Kirken og kristendommen er ofte i bad standing blandt jøder. Af gode... nej, jeg mener forfærdelige grunde. Kirken har op igennem tiden forfulgt jøder, fordi de slog Jesus ihjel, som det blev hævdet. Det er jo ikke sandt; for det første fordi det var de hedenske romere, der gjorde det og for det andet, fordi det var Gud selv, der ville det sådan (jf. Es 53:10; Joh 10:17-18).
Ikke desto mindre er jødeforfølgelser en del af kirkens historie. Derfor uafvendeligt også en del af min historie som præst i hvad enhver kan se er en kirke. Og jeg møder ofte konfrontationen med historien og må bare erkende og bekende kirkens synder.
I sidste uge var der en kronik i Jerusalem Post, som gør op med det had til de kristne, som er baseret på fortidens synder. Forfatteren, Eugene Korn, som selv er ortodoks rabbiner og leder af et center for forståelse mellem jøder og kristne, henviser til 5 Mos 23:8, hvor der står "En egypter må du ikke nære afsky for, du var jo selv fremmed i hans land."
Gud friede som bekendt Israels folk ud af Egypten, og Korn sammenligner jødernes slaveri i Egypten med jødeforfølgelse i diasporaen - i såkaldt 'kristne lande'.
Korn referer videre til den britiske overrabbiner Jonathan Sacks, der skal have sagt, at man må give slip på hadet for at blive virkelig fri. Skulle Guds folk blive virkelig frie, måtte de opgive hadet, selvom der var grunde nok til at holde fast i det. Den, der hader, er nemlig ikke fri, for han er uvægerligt styret af hadet.
Dette blot en appetizer på en interessant kronik om et helt centralt emne. Du kan læse den her.
mandag den 24. september 2012
søndag den 16. september 2012
Pigefest i Jeriko
Det Palæstinensiske Bibelselskab (PBS) har forskellige projekter rundt på Vestbredden. Jeg har fået lov at være en del af det team, som arbejder i Jeriko. Jeg forsøger at være derude hver anden fredag. I forgårs var det sådan en fredag.
Det var dog ikke en "almindelig" fredag i Zakarias' hus i Jeriko. Nej, i går var en sand festdag! Seks piger har haft fødselsdag i løbet af sommeren, så de skulle fejres med stor lagkage. Én af pigerne fejrede vi dog af en helt særlig grund.
I januar i år startede vi et nyt 2-årigt projekt. Selve idéen med projektet er uddannelse af pigerne. I al sin enkelthed går det ud på at opmuntre pigerne i Jeriko (med udgangspunkt i de piger, som er tilknyttet Zakarias' hus) til at få en uddannelse. Det er desværre noget, som ikke er en selvfølge i kulturen dér. En helt almindelig kommentar kan være: "Hvorfor er pigernes uddannelse vigtig? De skal alligevel "bare" giftes og så gå hjemme og passe børnene!"
Det betyder, at pigerne ofte har ringe opbakning til skolegangen hjemmefra. Selv lærerne synes at nedprioritere de piger, som kommer fra dårligere stillet hjem. Det er med til at give mange af pigerne utrolig lavt selvværd og dårlig selvtillid og tro på sig selv i de udfordringer, de møder.
Vi forsøger at hjælpe disse piger ved bl.a. at tilbyde dem lektiehjælp 3 dage om ugen. Derudover har vi forskellige aktiviteter; det kan være kreative udfoldelser, debatter omkring emner, som enhver teenagepige kan bokse med, eller det kan være gruppesamtaler med psykiatere eller psykologer. Alt detter har som formål at styrke deres selvværd og forhåbentlig give dem selvtillid til at fortsætte i skolen - også når de møder modstand. Et utroligt spændende projekt, som jeg glæder mig meget over at kunne følge.
Tilbage til vores fejring i forgårs. En af de piger, der kommer i huset, begyndte for to år siden i en klasse, der fungerer som optagelses-klasse til universitetet.
Desværre måtte hun erkende i løbet af året, at det var for vanskeligt. Hun kunne ikke få hjælp hjemmefra, og hendes forældre synes da også, at det ville være lige så godt, hvis hun kunne blive hjemme og hjælpe til. Hun tog derfor ikke den afsluttende eksamen, for hvad hjalp det?
