Ny udgivelse

Det er egentlig ikke en nyhed, for det er over en måned siden, at bibelselskabet her til lands udgav den første hebraiske bibel med krydshenvisninger. Jeg synes alligevel, det er værd lige at gøre opmærksom på det også her.

Først nu findes der altså en udgave på hebraisk, der henviser på kryds og tværs i Bibelen, og det er unægtelig en god hjælp, når vi forstår det sådan, at Jesus er nøglen til at forstå Bibelen som helhed; at Ny Testamente åbner Gamle Testamente og vice versa.

Nu kan hebraisk-talende/-læsende altså på egen hånd blive ledt rundt i denne sammenhæng af i alt 90.000 henvisninger. Det kan jo nemlig ikke slutte med GT; der må simpelthen være mere end det; der er ganske enkelt for mange ubesvarede spørgsmål/for mange uopfyldte løfter til, at der ikke skulle være mere. Det vil de fleste, der har læst lidt i GT vedgå.

Vær med til at bede for, at den faktisk må blive et redskab for, at jøder må opdage Jesus ved at få øjnene op for denne sammenhæng i "pagternes bog", som den hedder på hebraisk.

Kids' Club

Sådan så der ud ved vores indgangsdør sidste torsdag eftermiddag.
Med spændt forventning kunne vi endelig slå dørene op for vores børneklub. Hvordan mon naboerne havde taget imod invitationen? Ville der komme nogle børn? Spændingen blev ikke mindre af, at vi samme dag blev 'velsignet' med lyn, torden og regn i baljevis. Hernede er der hårdt brug for vand, men man går jo helst ikke udenfor, når det øser ned...
Efterhånden som klokken nærmede sig 16.00 stilnede regnen dog af, og vejret hold tørt de næste par timer!


Efter et skud chokoladekage stod 14 børn klar til de næste timers udfordringer. 3 af disse børn var fra vores kvarter. Skønt at se, at selvom det er kirken, der inviterer, så er der nogle, der sender deres børn af sted! Og i næste uge (har vi allerede hørt) kommer der yderligere 4 nabo-børn

Laura og Jakob (dansk volontørpar) havde forberedt et allertiders "ryste-sammen-løb" med forskellige poster undervejs. Der blev dystet i støvlekast, armbøjninger, længste avisstrimmel, gætteleg, hop i sjippetov, stafet rundt om menighedshuset og meget mere. Alt med en herlig blanding af latter, engelske og hebraiske kampråb og smilende ansigter.


Midt under vores leg kom en af naboerne. Hun havde også fået invitationen og syntes, det var et fantastisk initiativ. Hun havde ingen børn at sende, men så havde hun i stedet bagt en kage til os. Sikken modtagelse og opbakning - herligt!

Hvad er det vi vil med vores klub?
Vi ønsker at lave et sted, hvor børn, på kryds og tværs af baggrunde, kan mødes for at lege og have fællesskab. Samtidig håber vi også, at børnene og deres forældre gennem klubben må få et godt og naturligt forhold til kirken.

Vi tænker tilbage på opstarten med STOR glæde; nu er vi simpelthen i gang med en af de første drømme, vi fik efter vores ankomsten for 2 år siden; noget som først har vist sig modent til søsættelse nu. Vi glæder os til næste torsdag.

Foto-præsentation

Dotan Goor-Arye, en israelsk fotograf, tog en del billeder her i kirken i efteråret 2009 til et studie-projekt. Det er sådan set en gammel historie.

Det nye er, at vi har lagt den ud på kirkens hjemmeside, efter at vi har fået tilladelse fra den israelske sanger, Idan Raichel, til at bruge hans sang Mi'ma'amakim som musikalsk baggrund. Mi'ma'amakim betyder fra dybderne og leder tankerne hen på Salme 130, men hvad sangen egentlig handler om kan være lidt svært at gennemskue. Det synes at være en klassisk kærlighedssang - med lidt krydderi på amharisk i begyndelsen.

Anyway, det er Dotans eget valg til hans præsentation, og den kan du se HER. Den indledes med hans eget indtryk af mødet med menigheden. Han er stadig en god ven af os, som jeg er i jævnlig kontakt med.

