Kirken af døde sten

Tårnet på vores kirke er i en skidt forfatning. Så har jeg ikke overdrevet. Der er nogle fæle sprækker, og worst case scenario er, at det dratter ned i skallen på nogen. Derfor er man gået i gang med at restaurere tårnet - før pengene er fundet. De første 5 meter sten - fra toppen og ned - bliver skiftet, og resten restaureres.

Jeg har tænkt lidt over det her med at kaste penge efter livløse sten. Mange penge. 2-3 millioner DKK. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med. Men ikke længere. Og jeg håber og tror ikke, at det er, fordi jeg er inficeret af den præstesyge, der vistnok hedder kirkebygningsromantik, og som især slår ud, når det angår præstens egen kirke. Nej, der er mission i de penge. Der kan komme til at stå 'Jesus' på bundlinjen hos mennesker pga. det tårn.


Havde Immanuelkirken ligget i DK, tror jeg, at jeg ville ha' stemt for at barbere tårnet og så bruge pengene på mennesker. Men her er det ikke sådan, at vi ikke kan se kirkerne for bare tårne.
Næh, der er faktisk ikke en eneste kirkebygning i hele Tel Aviv. Den første møder vi dér, hvor Tel Aviv bliver til Jaffo; dér, hvor Immanuelkirken rejser sig midt i et sært ukurant stil-mix fra de splinternybyggede luksusboliger til de faldefærdige huse, som er forseglet, fordi det er livsfarligt at bo i dem.

Der er god grund at være synlig kirke her. Fordi kirken her faktisk opfylder en rolle som fyrtån. HER er en kirke. Det lyder banalt, og det er det i grunden også. Et par erfaringer:

Synlighed gi'r mening, når en motorcyklist holder ind og kommer ind i kirken i fuld ornat og sidder en 10 minutters tid - med hjelmen på - inden han går ud og kører videre.

Synlighed gi'r mening, når man ikke har en hjelm at gemme sig bag, men hjemme checker in på kirkens hjemmeside, fordi han så...kirken.

Synlighed gi'r mening, fordi kirker paradoksalt nok ikke er suspekte på samme måde, som Jesus er det (ved godt, det lyder både skørt og skræmmende; kirken burde jo netop være præcis så suspekt, som Jesus er det).

Synlighed gi'r mening for den eneste protestantiske kirke i miles omkreds. Der er jo det ved ting, der kun er én af, at de bliver til attraktioner. Derfor har vi vores Open Church ministry, og hver uge besøger ca. hundrede israelere kirken og hører om ham der jøden...

Bed gerne for fundraisingen til restaureringen af vores kirketårn.

Hjem og hjem igen

---

Billede skudt i det danske sommerland

Vi er landet og godt i gang. Og også bloggen skal i gang igen.

Det var godt at være ’hjemme’ i Danmark og se familie og venner igen, men vi har samtidigt glædet os til at komme ’hjem’ til Jaffo for at komme rigtigt i gang med det, som vi i januar tog ud for; nemlig at arbejde i denne dejligt farverige menighed.

Jesus samler
Der er mange nye ting at sætte sig ind i. Stafetten er jo først rigtigt overgivet nu, og jeg har dels gang i at få dannet mig et administrativt overblik; dels skal vi sammen med ’menighedsrådet’ bruge lidt krudt på at få kortlagt de forskellige behov i menigheden. Det gælder både socialt og åndeligt. Og så vil det være en stadig opgave at være med til at skabe gode rammer for et integrerende fællesskab. Her er vi måske lidt ekstra udfordret i og med, at man ikke rigtig kan tale om nogen form for herskende enhedskultur i kirken. Kirkens Herre er den eneste, vi har til fælles.

Det er i fællesskabet med Jesus, at vi er i fællesskab med hinanden. At alle kontinenter på nær Antarktis er repræsenteret i menigheden, siger i øvrigt noget om, hvem Han er. Han er vores udgangspunkt og må fastholdes som fixpunkt. Ser vi ham, ser vi også hinanden. Og dermed rører vi også ved en af de ting, som jeg – dog ikke uden bæven – har glædet mig meget til, nemlig forkyndelsen af Jesus.

Jerusalems fred
I morgen er prædiketeksten - her som i DK - Luk 19,41-48. Jeg sidder og roder med den nu. Jesus græder over Jerusalem. "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred", siger han. Vidste de dog bare, hvad Zakarias sang i kap 1: At Israels Gud i Jesus "har besøgt og forløst sit folk [...] for at lede vore fødder ind på fredens vej". Vidste de dog bare, at Jerusalems fred ikke handler om at befri byen fra romerne. Eller i dag at Jerusalems fred ikke er en eller studehandel, der involverer Netanyahu, Fatah og Hamas. Jerusalems fred er det frelsens horn, som Gud har oprejst i Davids hus jf. Zakarias' lovsang. En genoprettet fred med Gud, der selv udvalgte byen (1 Kong 11). Denne Jerusalems fred er en person. Han hedder Jesus, og jeg har netop snakket med en af Jerusalems døtre, der ønsker at blive døbt til at tilhøre Ham. Stort! Lad os altid bede om Jerusalems fred. At det jødiske folk må kende Ham.

