torsdag den 31. december 2009
Billedkavalkade - Godt Nytår!
Vores fotograf-ven, Dotan, som jeg før har omtalt, har færdiggjort sit projekt, og vi fik nogle fine billeder i den lokale Tel Aviv-sprøjte. Desuden har han lavet denne billedkavalkade.
Med denne ønsker vi alle et godt og velsignet nytår!
mandag den 28. december 2009
Glædelig Jul!
Vi er lidt sent på den, men det blev jul også i Immanuelkirken d.24. og 25. - en helt fantastisk en af slagsen. Den må I høre mere om inden så længe...
Siden har vi (trætte og glade) selv fejret jul i familiens skød sammen med Conny & Thomas.
Den 23. var IC i de landsdækkende aften-nyheder på Channel 10 for en kort bemærkning. Indslaget afslørede, at de ikke var synderligt interesserede i det, jeg fik sagt om julens indhold. Se indslaget her (Kan ses i Internet Explorer eller hvis du har et Win Media Player plug-in).
Vores julehilsen her på bloggen kunne være denne artikel fra religion.dk (skrevet for 3 uger siden) - tilsat en STOR TAK til alle, der følger os og arbejdet her og lægger os frem for Gud.
Glædelig Jul!
torsdag den 10. december 2009
Hvorfor nægter kristne at hade?
Faldt lige over en interessant artikel i Jerusalem Post. En jødisk journalist stiller efter en tur i Zimbabwe følgende spørgsmål:
Hvorfor nægter kristne at hade? Læs den her
Hvorfor nægter kristne at hade? Læs den her
onsdag den 9. december 2009
Fundraising-video
Vi har fået lavet en video, der skal bruges i fundraisingens tjeneste. Restaurationen af tårnet koster penge, der endnu ikke er i hænde. Af sikkerhedsmæssige årsager kunne man ikke vente til det økonomiske grundlag var helt i orden, og derfor arbejdes der nu med lån og pantsætninger for at få det til at hænge sammen. Det er selvsagt en midlertidig løsning, og pengene må samles ind. Derfor denne video.
tirsdag den 8. december 2009
Tårnet næsten færdigt
Et bette kort indlæg:
Kirkens tårn, som er undergået en større restauration, som jeg før har omtalt, er nu ved at være endeligt færdig. Der er kommet et kors på toppen igen. Det er vist en hel del år siden, der sidst var det. Det sidste kors faldt ganske simpelt ned, men nu er det rejst igen. Ja, korset er nu ophøjet i bybilledet; må det blive det også hos byboerne.
Der er stadig lidt stillads tilbage på forsiden af kirken, så jeg tog et billede fra bagsiden. Vi er meget glade for resultatet af arbejdernes anstrengelser.
Børnene i vores shabbat-skole har lavet en, hvis vi selv skal sige det, fantastisk flot julekrybbe. Herligt, hvordan ca. 10 børns kreativitet kan forkynde evangeliet ved hjælp af flamingokugler, toiletruller, lidt karton og små stykker stof. Og så at se ungernes stolthed og begejstring...; ja, det er næsten lige så godt.
Godt nok mangler Jesus-barnet endnu at blive lavet, men rygtet går, at han kommer til jul...
Kirkens tårn, som er undergået en større restauration, som jeg før har omtalt, er nu ved at være endeligt færdig. Der er kommet et kors på toppen igen. Det er vist en hel del år siden, der sidst var det. Det sidste kors faldt ganske simpelt ned, men nu er det rejst igen. Ja, korset er nu ophøjet i bybilledet; må det blive det også hos byboerne.
Der er stadig lidt stillads tilbage på forsiden af kirken, så jeg tog et billede fra bagsiden. Vi er meget glade for resultatet af arbejdernes anstrengelser.
Børnene i vores shabbat-skole har lavet en, hvis vi selv skal sige det, fantastisk flot julekrybbe. Herligt, hvordan ca. 10 børns kreativitet kan forkynde evangeliet ved hjælp af flamingokugler, toiletruller, lidt karton og små stykker stof. Og så at se ungernes stolthed og begejstring...; ja, det er næsten lige så godt.
Godt nok mangler Jesus-barnet endnu at blive lavet, men rygtet går, at han kommer til jul...
fredag den 4. december 2009
Fantasien flyver og julestemningen lander i Jaffo
At fantasien ofte får vinger, oplever vi i lidt af for tiden. Magnus fortæller og fortæller, så man til tider faktisk tror, at han selv tror på, hvad han siger. Her kommer lige et par eksempler.
En dag under morgenmaden har Magnus fået et stykke køkkenrulle, mens jeg (Lisbeth) står og laver madpakkerne færdige. Jeg bliver afbrudt af Amandas skrigeri. Hun er sur, fordi Magnus’ papir er havnet oven i hendes havregryn. Magnus fortæller med store blå øjne, at han er helt uden skyld. Det var nemlig ikke ham, men en bi, som kom flyvende, og som med benene løftede hans papir op, hvorefter den fløj over til Amandas tallerken - og tabte det(!) :o)
En anden dag kommenterede jeg, at hans shorts og undebukser altid er sparket af, når han er på toilet. Jeg ber' ham om, at prøve at beholde dem på under hele besøget. Igen mener en meget overbevisende Magnus, at han er uskyldig(!) Denne gang er det hans krop, der ikke gør, som han siger, men i stedet får kroppen tøjet til at flyve af! Hertil kan man jo ikke sige andet end, "Er det mon tøjet eller bare den gode barnefantasi, som har fået vinger? :o)
Selv samme dreng kan senere sidde og fundere over, hvorvidt julemanden kan komme hertil – vi har jo ingen sne??
Sne eller ej så er julestemningen ved at indfinde sig på Beer Hofman 9. Dette skyldes ikke de kristne araberes butikker her i Jaffo, som blinker til forbipasserende med deres farvestrålende lyskæder, plastikjuletræer og glimmerkugler.
Nej, 1. december indtraf julestemningen med en duft af pebernødder, som børnene i fællesskab med Conny producerede i stor stil.
Dagen efter havde vi inviteret staff-teamet til risengrødsfest - inspireret af pigerne, som boede i etagen over os i Århus. Det var super hyggeligt og gik i al sin enkelthed ud på at spise en masse risengrød og de nyligt bagte pebernødder. Efter denne aften turde vi alvorligt tro på, at det nok skal blive jul i Jaffo i år.
Nu er Magnus lige kommet hjem fra børnehaven. Hernede har man gaver med til de andre, hvis man har fødselsdag. Det var der en, der havde i dag. Så nu er Magnus kommet hjem med en sprællevende guldfisk. Ja, OK. Tak! Så må vi se, hvor længe vi kan holde spræl i den.
mandag den 30. november 2009
Et par dryp...
Bob, en dejlig, varm og utroligt frisk aussie på 65 somre, som har hjulpet os 2-3 dage ugentligt de sidste 5-6 uger, forlod landet i går. Hans visum udløber i dag, så han damper hjem til Australien, inden han forhåbentlig støder til os igen til maj.
Han siger, at hans gave er at opmuntre mennesker, og hvis ikke Gud allerede havde fortalt ham det, kunne jeg ha' gjort det. Det begynder før hanen gol. Når jeg vælter ned ad trappen kl.7.30 for at drøne drengene til hhv. skole og børnehave, inden vi har staff meeting kl.8.05, så står Bob parat med det friskeste G'day mate, man kan forestille sig. Han har da nemlig allerede været en tur i bølgen blå, og så er han klar til at tage fat. Thomas og han har haft meget glæde af hinandens selskab med diverse praktiske opgaver. I lørdags bad vi så for Bob til vores gudstjeneste og sendte ham af sted med Guds velsignelse.
***
Siden årsskiftet har Gud lagt en i kirken på hjertet at bede for syge. Vi skrev i et af vores interne nyhedsbreve herefter sommerferien, at hvis nogen var syg og ønskede forbøn, kunne de henvende sig til vedkommende. Skønt for en præst at opleve eksempler på, hvordan menighedens lemmer bruger hver deres gave i tjeneste for hinanden.
En i menigheden fik siden konstateret kræft; lægerne har fundet en tumor både i leveren og i lungen. Før nogle videre undersøgelser blev personen bedt for, og efterfølgende kunne lægerne ikke finde tumoren i leveren. Siden er personen blevet lagt frem for Gud mange gange, og i torsdags skulle der så tages en biopsi af knuden i lungen. Dagen før blev der bedt specifikt for, at de heller ikke ville kunne finde dén knude, og det kunne lægerne så heller ikke dagen efter.
Det kan være, at den alligevel er der, mener de, men stort for os at opleve, hvordan Gud bekræfter et specifikt kald til at bede for syge, og hvordan han også nogle gange svarer JA på den bøn.
***
Vi har netop påbegyndt at holde prayer meetings hver torsdag; der har været et udtrykt ønske om jævnlig afholdelse af deciderede bønnemøder, og Sari-Johanna, vores finske diakonisse, har haft et stærkt engagement i det. Vi håber, det bliver til velsignelse. På tirsdag holder vi det første lovsangs- og bedemøde i vores tid hernede, og det ser jeg meget frem til.
***
Ellers er vi så småt i gang med juleforberedelserne. Det er uden sidestykke årets event i Immanuelkirken. Kirken fyldes af israelere, der vil se, hvordan de kristne holder jul, og hvordan det lige hænger sammen med fødslen af en lille jødisk dreng...
onsdag den 11. november 2009
Orgabisp
1. november havde vi fint besøg. Biskop Steen Skovsgaard var på visitatsbesøg i Israel og fru Susanne var hyggeligvis med. Det blev en rigtig god dag. Først fejrede vi gudstjeneste sammen, og Steen bragte en hilsen til menigheden iført sin nykreerede rejsebispekåbe. Det var Alle Helgens Dag og med sin gode sans for historier, fortalte han en, der både matchede prædikenens indhold og kirkens significante mosaik-vinduer.
Settingen var, at en lille pige sidder og kigger ud af en kirkes mosaik-vinduer, mens hun funderer over, hvad en helgen er. Solen skinner, og således træder mosaikkernes personkarakterer stærkt frem. Da går det op for hende, at en helgen er en, hvorigennem Guds lys skinner.
