Ny blog!

Vores blog har lidt en stille død, og her er dødsstødet. Der kommer ikke mere.

Til gengæld henviser vi til vores volontør, Maria Strøm, der ankom i januar, og som blogger HER med Glimt fra Jaffo.

Farvel til Camilla

Farvel til Mari

Mød Ilana - i kirkehaven

Norske Dagen på besøg i IC

Klik på billedet og læs interviewet med Sahar i Dagens reportage fra Immanuelkirken

IC på Gay Pride Parade

Præsten i skole

Børne-tv med Andreas

Andreas Johansson er Norsk Israelsmisjons lokale repræsentant og er som sådan hovedansvarlig for kirken og dens brug. Se her, hvad der også kan ske i kirken en tidlig mandag morgen.

Pinse i Immanuelkirken

Ikke for heldig med lyset denne gang, but you learn as you go...

Nyt liv igen-igen-igen-igen...

Vi giver vores blog et sidste genoplivningsforsøg. Nu med video.

Staff E2014

Må vi præsentere efterårets stab:
Øverst fra venstre: Arin Maisky (Organist), Camilla Højgaard (Volontør), Nanna Borch Kragh (Volontør) og Sari-Johanna Kuittilo (Diakon).

Nederst fra venstre: Daniel Tsyriuk (Pedel - og ja, han er photoshop'ed ind), Lisbeth, Eti Zadok (Administrative Assistant), Juan (Vært i Open Church) og Christian.

Jeg kalder jer ikke længere venner

Endnu en af krigens triste følger.

Se HER - på Israelsmissionens hjemmeside

Helt hjem

I forgårs var jeg til begravelse. Det var naturligvis ikke nogen glædelig begivenhed. Slet ikke. Alligevel kendte jeg en dyb glæde midt i det hele.

I 2007 begyndte en kvinde - dengang var hun midt i tresserne - at komme i kirken ind imellem. Altså før Lisbeth og jeg kom hertil. Hun boede temmelig langt herfra - ca. 1½ time med offentlig transport. Hun kom en gang imellem til bibelstudie og deltog også i vores udflugt i foråret 2009, men hun var klar i spyttet omkring hendes skepsis til at tro på Jesus. Alligevel kom hun stadig med mellemrum.

En overgang mødtes hun jævnligt med en ældre volontør og senere også med en anden jævnaldrende medarbejder til bibelstudie og hyggesnak. Sådan fortsatte det lidt on/off ind til foråret 2013, hvor hun deltog i vores Alpha-kursus. Efter kurset spurgte jeg, om hun kunne have lyst til at fortsætte med at læse i Bibelen sammen med en. Det ville hun gerne.

Jeg kendte en Jesus-troende, der boede i hendes nabolag, og de begyndte at mødes, og hun lærte flere lokale troende i hendes eget område at kende. Hun blev rigtig gode venner med et par stykker af dem. Her før sommer spurgte hun, om de kunne begynde at mødes to gange i ugen i stedet for kun én. Det gjorde de. Hun ønskede at kende Gud bedre og bedre.

Nu er der egentlig ikke så meget, jeg tør sige med absolut sikkerhed om Gud. Noget er der dog. Guds almagt for eksempel. Der falder ikke en spurv til jorden uden at Gud er på forkant med det. Noget andet er Guds vilje til at frelse mennesker. Den er ubændig. Den bragte ham selv op på et kors.

Som jeg stod dér ved liget viklet ind i linned og tænkte på, hvordan hun havde søgt at høre om Jesus igennem flere år, og hvordan hun til sidst ønskede at høre mere og mere, så måtte jeg stole på, at Gud var i fuld kontrol, da hun døde. Og at Helligånden havde brudt igennem og virket en frelsende tro på Jesus i hende. Og så kendte jeg den dybe glæde over, at hun nåede helt hjem. At lige præcis her, hvor hun for os så ud til at have tabt livskampen, dér havde hun i stedet vundet livet for aldrig at miste det igen.

"Jeg kender min frelse"

Jeg besøgte en ældre mand på hospitalet i søndags. Han kommer jævnligt i kirken og stopper som regel forbi Åben Kirke et par gange i ugen.

Han har været syg længe, og nu magter han ikke selv at tage føde til sig. Det er klart, at det bliver ikke ved at gå. Altså er han derfor nu på hospitalet, hvor han får næring intravenøst. Skind og ben er han.

