Nyt om Favor

I juni sidste år berettede Lisbeth om Favor, der kom til Israel i januar 2010 efter hendes landsby i Nigeria blev angrebet og ødelagt af radikale muslimske grupper. Hun boede da sammen med hendes familie, forældre og to søstre og to brødre. Hun led af polio som barn, hvorfor hendes ene fod er forkrøblet. Den nat angrebet kom, gik hendes familie udenfor for at se, hvad der skete. Hun blev indenfor grundet sit handicap. Siden har hun ikke set dem.

Nogle kristne hjalp hende til en militærbase, og pga. situationen og fordi ingen kunne tage sig af hende blev hun sat på et fly til Israel for at søge asyl ved ankomsten. Den sag er stadig under behandling. Hun kom til os via African Refugee Development Centre, og hun har boet her i vores hus - i staff-rummet - siden juni sidste år.

Imens har hun via Røde Kors forsøgt at finde ud af, hvad der skete med hendes familie. De efterretninger hun først fik gik på, at de blev dræbt under angrebene. Hun har alligevel klamret sig til håbet om, at historien var en anden.

Det er den. Via telefon talte hun i lørdags med sin mor for første gang, siden den skæbnesvangre nat for et års tid siden. Det viser sig nu, at hendes mor og søskende blev reddet. De er nu et helt andet sted i Nigeria, og den ene bror røg til Liberia. Men hendes far blev dræbt.

En følelsesmæssigt fuldstændigt overvældende situation. Det meste af hendes familie er reddet, men hendes far blev dræbt. En kæmpe lykke og en stor sorg på én gang. Dertil en kæmpe lettelse over at vide, hvad der skete.
Den anden vej rundt var det naturligvis også ganske overvældende for hendes mor at få Favor i røret. Hun har selvfølgelig i sit stille sind regnet med, at hun måtte være blevet dræbt, siden hun ikke var at finde nogen steder. Fantastisk rørende at høre hende fortælle dette, selvom det blev gjort med vanlig afrikansk værdighed og nærmest stoisk ro.

I juni afsluttede Lisbeth blogindlægget således:

vi vil jo gerne finde et mere permanent sted, hvor hun også kan få ro til at bearbejde hendes sår og komme til at se fremad. Men hvor? Vi er spændt på, hvad Gud har til hende. Tak, om I vil være med til at be' for Favor og hendes fremtid.

Nu er det som om Favor har fået sin fremtid tilbage. Nu er der igen perspektiv i hendes liv, og det er utroligt skønt. Situationen i Nigeria er endnu ikke til, at hun kan tage tilbage dertil lige nu. Hendes families liv er ren overlevelse for tiden, og indtil de har fået sig genetableret bare nogenlunde, bliver Favor nok her. Men der er ikke længere tvivl om, at hendes fremtid ligger i hjemme - i Nigeria - genforenet med familien.

En livsskæbne så langt fra vores, at den kan synes af en helt anden verden. Det er den ikke. Hun er lige her inde ved siden af.

Børneklub

Et af det nye års projekter er opstarten af en børneklub. Vi ved, at der er en del børn i vores område, som ikke har noget særligt at lave om eftermiddagen - fra de er færdige i skolen og til forældrene kommer hjem fra arbejde.

Desuden er American/German Colony, som vores kvarter kaldes, ved at gennemgå en omfattende renovering. Gamle faldefærdige huse rives ned og nye lækre beboelsesejendomme skyder op. Her flytter nye folk ind, så vi bliver flere folk i området, og nogle af dem er familier med børn.

Vi tænker, at det kunne være noget at tilbyde nogle aktiviteter i løbet af ugen. To fra menigheden er så småt gået i gang; de tilbyder hjælp med lektielæsningen to eftermiddage i ugen, og det er allerede en pæn succes. Desuden er planen at lægge nogle kreative aktiviteter og noget sport på paletten.

Dog skal sådan noget gøres rigtigt. Der er to missionsparagraffer i israelsk lovgivning. Den ene går på, at man ikke må bestikke nogen til at konvertere. Den anden går på, at man ikke må søge at omvende børn under 18 år. Det er faktisk helt rimeligt, synes jeg.

Men det betyder selvfølgelig, at uanset at vi vil undlade at fortælle bibelhistorier o.a. så vil det nemt kunne synes lidt suspekt, at en kirke inviterer børn indenfor. Bed derfor MEGET gerne om, at vi må kunne søsætte det her skib rigtigt.

Fællesskab

For en præst og leder af fællesskabet, som en menighed jo er, er det forhåbentlig altid en vision, at fællesskabet er inkluderende; at folk føler sig velkomne og set.

