Opslag
Januar har vist sig at være ikke mindre hektisk end december. Vi er ved at skifte hele volontørstaben ud, og samtidig arbejder vi på flere nye tiltag. Og når kirkeprogrammet stadigvæk går sin vante gang, ja, så bliver der mildest talt lidt at se til.
Derfor er det vel sent, men julen skal simpelthen lige rundes. Vi havde hørt lovende rygter om jul i Immanuelkirken, og vi blev ikke skuffet. Efter endt restaurering forkyndte kirkens klokker for første gang i mange år, at nu var det tid til at få sig flyttet hen i kirken. Ca. 250 mennesker stak hovedet ind for at opleve og deltage i julegudstjenesten. Overvældende. Masser af positive tilkendegivelser fik vi, og vi har en dejlig fornemmelse af, at de kom sig af mere end bare høflighed. Én er kommet trofast til ALT, hvad der er foregået i kirken lige siden, og flere har nappet nogle gudstjenester her i januar også. Det er den slags, der giver godt med ny benzin til arbejdsglæden.
Julen har et kæmpe potentiale her. Næste år falder det en fredag, og derfor lurer jeg lidt på, om vi desuden skal prøve at skyde en midnatsmesse af.
Menigheden var kraftigt involveret i julefejringen, og det er simpelthen et af forårets helt store dagsordener: at få menigheden integreret i alt, hvad der kan lade sig gøre. Derfor er volontørernes primære opgave ikke længere at gøre tingene selv, men at få folk involveret i opgaverne. Det lyder simpelt, men det er ikke så enkelt at få implementeret, så tag gerne det med i forbønnen.
Juledag havde vi også gudstjeneste. Et mere moderat fremmøde, men igen en dejlig gudstjeneste.
En tysk familie opførte et julespil (faderen trak mig i øvrigt til side den anden dag og sagde, at de var rigtig glade for at komme her i kirken; det var faktisk ikke så nemt at arrangere noget i weekenden, for pigerne ville absolut i kirke og deltage i sabbatskolen).
Vi sang Glade Jul på 6 forskellige sprog. Engelsk, hebraisk, tysk, koreansk, swahili og russisk; og postludiet blæste os ud af kirken, mens vi alle bar julens lys ud i verdens mørke - symboliseret i et stearinlys.
Julekoncerten havde omkring 350 besøgende. Det kan der slet ikke være i kirken, så folk gik derfra i store horder, da koncerten gik i gang, fordi det var umuligt at få en plads. Selv kirkehaven var fyldt op med folk, der lyttede med via de åbne vinduer.
Efter koncerten havde vi den glæde, at vore naboer på Beit Immanuel (et guesthouse drevet af messianske jøder med tilknytning til den anglikanske kirke) ryddede deres fællessal og bød på glögg og hygge. Rigtig skønt at samarbejde lidt med dem.
Ja, det var julen kort. Håber at poste lidt mere nyt i ugen, der kommer.
