Mere nyt

Nu er det snart jul, kan jeg mærke, og det må være noget med, at det spidser lidt til med opgaver og tid, men det er dog knap så stressende som sidste år. Det er også godt det samme, men det hjælper lidt at have været det hele igennem en gang før.

Fruen og jeg har lige haft planlægningsmøde, så familien og ægteskabet også kan holde til julen, og det ser ud til at lykkes. Det kan jo synes lidt paradoksalt, at netop den tid som skulle være ekstra hyggelig for familien, i stedet bliver den tid, hvor vi er mest under pres. Forventningen til at hyggen skal til at indfinde sig kan næsten i sig selv være lidt en stressfaktor. Ak ja; det er der nok andre, der også kender lidt til.

Jeg synes lige, der skulle et billede på af Eti, vores nye administrative assistent, som Lisbeth omtalte i seneste post. Hun bliver virkelig et godt aktiv, når hun kommer helt ind i sagerne, og her er hun:


Vi har jo haft en heftig brand på Carmel (det nåede vist hjem om de skandinaviske nyheder også), og der har været en del debat om, hvordan Israel militært er forberedt på hvad som helst, men en sådan brand har man ikke haft isenkram til at håndtere, selvom mangel på regn jo gør landet ekstra sårbart.

Det var lidt specielt, at så snart branden var slukket, så kom regnen. Det havde ikke regnet i 7 måneder inden da. Lidt søgt kan man vel sige, at det har vi næsten hørt før. I 1 Kongebog 18, hvor vi læser om styrkeprøven på Carmel, da havde det ikke regnet i 7 halve år, da Guds ild for ned fra himlen. Da slaget var ovre og ilden slukket, ja, så kom regnen.

Regn blev til storm, og vi var simpelthen nødt til at holde os så meget indendørs som muligt. Inde i byen blev en fodgænger blæst ud på vejen og kørt ned. Vandet slugte stranden fuldstændigt, så der var gang i den i en grad, som vi ikke har prøvet det før.
Det var lige over weekenden, så vi var spændte på, om der overhovedet kom nogen i kirke, men det blev helt pænt, og børnene var lige nok til at lave en Lucia-procession.


Ind imellem sker der også nogle spændende sager af lidt mere sensitiv karakter, som jeg har vildt meget lyst til at fortælle, men som ikke egner sig til at blive blæst ud her på bloggen. Således også nu. Måske kan I bare bede for "dem jeg tænker på".

I morgen skal vi med Bibelselskabet på outreach. Jeg er lidt spændt på at se, om det er noget, vi kan blive involveret i som menighed. Vi har jo rigeligt at gøre med de mennesker, der kommer ind i kirken (derfor kalder vi det inreach), men det er nok udmærket en gang imellem at være ude også.

Nu hører I helt sikkert ikke fra os før efter jul, så vi vil ønske Jer en skøn juletid. Gud give os på ny at kunne gribe det ubegribelige, at Gud kom nær til os, fordi vi ikke kunne komme nær til ham.

"Må jeg smitte dig lidt?"

Så er vi på banen igen! Den lange blogpause skyldes ikke, at der har været stilstand hos os i Immanuelkirken - der er sket meget den sidste månedstid.
1. november startede vores halvtidsansatte sekretær, Eti Zadok. Hun vil blive en god hjælp og aflastning for Christian, nu hvor vi har en i huset, som kan klare mange af de administrative opgaver, han hidtil har haft. I tillæg er hun et utrolig positivt menneske at være omkring.

November har også budt på flere gode fællesskabs-stunder med menigheden. Vores halvårlige udflugt gik denne gang til Nazareth Village.



Her er der genskabt mange af hverdagens situationer og settings tilbage fra Jesu tid. En ting som særligt fangede børnenes opmærksomhed var en rekonstrueret brønd.


Særligt skønt at se, hvordan børnene i kirken havde en stor dag - de hygger sig virkelig sammen på tværs af alder, køn og nationalitet.


Dagen blev afsluttet i Sachne-parken, hvor man kan bade i varme naturlige pools.

Selvom december er knokkeltravl, kan en dag som i dag, hvor vi har været til gudstjeneste og mødt varmen fra mange mennesker, give en stille glæde midt i en tid, hvor vi på mange måder overlever lidt i hverdagen. Derfor har jeg gået i dag og nynnet på børnesangen:
"Må jeg smitte dig lidt med ægte glæde? Smitte dig lidt med et lille smil. Mon jeg må smitte dig lidt, så vi kan sprede kærlighed fra Jesus Krist."