Det er ikke sjovt, når jeg fornemmer, at vi missede at favne en person, fordi vi måske ikke fik vist opmærksomhed nok; at vi ikke så, hvad en andens egentlige behov var; når en tredje lige så stille holder op med at komme, fordi vi simpelthen ikke lige matchede det, som vedkommende var på udkig efter.

Så længe folk finder et andet sted at komme, så er der ikke den helt store ko på min is, men det nager selvfølgelig, når det vi gerne ville være - for alle - ikke altid viser sig at at være for alle. Det skal nage og være en sorg - til en vis grænse.

Modsat er det også en glæde, når det lykkes at favne nogen, og jeg blev godt opmuntret af en blog-hilsen fra en indoneser, som kom trofast i efteråret under hendes studier. Læs hendes hilsen her.

Opmuntret blev jeg ikke mindst, fordi jeg ved, at jeg ikke selv tog mig nævneværdigt af hende, men det var der så andre, der gjorde.

Outreach

Vi har tilbudt vores assistance, når Bibelselskabet en sabbat i måneden stiller sig op i en park nær Central Bus Station for at uddele bibler, ny testamenter og andet litteratur på alverdens sprog.
Sjældent har jeg oplevet en sådan afsætning på Guds Ord :-) Vi kunne dårligt få åbnet papkasserne i det tempo, som bøgerne røg i.

Der er rigtigt mange især afrikanske flygtninge i Tel Aviv og mange af dem mødes i parken på sabbatten, fordi da arbejder de ikke hos deres ofte private jødiske arbejdsgivere, hvor de tjener til dagen og vejen fx ved at gøre rent. Herligt at se et mørkt ansigt flække i et bredt, hvidt smil, når fx en fyr fra Eritrea fandt ud af, at vi også havde bibler på hans modersmål (tigrinnya).

Nogle af flygtningene er der også, simpelthen fordi de bor i parken. De sover i legepladsens rutschebaner, på bænkene og oven på busskurene langs vejen. De er kommet illegalt til Israel i håb om at finde et bedre liv, men chancerne for at få opholdstilladelse er meget små.

Vi er - også via bibelselskabet - ved at blive involveret i et projekt, hvor der vil blive delt mad (dry food) ud til de hårdt trængte flygtninge; vi håber de sidste ting falder på plads hurtigst muligt. Behovet er der.

Jul

Siden sidst har det først og fremmest været jul. Anden jul hernede for vores vedkommende, og den blev lige så stor en oplevelse som sidst. Ægte jul, selvom træet i år (og de næste mange) var af plastic. Juleaften havde vi som altid gudstjeneste kl. 19, og vi prøvede i år også at holde en midnatsgudstjeneste.

Jeg havde valgt at lade U2 stille spørgsmålet til årets juleprædiken.

Peace on Earth I hear it every Christmas time, but hope and history won't rhyme, so what's it worth, this peace on earth?

Ærligt talt et godt spørgsmål, synes jeg. Fred på jord. Det er julens helt store tema, men hvor bliver den af? Hvad er julebudskabet egentlig værd?

Det er fra jødisk hold et af de oftest brugte argumenter mod Jesus som Messias. Jesus kan simpelthen ikke være Messias alene af den grund, at han ikke bragte fred i verden. Her med overrabbiner Bent Lexners ord:

Da Jesus ikke bragte fred ind i verden, anses han altså ikke af jøder for at være Messias

Det er vel rimeligt nok. GT fortæller jo netop, at Messias skal bringe fred. Fx et par bidder fra Esajas 9:

For et barn er født os, en søn er givet os [...] Man skal kalde ham [...] Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør

Min pointe helt urimeligt kort: Hvad skal der til for at få fred i verden? Der skal det til, at alt der har kimen i sig til konflikt, bliver fjernet. Det er verdens eneste håb, at Gud vil gøre det. Men hvis det er det eneste håb for verden, hvad håb er der så for dig og mig? Svar: Jul. Hvis vi skal bestå den dag, Gud fjerner alt det, der ikke har fred med ham, der alene er god, så må vi ha' fred med ham først. Den skaffer vi ikke selv. Det gjorde Jesus.


At forkynde juleevangeliet for i alt 350-400 mennesker juleaften, hvoraf de fleste tilhører det folk, til hvem det først lød, er et kæmpe privilegium. Må de ha' fået mere Jesus med hjem, end de nok kom efter.

Med til Immanuelkirkens julehistorie hører selvfølgelig meget andet. Julekaffe efter den første julegudstjeneste; juledags-gudstjeneste med efterfølgende fællesspisning; koncert om aftenen; julefest d. 30. og så benyttede vi muligheden til at give alle, der ville modtage det, en julegave. Jews for Jesus producerede for nogle år siden en vældig stærk samling vidnesbyrd fra jøder, der overlevede Holocaust og senere kom til tro. Gid denne DVD må rotere en god times tid i alle de stuer, den blev bragt hjem til.