"Jeg forstår ikke Guds visdom", sagde han "men samtidig hviler jeg, for jeg kender min frelse." Og så citerede han Esajas 43:1b, som vi afslutter hver nadverfejring med i kirken: "Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min."

"Så jeg frygter ikke", sagde han, "og så har jeg gode minder". Jeg spurgte til, hvilke minder han tænkte på. "Mange gode timer i kirken med Juan", svarede han.

Vi snakkede lidt mere, bad sammen, og så tog jeg hjem igen - beriget. Når mennesker på kanten af livet vidner om, at Gud er en urokkelig frelsesklippe, selvom de ikke fatter, hvad der foregår, så har det vidnesbyrd sin helt egen vægt. Og så glædede jeg mig til at opmuntre Juan, som dag ud og dag ind tager imod i Åben Kirke, og fortælle ham, at det gør en forskel i menneskers liv.

'Naomi'

Lisbeth og vores diakon, Sari-Johanna, har ledt en kvindegruppe det seneste års tid. De var ikke mange - en 4-6 stykker. En dag dukkede 'Naomi' op, som havde været til julegudstjeneste med hendes mor, og som senere havde tjekket vore aktiviteter ud på vores hjemmeside. Hun erklærede sig som ateist, men var alligevel lidt interesseret i at studere Bibelen og finde ud af, hvad der er op og ned i troen på Jesus.

Nu bor hun ganske langt væk fra kirken, så det var umuligt for hende at komme ind til os på ugentlig basis, og siden vi kender en varm troende, der netop bor i hendes område, fik vi dem connected, og i går fik vi så en mail, at 'Naomi' har bedt Jesus være hendes konge og frelser.

Skønt!

plus og kors

I posten fra 29/5 refererede jeg fra en samtale omkring kors-symbolet, som for os symboliserer Guds kærlighedsoffer for os - med tilbud om tilgivelse og forsoning og et nyt liv med Jesus ved hans død og opstandelse. Her til lands symboliserer det ikke noget af dette, men forfølgelse, vold og død - hvordan jøder op igennem historien er blevet forfulgt af såkaldte 'kristne'.

Det har bl.a. fået den konsekvens, at man typisk ikke bruger plus-tegnet, som vi kender det, i matematikbøger, fordi det ligner et kors. Man har nappet det nederste ben af, men kalder det stadig 'plus'.

Otto for åben skærm

Check fra minut 16:20 i klippet nedenfor.



Jeg snakker selv jævnligt med en ex-ortodoks jøde, som efter 20 års leven efter rabbinernes forskrifter standsede op og kom frem til, at der ingen svar var på hans søgen efter mening i at leve 'efter budene'. Det var bare en tom skal. Og sådan har jeg snakket med flere, der har sagt det samme.

Derfor er det ikke specielt overraskende, at denne ortodokse jøde, Ezekiel, siger de ting, han gør; det overraskende er, at han gør det for åben skærm. Og hvor herligt, at de får lov at bede for ham til sidst. Det gør du og jeg jo sådan set også, så det kunne du jo lige gøre nu :-)

Pinse og kirkens fødselsdag

Pinsen er ofte kaldet Kirkens fødselsdag. Det er ikke helt rigtigt, for hvem er Kirken? Det er jo dem, der påkalder Herrens navn. Det har mennesker gjort lige siden begyndelsen, kan vi se i 1 Mos 4. I 1 Mos 12 har vi så Abrahams familie, det jødiske folk, kaldt ud ('ekklesia' - græsk ord for kirke, der betyder 'kaldt ud') som et folk, der senere omtales som menigheden ('kehila' på hebraisk). Kirken er et gammelt hus, og den går tilbage til før Helligåndens udgydelse over alle mennesker. Det kan vi måske nærmere kalde Kirkens genfødselsdag - i hvert fald sker der en indre fornyelse af kirken i den pinse, der fortælles om i Apostlenes Gerninger.

Det er egentlig ikke mit ærinde her at skrive så meget om pinse, men det var måske alligevel en passende indledning, når pinsen i år faktisk faldt sammen med Immanuelkirkens fødselsdag. I fredags var det nemlig 110 år siden, at kirken blev indviet.