Alligevel kunne hun ikke slippe tanken om at komme til at læse videre til sygeplejerske. Sidste sommer meldte hun sig så til igen. På samme tid begyndte hun at komme hos os. Her modtog hun lektiehjælp med så stort udbytte, at hun et år efter (denne sommer) bestod den afsluttende eksamen!
Hun er nu klar til at forfølge hendes drøm om at blive sygeplejeske!
Sikken utrolig opmuntring det var for mig den dag at se hendes kæmpe smil og øjne, der strålede af tro på livet. Særligt bevægende var det at sidde mellem 25 håbefulde piger. Hvad mon livet vil bringe dem? Min bøn er, at vi i teamet må være Guds værktøj blandt de piger, vi møder i Zakarias' hus - at de må smage lidt af den genoprettelse, som Guds rige bringer.
Det var dog ikke en "almindelig" fredag i Zakarias' hus i Jeriko. Nej, i går var en sand festdag! Seks piger har haft fødselsdag i løbet af sommeren, så de skulle fejres med stor lagkage. Én af pigerne fejrede vi dog af en helt særlig grund.
I januar i år startede vi et nyt 2-årigt projekt. Selve idéen med projektet er uddannelse af pigerne. I al sin enkelthed går det ud på at opmuntre pigerne i Jeriko (med udgangspunkt i de piger, som er tilknyttet Zakarias' hus) til at få en uddannelse. Det er desværre noget, som ikke er en selvfølge i kulturen dér. En helt almindelig kommentar kan være: "Hvorfor er pigernes uddannelse vigtig? De skal alligevel "bare" giftes og så gå hjemme og passe børnene!"
Det betyder, at pigerne ofte har ringe opbakning til skolegangen hjemmefra. Selv lærerne synes at nedprioritere de piger, som kommer fra dårligere stillet hjem. Det er med til at give mange af pigerne utrolig lavt selvværd og dårlig selvtillid og tro på sig selv i de udfordringer, de møder.
Vi forsøger at hjælpe disse piger ved bl.a. at tilbyde dem lektiehjælp 3 dage om ugen. Derudover har vi forskellige aktiviteter; det kan være kreative udfoldelser, debatter omkring emner, som enhver teenagepige kan bokse med, eller det kan være gruppesamtaler med psykiatere eller psykologer. Alt detter har som formål at styrke deres selvværd og forhåbentlig give dem selvtillid til at fortsætte i skolen - også når de møder modstand. Et utroligt spændende projekt, som jeg glæder mig meget over at kunne følge.
Tilbage til vores fejring i forgårs. En af de piger, der kommer i huset, begyndte for to år siden i en klasse, der fungerer som optagelses-klasse til universitetet.
Desværre måtte hun erkende i løbet af året, at det var for vanskeligt. Hun kunne ikke få hjælp hjemmefra, og hendes forældre synes da også, at det ville være lige så godt, hvis hun kunne blive hjemme og hjælpe til. Hun tog derfor ikke den afsluttende eksamen, for hvad hjalp det?
Alligevel kunne hun ikke slippe tanken om at komme til at læse videre til sygeplejerske. Sidste sommer meldte hun sig så til igen. På samme tid begyndte hun at komme hos os. Her modtog hun lektiehjælp med så stort udbytte, at hun et år efter (denne sommer) bestod den afsluttende eksamen!
Hun er nu klar til at forfølge hendes drøm om at blive sygeplejeske!
Sikken utrolig opmuntring det var for mig den dag at se hendes kæmpe smil og øjne, der strålede af tro på livet. Særligt bevægende var det at sidde mellem 25 håbefulde piger. Hvad mon livet vil bringe dem? Min bøn er, at vi i teamet må være Guds værktøj blandt de piger, vi møder i Zakarias' hus - at de må smage lidt af den genoprettelse, som Guds rige bringer.
torsdag den 13. september 2012
Yad L'Achim udlodder 10.000 $
Anti-missions-organisationen Yad L'Achim har jeg før omtalt nogle gange. Se evt. her og her.