Her til sidst kommer et billede fra vores familiegudstjeneste vi havde 1. shabbat(lørdag) i advent. Laura (en af vore volontører), havde samlet nogle af kirkens børn i et børnekor, som sang for menigheden. En rigtig festlig gudstjeneste, som rummede alle aldre.

Open Church

---

Immanuelkirken er åben for besøgende tirsdag-fredag i timerne fra 10 til 14. Vi har i snit 150 lokale gæster om ugen. Herover er det soldater fra IDF - den israelske hær - der venter på at komme ind.

Den seneste måned har vi haft næsten dobbelt så mange besøgende som sædvanligt. Omkring 1000 mennesker har gæstet kirken i oktober. Det er utroligt, når vi tænker på, at en kirke signalerer alt, hvad der er fremmed for en lokal israelsk jøde.

Vær med til at bede for Open Church. Det er en ret unik mulighed, vi har for at møde de lokale med evangeliet. Bed for de besøgende, og bed om at vi må få øjne til at se, hvordan vi kan bruge denne platform bedst muligt.

The Door of Hope

I Immanuelkirken har vi ikke selv ressourcer til at drive et decideret diakonalt projekt, så vi har - som nævnt før - påbegyndt et samarbejde med The Door of Hope. Her kan downloades en kort engelsksproget video, der introducerer lidt til stedets arbejde.

Om mission

[Til vore norske venner og andre læsere, som ikke får Den Danske Israelsmissions avis, følger her nogle af mine generelle tanker om mission, som blev trykt i seneste nummer]

"For nylig fik jeg det igen; spørgsmålet om man kan og skal være i mission til jøder. Jødemission kan og skal man sige noget specifikt om, men i grunden er det med mission generelt jo ret simpelt. Så simpelt, at der ikke er noget nyt i det for de fleste kristne, men alligevel har jeg selv ofte svært ved at fastholde perspektiverne.

Hvis vi tror, at Bibelen taler sandt om Gud og os, så har vi haft et problem med Gud siden tidernes morgen (næsten). Han havde al grund til at udslette os med sin ild, eftersom vi mente (og vel dybest set stadig mener), at vi ved bedre end Gud. Det går som bekendt allerede galt i Bibelens tredje kapitel. Det kunne have været dens sidste side. Det kunne have været verdenshistoriens sidste afsnit. Men det blev det ikke. I samme kapitel lover Gud at sende en redningsmand. Jesus Messias. Derfor handler resten af Bibelen om Guds redningsmission gennem Jesus. Det må derfor betyde, at det at tro på Jesus også kun handler om Guds redningsmission.

Faktisk må det jo betyde, at ALT handler om Guds redningsmission. Den eneste grund til at vi stadig er her er, fordi Gud har en plan. Den eneste grund til at vi ikke blev fjernet fra jordens overflade er, fordi Gud har en plan. Prøv at mumle det for dig selv, når du fx sidder i bussen, bagved rattet, på arbejdet eller foran TV-Avisen: Den eneste grund til at der er noget, der hedder eks. Volvo, Vestas, vi og verden er, fordi Gud har en plan. Ellers havde det været slut for længe siden.

Pointen er jo så, at Guds mission ikke bare kan være en afdeling i vores liv, ligesom Elektronik er en afdeling i Bilka. Hvis hele Bibelen handler om Guds mission, så handler hele verdenshistorien om Guds mission, og så må hele vores liv altså også handle om Guds mission – om at han vil forløse og forny verden i Jesus. Er vi blevet frelst af Jesus, har vi fået del i ham. Er vi blevet frelst gennem hans mission, så er vi også blevet en del af den.

Perspektiverne er til at få øje på, for pludselig involverer det ALT i vores liv og ALLE i vores liv. På den anden side er det næsten ikke til at overskue, NETOP fordi det involverer alt og alle. Her må vi dels rette vores perspektiver ind efter Guds, så vi ser os selv og verden på en måde, hvor alt dybest set handler om Jesus. Det betyder, at en kristen ikke trækker sig fra verden, men at han/hun går mere ind i den end nogensinde før. Ikke for at blive som den, men for at være i den. Og dels må vi ikke glemme at hente frimodigheden præcis i dette, at det er Guds mission; at det er ham, der har al magt; at det er ham, der må gøre forskellen."

Billedkilde: http://www.hodgeschapelphchurch.com/missions.html