Siden stod den på en traditionel frokost, som den ser ud her i menighedshuset: brød, hummus og grønt. De bemærkede, at det - efter 25 år som præstepar i Gellerup - rent kulinarisk ikke var noget nyt. Men det var godt, ja, faktisk var det lidt som at komme 'hjem'.
Det var en fornøjelse at have besøg af Skovsgaards. Det er flot, at der bliver afsat tid til at kigge herned, og når vi så ydermere har en biskop, der ikke skal overbevises om en missional dagsorden, men selv har erfaring med og pro-aktivt arbejder i mission, så bliver det samtale, man glæder sig til, i og over.
For alle danske medarbejdere her var det en opmuntring at blive set, hørt og ja, mødt fra officielt dansk-kirkeligt hold og opleve fællesskab i tjenesten. Fællesskab i at vi dybest set har samme job, fordi vi har samme arbejdsgiver med den samme ene målsætning. I dét arbejde tror jeg, jeg kan sige, at vi den dag var medarbejdere på hinandens glæde.
Fra bispen til organisten. I dag var vi alle staff members i Petach Tikva - på konservatoriet dér - for at se en række vægmalerier, som Juan lavede i årene 1986-89.
Da vi kom til kirken i januar, hørte jeg godt, at Juan var maler, før han blev organist i kirken. Jeg tænkte ikke så meget over det, indtil jeg fandt ud af, at han ikke bare var maler sådan i almindelig forstand, men kunstmaler. Sagen er nemlig, at han ikke har malet siden, men en dag fandt jeg tilfældigvis et litografi af maleriet nedenfor og lagde mærke til signaturen.
Jeg var imponeret og udtrykte det over for Juan, der så fortalte, at malerierne inden længe lider samme skæbne, som den bygning de befinder sig i. De bliver revet ned. De er malet direkte på væggen, og bygningen skal jævnes med jorden for at give plads til nyt og bedre byggeri.Det er klart, at disse tre år i Juans liv voldtages den dag, bulldozeren gør det af med malerierne. Det er selvsagt lidt nedtrykkende.
Vi ville gerne se dem 'live', inden det sker, så vi tog derud. Jeg er ikke kunstkender, men det var en berigelse for øje og sind at se dem - og ikke mindst at lære denne side af Juans liv at kende. Ham fotografen, jeg har fortalt om før, var med, og han har kontakter til de mest kompetente af de folk, der er i stand til at fotografere og således forevige disse værker, der ellers går en krank skæbne i møde.
mandag den 12. oktober 2009
"NT er nøglen", sagde jøden.
For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en fotograf, der gerne ville lave en fotografisk artikel om Immanuelkirken til en af de to store Tel Aviv-aviser. Han kom forbi en formiddag, og vi snakkede i 2-3 timer om det at være kristen, det at være kirke, og det at være os - menigheden i Immanuelkirken i Tel Aviv. Siden er han dukket op ret trofast til arrangementerne og giver hver gang udtryk for, at han er glad for at komme her - også selvom det er i arbejds medfør.
Ovenstående billede knyttede han følgende kommentar til: "Det er Ny Testamente på forskellige sprog, og det siger noget om mangfoldigheden i Jeres menighed. Yderst til højre aner man en Davidsstjerne, som naturligvis symboliserer Israel. Nøglebundtet ligger foran udgaverne af Ny Testamente, fordi den bog er nøglen for Israel." Det synes jeg var ret godt sagt af en jøde, der ikke bekender sig til Jesus.
Han har en fin side, hvor han viser noget af det, han har lavet i tidens løb.
I morgen tager vi - de af os fra menigheden, der har mulighed for det - ind og fester sammen med en sudanesisk menighed, der i sin tid holdt til her i vores lokaler. De fejrer deres årlige fødselsdagsfest. Vores ven fotografen kunne godt regne ud, at det måske ikke lige var stedet, han skulle skyde en masse pics, men han vil gerne med alligevel - uden kamera.
De to ledere for den sudanesiske menighed inviterede til kl.18, så det har vi jo blæst ud i vores menighed og lavet aftaler om, hvor vi skal mødes for at nå derhen til tiden. Siden har de så rykket mødet til kl. 19... Ja, det er vist sådan, det er, tænkte jeg, da jeg fandt ud af det i går eftermiddags.
Her til aften har de så ringet og spurgt, om ikke jeg vil prædike til deres fest. Go'daw, mand; det' i morgen. Som om der ikke står noget i min kalender for dagsprogrammet? Jeg indrømmer, at min første reaktion var et mix af rysten på hovedet og knækken sammen af grin.
Et eller andet sted er det altså herligt at møde mennesker, der overhovedet ikke bekymrer sig om dagen i overmorgen, selvom de inviterer til den årlige fødselsdagsfest, hvor de regner med, at der kommer 100-200 gæster.
Jeg tænker på, hvordan vi i Danmark lægger program og finder taleren måneder forud for mødet, selvom det måske er en mindre flok på 15-20 stykker, der samles.
Jeg foretrækker da også det sidste, men de her sudanesere er nogle af de gladeste og mest positive mennesker, jeg har mødt hernede endnu, så hvem kan sige nej til dem? Jeg ser frem til i morgen.
onsdag den 7. oktober 2009
Tiden flyver; hva' med os?
Igen er det for længe siden. En blog skal helst ikke have kunstigt åndedræt for mange gange; det dør den af til sidst. Men der er liv i kludene, skal jeg hilse og sige. Tiden flyver, og vi basker med det bedste, vi har lært. Der er knald på, når alle ender skal nå sammen. Jeg er så småt ved at have lidt idé om, hvordan en ganske (u)almindelig uge skal se ud. Det er det her med, at det kræver nogle ugers erfaring at finde ud af, hvor lang tid de forskellige faste ting tager at forberede. Og så er der jo alt det løse...
Staff-situationen her i efteråret er den, at vi har Elisabeth & David og Conny & Thomas fra Danmark som volontører. Juan, vores kære organist og vært i Open Church, er still going strong, selvom han er på vej mod de 70 somre. Og så har vi fået den stærkt savnede finske diakonisse, Sari-Johanna, tilbage. Hun nu har fået det visum, hun ikke fik sidste sommer, hvorfor hun da måtte rejse hjem. Hun havde dårligt fået sat landingshjulene ned, før hun allerede var i gang. Hun bliver endnu en vigtig medspiller for mig fremadrettet.
Lad mig sige, at vi har et stærkt team. Vi er godt besat på alle poster, og alle udfylder en vigtig rolle i arbejdet. Og så har vi det rigtig hyggeligt med hinanden.
En anden vigtig medspiller er vores Advisory Council. Et slags menighedsråd, som Jan i sin tid fik op stå. Det er fem repræsentanter fra menigheden, og de repræsenterer menigheden godt på flere måder. Dels afspejler de menighedens aldersmæssige, kulturelle og etniske bredde; dels er der nyt og gammelt blod også i den forstand, at det er folk, der har været i kirken mellem 2 og 40 år. De er inde over næsten alle beslutningsprocesser, og det er en glæde at opleve det ejerskab, der bliver taget for kirken også af ikke-ansatte.
Man må her forstå, at kirken for få år siden primært var noget, som en række skandinaviske missionsorganisationer drev, og så kunne folk hoppe på den vogn, hvis de ville. En proces er i gang, hvor vi forsøger at få menigheden til at tage mere ansvar og ejerskab, og jeg glæder mig over Jans vigtige grundstensarbejde hermed i form af Constitution, Membership og dette Advisory Council. Lige nu er vi ved at lægge sidste hånd på udarbejdelsen af menighedens eget budget. Små skridt fremad som giver mod på mere.
Kirkens tårn er stadig under restaurering. Det er dygtige folk, der arbejder effektivt. De er foran tidsplanen, hvilket må være et unikt tilfælde i dette land. Vi var i går en tur op ad stilladset. Sikken udsigt der er derfra. Ordet 'tårnoplevelse' fik en ny klang efter den tur (man skal måske være luthersk teolog for at gribe den).
Simon blev døbt d.19. september. Stort at få lov at lægge hånd og mæle til Guds modtagelse af Simon. Det var vist fifty-fifty med koncentrationen om liturgien og medlevelsen i dette vigtige øjeblik, men sådan må det vist være.
Barnedåb er ikke praksis i de fleste af de kirkesamfund, som vores menighedsfolk kommer fra. Stående med en skrigende knægt sagde jeg bagefter lidt i sjov til en af vores nye folk i menigheden - en familiefar, hvor vi har været en del sammen med den familie - at Simon vist hører til de børn, der har brug for at blive døbt. At arvesynden også har godt fat i ham, tør vi forældre i det hele taget godt skrive under på... Et par dage senere tog førnævnte familiefar fat i mig og sagde, at vi må ha' en snak om barnedåb. Det ser jeg frem til.
Forleden havde vi fornøjelsen af at have en gruppe på 35 mand fra en norsk menighed på besøg. Immanuelkirken har en særlig plads i deres hjerte; de støtter os i forbøn og finansielt. Med udgangspunkt i at de ønskede at besøge os, fik de således stablet en Israelstur på benene. Det var en dejlig oplevelse at møde denne flok varme mennesker, som vi af gode grunde ikke kendte, men som lyste langt væk af kærlighed til denne vores lille menighed. Det giver mig lyst til at udtrykke en generel tak til ALLE, der på en eller anden måde tænker os med i forbøn og/eller givertjeneste. TAK!
Jeg håber at blive bedre til distribuere friske nyheder fremover. Vi slutter med et hyggeligt billede af Nathanael (Elisabeth & Davids dreng) og Amanda.
Staff-situationen her i efteråret er den, at vi har Elisabeth & David og Conny & Thomas fra Danmark som volontører. Juan, vores kære organist og vært i Open Church, er still going strong, selvom han er på vej mod de 70 somre. Og så har vi fået den stærkt savnede finske diakonisse, Sari-Johanna, tilbage. Hun nu har fået det visum, hun ikke fik sidste sommer, hvorfor hun da måtte rejse hjem. Hun havde dårligt fået sat landingshjulene ned, før hun allerede var i gang. Hun bliver endnu en vigtig medspiller for mig fremadrettet.