To af deres folk var en tur forbi i sidste uge og stod uden for menighedshuset, mens af de andre menigheder, der bruger vores lokaler, havde gudstjeneste. Stille og rolige folk med en klar dagsorden: at 'udstille' at der ingen sammenhæng er mellem TaNaK, altså vores GT og den jødiske bibel, og så NT. Til det formål har de 'udskrevet' en konkurrence, hvor man kan vinde op til 10000$, hvis man kan give et overbevisende svar på følgende spørgsmål:
To af deres folk var en tur forbi i sidste uge og stod uden for menighedshuset, mens af de andre menigheder, der bruger vores lokaler, havde gudstjeneste. Stille og rolige folk med en klar dagsorden: at 'udstille' at der ingen sammenhæng er mellem TaNaK, altså vores GT og den jødiske bibel, og så NT. Til det formål har de 'udskrevet' en konkurrence, hvor man kan vinde op til 10000$, hvis man kan give et overbevisende svar på følgende spørgsmål:
1000 $ til enhver Jesus-troende, der kan finde et vers i GT, hvor det fremgår:
- at Abraham købte en grav af Hamors sønner i Sikem (Ap.G 7:16)
- at Jakob blev begravet i Sikem (Ap.G 7:16)
- at 75 personer drog ned til Egypten (Ap.G 7:14)
- at Messias skal fødes af en jomfru (Matt 1:23)
- at Messias skulle kaldes nazaræer (Matt 2:23)
- at Jeremias skulle sige noget om 30 sølvpenge (Matt 27:9-10)
- at det var 23.000, der faldt på én dag (1 Kor 10:8)
- at loven blev givet ved engle (Gal 3:19)
- at Jakob 4:5 faktisk er et skriftcitat fra GT
- at jøder slog Zakarias, søn af Barakias, ihjel.
10 gode spørgsmål, hvor svarene ikke ligger lige for. Der er mulige forklaringer, som det fører for vidt at gengive her, men det er næppe svar, der vil accepteres i hovedbunkeren i Bnei Brak, så skejserne udbetales. Men du kan jo prøve :-)
onsdag den 12. september 2012
Paraplyer for ost
Mod en pæn donation har vi accepteret at lade et reklamefirma benytte sig af menighedshusets balkoner til at fastgøre wires mellem vores hus og genboens. Her har de så hængt en masse paraplyer, som blev brugt ifm. en reklamefilm for ost, som er blevet skudt her i formiddag.
Lidt hyggeligt var det faktisk med alle de paraplyer - især i går aftes. Se herunder.
Lidt hyggeligt var det faktisk med alle de paraplyer - især i går aftes. Se herunder.
tirsdag den 11. september 2012
Se det i øjnene... tiden går!!
At tiden går er jo ikke noget nyt. Det betyder selvsagt, at årene også går, og det er som regel her omkring skolestart, at vi gør os den erkendelse. Som om vi havde glemt det siden sidste år...
Tirsdag d. 28. august satte vi tre børn af ved porten ind til Tabeetha School. Johan og Magnus var top-klar på at komme op og gense kammeraterne i nu 4. og 2. klasse, og Amandas lyste af spænding over, at NU hed det også SKOLE for hende.
Også skolen markerede på en særlig måde, at tiden går. Første skoledag blev elever og forældre mødt af 150 balloner, da det i dette skoleår er 150 år siden, at de første elever startede på Tabeetha.
Simon kommer naturligvis til at afslutte en del kapitler i vores liv. Denne gang er bleer og vuggestue en saga blot. Han stortrives i børnehaven. Hans bedste ven fra vuggestuen er fulgt med til den nye børnehave, så de får brændt noget krudt af sammen hver dag.
Det var dog i dag, en helt almindelig tirsdag middag, at jeg for alvor fik øjnene op for, at årene går.
Bedst som jeg står og venter på, at Amanda får fri, falder jeg i snak med en koreansk mor, der har et barn i Amandas klasse. Det viser sig, at hun har været til gudstjeneste i Immanuelkirken for et par år siden og kunne huske, at jeg havde sabbatskolen. "Men", sagde hun, "du så meget yngre ud den gang. Jeg kan se det på de mange rynker omkring dine øjne!!" Den fik jeg så - lige i synet. Vi smilede til hinanden... og så sprang jeg ellers hjem til spejlet - og kunne og måtte se det i øjnene: Tiden går!
