Fundraising-video

Vi har fået lavet en video, der skal bruges i fundraisingens tjeneste. Restaurationen af tårnet koster penge, der endnu ikke er i hænde. Af sikkerhedsmæssige årsager kunne man ikke vente til det økonomiske grundlag var helt i orden, og derfor arbejdes der nu med lån og pantsætninger for at få det til at hænge sammen. Det er selvsagt en midlertidig løsning, og pengene må samles ind. Derfor denne video.

Tårnet næsten færdigt

Et bette kort indlæg:
Kirkens tårn, som er undergået en større restauration, som jeg før har omtalt, er nu ved at være endeligt færdig. Der er kommet et kors på toppen igen. Det er vist en hel del år siden, der sidst var det. Det sidste kors faldt ganske simpelt ned, men nu er det rejst igen. Ja, korset er nu ophøjet i bybilledet; må det blive det også hos byboerne.

Der er stadig lidt stillads tilbage på forsiden af kirken, så jeg tog et billede fra bagsiden. Vi er meget glade for resultatet af arbejdernes anstrengelser.


Børnene i vores shabbat-skole har lavet en, hvis vi selv skal sige det, fantastisk flot julekrybbe. Herligt, hvordan ca. 10 børns kreativitet kan forkynde evangeliet ved hjælp af flamingokugler, toiletruller, lidt karton og små stykker stof. Og så at se ungernes stolthed og begejstring...; ja, det er næsten lige så godt.

Godt nok mangler Jesus-barnet endnu at blive lavet, men rygtet går, at han kommer til jul...

Fantasien flyver og julestemningen lander i Jaffo

At fantasien ofte får vinger, oplever vi i lidt af for tiden. Magnus fortæller og fortæller, så man til tider faktisk tror, at han selv tror på, hvad han siger. Her kommer lige et par eksempler.

En dag under morgenmaden har Magnus fået et stykke køkkenrulle, mens jeg (Lisbeth) står og laver madpakkerne færdige. Jeg bliver afbrudt af Amandas skrigeri. Hun er sur, fordi Magnus’ papir er havnet oven i hendes havregryn. Magnus fortæller med store blå øjne, at han er helt uden skyld. Det var nemlig ikke ham, men en bi, som kom flyvende, og som med benene løftede hans papir op, hvorefter den fløj over til Amandas tallerken - og tabte det(!) :o)

En anden dag kommenterede jeg, at hans shorts og undebukser altid er sparket af, når han er på toilet. Jeg ber' ham om, at prøve at beholde dem på under hele besøget. Igen mener en meget overbevisende Magnus, at han er uskyldig(!) Denne gang er det hans krop, der ikke gør, som han siger, men i stedet får kroppen tøjet til at flyve af! Hertil kan man jo ikke sige andet end, "Er det mon tøjet eller bare den gode barnefantasi, som har fået vinger? :o)

Selv samme dreng kan senere sidde og fundere over, hvorvidt julemanden kan komme hertil – vi har jo ingen sne??

Sne eller ej så er julestemningen ved at indfinde sig på Beer Hofman 9. Dette skyldes ikke de kristne araberes butikker her i Jaffo, som blinker til forbipasserende med deres farvestrålende lyskæder, plastikjuletræer og glimmerkugler.
Nej, 1. december indtraf julestemningen med en duft af pebernødder, som børnene i fællesskab med Conny producerede i stor stil.

Dagen efter havde vi inviteret staff-teamet til risengrødsfest - inspireret af pigerne, som boede i etagen over os i Århus. Det var super hyggeligt og gik i al sin enkelthed ud på at spise en masse risengrød og de nyligt bagte pebernødder. Efter denne aften turde vi alvorligt tro på, at det nok skal blive jul i Jaffo i år.


Nu er Magnus lige kommet hjem fra børnehaven. Hernede har man gaver med til de andre, hvis man har fødselsdag. Det var der en, der havde i dag. Så nu er Magnus kommet hjem med en sprællevende guldfisk. Ja, OK. Tak! Så må vi se, hvor længe vi kan holde spræl i den.

Et par dryp...

---

Bob, en dejlig, varm og utroligt frisk aussie på 65 somre, som har hjulpet os 2-3 dage ugentligt de sidste 5-6 uger, forlod landet i går. Hans visum udløber i dag, så han damper hjem til Australien, inden han forhåbentlig støder til os igen til maj.

Han siger, at hans gave er at opmuntre mennesker, og hvis ikke Gud allerede havde fortalt ham det, kunne jeg ha' gjort det. Det begynder før hanen gol. Når jeg vælter ned ad trappen kl.7.30 for at drøne drengene til hhv. skole og børnehave, inden vi har staff meeting kl.8.05, så står Bob parat med det friskeste G'day mate, man kan forestille sig. Han har da nemlig allerede været en tur i bølgen blå, og så er han klar til at tage fat. Thomas og han har haft meget glæde af hinandens selskab med diverse praktiske opgaver. I lørdags bad vi så for Bob til vores gudstjeneste og sendte ham af sted med Guds velsignelse.