Sommerferie

Vi holder sommerferie i DK indtil 30/7, hvor vi vender næsen hjemad mod Jaffo igen. Bloggen ligger nok underdrejet så længe.

Tirsdagsbold på yeshiva

David, som er en af kirkens gode medarbejdere, læser på universitetet i J'lem. Han kom en dag i bussen hjem til at snakke fodbold med en af sine med- studerende.

Han indbød David til at joine et slæng, der mødes hver tirsdag aften på en yeshiva (jødisk skole, hvor eleverne undervises i klassisk jødedom) for at spille fodbold. Jeg var ikke sen til at følge trop, og nu har vi spillet dér de sidste små to måneder. Det er simpelthen fedt - på alle måder. Spillet er rimeligt intenst, og fællesskabet er overraskende varmt.

De fatter ikke en lyd af, at man kan være præst og have 4 børn (må en præst overhovedet gifte sig?) og ligne en konfirmand, og jeg er vel nødt til at gi' dem lidt ret..., men som en fortalte mig i aften, så er israelernes ungdom så at sige grundlæggende bygget anderledes op. De aftjener 3 års værnepligt, nogle tager et år eller to mere, "og så bruger vi 3 år på at komme ud af det bagefter."

Dermed mente han, at dels tager det tid at finde ud af sit liv, når man i flere år har været en del af et stramt system. Dels har mange psykiske mén, som gør dem ude af stand til at påbegynde en 'normal' tilværelse den første tid efter. Derfor arbejder de og rejser verden rundt for at få systemet og de barske oplevelser 'ud af systemet'.

Spændende at forstå lidt mere af, hvad der rører sig i hovedet på jævnaldrende israelere, som på overfladen ligner os relativt ubekymrede nordboere, men af hvem flere har nogle hårde år med i rygsækken.

Nu hedder han Simon

Tak for mange hilsner og også for mange forslag til, hvad knægten skal hedde. Det var lidt af et hovedbrud, men i sidste ende blev det dog i byen; navnet Simon relaterer sig nemlig til Jaffo på den måde, at det var her, SIMON Peter - på taget af SIMON Garvers hus - fik et syn, der viste ham, hvordan Gud ikke længere gør forskel på jøder og hedninger - at frelsen nu også gælder hedninger (Ap.G 9,43-11,18).

Som lovtro jøde afviste Peter at spise urene dyr, men Gud fortalte ham, at Gud har erklæret de urene dyr for rene. Blandt andre havde spisereglerne til hensigt at adskille jøder fra hedninger, men denne adskillelse hører op i Kristus, fordi han har gjort de to parter til ét. Hvordan? Jo; Gud udvalgte ét folk blandt alle folkene, hvorigennem han ville deale med Adams (alle menneskers) problem: ulydighed mod Gud. Dette folk fik Guds lov ved Moses, og folkets ulydighed stod klart i lovens klare lys. Det udvalgte folks ulydighed blev til dom og straf. Men den blev stedfortrædende afsonet af Den Udvalgte - den eneste lydige israelit, hvorfor lovens krav ikke længere kan nå den, der er i ham. Og de af lovens bud (fx spisereglerne), der skulle udskille Israel fra hedningefolkene, er nu ikke længere nødvendige, fordi Israels udvælgelse er opfyldt i Den Udvalgte af Israel, Jesus.

Det var det, Peter så i Jaffo. Det eneste, der er kosher for Gud, er Jesus - for jøde som for hedning. Derfor gælder det for Adam (os alle) om at hænge sin hat på ham, Israels Messias. For kun fordi han er Israels Messias, kan han være hedningernes Kristus (Kristus er det græske udtryk for det hebraiske Messias - samme betydning). Sagt på en anden måde: Jesus må altså så at sige være Israels Messias, for at / før han kan være hedningernes Kristus.

Det er for mig at se det, der ligger i Paulus' udtryk; at evangeliet er "for jøde først". Udtrykket betyder IKKE, at Israelsmission er vigtigere end - eller må gå forud for al anden mission, men det udtrykker netop denne Guds frelsesplan; at Gud er verdens frelser, fordi han er Israels frelser; at Gud dealede med hele verdens fald gennem Israels fald og den ene trofaste israelits lydighed, hvorved Gud i Jesus genrejste Israel, Guds udvalgte folk. Jesus er det genrejste Israel; han er træet, hvorpå også nu de vilde grene, hedningerne, ved tro kan podes ind (jf. Rom 11).

I Jesus forkynder Gud fred, siger Peter i Cornelius' hus (Ap.G 10,36). I Jesus er der fred mellem Gud og menneske, fred mellem jøde og hedning, for i ham er der ikke længere noget, der skiller. Det viste Gud Peter i Jaffo. OK, rimeligvis var det nok først i Cæsarea, at han forstod synet, og folk i Jerusalem vil selvfølgelig sige, at det var dér det skete, men vi udnytter og tager os godt af de smuler, vi har her i Jaffo :-)

Nå, jeg ville jo egentlig bare blæse ud, at nu har knægten fået et navn, og så greb det lige lidt om sig... Lisbeth og Simon kom hjem i dag efter to ekstra dage på hospitalet pga. gulsot - altså det var Simon, der havde gulsot. Han skulle være fit for fight nu.