"Jeg kender min frelse"

Jeg besøgte en ældre mand på hospitalet i søndags. Han kommer jævnligt i kirken og stopper som regel forbi Åben Kirke et par gange i ugen.

Han har været syg længe, og nu magter han ikke selv at tage føde til sig. Det er klart, at det bliver ikke ved at gå. Altså er han derfor nu på hospitalet, hvor han får næring intravenøst. Skind og ben er han.

"Jeg forstår ikke Guds visdom", sagde han "men samtidig hviler jeg, for jeg kender min frelse." Og så citerede han Esajas 43:1b, som vi afslutter hver nadverfejring med i kirken: "Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min."

"Så jeg frygter ikke", sagde han, "og så har jeg gode minder". Jeg spurgte til, hvilke minder han tænkte på. "Mange gode timer i kirken med Juan", svarede han.

Vi snakkede lidt mere, bad sammen, og så tog jeg hjem igen - beriget. Når mennesker på kanten af livet vidner om, at Gud er en urokkelig frelsesklippe, selvom de ikke fatter, hvad der foregår, så har det vidnesbyrd sin helt egen vægt. Og så glædede jeg mig til at opmuntre Juan, som dag ud og dag ind tager imod i Åben Kirke, og fortælle ham, at det gør en forskel i menneskers liv.