Nu er efterårs-festerne ovre. De faldt sent i år, og det har skubbet opstarten af nogle af vore ugentlige aktiviteter. "achrei hachagim" er det mest gængse svar, når man her til lands henvender sig for at få ordnet et eller andet. Så får man at vide, at man må vende tilbage "efter festerne", for alt er nede i gear indtil da.
Vores Kids Club starter op igen på tirsdag. I morgen kommer alle løbesedlerne ud i kvarteret, så bed gerne om, at det nok engang må blive godt modtaget. Som før nævnt, er sagen i Israel, at det er ulovligt at søge at "omvende mindreårige uden forældres samtykke", hvilket egentlig er en fin bestemmelse til beskyttelse af umyndige børn, men det betyder, at vi har 'renset' aktiviteterne for, hvad der teknisk set ville kunne karakteriseres som missionsaktivitet. Der leges og hygges, og det er det.
I går var der Young Adults for første gang i efteråret, og Kristoffer, en af vore norske volontører og ansvarlig for Young Adults, fortæller om en god start. De begyndte med at se 180, som er en ret aggressiv dokumentarfilm produceret af den new zealandsk-amerikanske jøde Ray Comfort, og den er så tilpas udfordrende, at alle bød ind i en god snak bagefter.
torsdag den 27. oktober 2011
mandag den 17. oktober 2011
Chag Sukkot Sameach!
Det er Sukkot; dvs. Løvhyttefesten. Overskriften betyder "Glædelig Løvhyttefest", og det lyder dumt på dansk, men det er i virkeligheden lige præcis det mest præcise at sige i den anledning. Og det skulle vi gerne komme frem til i løbet af skriveriet her...
I syv dage skulle Israels folk bo i løvhytter for at mindes, at Gud lod Israels folk bo i disse sårbare og midlertidige shelters i ørkenen, da han førte dem ud af fangenskabet i Egypten.
Vi byggede også sukka i Immanuelkirken - som aldrig før faktisk. En af vore menighedsmedlemmer gav den fuld skrue, og med god hjælp fra en 6-7 stykker blev kirkehaven transformeret til en af de flotteste løvhytter jeg har set i mit korte liv.
Vi følger stort set den danske tekstrække hernede - med afvigelser, når det giver mening. I sidste weekend var det Yom Kippur, forsoningsdagen, om lørdagen, så da var det oplagt at prædike over centrale tekster, der knytter sig dertil.
I denne weekend bibeholdt vi dog tekstrækkens prædiketekst fra Lukas 14:1-11, hvor Jesus har endnu et af sine opgør med farisæerne.
Man kunne tro, at Jesu mange opgør med de jødiske ledere var et opgør med jødedommen, men det er selvfølgelig det modsatte, der er tilfældet. Jesus udfordrede netop farisæerne, fordi de havde gjort op med den bibelske jødedom.
De havde gjort sig uafhængige af Guds nåde. Det mest sigende billede er det, som Jesus selv giver i lignelsen om Farisæeren og Tolderen i templet (Lukas 18). Mens de beder, finder de daglige ofre sted på selvsamme tempelområde, men farisæeren har ikke brug for, at der ofres noget på hans vegne, for han er jo ikke som andre mennesker, som han selv siger. Tolderen derimod råber Gud om nåde, da han bogstaveligt talt beder: "Son mine synder, Gud" (den græske original afslører, at der er en henvisning til offeralteret i hans bøn). Det var tolderen, der blev retfærdiggjort og ikke farisæeren, sagde Jesus.
Farisæeren havde forladt jødedommens kerne: Guds ufortjente godhed mod mennesker, der ikke fortjener den - tilvejebragt ved at en anden træder i stedet og tager straffen og således betaler regningen. Det er det, vi kalder nåde. Farisæeren behøvede ikke nåde, for han havde jo sit på det tørre. Han mente sig acceptabel over for Gud på basis af sig selv. Det har aldrig været en bibelsk-jødisk tanke. Aldrig har Gud været god mod nogen, fordi de fortjente det.
Meget også i den jødiske tradition har fanget dette (og noget har ikke). Når man bygger løvhytter, må man ikke dække taget helt til. Hvorfor? Man skal kunne se himlen. Hvorfor det? Jo, for når man sidder der i den lille hytte, man har bikset sammen af palme-forskalling og mærker vinden blæse igennem de utætte og sårbare vægge, kigger man op mod himlen, og det går op for én, at sikkerhed og opretholdelse ikke har at gøre med de mure, man selv har bygget op, men det har alt at gøre med, at Gud er den, der velsigner og bevarer.