Lad mig sige, at vi har et stærkt team. Vi er godt besat på alle poster, og alle udfylder en vigtig rolle i arbejdet. Og så har vi det rigtig hyggeligt med hinanden.
En anden vigtig medspiller er vores Advisory Council. Et slags menighedsråd, som Jan i sin tid fik op stå. Det er fem repræsentanter fra menigheden, og de repræsenterer menigheden godt på flere måder. Dels afspejler de menighedens aldersmæssige, kulturelle og etniske bredde; dels er der nyt og gammelt blod også i den forstand, at det er folk, der har været i kirken mellem 2 og 40 år. De er inde over næsten alle beslutningsprocesser, og det er en glæde at opleve det ejerskab, der bliver taget for kirken også af ikke-ansatte.
Man må her forstå, at kirken for få år siden primært var noget, som en række skandinaviske missionsorganisationer drev, og så kunne folk hoppe på den vogn, hvis de ville. En proces er i gang, hvor vi forsøger at få menigheden til at tage mere ansvar og ejerskab, og jeg glæder mig over Jans vigtige grundstensarbejde hermed i form af Constitution, Membership og dette Advisory Council. Lige nu er vi ved at lægge sidste hånd på udarbejdelsen af menighedens eget budget. Små skridt fremad som giver mod på mere.
Kirkens tårn er stadig under restaurering. Det er dygtige folk, der arbejder effektivt. De er foran tidsplanen, hvilket må være et unikt tilfælde i dette land. Vi var i går en tur op ad stilladset. Sikken udsigt der er derfra. Ordet 'tårnoplevelse' fik en ny klang efter den tur (man skal måske være luthersk teolog for at gribe den).
Simon blev døbt d.19. september. Stort at få lov at lægge hånd og mæle til Guds modtagelse af Simon. Det var vist fifty-fifty med koncentrationen om liturgien og medlevelsen i dette vigtige øjeblik, men sådan må det vist være.
Barnedåb er ikke praksis i de fleste af de kirkesamfund, som vores menighedsfolk kommer fra. Stående med en skrigende knægt sagde jeg bagefter lidt i sjov til en af vores nye folk i menigheden - en familiefar, hvor vi har været en del sammen med den familie - at Simon vist hører til de børn, der har brug for at blive døbt. At arvesynden også har godt fat i ham, tør vi forældre i det hele taget godt skrive under på... Et par dage senere tog førnævnte familiefar fat i mig og sagde, at vi må ha' en snak om barnedåb. Det ser jeg frem til.
Forleden havde vi fornøjelsen af at have en gruppe på 35 mand fra en norsk menighed på besøg. Immanuelkirken har en særlig plads i deres hjerte; de støtter os i forbøn og finansielt. Med udgangspunkt i at de ønskede at besøge os, fik de således stablet en Israelstur på benene. Det var en dejlig oplevelse at møde denne flok varme mennesker, som vi af gode grunde ikke kendte, men som lyste langt væk af kærlighed til denne vores lille menighed. Det giver mig lyst til at udtrykke en generel tak til ALLE, der på en eller anden måde tænker os med i forbøn og/eller givertjeneste. TAK!
Jeg håber at blive bedre til distribuere friske nyheder fremover. Vi slutter med et hyggeligt billede af Nathanael (Elisabeth & Davids dreng) og Amanda.
mandag den 5. oktober 2009
Mails
Vores mailserver har været nede, så hvis nogen har forsøgt at nå os per mail i perioden fredag 2/10 kl.12 til nu - mandag 5/10 kl.13.30, ja, så skal de sendes igen. Hvis altså det stadig er relevant...
mandag den 31. august 2009
Kirken af døde sten
Tårnet på vores kirke er i en skidt forfatning. Så har jeg ikke overdrevet. Der er nogle fæle sprækker, og worst case scenario er, at det dratter ned i skallen på nogen. Derfor er man gået i gang med at restaurere tårnet - før pengene er fundet. De første 5 meter sten - fra toppen og ned - bliver skiftet, og resten restaureres.
Jeg har tænkt lidt over det her med at kaste penge efter livløse sten. Mange penge. 2-3 millioner DKK. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med. Men ikke længere. Og jeg håber og tror ikke, at det er, fordi jeg er inficeret af den præstesyge, der vistnok hedder kirkebygningsromantik, og som især slår ud, når det angår præstens egen kirke. Nej, der er mission i de penge. Der kan komme til at stå 'Jesus' på bundlinjen hos mennesker pga. det tårn.
Havde Immanuelkirken ligget i DK, tror jeg, at jeg ville ha' stemt for at barbere tårnet og så bruge pengene på mennesker. Men her er det ikke sådan, at vi ikke kan se kirkerne for bare tårne.
Næh, der er faktisk ikke en eneste kirkebygning i hele Tel Aviv. Den første møder vi dér, hvor Tel Aviv bliver til Jaffo; dér, hvor Immanuelkirken rejser sig midt i et sært ukurant stil-mix fra de splinternybyggede luksusboliger til de faldefærdige huse, som er forseglet, fordi det er livsfarligt at bo i dem.
Der er god grund at være synlig kirke her. Fordi kirken her faktisk opfylder en rolle som fyrtån. HER er en kirke. Det lyder banalt, og det er det i grunden også. Et par erfaringer:
Synlighed gi'r mening, når en motorcyklist holder ind og kommer ind i kirken i fuld ornat og sidder en 10 minutters tid - med hjelmen på - inden han går ud og kører videre.
Synlighed gi'r mening, når man ikke har en hjelm at gemme sig bag, men hjemme checker in på kirkens hjemmeside, fordi han så...kirken.
Synlighed gi'r mening, fordi kirker paradoksalt nok ikke er suspekte på samme måde, som Jesus er det (ved godt, det lyder både skørt og skræmmende; kirken burde jo netop være præcis så suspekt, som Jesus er det).
Synlighed gi'r mening for den eneste protestantiske kirke i miles omkreds. Der er jo det ved ting, der kun er én af, at de bliver til attraktioner. Derfor har vi vores Open Church ministry, og hver uge besøger ca. hundrede israelere kirken og hører om ham der jøden...
Bed gerne for fundraisingen til restaureringen af vores kirketårn.
fredag den 14. august 2009
Hjem og hjem igen
Billede skudt i det danske sommerland
Vi er landet og godt i gang. Og også bloggen skal i gang igen.
Det var godt at være ’hjemme’ i Danmark og se familie og venner igen, men vi har samtidigt glædet os til at komme ’hjem’ til Jaffo for at komme rigtigt i gang med det, som vi i januar tog ud for; nemlig at arbejde i denne dejligt farverige menighed.
Jesus samler
Der er mange nye ting at sætte sig ind i. Stafetten er jo først rigtigt overgivet nu, og jeg har dels gang i at få dannet mig et administrativt overblik; dels skal vi sammen med ’menighedsrådet’ bruge lidt krudt på at få kortlagt de forskellige behov i menigheden. Det gælder både socialt og åndeligt. Og så vil det være en stadig opgave at være med til at skabe gode rammer for et integrerende fællesskab. Her er vi måske lidt ekstra udfordret i og med, at man ikke rigtig kan tale om nogen form for herskende enhedskultur i kirken. Kirkens Herre er den eneste, vi har til fælles.
Det er i fællesskabet med Jesus, at vi er i fællesskab med hinanden. At alle kontinenter på nær Antarktis er repræsenteret i menigheden, siger i øvrigt noget om, hvem Han er. Han er vores udgangspunkt og må fastholdes som fixpunkt. Ser vi ham, ser vi også hinanden. Og dermed rører vi også ved en af de ting, som jeg – dog ikke uden bæven – har glædet mig meget til, nemlig forkyndelsen af Jesus.
Jerusalems fred
I morgen er prædiketeksten - her som i DK - Luk 19,41-48. Jeg sidder og roder med den nu. Jesus græder over Jerusalem. "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred", siger han. Vidste de dog bare, hvad Zakarias sang i kap 1: At Israels Gud i Jesus "har besøgt og forløst sit folk [...] for at lede vore fødder ind på fredens vej". Vidste de dog bare, at Jerusalems fred ikke handler om at befri byen fra romerne. Eller i dag at Jerusalems fred ikke er en eller studehandel, der involverer Netanyahu, Fatah og Hamas. Jerusalems fred er det frelsens horn, som Gud har oprejst i Davids hus jf. Zakarias' lovsang. En genoprettet fred med Gud, der selv udvalgte byen (1 Kong 11). Denne Jerusalems fred er en person. Han hedder Jesus, og jeg har netop snakket med en af Jerusalems døtre, der ønsker at blive døbt til at tilhøre Ham. Stort! Lad os altid bede om Jerusalems fred. At det jødiske folk må kende Ham.
mandag den 29. juni 2009
Sommerferie
Vi holder sommerferie i DK indtil 30/7, hvor vi vender næsen hjemad mod Jaffo igen. Bloggen ligger nok underdrejet så længe.
onsdag den 24. juni 2009
Tirsdagsbold på yeshiva
David, som er en af kirkens gode medarbejdere, læser på universitetet i J'lem. Han kom en dag i bussen hjem til at snakke fodbold med en af sine med- studerende.
Han indbød David til at joine et slæng, der mødes hver tirsdag aften på en yeshiva (jødisk skole, hvor eleverne undervises i klassisk jødedom) for at spille fodbold. Jeg var ikke sen til at følge trop, og nu har vi spillet dér de sidste små to måneder. Det er simpelthen fedt - på alle måder. Spillet er rimeligt intenst, og fællesskabet er overraskende varmt.
De fatter ikke en lyd af, at man kan være præst og have 4 børn (må en præst overhovedet gifte sig?) og ligne en konfirmand, og jeg er vel nødt til at gi' dem lidt ret..., men som en fortalte mig i aften, så er israelernes ungdom så at sige grundlæggende bygget anderledes op. De aftjener 3 års værnepligt, nogle tager et år eller to mere, "og så bruger vi 3 år på at komme ud af det bagefter."
Dermed mente han, at dels tager det tid at finde ud af sit liv, når man i flere år har været en del af et stramt system. Dels har mange psykiske mén, som gør dem ude af stand til at påbegynde en 'normal' tilværelse den første tid efter. Derfor arbejder de og rejser verden rundt for at få systemet og de barske oplevelser 'ud af systemet'.