Rynkerne omkring øjnene er selvfølgelig bare "smilerynker", men det skal jeg ikke bebrejde hende, at hun ikke kunne se. Det må jeg så se at bilde hende ind i morgen.
Tirsdag d. 28. august satte vi tre børn af ved porten ind til Tabeetha School. Johan og Magnus var top-klar på at komme op og gense kammeraterne i nu 4. og 2. klasse, og Amandas lyste af spænding over, at NU hed det også SKOLE for hende.
Også skolen markerede på en særlig måde, at tiden går. Første skoledag blev elever og forældre mødt af 150 balloner, da det i dette skoleår er 150 år siden, at de første elever startede på Tabeetha.
Simon kommer naturligvis til at afslutte en del kapitler i vores liv. Denne gang er bleer og vuggestue en saga blot. Han stortrives i børnehaven. Hans bedste ven fra vuggestuen er fulgt med til den nye børnehave, så de får brændt noget krudt af sammen hver dag.
Det var dog i dag, en helt almindelig tirsdag middag, at jeg for alvor fik øjnene op for, at årene går.
Bedst som jeg står og venter på, at Amanda får fri, falder jeg i snak med en koreansk mor, der har et barn i Amandas klasse. Det viser sig, at hun har været til gudstjeneste i Immanuelkirken for et par år siden og kunne huske, at jeg havde sabbatskolen. "Men", sagde hun, "du så meget yngre ud den gang. Jeg kan se det på de mange rynker omkring dine øjne!!" Den fik jeg så - lige i synet. Vi smilede til hinanden... og så sprang jeg ellers hjem til spejlet - og kunne og måtte se det i øjnene: Tiden går!
Rynkerne omkring øjnene er selvfølgelig bare "smilerynker", men det skal jeg ikke bebrejde hende, at hun ikke kunne se. Det må jeg så se at bilde hende ind i morgen.
Outreach til Red Hot-koncert
Red Hot Chili Peppers spillede i går i TLV. Inden var de lige en tur omkring Grædemuren i J'lem.
Jeg var sammen med vel i alt 20 andre derude for at dele forskelligt litteratur ud, mens folk kom ud. Vi placerede os 4 forskellige steder. Halvdelen af os var koreanere, og som en sagde, så er de nærmest skabt til det, for det er som om de er født med et smil på læben, og det er altså ikke helt ved siden af.
Jeg tager i øvrigt aldrig selv imod flyers og sager på gaden, men der er jo nogen, der gør der, og jeg kender selv folk, for hvem en traktat blev startskuddet til at undersøge, om Jesus faktisk havde noget at byde på. Vi delte op mod 10.000 bøger og traktater ud, og det er jo ikke til at vide, om de kommer til at gøre nogen forskel. Det ved ham, der gør forskellen.
I Guds mission er det jo ham, der har overblikket, trækker i trådene og gør enhver forskel til sin tid. Det giver en helt grundlæggende frimodighed til fx at stå på en bro og dele læsestof ud til folk, der okser af sted mod togstationen. Nogle gange er vi hans så-redskaber og nogle gange hans høst-redskaber på det hold af arbejdere, som hele hans kirke er.
Et frisk eksempel: Sidste forår var jeg ude at tale et sted. I januar, 9 måneder senere, ringer NN, som var der dengang, og som godt vil mødes og snakke lidt. Det gør vi. NN er blevet overbevist om, at Jesus må være Messias. NN får lidt bøger med hjem, og vi be'r sammen til sidst. Siden hører jeg ikke fra vedkommende, og jeg har ikke noget kontaktinfo. Så ringer NN igen i torsdags, 9 måneder senere igen, og er nu klar til, at der skal noget mere kød på.
Det er jo altid sjovt, når det lugter lidt af høst, men hvem ved hvilke steps, Helligånden har arrangeret på dennes vej indtil nu - både før og imellem, jeg har haft kontakt med vedkommende? Var en traktat fx det første prik på skulderen? Jeg glæder mig til at lære NN og dennes historie bedre at kende.
