mandag den 27. september 2010

Tourist flow


Vi har turister på besøg til hver gudstjeneste i disse måneder, og det er altid vældig opmuntrende at snakke med dem bagefter. Ind imellem får jeg også en mail med tak for sidst fra folk, der bare lige fik en enkelt gudstjeneste med på vejen. Her er et udsnit fra en enkelt, som jeg fik lov at bringe her:

Hi Pastor Christian,

I stopped by Immanuel a few weeks ago when I was visiting Tel Aviv.
Firstly, thanks for letting me join your church for the day! I had
opted to go to a church instead of En Gedi, and when I got to the
service, I suddenly realized: church was my En Gedi. :) I had only
begun traveling at that point, but already missed my church family
back home. I hadn't realized how lonely/spiritually parched I might
feel traveling around the Middle East by myself, but it was SO
REFRESHING to finally get to meet with other believers.

torsdag den 23. september 2010

Fred og forsoning

Sidste lørdag fejrede vi Yom Kippur (forsoningsdagen). Det var den ene dag om året, at ypperstepræsten, på templets tid, gik ind i det allerhelligste for at skaffe soning for Israel.

Det, som er så bemærkelsesværdigt denne dag, er STILHEDEN. Det kan være svært at forklare, hvor stille der egentlig blir'. Men når man normalt lever i et sandt inferno af støj fra bilhorn, flyvere, minareter der kalder til bøn, folk der råber, og hunde der gør, ja, så bliver en dag, hvor intet motoriseret bevæger sig, og hvor alle søger at bidrage til stilheden temmelig ekstraordinær (tror faktisk selv hundene har fanget det). Det er vel den eneste dag om året, hvor man lægger mærke til, hvor meget en aircondition larmer.

Vi var i år hele familien på cykeltur på motorvejen her i Tel Aviv. Det er et must-do på Yom Kippur.




Den 21. september var det International Fredsdag. Børnene og jeg tog op til et Peace Center, som ligger i Jaffo. Skønt at være blandt både jøder og arabere og mærke, hvad der står øverst på deres dagsorden: Fred. En god oplevelse også for børnene. Vi så et dramastykke om en palæstinensisk dreng og israelsk pige, som først er bange for hinanden, men så finder de ud af, at de begge er to ganske almindelige børn, som kan li' at lege med de samme ting - og det gør de så - sammen.

onsdag den 22. september 2010

Besøg i Gaza








I mandags var jeg i Gaza. Jeg var med Palestinian Bible Society (PBS) på besøg hos et par af de kristne familier, som de hjælper med mad og penge til lidt af dagen og vejen.

Efter at lederen af PBS' butik i Gaza blev likvideret i oktober 2007, har der ikke været en decideret bibel-butik, og distributionen af bibler er vanskelig. Derfor er det primært praktisk hjælp, som PBS formidler. Vandfiltre, fiskenet, mad og penge.




Der er ca. 2000 kristne i Gaza og den muslimske befolkning tæller til sammenligning 1,5 mill. Den islamiske organisation, Hamas, der sidder hårdt på magten, tillader, at de kristne samles til gudstjeneste om søndagen.

Men den som formaster sig til at fortælle en muslimsk ven om Jesus, må være forberedt på det værste. Vi blev guidet rundt af en ung frivillig, der er tilknyttet PBS. Han fortalte, at han ikke kan snakke om Jesus med andre end de kristne. Hvis han adresserer en muslim "kommer de og henter mig for at slå mig ihjel".

For 3 år siden flygtede hans søstre ud af Gaza, fordi der var fare for deres liv, hvis de blev. Hvis de vender tilbage, kommer de ikke ud igen, og han har ikke lov til at forlade Gaza. De bor nu på Vestbredden - bare en times kørsel fra Gaza, men han har ikke set dem siden.

Jeg spurgte ham, om han kunne prøve at sætte ord på hverdagens sorger og glæder. "Der er ikke noget her, der kan få mig til at smile. Det eneste, der gør mig glad, er, at Jesus er mit hjerte", svarede han. Det slog mig, at vi ofte tænker, at vi er ilde ude, hvis vi kun har Gud tilbage at håbe på. Men jeg kunne se på ham, at det var ikke det, han mente. Nej, han ville virkeligt ha' været ilde ude, hvis ikke han vidste sig set, kendt, favnet og elsket af Jesus.


Mange indtryk rigere vendte vi snuden hjemad og blev sat af for at gå igennem den ekstremt lange gang i sikkerhedszonen og efter sikkerhedstjekket var vi igen 'ude i det fri'.

Når du har læst dette, kunne du jo bruge 30 sekunder på at lægge vore brødre og søstre i Gaza frem for Gud.

tirsdag den 14. september 2010

"Alle mann på dekk, for Jesus..."

Vi har i Israel lige fejret Rosh HaShana, som er det jødiske nytår, så nu skriver vi år 5771! Traditionen er at spise æbler dyppet i honning, for på den måde at ønske hinanden et godt og sødt nyt år. Så landet har i den sidste uge i den grad flydt, måske ikke med mælk, men med honning...


På samme måde som vi ofte ved vores eget årsskifte, sidder og tænker tilbage på det år, der er gået, har jeg ikke kunnet lade være med at gøre det samme nu.

Hvad hjertet er fyldt af...
Jeg synes, vi oplever at være en del af en menighed, hvor folk på tværs af sociale og etniske skel tager sig af hinanden. Vi er alle i den samme Jesus-båd og ønsker at hjælpe og støtte hinanden på den del af livets rejse, der har bragt folk omkring Immanuelkirken. I det daglige kommer det til udtryk bl.a. gennem, at en bringer lidt ekstra mad til en anden, som trænger, eller tilbyder et lift til Alpha-kurset, eller at betale for en ven/veninde, når vi skal på outing, så alle har mulighed for at komme med.

I sommers var vi på den Norske Israelsmissions landsstævne i Stavanger. Vi havde et fantastisk ophold dér. Dejligt at møde vores norske venner og mærke deres indleven og ejerskab for vores lille menighed i Jaffo. Da vi rejste derfra, var det med hjertet fyldt af glæde og gå-på-mod. Den sang, vi sang oftest, er en børnesang og hedder "Alle mann på dekk for Jesus - nå skal skipet seile." Den lyder stadig ofte i vores lejlighed. Børnene synger den med en flot norsk accent... Men det er faktisk en rigtig fin linje at gå og nynne. For det er jo dét, det handler om - i 5771 som i 5770. "Alle mand på dæk!" Beredt til sejlturen, så vi er ombord den dag, Jesus-båden lægger til kaj.

"Shana Tova!" - Godt Nytår!

torsdag den 2. september 2010

Alpha i Israel




Måske er der nogen, der ikke får Den Danske Israelsmissions Avis. Der kan i så fald tegnes gratis abonnement her. I seneste nummer har jeg skrevet lidt om Alpha i Israel. Læs den evt. her på side 3. Jeg kan tilføje, at der lige nu er en meget positiv, indledende dialog i gang mellem Alpha International og Caspari Center omkring evt. udvikling af et hebraisk Alpha-materiale.

Og nu vi er ved links til artikler om, hvad der rører sig på vores lille plet, så er nedenfor omtalte artikel af Richard Østermann nu også bragt i den norske avis Norge i dag.