Spændende at forstå lidt mere af, hvad der rører sig i hovedet på jævnaldrende israelere, som på overfladen ligner os relativt ubekymrede nordboere, men af hvem flere har nogle hårde år med i rygsækken.
Han indbød David til at joine et slæng, der mødes hver tirsdag aften på en yeshiva (jødisk skole, hvor eleverne undervises i klassisk jødedom) for at spille fodbold. Jeg var ikke sen til at følge trop, og nu har vi spillet dér de sidste små to måneder. Det er simpelthen fedt - på alle måder. Spillet er rimeligt intenst, og fællesskabet er overraskende varmt.
De fatter ikke en lyd af, at man kan være præst og have 4 børn (må en præst overhovedet gifte sig?) og ligne en konfirmand, og jeg er vel nødt til at gi' dem lidt ret..., men som en fortalte mig i aften, så er israelernes ungdom så at sige grundlæggende bygget anderledes op. De aftjener 3 års værnepligt, nogle tager et år eller to mere, "og så bruger vi 3 år på at komme ud af det bagefter."
Dermed mente han, at dels tager det tid at finde ud af sit liv, når man i flere år har været en del af et stramt system. Dels har mange psykiske mén, som gør dem ude af stand til at påbegynde en 'normal' tilværelse den første tid efter. Derfor arbejder de og rejser verden rundt for at få systemet og de barske oplevelser 'ud af systemet'.
Spændende at forstå lidt mere af, hvad der rører sig i hovedet på jævnaldrende israelere, som på overfladen ligner os relativt ubekymrede nordboere, men af hvem flere har nogle hårde år med i rygsækken.
mandag den 22. juni 2009
Nu hedder han Simon
Tak for mange hilsner og også for mange forslag til, hvad knægten skal hedde. Det var lidt af et hovedbrud, men i sidste ende blev det dog i byen; navnet Simon relaterer sig nemlig til Jaffo på den måde, at det var her, SIMON Peter - på taget af SIMON Garvers hus - fik et syn, der viste ham, hvordan Gud ikke længere gør forskel på jøder og hedninger - at frelsen nu også gælder hedninger (Ap.G 9,43-11,18).
Som lovtro jøde afviste Peter at spise urene dyr, men Gud fortalte ham, at Gud har erklæret de urene dyr for rene. Blandt andre havde spisereglerne til hensigt at adskille jøder fra hedninger, men denne adskillelse hører op i Kristus, fordi han har gjort de to parter til ét. Hvordan? Jo; Gud udvalgte ét folk blandt alle folkene, hvorigennem han ville deale med Adams (alle menneskers) problem: ulydighed mod Gud. Dette folk fik Guds lov ved Moses, og folkets ulydighed stod klart i lovens klare lys. Det udvalgte folks ulydighed blev til dom og straf. Men den blev stedfortrædende afsonet af Den Udvalgte - den eneste lydige israelit, hvorfor lovens krav ikke længere kan nå den, der er i ham. Og de af lovens bud (fx spisereglerne), der skulle udskille Israel fra hedningefolkene, er nu ikke længere nødvendige, fordi Israels udvælgelse er opfyldt i Den Udvalgte af Israel, Jesus.
Det var det, Peter så i Jaffo. Det eneste, der er kosher for Gud, er Jesus - for jøde som for hedning. Derfor gælder det for Adam (os alle) om at hænge sin hat på ham, Israels Messias. For kun fordi han er Israels Messias, kan han være hedningernes Kristus (Kristus er det græske udtryk for det hebraiske Messias - samme betydning). Sagt på en anden måde: Jesus må altså så at sige være Israels Messias, for at / før han kan være hedningernes Kristus.
Det er for mig at se det, der ligger i Paulus' udtryk; at evangeliet er "for jøde først". Udtrykket betyder IKKE, at Israelsmission er vigtigere end - eller må gå forud for al anden mission, men det udtrykker netop denne Guds frelsesplan; at Gud er verdens frelser, fordi han er Israels frelser; at Gud dealede med hele verdens fald gennem Israels fald og den ene trofaste israelits lydighed, hvorved Gud i Jesus genrejste Israel, Guds udvalgte folk. Jesus er det genrejste Israel; han er træet, hvorpå også nu de vilde grene, hedningerne, ved tro kan podes ind (jf. Rom 11).
I Jesus forkynder Gud fred, siger Peter i Cornelius' hus (Ap.G 10,36). I Jesus er der fred mellem Gud og menneske, fred mellem jøde og hedning, for i ham er der ikke længere noget, der skiller. Det viste Gud Peter i Jaffo. OK, rimeligvis var det nok først i Cæsarea, at han forstod synet, og folk i Jerusalem vil selvfølgelig sige, at det var dér det skete, men vi udnytter og tager os godt af de smuler, vi har her i Jaffo :-)
Nå, jeg ville jo egentlig bare blæse ud, at nu har knægten fået et navn, og så greb det lige lidt om sig... Lisbeth og Simon kom hjem i dag efter to ekstra dage på hospitalet pga. gulsot - altså det var Simon, der havde gulsot. Han skulle være fit for fight nu.
Som lovtro jøde afviste Peter at spise urene dyr, men Gud fortalte ham, at Gud har erklæret de urene dyr for rene. Blandt andre havde spisereglerne til hensigt at adskille jøder fra hedninger, men denne adskillelse hører op i Kristus, fordi han har gjort de to parter til ét. Hvordan? Jo; Gud udvalgte ét folk blandt alle folkene, hvorigennem han ville deale med Adams (alle menneskers) problem: ulydighed mod Gud. Dette folk fik Guds lov ved Moses, og folkets ulydighed stod klart i lovens klare lys. Det udvalgte folks ulydighed blev til dom og straf. Men den blev stedfortrædende afsonet af Den Udvalgte - den eneste lydige israelit, hvorfor lovens krav ikke længere kan nå den, der er i ham. Og de af lovens bud (fx spisereglerne), der skulle udskille Israel fra hedningefolkene, er nu ikke længere nødvendige, fordi Israels udvælgelse er opfyldt i Den Udvalgte af Israel, Jesus.
Det var det, Peter så i Jaffo. Det eneste, der er kosher for Gud, er Jesus - for jøde som for hedning. Derfor gælder det for Adam (os alle) om at hænge sin hat på ham, Israels Messias. For kun fordi han er Israels Messias, kan han være hedningernes Kristus (Kristus er det græske udtryk for det hebraiske Messias - samme betydning). Sagt på en anden måde: Jesus må altså så at sige være Israels Messias, for at / før han kan være hedningernes Kristus.
Det er for mig at se det, der ligger i Paulus' udtryk; at evangeliet er "for jøde først". Udtrykket betyder IKKE, at Israelsmission er vigtigere end - eller må gå forud for al anden mission, men det udtrykker netop denne Guds frelsesplan; at Gud er verdens frelser, fordi han er Israels frelser; at Gud dealede med hele verdens fald gennem Israels fald og den ene trofaste israelits lydighed, hvorved Gud i Jesus genrejste Israel, Guds udvalgte folk. Jesus er det genrejste Israel; han er træet, hvorpå også nu de vilde grene, hedningerne, ved tro kan podes ind (jf. Rom 11).
I Jesus forkynder Gud fred, siger Peter i Cornelius' hus (Ap.G 10,36). I Jesus er der fred mellem Gud og menneske, fred mellem jøde og hedning, for i ham er der ikke længere noget, der skiller. Det viste Gud Peter i Jaffo. OK, rimeligvis var det nok først i Cæsarea, at han forstod synet, og folk i Jerusalem vil selvfølgelig sige, at det var dér det skete, men vi udnytter og tager os godt af de smuler, vi har her i Jaffo :-)
Nå, jeg ville jo egentlig bare blæse ud, at nu har knægten fået et navn, og så greb det lige lidt om sig... Lisbeth og Simon kom hjem i dag efter to ekstra dage på hospitalet pga. gulsot - altså det var Simon, der havde gulsot. Han skulle være fit for fight nu.
onsdag den 17. juni 2009
Et barn er født os, en søn er givet os. Man skal kalde ham...??
Det er uanstændigt længe siden, der er sket noget her på siden. Så længe, at selve blog-konceptet er på spil. Men siden kl. 8.25 i går har jeg glædet mig meget til at kunne give 'nyt liv' til bloggen; vores familie er nemlig blevet velsignet med 4420 g nyt liv. Det begyndte godt nok for 40 uger siden, men i går så vi - ham!
For at gøre en lidt længere historie næsten lige så lang, så var der lidt kriller i maven mandag over middag. Vi tog på stranden med ungerne, spiste aftensmad hjemme og var så på sygehuset kl. 3 natten til tirsdag. Vores gode medarbejdere her i huset tog fra da af sig godt af ungerne. Skønt!
Veerne tog rigtig godt fat omkring kl. 7, hvor night shift gik hjem, og dagholdets læger og jordemødre checkede in. Det gik sådan, at den jordemoder vi dér fik, var flydende på engelsk. Hun emigrerede fra England for 25 år siden. Hvilken gave - netop som det spidsede lidt til - at ikke gebrokken kommunikation skulle genere.
Trods Lisbeths helt afsindige anstrengelser ville knægten ikke ud. Det stod på så længe, at jordemødrene blev lettere febrilske pga. den svage ilttilførsel til drengen. "I'm not happy with this", røg det ud af munden på jordemoderen, og pludselig var rummet fyldt af 8-10 grønne kitler. Lisbeth blev kostet om på siden, senere hjulpet op i stående fødsels-stilling og siden ned at sidde på en særlig fødselsstol, alt imens jeg prøvede ikke at stå alt for meget i vejen. Der var ikke rigtigt noget, der hjalp, så frem med sugekoppen, der fik hjulpet det blå-lilla, stjernekiggende hoved ud.
Heller ikke kroppen svuppede uden videre ud, så en lille scene med mindelser fra folkeskolens tovtræknings-konkurrencer udspillede sig for øjnene af faderen, der befandt sig i et vacuum - eller måske nærmere i en sfære af angst, adrenalin og magtesløshed.
