fredag den 29. oktober 2010

Open Church




Immanuelkirken er åben for besøgende tirsdag-fredag i timerne fra 10 til 14. Vi har i snit 150 lokale gæster om ugen. Herover er det soldater fra IDF - den israelske hær - der venter på at komme ind.

Den seneste måned har vi haft næsten dobbelt så mange besøgende som sædvanligt. Omkring 1000 mennesker har gæstet kirken i oktober. Det er utroligt, når vi tænker på, at en kirke signalerer alt, hvad der er fremmed for en lokal israelsk jøde.

Vær med til at bede for Open Church. Det er en ret unik mulighed, vi har for at møde de lokale med evangeliet. Bed for de besøgende, og bed om at vi må få øjne til at se, hvordan vi kan bruge denne platform bedst muligt.

torsdag den 21. oktober 2010

The Door of Hope

I Immanuelkirken har vi ikke selv ressourcer til at drive et decideret diakonalt projekt, så vi har - som nævnt før - påbegyndt et samarbejde med The Door of Hope. Her kan downloades en kort engelsksproget video, der introducerer lidt til stedets arbejde.

fredag den 8. oktober 2010

Om mission


[Til vore norske venner og andre læsere, som ikke får Den Danske Israelsmissions avis, følger her nogle af mine generelle tanker om mission, som blev trykt i seneste nummer]

"For nylig fik jeg det igen; spørgsmålet om man kan og skal være i mission til jøder. Jødemission kan og skal man sige noget specifikt om, men i grunden er det med mission generelt jo ret simpelt. Så simpelt, at der ikke er noget nyt i det for de fleste kristne, men alligevel har jeg selv ofte svært ved at fastholde perspektiverne.

Hvis vi tror, at Bibelen taler sandt om Gud og os, så har vi haft et problem med Gud siden tidernes morgen (næsten). Han havde al grund til at udslette os med sin ild, eftersom vi mente (og vel dybest set stadig mener), at vi ved bedre end Gud. Det går som bekendt allerede galt i Bibelens tredje kapitel. Det kunne have været dens sidste side. Det kunne have været verdenshistoriens sidste afsnit. Men det blev det ikke. I samme kapitel lover Gud at sende en redningsmand. Jesus Messias. Derfor handler resten af Bibelen om Guds redningsmission gennem Jesus. Det må derfor betyde, at det at tro på Jesus også kun handler om Guds redningsmission.

Faktisk må det jo betyde, at ALT handler om Guds redningsmission. Den eneste grund til at vi stadig er her er, fordi Gud har en plan. Den eneste grund til at vi ikke blev fjernet fra jordens overflade er, fordi Gud har en plan. Prøv at mumle det for dig selv, når du fx sidder i bussen, bagved rattet, på arbejdet eller foran TV-Avisen: Den eneste grund til at der er noget, der hedder eks. Volvo, Vestas, vi og verden er, fordi Gud har en plan. Ellers havde det været slut for længe siden.

Pointen er jo så, at Guds mission ikke bare kan være en afdeling i vores liv, ligesom Elektronik er en afdeling i Bilka. Hvis hele Bibelen handler om Guds mission, så handler hele verdenshistorien om Guds mission, og så må hele vores liv altså også handle om Guds mission – om at han vil forløse og forny verden i Jesus. Er vi blevet frelst af Jesus, har vi fået del i ham. Er vi blevet frelst gennem hans mission, så er vi også blevet en del af den.

Perspektiverne er til at få øje på, for pludselig involverer det ALT i vores liv og ALLE i vores liv. På den anden side er det næsten ikke til at overskue, NETOP fordi det involverer alt og alle. Her må vi dels rette vores perspektiver ind efter Guds, så vi ser os selv og verden på en måde, hvor alt dybest set handler om Jesus. Det betyder, at en kristen ikke trækker sig fra verden, men at han/hun går mere ind i den end nogensinde før. Ikke for at blive som den, men for at være i den. Og dels må vi ikke glemme at hente frimodigheden præcis i dette, at det er Guds mission; at det er ham, der har al magt; at det er ham, der må gøre forskellen."

Billedkilde: http://www.hodgeschapelphchurch.com/missions.html