Skønt at være blandt både jøder og arabere og mærke, hvad der står øverst på deres dagsorden: Fred. En god oplevelse også for børnene. Vi så et dramastykke om en palæstinensisk dreng og israelsk pige, som først er bange for hinanden, men så finder de ud af, at de begge er to ganske almindelige børn, som kan li' at lege med de samme ting - og det gør de så - sammen.

onsdag den 22. september 2010

Besøg i Gaza








I mandags var jeg i Gaza. Jeg var med Palestinian Bible Society (PBS) på besøg hos et par af de kristne familier, som de hjælper med mad og penge til lidt af dagen og vejen.

Efter at lederen af PBS' butik i Gaza blev likvideret i oktober 2007, har der ikke været en decideret bibel-butik, og distributionen af bibler er vanskelig. Derfor er det primært praktisk hjælp, som PBS formidler. Vandfiltre, fiskenet, mad og penge.




Der er ca. 2000 kristne i Gaza og den muslimske befolkning tæller til sammenligning 1,5 mill. Den islamiske organisation, Hamas, der sidder hårdt på magten, tillader, at de kristne samles til gudstjeneste om søndagen.

Men den som formaster sig til at fortælle en muslimsk ven om Jesus, må være forberedt på det værste. Vi blev guidet rundt af en ung frivillig, der er tilknyttet PBS. Han fortalte, at han ikke kan snakke om Jesus med andre end de kristne. Hvis han adresserer en muslim "kommer de og henter mig for at slå mig ihjel".

For 3 år siden flygtede hans søstre ud af Gaza, fordi der var fare for deres liv, hvis de blev. Hvis de vender tilbage, kommer de ikke ud igen, og han har ikke lov til at forlade Gaza. De bor nu på Vestbredden - bare en times kørsel fra Gaza, men han har ikke set dem siden.

Jeg spurgte ham, om han kunne prøve at sætte ord på hverdagens sorger og glæder. "Der er ikke noget her, der kan få mig til at smile. Det eneste, der gør mig glad, er, at Jesus er mit hjerte", svarede han. Det slog mig, at vi ofte tænker, at vi er ilde ude, hvis vi kun har Gud tilbage at håbe på. Men jeg kunne se på ham, at det var ikke det, han mente. Nej, han ville virkeligt ha' været ilde ude, hvis ikke han vidste sig set, kendt, favnet og elsket af Jesus.


Mange indtryk rigere vendte vi snuden hjemad og blev sat af for at gå igennem den ekstremt lange gang i sikkerhedszonen og efter sikkerhedstjekket var vi igen 'ude i det fri'.

Når du har læst dette, kunne du jo bruge 30 sekunder på at lægge vore brødre og søstre i Gaza frem for Gud.

tirsdag den 14. september 2010

"Alle mann på dekk, for Jesus..."

Vi har i Israel lige fejret Rosh HaShana, som er det jødiske nytår, så nu skriver vi år 5771! Traditionen er at spise æbler dyppet i honning, for på den måde at ønske hinanden et godt og sødt nyt år. Så landet har i den sidste uge i den grad flydt, måske ikke med mælk, men med honning...


På samme måde som vi ofte ved vores eget årsskifte, sidder og tænker tilbage på det år, der er gået, har jeg ikke kunnet lade være med at gøre det samme nu.

Hvad hjertet er fyldt af...
Jeg synes, vi oplever at være en del af en menighed, hvor folk på tværs af sociale og etniske skel tager sig af hinanden. Vi er alle i den samme Jesus-båd og ønsker at hjælpe og støtte hinanden på den del af livets rejse, der har bragt folk omkring Immanuelkirken. I det daglige kommer det til udtryk bl.a. gennem, at en bringer lidt ekstra mad til en anden, som trænger, eller tilbyder et lift til Alpha-kurset, eller at betale for en ven/veninde, når vi skal på outing, så alle har mulighed for at komme med.

I sommers var vi på den Norske Israelsmissions landsstævne i Stavanger. Vi havde et fantastisk ophold dér. Dejligt at møde vores norske venner og mærke deres indleven og ejerskab for vores lille menighed i Jaffo. Da vi rejste derfra, var det med hjertet fyldt af glæde og gå-på-mod. Den sang, vi sang oftest, er en børnesang og hedder "Alle mann på dekk for Jesus - nå skal skipet seile." Den lyder stadig ofte i vores lejlighed. Børnene synger den med en flot norsk accent... Men det er faktisk en rigtig fin linje at gå og nynne. For det er jo dét, det handler om - i 5771 som i 5770. "Alle mand på dæk!" Beredt til sejlturen, så vi er ombord den dag, Jesus-båden lægger til kaj.

