Der var en gang...

---

Sådan starter et rigtigt eventyr vist. Men hva' har det med os i Jaffo at gøre?
Faktisk ikke så lidt. Vi oplever jævnligt at kunne finde lighedstræk mellem vores hverdag og nogle af de elementer, som hører et eventyr til. Denne dag var netop sådan en dag, så hør nu blot efter, for det jeg fortæller nu er ganske vist.


Det var en helt almindelig morgen i det lille kongerige. Far og mor ønskede sig små tryllestave, så natten bare kunne forlænges en anelse, mens rigets små beboere allerede kl. 6 var i fuld vigør med dagens mange gøremål...
Det være sig en Tornerose med det gladeste smil.

Heller ikke Prinserne Charming 1,2,3 med deres glimt i øjnene lod morgensolen vente. Desværre var den ene af de tre allerede redet ud i den store verden på sin faders jernhest, da han fra morgenstunden skulle i gang med at løse sprogvidenskabens store gåder og afmystificere matematikkens drilske væsen. Derfor kunne han ikke være til stede, da billedet blev taget.

Men i dag handler nu mest om den seje Prins Magnus. Det var nemlig den dag, da Magnus for anden gang skulle forcere nogle af livets forhindringer. Da hørelsen i længere tid havde svigtet, bestemte vi i samråd med den gode ørelæge, at nu var tiden inde til at få lagt nogle nye dræn i begge ører.

Magnus var med på idéen, da den første gang i Danmark blev belønnet med en pose vingummi af den rare ørelæge. At det ikke er helt sådan det foregår i Israel, blev vi alle klogere på.


Den første store udfordring var at skulle have tøjet af for at komme i en grøn "kjole", bestemt ikke sjovt, men en god pep-talk fra far fik den seje fyr igennem dette, og trods munderingen charmerede gavtyvesmilet sig sikkert ind hos narkosesygeplejersken.


Anden udfordring var at vågne op af en dyb søvn og så være omgivet af grønne kitler, når nu forventningen havde været mor og far!

Tredje og sidste udfordring satte tålmodigheden på stor prøve. I den højre hånd havde lægen lagt et drop, så kroppen kunne få noget væske. Efter at have været vågen i to timer var testen bestået, og droppet kunne fjernes - sammen med den grønne kjole :-)

Og således ender eventyret: "Der var en gang, hvor Magnus ikke kunne høre..."

Dyrisk

---

Efter endnu en god weekend med to gudstjenester, et fellowship meal og en koncert tog Lisbeth, ungerne og jeg i den lokale dyrepark, der dels er en traditionel zoo og dels en safaripark, hvor man kører rundt i sin bil. Der går et næsehorn rundt derude, der har et horn af de længere.

Vi havde ikke gået meget rundt inde i zoo'en, før Magnus triumferede: "Hey! Der er et dyr her!" Til vores store overraskelse var der ikke bare ét, men...

Lidt senere, da roen li'som også var faldet over den gamle 'han' og hans 'hun', så vi vores snit til at stjæle et kys, selvom parringstiden godt nok er ovre. Midt i det forkyndte Magnus på sit ikke helt perfekte dansk (eller?): "Hey! Her er der også to aber, der kysser."

Borgmester gæster IC

---

I går besøgte Tel Avivs borgmester, Ron Huldai, Immanuelkirken. Det er vi selvfølgelig ikke overrasket over, at han kan finde på :-) Sagen er bare, at det er FJERDE gang siden jul, at han er her. Han viser kirken frem for familie, venner og mere officielle gæster. Det kan vi sådan set også godt forstå, men det er vist et vink med en vognstang om, at vi skal til at be' lidt intensivt for ham. Og I må godt være med! Vinden blæser hvorhen den vil, ved vi jo.

Hans sekretær, som altid ringer og melder hans ankomst i forvejen, var her så i dag. Hun skulle nok ud for at se, hvad der er så spændende herude i Jaffo. Ja, hvem ved?

[Billede: Borgmesteren til højre sammen med Daniel, kirkens altmuligmand]

"Er vi i live, eller hva'?"

..., sang Gnags, og det er måske et rimeligt spørgsmål til denne endnu en indlægs-tørke. Det er egentlig ikke, fordi der ikke sker noget hernede, at vi ikke får skrevet; nøh, det er nok nærmere, fordi der netop sker noget.

Der har været lidt for meget knald på fra sidst på efteråret til og med påske, og vi har nok lært en lektion eller to om, hvor meget tryk vi kan sætte på, så det ikke koger helt over. Man er vel ung og lidt naiv og vil gerne det hele...

Jeg skulle ha' været på konference i Polen i denne uge, men den blev aflyst som følge af askeskyen, og tiden kan også få ben at gå på her, så det er egentlig OK. Jeg skulle have holdt et indlæg om, hvordan vi arbejder med Israelsmission ud fra vores menighed, og skulle en eller anden have lyst til at læse lidt om det, så skriv til mig på jafoimm@netvision.net.il.

Nå, her efter påske ser det lidt mere humant ud med arbejdsbyrden. Det har især noget at gøre med, at de projekter vi har arbejdet på, er blevet sat i søen, og at 'det værste' i den forstand er overstået. Fx har vi lanceret en Opportunities to Serve-folder, som vi håber, kan blive et godt redskab til at få engageret den enkelte i menigheden. Se den her.

Vi har et enkelt større projekt inden sommer; vi har lige præcis her i foråret en mediegrafiker i staben, og hun er skrap, så det er alletiders mulighed for at få gennemarbejdet vores informationsmateriale. Det trænger til et eftersyn; der er meget, der overlapper hinanden, og det bliver selvsagt skønt at få skiftet ikke mindst nogle af de maskinskrevne foldere ud.

I ugen efter påske holdt vi vores første friweekend siden sommer, og da alt alligevel var lukket i kirken (pga. en længere påskeferie hernede, end vi har det i DK), tog vi hele ugen fri og kørte sydpå til Eilat. Det var velgørende på mange måder, og vi nød familietiden i stor stil. Det var lige præcis, hvad vi havde brug for, og tanken er fuld igen til at holde damp på kedlerne ind til sommer.


I tirsdags påbegyndte vi vores Alpha-kursus. Det blev en rigtig fin aften, og jeg glæder mig meget over den rigtig positive stemning og modtagelse af Alpha-konceptet og -materialet.

Samme formiddag blev jeg gjort opmærksom på, at et ægtepar i nabolaget havde udtrykt glæde over, at et Alpha-kursus ville blive afholdt i IC. Jeg ringede dem op og besøgte dem en halv time senere. Hun er jøde og blev omvendt for 3 år siden. Hun har været en del af menigheden i HTB i London, som i sin tid udviklede Alpha-kurset, og lige siden har Alpha været en passion for hende. Både hun og husbonden dukkede op om aftenen, og de sad også i kirken i går, så jeg håber meget, at de kan blive bl.a. Alpha-ressourcer for os fremadrettet.

Ellers er den daglige dont en stor glæde. Størst er den, når vi alle mødes til gudstjeneste i weekenden. Det er en skøn fornemmelse at byde velkommen og kigge ud over den her farverige forsamling, som bare kommer, fordi de har brug for fællesskabet med/om/i Jesus. I lørdags havde én cyklet 40 km for at komme i kirke. Så bliver man lidt ydmyg.

Alt for nu. God bless.