Jeg var sammen med vel i alt 20 andre derude for at dele forskelligt litteratur ud, mens folk kom ud. Vi placerede os 4 forskellige steder. Halvdelen af os var koreanere, og som en sagde, så er de nærmest skabt til det, for det er som om de er født med et smil på læben, og det er altså ikke helt ved siden af.
Jeg tager i øvrigt aldrig selv imod flyers og sager på gaden, men der er jo nogen, der gør der, og jeg kender selv folk, for hvem en traktat blev startskuddet til at undersøge, om Jesus faktisk havde noget at byde på. Vi delte op mod 10.000 bøger og traktater ud, og det er jo ikke til at vide, om de kommer til at gøre nogen forskel. Det ved ham, der gør forskellen.
I Guds mission er det jo ham, der har overblikket, trækker i trådene og gør enhver forskel til sin tid. Det giver en helt grundlæggende frimodighed til fx at stå på en bro og dele læsestof ud til folk, der okser af sted mod togstationen. Nogle gange er vi hans så-redskaber og nogle gange hans høst-redskaber på det hold af arbejdere, som hele hans kirke er.
Et frisk eksempel: Sidste forår var jeg ude at tale et sted. I januar, 9 måneder senere, ringer NN, som var der dengang, og som godt vil mødes og snakke lidt. Det gør vi. NN er blevet overbevist om, at Jesus må være Messias. NN får lidt bøger med hjem, og vi be'r sammen til sidst. Siden hører jeg ikke fra vedkommende, og jeg har ikke noget kontaktinfo. Så ringer NN igen i torsdags, 9 måneder senere igen, og er nu klar til, at der skal noget mere kød på.
Det er jo altid sjovt, når det lugter lidt af høst, men hvem ved hvilke steps, Helligånden har arrangeret på dennes vej indtil nu - både før og imellem, jeg har haft kontakt med vedkommende? Var en traktat fx det første prik på skulderen? Jeg glæder mig til at lære NN og dennes historie bedre at kende.
Stilhed før stormen... |
mandag den 10. september 2012
Bag tremmer
Sidste forår bad vi en overgang meget om, at der måtte vise sig en mulighed for, at vi kunne få adgang til et fængsel. Se denne post. Jeg henvendte mig dengang og tilbød, at der kunne ringes til mig, hvis der var nogen, der havde behov for at tale med en præst. Det har de aldrig gjort. Mange har fortalt os, at de ortodokse jøder sidder på den 'magten' også i fængslerne, hvorfor vi nok ikke skulle forvente ligefrem at blive inviteret.
En af gutterne fra området, hvor vi bor, har været ind, ud og senest ind i fængsler, og hver gang han er kommet hjem, har han altid båret kippa; noget han ellers aldrig gør. Det kunne godt tyde på, at man kommer under en vis påvirkning, mens man er inde. Det er jo fair nok; jeg kunne så ønske, at der også var mulighed for at komme ind og 'betjene' de kristne, der sidder der.
I sidste uge fik jeg så ad andre veje faktisk lejlighed til at besøge en kristen fyr fra Elfenbenskysten, som er havnet i fængsel. I 2003 flygtede han fra Elfenbenskysten, fordi han havde været politisk og militært aktiv og frygtede for sit liv. Da han endte i Israel fik han igen og igen forlænget sit visum, men da hans pas løb ud, fik han problemer, da hans eget konsulat ikke ville udstede ham et nyt. Derfor kunne han naturligt nok heller ikke blive ved med at få forlænget sit visum.
Han tør endnu ikke vende tilbage til familien i Elfenbenskysten, så nu sidder han i et fængsel i Ramla, mens hans sag kører.
Han tør endnu ikke vende tilbage til familien i Elfenbenskysten, så nu sidder han i et fængsel i Ramla, mens hans sag kører.
Jeg har ingen idé om, hvorvidt kontakten her kan blive en indgang til noget som helst andet, men det giver bestemt også mening 'bare' at snakke med ham. Han havde ikke haft besøg i månedsvis.
Abonner på:
Opslag (Atom)