Det kunne vi jo ikke helt lade være med at fejre, så lørdag havde vi simpelthen en kage med 110 lys. Den fik jeg desværre ikke foreviget. Men her er så i stedet et par skud fra kirkekaffen søndag.

Som sædvanligt talte vi også denne pinse antal modersmål repræsenteret i kirken, og det er altid sjovt. Vi slog ny rekord (i vores tid). 28 forskellige modersmål nåede vi op på over lørdag og søndag. Hebraisk, engelsk, dansk, norsk, svensk, tysk, hollandsk, fransk, spansk, italiensk, portugisisk, bulgarsk, polsk, ukrainsk, kikuyo, swahili, russisk, mandarin, tagalog, afrikaans, igbo, yoruba (lokale sprog Nigeria), desuden lokale sprog fra hhv. Togo, Ghana og Cameroun, lettisk, ungarsk og arabisk). Desuden hørte vi læsningen fra Ap.G. 2 på forskellige sprog - bl.a. også på gælisk.

Og sådan blev Guds storværker (jf. Ap.G 2:11) proklameret på mange forskellige sprog også denne pinse.

Moti veEitan

oneforisrael.org er en ministry, som via diverse hjemmesider søger at fortælle om Jesus online. Israel er et af de lande, hvor der er flest smartphones per indbygger, og i det hele taget er israelere 'online', som få andre nationer. Derfor er det selvsagt nødvendigt, at der evangeliseres også på nettet - ikke mindst når man tager i betragtning, at det ikke er helt kosher rent fysisk at besøge Jesus-troende forsamlinger.

Den ortodokse anti-missionsorganisationen Yad L'Achim, som vi før har skrevet om (her og her), er til stadighed aggressive i deres anti-missions-kampagner, og det fik gutterne fra oneforisrael.org - her Moti og Eitan - til at reagere på lidt uortodoks, men ganske israelsk vis.

Houses from Within

I weekenden havde vi den årlige Houses from Within event i Tel Aviv. Det er kommunen, der arrangerer et stort Åbent Hus arrangement i byen, og 136 private og offentlige steder havde tilmeldt sig programmet. Det havde vi efter sædvane også gjort her i Immanuelkirken. HER er programmet; vi er nummer 106.

Fredag havde vi regulær Open Church, som vi vanligt har det tirsdag-fredag i tidsrummet 10.00-14.00, og Juan gav en præsentation af kirken hver time med en efterfølgende mini-mini orgelkoncert. 468 personer kiggede indenom den dag. 

Lørdag havde vi 5 korte gudstjenester kl.10,11,12,13 og 14 med efterfølgende præsentationer ved Juan, og 1197 besøgte kirken i den forbindelse.

Det er jo en kæmpe mulighed for os, og det finurlige er, at det sådan ser er kommunen, der inviterer folk i kirke. Det skal de ikke høre for. Vi havde bordene i kirkehaven fyldt med bibler og andre bøger, og vi fik også lejlighed til at snakke med nogle af de besøgende.

Avigail har læst de fleste af bøgerne på hebraisk, så hun er god at have ved bogbordet.

Bl.a. snakkede jeg med en kvinde, som spurgte, om jeg vidste om alt det onde, der er gjort i Jesu navn mod jøder - og med korset som symbol. Hendes far var blevet mødt med ordene: "Omvend dig, din *** jøde." Det sad dybt i hende. Det kan jeg godt forstå. Og jeg kunne jo kun bekende kirkens synder og sige, hvor forfærdeligt det er, at jøder er blevet mødt på den måde i det hele taget, men helt ubærligt, at de er blevet mødt sådan af mennesker, som har navn af at følge Kristus. Vi har et kæmpe troværdighedsproblem. Jeg opfordrede hende til at læse Ny Testamente for at lære Jesus selv at kende.

Vi har ofte snakket om, at det måske vigtigste, vi kan gøre i løbet af en sådan weekend, er at give jøder et møde med en kirke af imødekommende, varme, smilende mennesker. Det er ikke det, de fleste forbinder med kirken.

Vi bad før, under og beder stadig om, at Helligånden vil gøre det arbejde færdigt, som Han gav os lov at være med i den seneste weekend. Forskellen må Han gøre. Så har vi også frimodigheden på plads.

I øvrigt havde vi 236 til koncert om aftenen lørdag, så det er det, vi kalder en god weekend.