"Shana Tova!" - Godt Nytår!

torsdag den 2. september 2010

Alpha i Israel




Måske er der nogen, der ikke får Den Danske Israelsmissions Avis. Der kan i så fald tegnes gratis abonnement her. I seneste nummer har jeg skrevet lidt om Alpha i Israel. Læs den evt. her på side 3. Jeg kan tilføje, at der lige nu er en meget positiv, indledende dialog i gang mellem Alpha International og Caspari Center omkring evt. udvikling af et hebraisk Alpha-materiale.

Og nu vi er ved links til artikler om, hvad der rører sig på vores lille plet, så er nedenfor omtalte artikel af Richard Østermann nu også bragt i den norske avis Norge i dag.

tirsdag den 13. juli 2010

Artikel i Udfordringen




Vi er i Danmark på sommerophold. Derfor er bloggen også parkeret indtil august. Men et enkelt indlæg her med henvisning til Udfordringen, som i det aktuelle nummer bringer en artikel, som Richard Østermann har lavet om Immanuelkirken. Richard er dansk jøde og har boet i Israel i adskillige år.

mandag den 21. juni 2010

Nyt liv - i dobbelt forstand




I de senere år har vi i kirken - også før vores tid - haft en del at gøre med en mand, der har boet meget på gaden. Han har været lidt rundt omkring, men har hængt meget ud omkring kirken, og forskellige muligheder har været prøvet af, men ind til nu har han ikke rigtigt kunnet få sit liv tilbage på sporet.

Både Jan og jeg har i tidens løb haft mange snakke med ham, og forrige søndag blev han så døbt. Det var en dejlig dag, og jeg har aldrig set så bredt et smil, da han første gang gik til nadver. Herligt!

Samme uge begyndte han at arbejde hos en messiansk jøde her i byen, hvor han får kost, logi og lommepenge. Det er en fantastisk vending hans tilværelse har taget. Vi håber og beder om, at Gud vil give ham styrke til at holde fat i hans på alle måder nye liv.

lørdag den 19. juni 2010

VM for fuld udblæsning...

Her en halv time inden Danmarks anden kamp ved VM, skal det da lige fortælles, hvordan vi "holder" VM her i Jaffo. :-)
Christian og Martin har studeret kampprogrammet og har derefter med hård hånd udvalgt nogle kampe, som alle fra menigheden er inviteret til at komme og se på storskærm i dagligstuen.

Selv om ikke alle kampe har været lige gode (de har vist alle været lige dårlige), så er det ret hyggeligt. Vi har bl.a. en 65-årig israelsk dame, som trofast møder op, selv til de kampe som først bliver spillet 21.30 (israelsk tid). Noget af det festlige ved hende er, når hun sidder og griner af kommentatorernes jokes.

Nu lyder startfløjtet snart, og jeg må hellere komme ned og lære de andre, hvordan man synger "Vi er røde, vi er hvide..."

mandag den 14. juni 2010

Asking a favor for Favor!

I januar blev Christian kontaktet af African Refugee Development Center. De havde fået kontakt til en ung katolsk kvinde fra Nigeria. Favor hedder hun. Hun havde indtil kort forinden boet med sin familie i en kristen landsby tæt på Jos i Nigeria. Under de raids som radikale muslimer udførte på kristne i Nigeria blev hendes landsby også angrebet. Hele hendes familie blev - ifølge de efterretninger hun har fået - slået ihjel.

Nogle kristne hjælper hende til en militærbase, og derefter kommer hun på et fly til Israel. Aldeles hjælpeløs ankommer hun til hertil. Hun kender ingen her, men har heller ingen tilbage i Nigeria. Hun er handicappet, fordi hun som barn led af polio, hvorfor hendes ene fod er forkrøblet, og hun kommer kun frem ved hjælp af sine krykker.

Vi fandt et sted, hvor hun kunne bo en tid, og siden kom hun til et shelter, hvor hun har boet indtil nu.

I går aftes kom hun så tilbage her til huset. Nu bor hun her, indtil vi finder en bedre løsning. En handicappet flygtning uden familie og venner og uden noget økonomisk sikkerhedsnet. Det er grumme nye verden for en dansker. Jeg selv mødte hende for første gang i går, og det gør ondt langt ind at snakke med en, der har lidt og stadig lider med en så umenneskelig stor smerte. Hun har intet, men store sår på sjælen.

Hun kan i juli bo på den finske skole i Jerusalem, men vi vil jo gerne finde et mere permanent sted, hvor hun også kan få ro til at bearbejde hendes sår og komme til at se fremad. Men hvor? Vi er spændt på, hvad Gud har til hende. Tak, om I vil være med til at be' for Favor og hendes fremtid.

torsdag den 10. juni 2010

Book Fair i Nazareth

De Jesus-troende jøder og arabere er klart minoritetsgrupper i Israel, og de lever dagligt under et vist pres fra hhv. jøder og muslimer.
Men det til trods foregår der, takket være nogle fantastiske ildsjæle, mange spændende tiltag i netop disse grupper.
I maj måned havde jeg fornøjelsen af at møde én af dem.