Lægen demonstrerede temmeligt overbevisende, hvor meget sådan et bette hoved kan holde til, og endelig kom krabaten ud til heftig massage, indtil det befriende skrig bragte gemytterne og derfor også undertegnede til ro.
Sugekoppen havde jo givet sønnike en lille kippa på toppen af hovedet, så da lægen fandt saksen til navlestrengen frem, måtte det selvfølgelig lige sikres, at han ikke fik flere gode idéer mht. andre ydre jødiske tegn...
Næppe ude i det fri, blev han skrubbet med vand og sæbe. Det er anderledes ift. de andre fødsler i DK, hvor de tværtimod sagde, at det kun er godt at vente med at afvaske det fedtlag på kroppen, som barnet har med ud.
Nuvel; alt skal ikke være ens, og vi har været rigtig glade for den hjælp, vi har fået på hospitalet, og Lisbeth og lillebror er stadig derude. Vi håber at få dem hjem i dag. Her er det kutyme at tage to overnatninger på hospitalet, uanset om man er førstegangsfødende eller ej.
Det var i sagens natur også et stort øjeblik at forene familien efter at have hentet ungerne. Drengene er svært stolte, og Amanda har de vildeste ejer- fornemmelser.
Ydmyghed, taknemlighed og overstrømmende glæde fylder os oven på dagens store begivenhed. Tak til Gud for hans urimelige godhed. Tak også til Jer, der beder for os og har bedt specielt for graviditet og fødsel.
Nu skal vi ha' fundet et navn til knægten. Vi vil jo gerne have ham med til DK i næste uge, og derfor skal han selvfølgelig bruge et pas, som vi skal ha' lavet i morgen. Vi skal altså ha' fundet et navn lidt kvikt. Motiverede bud ud over Jonathan, Benjamin, Peter, Simon, Jonas, Villads, Frederik og Victor modtages gerne i løbet af dagen :-)
For at gøre en lidt længere historie næsten lige så lang, så var der lidt kriller i maven mandag over middag. Vi tog på stranden med ungerne, spiste aftensmad hjemme og var så på sygehuset kl. 3 natten til tirsdag. Vores gode medarbejdere her i huset tog fra da af sig godt af ungerne. Skønt!
Veerne tog rigtig godt fat omkring kl. 7, hvor night shift gik hjem, og dagholdets læger og jordemødre checkede in. Det gik sådan, at den jordemoder vi dér fik, var flydende på engelsk. Hun emigrerede fra England for 25 år siden. Hvilken gave - netop som det spidsede lidt til - at ikke gebrokken kommunikation skulle genere.
Trods Lisbeths helt afsindige anstrengelser ville knægten ikke ud. Det stod på så længe, at jordemødrene blev lettere febrilske pga. den svage ilttilførsel til drengen. "I'm not happy with this", røg det ud af munden på jordemoderen, og pludselig var rummet fyldt af 8-10 grønne kitler. Lisbeth blev kostet om på siden, senere hjulpet op i stående fødsels-stilling og siden ned at sidde på en særlig fødselsstol, alt imens jeg prøvede ikke at stå alt for meget i vejen. Der var ikke rigtigt noget, der hjalp, så frem med sugekoppen, der fik hjulpet det blå-lilla, stjernekiggende hoved ud.
Heller ikke kroppen svuppede uden videre ud, så en lille scene med mindelser fra folkeskolens tovtræknings-konkurrencer udspillede sig for øjnene af faderen, der befandt sig i et vacuum - eller måske nærmere i en sfære af angst, adrenalin og magtesløshed.
Lægen demonstrerede temmeligt overbevisende, hvor meget sådan et bette hoved kan holde til, og endelig kom krabaten ud til heftig massage, indtil det befriende skrig bragte gemytterne og derfor også undertegnede til ro.
Sugekoppen havde jo givet sønnike en lille kippa på toppen af hovedet, så da lægen fandt saksen til navlestrengen frem, måtte det selvfølgelig lige sikres, at han ikke fik flere gode idéer mht. andre ydre jødiske tegn...
Næppe ude i det fri, blev han skrubbet med vand og sæbe. Det er anderledes ift. de andre fødsler i DK, hvor de tværtimod sagde, at det kun er godt at vente med at afvaske det fedtlag på kroppen, som barnet har med ud.
Nuvel; alt skal ikke være ens, og vi har været rigtig glade for den hjælp, vi har fået på hospitalet, og Lisbeth og lillebror er stadig derude. Vi håber at få dem hjem i dag. Her er det kutyme at tage to overnatninger på hospitalet, uanset om man er førstegangsfødende eller ej.
Det var i sagens natur også et stort øjeblik at forene familien efter at have hentet ungerne. Drengene er svært stolte, og Amanda har de vildeste ejer- fornemmelser.
Ydmyghed, taknemlighed og overstrømmende glæde fylder os oven på dagens store begivenhed. Tak til Gud for hans urimelige godhed. Tak også til Jer, der beder for os og har bedt specielt for graviditet og fødsel.
Nu skal vi ha' fundet et navn til knægten. Vi vil jo gerne have ham med til DK i næste uge, og derfor skal han selvfølgelig bruge et pas, som vi skal ha' lavet i morgen. Vi skal altså ha' fundet et navn lidt kvikt. Motiverede bud ud over Jonathan, Benjamin, Peter, Simon, Jonas, Villads, Frederik og Victor modtages gerne i løbet af dagen :-)
søndag den 17. maj 2009
Dryp fra ugen, der fløj
Brøndby har efter al sandsynlighed kastet mesterskabschancen i grams med uhyrlige 0-4 i Parken (af alle steder). Beskæmmende. Drengene har lige fået nye Brøndby-trøjer af svigerfar, men ak for en dag at lufte dem på. Et tilbageblik på ugen der gik, kan måske trøste mig med den som regel irriterende påstand, som dog rummer en ikke liden portion sandhed; at der er vigtigere ting i verden end fodbold.
Sidste søndag besøgte vi og volontørerne et koreansk par, der kommer i vores kirke. Hyggeligt at opleve fællesskab og humor på tværs af kulturer. De er kommet her trofast de sidste 3½ år, og de bidrager på mange måder og med stor dedikation til vores menighed. De er blevet i vores menighed selv efter en decideret koreansk ditto kom op at stå her i vores lokaler for to år siden.
De har tilbudt, at hun ulønnet kan arbejde deltids i kirken det næste års tid. De er nogle dejlige mennesker, der kender menigheden godt, så det er naturligvis en gave til en ny præst, at de tilbyder sig kvit og frit. Det er godt at have folk omkring sig, der kender forsamlingen bedre, end vi trods alt endnu gør.
Mandag aften fejredes festen Lag BaOmer. Det er en helt og aldeles udendørs fest, hvor man laver bål og hygger sig med fællesspisning. Lidt li'som vi kender Skt. Hans. De unge fester igennem, og børnene render rundt og leger med bue og pil. Når man forsøger at undersøge, hvad der egentlig ligger bag den her fest, så bliver det et sammenskud af mange forskellige historier, hvoraf ingen af dem har egentlig bibelsk reference.
Anyway, børnehaven benyttede som sædvanlig chancen for at holde en dag lukket, men på forældres initiativ mødtes børn og forældre så ved bålet om aftenen. Magnus var svært stolt af at skulle slæbe familien med til fest i regi af sin børnehave, og vi nød at se ham nyde det.
Der er egentlig ikke det helt store at skrive hjem om, men det var endnu en af de der små events, hvor det på en meget 'laid back' måde gav god mening bare at være med. Børn, bål, mad, lidt chit chat hist og her og tilfældigvis havner man i en længere samtale med en sekulær jøde, hvis bror viser sig at være Jesus-troende, og så er jødernes Messias af forskellige omveje pludselig på banen. Og så igen lidt chit chat, mad, bål, børn og hjem i seng.
Tirsdag gik med en konference med andre medlemmer af Evangelisk Alliance-fællesskabet her til lands samt en bibelstudie-aften hjemme i menighedshuset. Dér sidder der så en lidt ældre jødisk kvinde, der havde været med en gruppe på guidet besøg i kirken 10 dage forinden.
Onsdag var jeg i J'lem til åbent hus i Den Danske Kirke og bidrog med en bette tale. Det var en fornøjelse. Det var lidt, som jeg kan huske, at det var, da vi selv var volontører dér i 2001. En lille, men sammentømret og meget trofast skare af unge, der bakker kirkens program stærkt op.
Fredag fløj paven hjem til Rom, men samme dag fik vi nok en gang fint besøg, da jeg så kunne hente Lisbeths forældre i lufthavnen. Dejligt at se dem igen, og det er også godt for os, at familien kan se lidt af, hvad i al verden det er for noget, vi roder med hernede.
Nu jeg lige nævnte paven, så sidder jeg lidt med en flad fornemmelse efter hans besøg. Nu har jeg ikke fulgt ham i tykt og tyndt, men jeg har dog læst, hvad jeg har kunnet finde af artikler om besøget. Jeg må konstatere, at i det mindste artiklerne blev ved hans politiske budskaber om fred. Og disse budskaber skal jeg bestemt ikke tale ilde om. Men der er immervæk nok af den slags fredsrøster, der opfordrer til mægling, tostatsløsning og forsoning i al mellemmenneskelig almindelighed, hvilket - igen - naturligvis er godt.
Men jeg savner altså, at overhovedet for det største kirkesamfund i verden, kommer ud over kanten med budskabet om, hvem der er Jerusalems fred. Han har jo skrevet en varmt anbefalet bog med titlen 'Jesus af Nazareth', men der var vist mere Nazareth (han besøgte byen og forestod en messe dér) end Jesus over hans besøg i den forgangne uge. Nuvel, jeg er helt klar over, at det var lidt af en linedanser-udfordring, han havde her, meeen... Jeg synes, det er en OM'er, så the Holy Father ku' overveje at tanke sin popemobile op til en endnu en tur til the Holy Land.
I går havde vi den halvårlige outing med kirken. Vi var i Ein Gedi. 36-38 grader - pyh. En fin tur, hvor 7-8 folk, der ikke normalt kommer i kirken, deltog. Heriblandt én der skrev sig op og betalte på en studs - i forbindelse med Houses From Within i sidste weekend (beskrevet nedenfor).