***

Siden årsskiftet har Gud lagt en i kirken på hjertet at bede for syge. Vi skrev i et af vores interne nyhedsbreve herefter sommerferien, at hvis nogen var syg og ønskede forbøn, kunne de henvende sig til vedkommende. Skønt for en præst at opleve eksempler på, hvordan menighedens lemmer bruger hver deres gave i tjeneste for hinanden.

En i menigheden fik siden konstateret kræft; lægerne har fundet en tumor både i leveren og i lungen. Før nogle videre undersøgelser blev personen bedt for, og efterfølgende kunne lægerne ikke finde tumoren i leveren. Siden er personen blevet lagt frem for Gud mange gange, og i torsdags skulle der så tages en biopsi af knuden i lungen. Dagen før blev der bedt specifikt for, at de heller ikke ville kunne finde dén knude, og det kunne lægerne så heller ikke dagen efter.

Det kan være, at den alligevel er der, mener de, men stort for os at opleve, hvordan Gud bekræfter et specifikt kald til at bede for syge, og hvordan han også nogle gange svarer JA på den bøn.

***

Vi har netop påbegyndt at holde prayer meetings hver torsdag; der har været et udtrykt ønske om jævnlig afholdelse af deciderede bønnemøder, og Sari-Johanna, vores finske diakonisse, har haft et stærkt engagement i det. Vi håber, det bliver til velsignelse. På tirsdag holder vi det første lovsangs- og bedemøde i vores tid hernede, og det ser jeg meget frem til.

***

Ellers er vi så småt i gang med juleforberedelserne. Det er uden sidestykke årets event i Immanuelkirken. Kirken fyldes af israelere, der vil se, hvordan de kristne holder jul, og hvordan det lige hænger sammen med fødslen af en lille jødisk dreng...

Orgabisp

1. november havde vi fint besøg. Biskop Steen Skovsgaard var på visitatsbesøg i Israel og fru Susanne var hyggeligvis med. Det blev en rigtig god dag. Først fejrede vi gudstjeneste sammen, og Steen bragte en hilsen til menigheden iført sin nykreerede rejsebispekåbe. Det var Alle Helgens Dag og med sin gode sans for historier, fortalte han en, der både matchede prædikenens indhold og kirkens significante mosaik-vinduer.

Settingen var, at en lille pige sidder og kigger ud af en kirkes mosaik-vinduer, mens hun funderer over, hvad en helgen er. Solen skinner, og således træder mosaikkernes personkarakterer stærkt frem. Da går det op for hende, at en helgen er en, hvorigennem Guds lys skinner.

Siden stod den på en traditionel frokost, som den ser ud her i menighedshuset: brød, hummus og grønt. De bemærkede, at det - efter 25 år som præstepar i Gellerup - rent kulinarisk ikke var noget nyt. Men det var godt, ja, faktisk var det lidt som at komme 'hjem'.

Det var en fornøjelse at have besøg af Skovsgaards. Det er flot, at der bliver afsat tid til at kigge herned, og når vi så ydermere har en biskop, der ikke skal overbevises om en missional dagsorden, men selv har erfaring med og pro-aktivt arbejder i mission, så bliver det samtale, man glæder sig til, i og over.

For alle danske medarbejdere her var det en opmuntring at blive set, hørt og ja, mødt fra officielt dansk-kirkeligt hold og opleve fællesskab i tjenesten. Fællesskab i at vi dybest set har samme job, fordi vi har samme arbejdsgiver med den samme ene målsætning. I dét arbejde tror jeg, jeg kan sige, at vi den dag var medarbejdere på hinandens glæde.


Fra bispen til organisten. I dag var vi alle staff members i Petach Tikva - på konservatoriet dér - for at se en række vægmalerier, som Juan lavede i årene 1986-89.

Da vi kom til kirken i januar, hørte jeg godt, at Juan var maler, før han blev organist i kirken. Jeg tænkte ikke så meget over det, indtil jeg fandt ud af, at han ikke bare var maler sådan i almindelig forstand, men kunstmaler. Sagen er nemlig, at han ikke har malet siden, men en dag fandt jeg tilfældigvis et litografi af maleriet nedenfor og lagde mærke til signaturen.


Jeg var imponeret og udtrykte det over for Juan, der så fortalte, at malerierne inden længe lider samme skæbne, som den bygning de befinder sig i. De bliver revet ned. De er malet direkte på væggen, og bygningen skal jævnes med jorden for at give plads til nyt og bedre byggeri.Det er klart, at disse tre år i Juans liv voldtages den dag, bulldozeren gør det af med malerierne. Det er selvsagt lidt nedtrykkende.


Vi ville gerne se dem 'live', inden det sker, så vi tog derud. Jeg er ikke kunstkender, men det var en berigelse for øje og sind at se dem - og ikke mindst at lære denne side af Juans liv at kende. Ham fotografen, jeg har fortalt om før, var med, og han har kontakter til de mest kompetente af de folk, der er i stand til at fotografere og således forevige disse værker, der ellers går en krank skæbne i møde.