Dina Katanacho er kristen araber og bor i Nazareth. Hun arbejder for det palæstinensiske bibelselskab. Gennem sit arbejde havde hun arrangeret en lille turné for en kendt kristen sangerinde fra Libanon.

Jeg var i Nazareth en dag, hvor Dina - ene kvinde - havde fået stablet en koncert på benene. Hun havde sendt invitationer ud til alle menighederne i byen. Som noget ekstra til denne aften havde hun bestilt bøger hjem til et kæmpe bogudsalg. Kassevis af bøger var blevet sejlet op fra Egypten.

Da Dina også skulle være vært for koncerten, var vi to norske jenter og mig, som stod for bogsalget. Hvilken udfordring når alle bøger var på arabisk... Heldigvis var vi blevet introduceret til nogle af dem, så lidt kunne vi da vejlede :-)

Inden hele arrangementet blev skudt i gang, nåede vi tre skandinaver at blive enige om, at det da var rigtig ærgerligt, at bogbordet var i kælderen. For så kom folk jo kun forbi, hvis de virkelig ville...


Knap var den sidste tone forstummet, før vores bekymring blev gjort til skamme. Kælderen var i løbet af kort tid fyldt af glade folk, som var super begejstret over bogudvalget. Der blev solgt rigtig mange bibler, bøger, cd'er og dvd'er!

En rigtig dejlig opmuntring til Dina lød fra en af gæsterne, da hun i begejstring udbrød: "Sådan noget (bogsalg) skal vi have hver gang, vi mødes!"


Jeg er stadig dejligt opmuntret af denne begivenhed og glæder mig til at skulle besøge Dina igen. Hun forsøger ca. en gang om måneden at arrangere et møde for de arabiske kvinder i Nazareth.

Hjælp hende gerne ved at bede for det gode stykke arbejde, som hun gør i Nazareth!

onsdag den 26. maj 2010

Ældste søns første manddomsprøve: Check!

Livet igennem bliver vi testet i stort og småt. Gennem disse prøvelser bliver vi dannet til at være dem, som vi er.
Mandag d. 17. maj blev den dag, hvor Johan, iført solhat og sin nyindkøbte vandrygsæk, mødte sin hidtil største udfordring i udholdenhed, og han var sej!

Christian, Johan, Martin og Lisbeth (to af kirkens voluntører) tog på hike i Judæas ørken. Den friske lille flok tilbagelagde 10 km i en varm kløft mellem bjergene, nemlig den der hedder Wadi Kelt. På deres vej mod St. George-klosteret forceredes diverse klippeblokke og vandløb.

De havde alle en fantastisk tur og nød stilheden, naturen, selskabet og varmen!
Hvad Johan angår, så er han vist frisk på endnu tur.



søndag den 23. maj 2010

Pinsen i Jaffo




Pinsen er vel overstået i Immanuelkirken. Vi håber selvfølgelig ikke, at pinsens under nogensinde bliver et overstået kapitel her i Jaffo. Fællesskabet med Gud, som Jesus reetablerede vejen til i påsken, effektueredes i Pinsen, og må det dog blive virkelighed i mange flere menneskers liv.

To gode gudstjenester med 18 forskellige modersmål repræsenteret. Har haft lyst til at lave den optælling mange gange, når jeg står og byder velkommen, og det var så oplagt at gøre det denne weekend.

Lørdag eftermiddag havde vi møde i bestyrelsen for Joint Mission to Israel, som er den sammenslutning af norsk, dansk, svensk og færøsk israelsmission samt finsk evangelisk luthersk mission, som driver arbejdet her i IC. En enkelt meget spændende beslutning blev taget. Vil godt lige tøve en kende, før jeg blæser ud med, hvad det er, men bed gerne for implementeringen.

Lørdag aften havde vi koncert. En velgørenhedskoncert for en organisation, der gør et imponerende stykke arbejde for blinde i Tel Aviv. Det er en sekulær organisation, men den er én af to gode projekter, som vi har knyttet til vores diakonale arbejde ud fra kirken. Vi har samarbejdet med dem om at lave denne velgørenhedskoncert, og der var stopfuldt.


Dotan, fotografen som jeg tidligere har omtalt, har også taget en del billeder hos dem, og de blev udstillet i kirkehaven før koncerten. Her er hans egen artikel om projektet (på hebraisk) med billeder fra koncerten.

Lederen af blindearbejdet spurgte mig, om jeg ville sige lidt og bede en bøn til indledning, og den mulighed greb jeg selvfølgelig. Inden da var en af de blinde oppe og sige noget. Rørende at se ham på talerstolen med sin hund ved hånden. En rigtig, rigtig dejlig aften i en varm og skøn atmosfære.