Det var nogle hurtige tanker fra den forgangne uges tid. Vi trives bedre og bedre. Vi integreres bedre og bedre og er efterhånden ikke længere blot The New Pastor and The New Pastor's Wife (eller The Pastor's New Wife, som den også er kommet et par gange:-) Nej, her er godt at være, og vi glæder os mere og mere til at komme rigtigt i gang. Men inden da skal der læres lidt mere hebraisk, og der er vist noget med nogle lektier til i morgen...
Og Brøndby? Ja, hvis nu de fine kjøwenhawnere bliver blæst omkuld af Esbjerg i næste weekend, og de blå-gule tager til Smilets By for så at grine hele vejen hjem, så er dagens fadæse en saga blot.
Sidste søndag besøgte vi og volontørerne et koreansk par, der kommer i vores kirke. Hyggeligt at opleve fællesskab og humor på tværs af kulturer. De er kommet her trofast de sidste 3½ år, og de bidrager på mange måder og med stor dedikation til vores menighed. De er blevet i vores menighed selv efter en decideret koreansk ditto kom op at stå her i vores lokaler for to år siden.
De har tilbudt, at hun ulønnet kan arbejde deltids i kirken det næste års tid. De er nogle dejlige mennesker, der kender menigheden godt, så det er naturligvis en gave til en ny præst, at de tilbyder sig kvit og frit. Det er godt at have folk omkring sig, der kender forsamlingen bedre, end vi trods alt endnu gør.
Mandag aften fejredes festen Lag BaOmer. Det er en helt og aldeles udendørs fest, hvor man laver bål og hygger sig med fællesspisning. Lidt li'som vi kender Skt. Hans. De unge fester igennem, og børnene render rundt og leger med bue og pil. Når man forsøger at undersøge, hvad der egentlig ligger bag den her fest, så bliver det et sammenskud af mange forskellige historier, hvoraf ingen af dem har egentlig bibelsk reference.
Anyway, børnehaven benyttede som sædvanlig chancen for at holde en dag lukket, men på forældres initiativ mødtes børn og forældre så ved bålet om aftenen. Magnus var svært stolt af at skulle slæbe familien med til fest i regi af sin børnehave, og vi nød at se ham nyde det.
Der er egentlig ikke det helt store at skrive hjem om, men det var endnu en af de der små events, hvor det på en meget 'laid back' måde gav god mening bare at være med. Børn, bål, mad, lidt chit chat hist og her og tilfældigvis havner man i en længere samtale med en sekulær jøde, hvis bror viser sig at være Jesus-troende, og så er jødernes Messias af forskellige omveje pludselig på banen. Og så igen lidt chit chat, mad, bål, børn og hjem i seng.
Tirsdag gik med en konference med andre medlemmer af Evangelisk Alliance-fællesskabet her til lands samt en bibelstudie-aften hjemme i menighedshuset. Dér sidder der så en lidt ældre jødisk kvinde, der havde været med en gruppe på guidet besøg i kirken 10 dage forinden.
Onsdag var jeg i J'lem til åbent hus i Den Danske Kirke og bidrog med en bette tale. Det var en fornøjelse. Det var lidt, som jeg kan huske, at det var, da vi selv var volontører dér i 2001. En lille, men sammentømret og meget trofast skare af unge, der bakker kirkens program stærkt op.
Fredag fløj paven hjem til Rom, men samme dag fik vi nok en gang fint besøg, da jeg så kunne hente Lisbeths forældre i lufthavnen. Dejligt at se dem igen, og det er også godt for os, at familien kan se lidt af, hvad i al verden det er for noget, vi roder med hernede.
Nu jeg lige nævnte paven, så sidder jeg lidt med en flad fornemmelse efter hans besøg. Nu har jeg ikke fulgt ham i tykt og tyndt, men jeg har dog læst, hvad jeg har kunnet finde af artikler om besøget. Jeg må konstatere, at i det mindste artiklerne blev ved hans politiske budskaber om fred. Og disse budskaber skal jeg bestemt ikke tale ilde om. Men der er immervæk nok af den slags fredsrøster, der opfordrer til mægling, tostatsløsning og forsoning i al mellemmenneskelig almindelighed, hvilket - igen - naturligvis er godt.
Men jeg savner altså, at overhovedet for det største kirkesamfund i verden, kommer ud over kanten med budskabet om, hvem der er Jerusalems fred. Han har jo skrevet en varmt anbefalet bog med titlen 'Jesus af Nazareth', men der var vist mere Nazareth (han besøgte byen og forestod en messe dér) end Jesus over hans besøg i den forgangne uge. Nuvel, jeg er helt klar over, at det var lidt af en linedanser-udfordring, han havde her, meeen... Jeg synes, det er en OM'er, så the Holy Father ku' overveje at tanke sin popemobile op til en endnu en tur til the Holy Land.
I går havde vi den halvårlige outing med kirken. Vi var i Ein Gedi. 36-38 grader - pyh. En fin tur, hvor 7-8 folk, der ikke normalt kommer i kirken, deltog. Heriblandt én der skrev sig op og betalte på en studs - i forbindelse med Houses From Within i sidste weekend (beskrevet nedenfor).
Det var nogle hurtige tanker fra den forgangne uges tid. Vi trives bedre og bedre. Vi integreres bedre og bedre og er efterhånden ikke længere blot The New Pastor and The New Pastor's Wife (eller The Pastor's New Wife, som den også er kommet et par gange:-) Nej, her er godt at være, og vi glæder os mere og mere til at komme rigtigt i gang. Men inden da skal der læres lidt mere hebraisk, og der er vist noget med nogle lektier til i morgen...
Og Brøndby? Ja, hvis nu de fine kjøwenhawnere bliver blæst omkuld af Esbjerg i næste weekend, og de blå-gule tager til Smilets By for så at grine hele vejen hjem, så er dagens fadæse en saga blot.
onsdag den 13. maj 2009
Paven
Paven besøger Israel i denne uge. Det fylder godt op på mediesiden. På den ene side fordi mange jøder er sure over hans håndtering af de Holocaust-benægtende biskopper. Dertil kommer, at - selvom Vatikanet nu afviser det - Paven før i tiden selv skal have fortalt om sit medlemskab af Hitlerjugend, hvilket selvsagt også spiller ham bagud på point. På den anden side er mange muslimer stadig lidt mopsede over en forelæsning han holdt på universitetet i Regensburg i 2006, hvor han gjorde brug af nogle lidt kradse citater om Islam - udtalt af en byzantinsk kejser for mere end 600 år siden.
Det betyder, at hvert et bogstav, der kommer over den arme mands læber bliver målt og vejet i en nærmest paranoid grad. Fra alle sider udtrykkes der klar forventning om, at han støtter op om den og den sag, tager det og det parti og tager afstand fra det og det. Fra helt tredje hold er nu selv nogle kristne begyndt at kværulere lidt over, at han har mere travlt med at klinke links til jøder og muslimer end med at støtte det kristne mindretal (2,1 % af befolkningen i Israel). Nej, det er ikke nemt at være Il Santo Padre.
I øvrigt var min gode kollega i Jerusalem, Hans-Ole Bækgaard (Olsen), inviteret til at deltage i et møde med paven i mandags, hvor han skulle tale (altså paven), og han forsøgte at få mig lusket med også (altså det var Olsen, der forsøgte...). Det gik ikke. For et par dage siden blev jeg så ringet op af en eller anden agent; at jeg kunne få en siddeplads for 95 $. Det fik mig til at tænke på en af de bedre WM-striber, jeg har set.
Nu får vi se, om pavens Mission Impossible alligevel ender med, at hans blotte tilstedeværelse og vilje til dialog, om end med meget forsigtige udtalelser, kaster lidt ny goodwill af sig.
Det betyder, at hvert et bogstav, der kommer over den arme mands læber bliver målt og vejet i en nærmest paranoid grad. Fra alle sider udtrykkes der klar forventning om, at han støtter op om den og den sag, tager det og det parti og tager afstand fra det og det. Fra helt tredje hold er nu selv nogle kristne begyndt at kværulere lidt over, at han har mere travlt med at klinke links til jøder og muslimer end med at støtte det kristne mindretal (2,1 % af befolkningen i Israel). Nej, det er ikke nemt at være Il Santo Padre.
I øvrigt var min gode kollega i Jerusalem, Hans-Ole Bækgaard (Olsen), inviteret til at deltage i et møde med paven i mandags, hvor han skulle tale (altså paven), og han forsøgte at få mig lusket med også (altså det var Olsen, der forsøgte...). Det gik ikke. For et par dage siden blev jeg så ringet op af en eller anden agent; at jeg kunne få en siddeplads for 95 $. Det fik mig til at tænke på en af de bedre WM-striber, jeg har set.
Nu får vi se, om pavens Mission Impossible alligevel ender med, at hans blotte tilstedeværelse og vilje til dialog, om end med meget forsigtige udtalelser, kaster lidt ny goodwill af sig.
fredag den 8. maj 2009
Houses From Within 2009
138 forskellige steder i Tel Aviv-Yafo holdes der i dag og i morgen åbent hus. IC er et af de steder, og vi er optaget i det officielle program (nr.99). Ca. 6-700 israelere har været inden om kirken i dag. Ja, vi tager den lige igen: 6-700 israelere! Sikken dag! Fra kl. 9 til 14 har der været en lind strøm af mennesker ind og ud af kirken. Vi sælger en kop kaffe, cd'er, postkort m.m og er ellers klar til en snak.
Vores kære organist, Juan, har haft en utrolig travl, men også stor dag. Hele dagen har han været i gang, og han gør det fremragende. Dels har han spillet klassiske stykker på orglet, og dels har han fortalt alle gæsterne om kirken. Der er jo det finurlige ved vores kirke, at dens vinduer er glasmosaikker, og når man skal fortælle om kirken, må man nødvendigvis også fortælle om disse glasmosaikker. Og motiverne er alletiders udgangspunkt for at fortælle om, hvem ham Jesus er.
Adskillige bøger blev stukket i lommen. De er gratis, og de er en vigtig del af kirkens ministry. Bøgerne er ny testamenter, personlige vidnesbyrd fra jøder, der er blevet Jesus-troende jøder og desuden apologetiske fremstillinger.