Farisæerne stolede på hyttens mure frem for himlens Gud. De havde gjort jødedom til religion. De mente Gud skyldte dem sin accept, fordi de gav ham, hvad de mente, de skyldte ham. Men jødedom er, at Gud accepterer mennesker på trods af, at vi ikke giver ham, hvad vi skylder ham, fordi noget andet træder i stedet for os og tager det, som Gud egentlig skylder os.
Nu er det jo så nemt at skyde efter farisæerne. Problemet er, at vi tænker fuldstændigt lige som dem. Det er simpelthen umuligt at lade være. Her kommer lige et saks fra weekendens prædiken:
If you have been to church and given a significant donation, I’ll bet you feel just a bit better about yourself before God than if you hadn't emptied your pockets. Or if you have managed to forgive somebody who really did not deserve it, I’ll bet you feel just a bit better about yourself before God, than if you had not forgiven him.
Or – the other way round: what do you actually think God thinks when you come to mind? What do you think, he thinks, when he looks at you? Knowing that he reads you as an open book, do you think he is happy with what he sees? Do you think he is pleased?
When you hear this question, what do you immediately start to think of? I’ll bet you start to think about yourself - of how successful you have been in living your life as a Christian. You will start to think about your prayer life, Bible reading, your giving to the poor, etc.
In all these instances you look to yourself when you are to determine the state of your relationship with God. Now, what’s that? That’s to look at the walls in your booth for safeguard. This is not biblical Judaism / Christianity friends; this is religion. Religion is to look at what you have done to be acceptable to God. Biblical Judaism / Christianity is about what God himself has done to make you acceptable to him.
Det er allerede alt for langt det her, men bare en sidste pointe. Vi ved jo egentlig godt ovenstående, men siden vi er farisæere af natur, må vi høre det igen og igen. En ting vi måske ikke tænker så ofte over er, at farisæisme/selvretfærdighed faktisk er glædesløs. Sukkot/Løvhyttefesten er glædesfestEN i jødedommen. Guds opretholdelse og frelse fejres. Det er den dybe, fundamentale glæde; ikke den der flygtige Yes, vi skal til EM-glæde.
Når jeg hævder, at selv-retfærdighed dybest set er glædesløs, så er det jo, fordi man kan spørge, hvilken glæde der er i kun at modtage det, som man mener at have fortjent? Man får aldrig mere, end man burde. Det rækker højst til en grad af tilfredsstillelse, men glæde? Næh, du; ægte glæde findes dér, hvor man får noget ekstraordinært, som man ikke med rimelighed kunne have forventet.
Luther søgte af al magt at blive retfærdig for Gud. Han bad og fastede som en gal; gjorde så mange gode gerninger han kunne komme af sted med, og af og til syntes han faktisk, at den var ved at være der. Indtil han nok en gang blev slået til jorden, fordi han indså, at han netop igen havde syndet; han havde herliggjort sig selv og ikke Gud. Hovmod hedder det også. Låst var han, fanget i en ond cirkel. Retfærdig for Gud? Not a chance.
Luther fandt retfærdigheden for Gud en gang han læste Rom 1:16-17. Ikke hos sig selv, men uden for sig selv. Evangeliet om Jesus, der både var forsoningsdagens syndebuk og stedfortrædende offer, er Guds kraft til frelse. Luther havde ikke kraften til frelse, kun til fordømmelse. Men Jesus på korset er Guds kraft til frelse for enhver, der går all-in på ham. Det er bibelsk jødedom. Som den jødiske kalender så fint viser det, må det nemlig blive Yom Kippur før det bliver Sukkot. Og sådan fandt Luther ikke bare retfærdighed for Gud, men også glæden hos ham. Der var ingen glæde i selv-retfærdigheden. Men der var ikke andet end glæde i den tilregnede retfærdighed. Det kunne han også synge om:
Nu fryde sig hver kristen mand
og springe højt af glæde!
Ja, lad os alle trindt om land
med liv og lyst nu kvæde!
For Gud, så god som han er stærk,
har gjort et herligt underværk,
betalt i dyre domme.
Abonner på:
Opslag (Atom)