Nu slapper vi lige lidt af i morgen, inden der venter en uge med program på hver eneste aften.

Glædelig Pinse!

tirsdag den 11. maj 2010

Outing, Rund fødselsdag og Houses From Within




Her kommer nogle hurtige linjer om sidste uges program. Forrige lørdag aflyste vi gudstjenesten og tog på den halvårlige menighedsudflugt. Vi tog til Jizreel-dalen og besøgte først en relativt ny dyrepark, der hedder Gan Garoo. Om man forbereder en udflugt for Dyrenes Beskyttelse eller Immanuelkirken, kommer næsten ud på ét. Klientellet er stort set det samme. Derfor var det et big hit at lægge ud med slanger, kænguruer og koalaer. De gik rent ind hos gamle som unge.



Derefter kørte vi til Ma'ayan Harod. En picnic-park omkring Harod-kilden, som kendes (altså kilden:-) fra Dommerbogens fortælling om Gideon. Her blev der badet i poolen, løbet stafet, gået tur og bare slappet af, så det gjorde rigtig godt.



I tirsdags fyldte Juan, vores organist og leder af Open Church, 70 år. Det fik vi fejret godt med et hyggeligt fødselsdagsbord i kirkehaven.


I fredags og lørdags holdt 148 steder i Tel Aviv åbent hus. Således også Immanuelkirken. Fredag var der en præsentation i kirken hver hele time. To kvinder, der havde lavet noget historisk research forud for restaureringen af tårnet, indledte med 10 minutter desangående. Derefter var Juan på med 20 minutters præsentation af kirkens interiør, hvilket altid bliver til en præsentation af Jesus Messias. Ind imellem spillede Arin, vores anden organist, Bach-koraler på orglet.


Lørdag eksperimenterede vi lidt. Vi holdt 3 korte, åbne gudstjenester. Et par salmer, en tekstlæsning og en prædiken på knap en halv time. Derefter igen en præsentation af kirken ved Juan.

Udenfor stod to fra menigheden ved bogbordet, og hele setup'et var tilsyneladende en succes - så må Helligånden gøre forskellen. Ja, det er business as usual. 8-900 mennesker var forbi kirken, så vi er glade for denne årligt tilbagevendende event.

tirsdag den 27. april 2010

Der var en gang...



Sådan starter et rigtigt eventyr vist. Men hva' har det med os i Jaffo at gøre?
Faktisk ikke så lidt. Vi oplever jævnligt at kunne finde lighedstræk mellem vores hverdag og nogle af de elementer, som hører et eventyr til. Denne dag var netop sådan en dag, så hør nu blot efter, for det jeg fortæller nu er ganske vist.


Det var en helt almindelig morgen i det lille kongerige. Far og mor ønskede sig små tryllestave, så natten bare kunne forlænges en anelse, mens rigets små beboere allerede kl. 6 var i fuld vigør med dagens mange gøremål...
Det være sig en Tornerose med det gladeste smil.

Heller ikke Prinserne Charming 1,2,3 med deres glimt i øjnene lod morgensolen vente. Desværre var den ene af de tre allerede redet ud i den store verden på sin faders jernhest, da han fra morgenstunden skulle i gang med at løse sprogvidenskabens store gåder og afmystificere matematikkens drilske væsen. Derfor kunne han ikke være til stede, da billedet blev taget.

Men i dag handler nu mest om den seje Prins Magnus. Det var nemlig den dag, da Magnus for anden gang skulle forcere nogle af livets forhindringer. Da hørelsen i længere tid havde svigtet, bestemte vi i samråd med den gode ørelæge, at nu var tiden inde til at få lagt nogle nye dræn i begge ører.

Magnus var med på idéen, da den første gang i Danmark blev belønnet med en pose vingummi af den rare ørelæge. At det ikke er helt sådan det foregår i Israel, blev vi alle klogere på.


Den første store udfordring var at skulle have tøjet af for at komme i en grøn "kjole", bestemt ikke sjovt, men en god pep-talk fra far fik den seje fyr igennem dette, og trods munderingen charmerede gavtyvesmilet sig sikkert ind hos narkosesygeplejersken.


Anden udfordring var at vågne op af en dyb søvn og så være omgivet af grønne kitler, når nu forventningen havde været mor og far!

Tredje og sidste udfordring satte tålmodigheden på stor prøve. I den højre hånd havde lægen lagt et drop, så kroppen kunne få noget væske. Efter at have været vågen i to timer var testen bestået, og droppet kunne fjernes - sammen med den grønne kjole :-)

Og således ender eventyret: "Der var en gang, hvor Magnus ikke kunne høre..."