Bed i dag gerne for de mange mennesker, der i dagens løb har været forbi kirken.
Vores kære organist, Juan, har haft en utrolig travl, men også stor dag. Hele dagen har han været i gang, og han gør det fremragende. Dels har han spillet klassiske stykker på orglet, og dels har han fortalt alle gæsterne om kirken. Der er jo det finurlige ved vores kirke, at dens vinduer er glasmosaikker, og når man skal fortælle om kirken, må man nødvendigvis også fortælle om disse glasmosaikker. Og motiverne er alletiders udgangspunkt for at fortælle om, hvem ham Jesus er.
Adskillige bøger blev stukket i lommen. De er gratis, og de er en vigtig del af kirkens ministry. Bøgerne er ny testamenter, personlige vidnesbyrd fra jøder, der er blevet Jesus-troende jøder og desuden apologetiske fremstillinger.
Bed i dag gerne for de mange mennesker, der i dagens løb har været forbi kirken.
onsdag den 6. maj 2009
Og så var der den om...
...jøden, der ringede til en lokal luthersk (af alle) kirke og spurgte, om ikke han måtte få lov at redesigne kirkens hjemmeside. Hans firma charger normalt 25.000 shekel (35.000 DKK) for den slags, men dette skulle nu være så ganske gratis; en donation oven på alle de koncerter, han har nydt i kirken de sidste par år.
Det er ikke en Århus-historie; det er en Jaffo-historie, men det lyder godt nok næsten for godt til...
Enhver, der har været forbi vores hjemmeside, kan nok se, at det ikke ville være nogen luksus. Den trænger en opdatering på alle fronter.
Jeg havde i forvejen tænkt, at det var en af de ting, vi inden alt for længe skulle forsøge at få optimeret, og så ringer han bare ud af det blå...
Det er klart, at en hjemmeside er et vigtigt aktiv for enhver kirke. Men ikke mindst her, hvor det at kunne checke 'den der kirke' ud anonymt har nogle lidt andre dimensioner, end vi kender hjemmefra, hvor kirken er nogenlunde stueren. Det er den ikke på samme måde her.
Vi skal mødes med ham på fredag. Så får vi se, om det var for godt til at være sandt. Bed gerne for, at vi må få lavet en hjemmeside, der kan blive endnu et stærkt aktiv i kirkens ministry. Skulle du have en god idé dertil, så tøv ikke med at sende mig en mail på christian@israel.dk.
Det er ikke en Århus-historie; det er en Jaffo-historie, men det lyder godt nok næsten for godt til...
Enhver, der har været forbi vores hjemmeside, kan nok se, at det ikke ville være nogen luksus. Den trænger en opdatering på alle fronter.
Jeg havde i forvejen tænkt, at det var en af de ting, vi inden alt for længe skulle forsøge at få optimeret, og så ringer han bare ud af det blå...
Det er klart, at en hjemmeside er et vigtigt aktiv for enhver kirke. Men ikke mindst her, hvor det at kunne checke 'den der kirke' ud anonymt har nogle lidt andre dimensioner, end vi kender hjemmefra, hvor kirken er nogenlunde stueren. Det er den ikke på samme måde her.
Vi skal mødes med ham på fredag. Så får vi se, om det var for godt til at være sandt. Bed gerne for, at vi må få lavet en hjemmeside, der kan blive endnu et stærkt aktiv i kirkens ministry. Skulle du have en god idé dertil, så tøv ikke med at sende mig en mail på christian@israel.dk.
mandag den 4. maj 2009
Varm luft?
I morges var der Desert Storm over Tel Aviv. Det er lige præcis knapt så vildt, som det lyder. Ørkenvinden kommer ind fra syd, og natten igennem har den flået godt i skodderne. Nu ligger den tørre, støvtykke luft tungt over byen, og termometret er trisset op på 35 grader. Det var vejrmeldingen.
I går aftes havde en russisk menighed sin første gudstjeneste i Immanuelkirken. Det er den tredje russiske menighed, der p.t. bruger kirkens lokaler. Der er blevet plads til dem, fordi en sudanesisk menighed har sagt deres aftale op. Det har de gjort, efter sigende fordi mange i deres menighed fattes penge i en sådan grad, at det kniber familierne at finansiere busbilletten. Nu mødes de i stedet et mere centralt sted.
I lørdags fejrede den koreanske menighed, der også holder til i vores lokaler, 2-års jubilæum. En af koreanerne har sagt, at det er, fordi de kunne samles her, at de overhovedet fik menigheden op at stå. Den tæller i dag 70 mennesker. Og nu samler de så ind til og betaler sudanesernes husleje, dér hvor de nu holder til.
Man går hen og bliver lidt varm om hjertet som nyankommet præst. Ikke pga. vejret, men pga. mødet med menigheder, der tager sig af hinanden. Der er bogstaveligt talt en verden til forskel på dem, når det gælder velstand, kultur og nationalitet. Men det gør det ikke. Det gælder Jesus, og i Ham er vi - og derfor naturligvis også kaldet til at være - én glokal husholdning. Det er ganske enkelt Kristi legeme i funktion - og det er ikke bare varm luft.
I går aftes havde en russisk menighed sin første gudstjeneste i Immanuelkirken. Det er den tredje russiske menighed, der p.t. bruger kirkens lokaler. Der er blevet plads til dem, fordi en sudanesisk menighed har sagt deres aftale op. Det har de gjort, efter sigende fordi mange i deres menighed fattes penge i en sådan grad, at det kniber familierne at finansiere busbilletten. Nu mødes de i stedet et mere centralt sted.
I lørdags fejrede den koreanske menighed, der også holder til i vores lokaler, 2-års jubilæum. En af koreanerne har sagt, at det er, fordi de kunne samles her, at de overhovedet fik menigheden op at stå. Den tæller i dag 70 mennesker. Og nu samler de så ind til og betaler sudanesernes husleje, dér hvor de nu holder til.
Man går hen og bliver lidt varm om hjertet som nyankommet præst. Ikke pga. vejret, men pga. mødet med menigheder, der tager sig af hinanden. Der er bogstaveligt talt en verden til forskel på dem, når det gælder velstand, kultur og nationalitet. Men det gør det ikke. Det gælder Jesus, og i Ham er vi - og derfor naturligvis også kaldet til at være - én glokal husholdning. Det er ganske enkelt Kristi legeme i funktion - og det er ikke bare varm luft.
mandag den 27. april 2009
Indsættelse
I lørdags blev vi indsat i tjenesten som præstefamilie. At det blev i lørdags har at gøre med, at da var bestyrelsen for JMI (Joint Mission to Israel), som har ansat os, samlet her i Jaffo.
Det var en god og fin dag. Flot opbakning i form af fremmøde fra danske og norske kolleger. Jeg prædikede (på engelsk), men ellers bokser jeg først med den hebraiske liturgi fra august, hvorfor Otto, som er vikarpræst her i foråret, havde den. Efter gudstjenesten havde vi hyggeligt sammenskudsgilde i menighedshuset, inden resten af eftermiddagen for mit vedkommende gik med bestyrelsesmøde i JMI.
Prædiketeksten var Joh 10,11-16. Sidste vers fortæller, at den gode hyrde samler de to fårefolde, Israel og folkene, til én flok. Jeg kender ikke noget, der udtrykker denne 'nye' flok bedre end vores menighed. Alverdens forskellige mennesker, jøder og hedninger, forenet i tro på Jesus.
Det var en god og fin dag. Flot opbakning i form af fremmøde fra danske og norske kolleger. Jeg prædikede (på engelsk), men ellers bokser jeg først med den hebraiske liturgi fra august, hvorfor Otto, som er vikarpræst her i foråret, havde den. Efter gudstjenesten havde vi hyggeligt sammenskudsgilde i menighedshuset, inden resten af eftermiddagen for mit vedkommende gik med bestyrelsesmøde i JMI.
Prædiketeksten var Joh 10,11-16. Sidste vers fortæller, at den gode hyrde samler de to fårefolde, Israel og folkene, til én flok. Jeg kender ikke noget, der udtrykker denne 'nye' flok bedre end vores menighed. Alverdens forskellige mennesker, jøder og hedninger, forenet i tro på Jesus.
torsdag den 23. april 2009
Dagens sketch
Det er ind imellem ganske underholdende at opleve, hvordan tingene fungerer (eller ikke fungerer) i Israel. Vi har haft nogle problemer med, at vores aircondition slår resten af strømmen fra. I forgårs og i dag har der så været et par elektrikere (far og søn - festlige fyre) at kigge lidt på sagerne, og de har fikset nogle dårlige kabler, automatsikringer mv. Air condition ville de ikke røre ved, idet der findes særlige folk, der har det som speciale. Fair nok.
I middags havde vi så besøg af en sådan tekniker, men det viste sig, at han bare kom for at checke problemet (som han selvfølgelig var blevet orienteret om i forvejen). To timer efter ville der så komme en, der kunne fixe det.
Det gjorde der også. Han kunne dog ikke finde ud af det, så det endte med, at han ringede efter de elektrikere, der var her først på ugen. De gik så tre mand og hyggede om aircon-boksen, og efter en times tid kom de og gav High Five, for nu var problemet løst. "Joffi", sagde jeg, men ville alligevel godt lige tjekke det. Da jeg kom ud til aircon stod den på OFF. Jeg tændte den, og væk var strømmen. De havde altså lavet deres final check med en slukket aircon. Ja, det kan vel ske for enhver.
Endnu en halv time gik, og nu er de så lige gået. Problemet er status quo, men nu sender de nogle andre teknikere. De kommer på mandag...
I middags havde vi så besøg af en sådan tekniker, men det viste sig, at han bare kom for at checke problemet (som han selvfølgelig var blevet orienteret om i forvejen). To timer efter ville der så komme en, der kunne fixe det.
Det gjorde der også. Han kunne dog ikke finde ud af det, så det endte med, at han ringede efter de elektrikere, der var her først på ugen. De gik så tre mand og hyggede om aircon-boksen, og efter en times tid kom de og gav High Five, for nu var problemet løst. "Joffi", sagde jeg, men ville alligevel godt lige tjekke det. Da jeg kom ud til aircon stod den på OFF. Jeg tændte den, og væk var strømmen. De havde altså lavet deres final check med en slukket aircon. Ja, det kan vel ske for enhver.
Endnu en halv time gik, og nu er de så lige gået. Problemet er status quo, men nu sender de nogle andre teknikere. De kommer på mandag...
lørdag den 18. april 2009
IC i P1's Orientering
Først i februar var DR- og Politiken-journalist Hanne Foighel forbi til en gudstjeneste sammen med en schweizisk kollega. Efterfølgende skød hun lidt på den nye præst. Det kom der dette indslag ud af.
To hurtige kommentarer hertil:
1. Man kunne få indtryk af, at Lisbeth allerede har født, men der er stadig to måneder til nedkomst.
2. Jeg kunne ønske, at jeg lige havde været en tand skarpere på i det mindste én spørgsmåls-formulering. Det er klart, at vi hverken kan eller skal omvende nogen. Hele vores frimodighed består jo netop heri; at det er Helligåndens business og ikke vores. Omvendt ;-) er det klart, at vi er her med et ønske om, at mennesker møder Jesus til omvendelse, tro og efterfølgelse.
To hurtige kommentarer hertil:
1. Man kunne få indtryk af, at Lisbeth allerede har født, men der er stadig to måneder til nedkomst.
2. Jeg kunne ønske, at jeg lige havde været en tand skarpere på i det mindste én spørgsmåls-formulering. Det er klart, at vi hverken kan eller skal omvende nogen. Hele vores frimodighed består jo netop heri; at det er Helligåndens business og ikke vores. Omvendt ;-) er det klart, at vi er her med et ønske om, at mennesker møder Jesus til omvendelse, tro og efterfølgelse.
fredag den 17. april 2009
Update
Her følger lige nogle højdepunkter fra de sidste 4 uger.
To uger før påske havde vi en lille forlænget weekend i Eilat. Det var skønt lige at trække stikket ud og træde lidt uden for de få kvadratkilometer, som vi ellers (med velbehag) har befundet os på de sidste 3 måneder. Hvis man lige tager over grænsen til Sinai (Egypten) kan man af og til få et værelse på et fem-stjernet Hilton-hotel til israelske hostelpriser, så det benyttede vi os af og boede skønt lige ned til hotellets private strand, hvor vi alle stornød sol, vand og hinanden.
Det var fredag, men lørdag fik Lisbeth rigtig, rigtig ondt i maven, så vi strøg til lægevagten, som kunne bekræfte, at der nok var en blærebetændelse på spil. Antibiotikaen tog sig hurtigt kærligt af det, så det er godt, om end det selvfølgelig satte sit præg på programmet.
Påske
Påskeferien er så småt ved at være ovre. Magnus måtte i dag igen komme i børnehave efter de har holdt lukket siden 30/3. Johans skole åbner først igen på tirsdag. Tja, det kan godt være, at de har 6 dages arbejdsuge hernede, men når de holder ferie, så går de immervæk også til den.
Vi har haft fornøjelsen af at have besøg af Lisbeths søster Birgitte i påsken. Hyggeligt at være sammen med familie i vores nye omgivelser, og for børnene (og dermed også forældrene) var det skønt med én ekstra at lege med.
Påskemåltid
Vi havde den glæde at være 44 til påskemåltidet onsdag i den stille uge. Dér sidder vi så en ganske broget forsamling og kan hver og en svare det samme på spørgsmålet om, hvorfor denne aften er anderledes ift. alle andre aftener:
Skærtorsdag
Vi og en af medarbejderne her ved kirken deltog i de lutherske menigheders fælles skærtorsdagsgudstjeneste i Redeemer Church i Den Gamle By i Jerusalem. Som afslutning på gudstjenesten gik vi syngende ud til Oliebjerget, hvor vi læste de passager af passionshistorien, der hører Skærtorsdag til. En god og fin dag.
Langfredag
Langfredag havde vi gudstjeneste i kirken med læsninger, bøn og refleksion. Det er jødisk skik, at man lægger en sten på graven som tegn på, at graven besøges. Ved hver stol i kirken lå der en sten, og efter gudstjenesten gik vi i andægtig stilhed ud og lagde hver vores sten ned i et trækors - som tegn på, at det var vore byrder og lidelser han bar; at det i den forstand er os, der har klynget ham op på korset. Men også som tegn på, at vi dermed også er klar over, hvor det er, vi kan slippe vore byrder - hvilken grav vi har brug for at besøge. Stærkt var det.
Påskedag
Påskedag blev fejret både påskelørdag og selvfølgelig påskedag. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det var lidt specielt at fejre opstandelsen allerede lørdag morgen, men en stor del af menigheden mødes normalt til gudstjeneste om lørdagen, da søndag i Israel jo svarer til mandag i DK - dvs. arbejdsdag. Det var ikke desto mindre en herlig dag. Vores afrikanske venner i menigheden kom i festdragter fra Togo, Nigeria, Kenya og Ghana. De kan bare det dér.
At Jesus, da han - for ærligt talt ret mange år siden - gik ud af graven, for tid og evighed vendte grundlæggende op og ned på vores virkelighed, kan godt synes lidt på afstand af min virkelighed, når jeg fx sidder med mit kø-nummer på posthuset og venter en halv time på at købe nogle frimærker. Men det er jo præcis derfor vi mødes til gudstjeneste - for at lade Jesus minde os om, at den er go' nok; at det lige præcis er virkeligheden - i kirken som på posthuset onsdag eftermiddag. Og hvilket vidnesbyrd herom det så er at fejre påske sammen med to jøder, for hvem denne virkelighed er ganske ny. Inden for de seneste 6 uger er de her i kirken blevet døbt til at tilhøre Jesus, fordi de helt enkelt (selvom dette ingenlunde er enkelt for en jøde - om for nogen) gerne vil lade sig modtage af ham, som vil gi' sig selv til dem. Så er det, som om det var i går, at stenen blev rullet fra.
To uger før påske havde vi en lille forlænget weekend i Eilat. Det var skønt lige at trække stikket ud og træde lidt uden for de få kvadratkilometer, som vi ellers (med velbehag) har befundet os på de sidste 3 måneder. Hvis man lige tager over grænsen til Sinai (Egypten) kan man af og til få et værelse på et fem-stjernet Hilton-hotel til israelske hostelpriser, så det benyttede vi os af og boede skønt lige ned til hotellets private strand, hvor vi alle stornød sol, vand og hinanden.
Det var fredag, men lørdag fik Lisbeth rigtig, rigtig ondt i maven, så vi strøg til lægevagten, som kunne bekræfte, at der nok var en blærebetændelse på spil. Antibiotikaen tog sig hurtigt kærligt af det, så det er godt, om end det selvfølgelig satte sit præg på programmet.
Påske
Påskeferien er så småt ved at være ovre. Magnus måtte i dag igen komme i børnehave efter de har holdt lukket siden 30/3. Johans skole åbner først igen på tirsdag. Tja, det kan godt være, at de har 6 dages arbejdsuge hernede, men når de holder ferie, så går de immervæk også til den.
Vi har haft fornøjelsen af at have besøg af Lisbeths søster Birgitte i påsken. Hyggeligt at være sammen med familie i vores nye omgivelser, og for børnene (og dermed også forældrene) var det skønt med én ekstra at lege med.
Påskemåltid
Vi havde den glæde at være 44 til påskemåltidet onsdag i den stille uge. Dér sidder vi så en ganske broget forsamling og kan hver og en svare det samme på spørgsmålet om, hvorfor denne aften er anderledes ift. alle andre aftener:
Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten. [...] Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. (2 Mos 13,8.13).Samtidig med at vi tænker på Israels udgang af Egypten, mindes og fejrer vi særligt den udgang, som Jesus opfyldte i Jerusalem (Luk 9,31); da han førte os ud af syndens trællehus (Rom 6).
Skærtorsdag
Vi og en af medarbejderne her ved kirken deltog i de lutherske menigheders fælles skærtorsdagsgudstjeneste i Redeemer Church i Den Gamle By i Jerusalem. Som afslutning på gudstjenesten gik vi syngende ud til Oliebjerget, hvor vi læste de passager af passionshistorien, der hører Skærtorsdag til. En god og fin dag.
Langfredag
Langfredag havde vi gudstjeneste i kirken med læsninger, bøn og refleksion. Det er jødisk skik, at man lægger en sten på graven som tegn på, at graven besøges. Ved hver stol i kirken lå der en sten, og efter gudstjenesten gik vi i andægtig stilhed ud og lagde hver vores sten ned i et trækors - som tegn på, at det var vore byrder og lidelser han bar; at det i den forstand er os, der har klynget ham op på korset. Men også som tegn på, at vi dermed også er klar over, hvor det er, vi kan slippe vore byrder - hvilken grav vi har brug for at besøge. Stærkt var det.
Påskedag
Påskedag blev fejret både påskelørdag og selvfølgelig påskedag. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det var lidt specielt at fejre opstandelsen allerede lørdag morgen, men en stor del af menigheden mødes normalt til gudstjeneste om lørdagen, da søndag i Israel jo svarer til mandag i DK - dvs. arbejdsdag. Det var ikke desto mindre en herlig dag. Vores afrikanske venner i menigheden kom i festdragter fra Togo, Nigeria, Kenya og Ghana. De kan bare det dér.
At Jesus, da han - for ærligt talt ret mange år siden - gik ud af graven, for tid og evighed vendte grundlæggende op og ned på vores virkelighed, kan godt synes lidt på afstand af min virkelighed, når jeg fx sidder med mit kø-nummer på posthuset og venter en halv time på at købe nogle frimærker. Men det er jo præcis derfor vi mødes til gudstjeneste - for at lade Jesus minde os om, at den er go' nok; at det lige præcis er virkeligheden - i kirken som på posthuset onsdag eftermiddag. Og hvilket vidnesbyrd herom det så er at fejre påske sammen med to jøder, for hvem denne virkelighed er ganske ny. Inden for de seneste 6 uger er de her i kirken blevet døbt til at tilhøre Jesus, fordi de helt enkelt (selvom dette ingenlunde er enkelt for en jøde - om for nogen) gerne vil lade sig modtage af ham, som vil gi' sig selv til dem. Så er det, som om det var i går, at stenen blev rullet fra.
Abonner på:
Opslag (Atom)