Nyt om Favor

I juni sidste år berettede Lisbeth om Favor, der kom til Israel i januar 2010 efter hendes landsby i Nigeria blev angrebet og ødelagt af radikale muslimske grupper. Hun boede da sammen med hendes familie, forældre og to søstre og to brødre. Hun led af polio som barn, hvorfor hendes ene fod er forkrøblet. Den nat angrebet kom, gik hendes familie udenfor for at se, hvad der skete. Hun blev indenfor grundet sit handicap. Siden har hun ikke set dem.

Nogle kristne hjalp hende til en militærbase, og pga. situationen og fordi ingen kunne tage sig af hende blev hun sat på et fly til Israel for at søge asyl ved ankomsten. Den sag er stadig under behandling. Hun kom til os via African Refugee Development Centre, og hun har boet her i vores hus - i staff-rummet - siden juni sidste år.

Imens har hun via Røde Kors forsøgt at finde ud af, hvad der skete med hendes familie. De efterretninger hun først fik gik på, at de blev dræbt under angrebene. Hun har alligevel klamret sig til håbet om, at historien var en anden.

Det er den. Via telefon talte hun i lørdags med sin mor for første gang, siden den skæbnesvangre nat for et års tid siden. Det viser sig nu, at hendes mor og søskende blev reddet. De er nu et helt andet sted i Nigeria, og den ene bror røg til Liberia. Men hendes far blev dræbt.

En følelsesmæssigt fuldstændigt overvældende situation. Det meste af hendes familie er reddet, men hendes far blev dræbt. En kæmpe lykke og en stor sorg på én gang. Dertil en kæmpe lettelse over at vide, hvad der skete.
Den anden vej rundt var det naturligvis også ganske overvældende for hendes mor at få Favor i røret. Hun har selvfølgelig i sit stille sind regnet med, at hun måtte være blevet dræbt, siden hun ikke var at finde nogen steder. Fantastisk rørende at høre hende fortælle dette, selvom det blev gjort med vanlig afrikansk værdighed og nærmest stoisk ro.

I juni afsluttede Lisbeth blogindlægget således:

vi vil jo gerne finde et mere permanent sted, hvor hun også kan få ro til at bearbejde hendes sår og komme til at se fremad. Men hvor? Vi er spændt på, hvad Gud har til hende. Tak, om I vil være med til at be' for Favor og hendes fremtid.

Nu er det som om Favor har fået sin fremtid tilbage. Nu er der igen perspektiv i hendes liv, og det er utroligt skønt. Situationen i Nigeria er endnu ikke til, at hun kan tage tilbage dertil lige nu. Hendes families liv er ren overlevelse for tiden, og indtil de har fået sig genetableret bare nogenlunde, bliver Favor nok her. Men der er ikke længere tvivl om, at hendes fremtid ligger i hjemme - i Nigeria - genforenet med familien.

En livsskæbne så langt fra vores, at den kan synes af en helt anden verden. Det er den ikke. Hun er lige her inde ved siden af.

Børneklub

Et af det nye års projekter er opstarten af en børneklub. Vi ved, at der er en del børn i vores område, som ikke har noget særligt at lave om eftermiddagen - fra de er færdige i skolen og til forældrene kommer hjem fra arbejde.

Desuden er American/German Colony, som vores kvarter kaldes, ved at gennemgå en omfattende renovering. Gamle faldefærdige huse rives ned og nye lækre beboelsesejendomme skyder op. Her flytter nye folk ind, så vi bliver flere folk i området, og nogle af dem er familier med børn.

Vi tænker, at det kunne være noget at tilbyde nogle aktiviteter i løbet af ugen. To fra menigheden er så småt gået i gang; de tilbyder hjælp med lektielæsningen to eftermiddage i ugen, og det er allerede en pæn succes. Desuden er planen at lægge nogle kreative aktiviteter og noget sport på paletten.

Dog skal sådan noget gøres rigtigt. Der er to missionsparagraffer i israelsk lovgivning. Den ene går på, at man ikke må bestikke nogen til at konvertere. Den anden går på, at man ikke må søge at omvende børn under 18 år. Det er faktisk helt rimeligt, synes jeg.

Men det betyder selvfølgelig, at uanset at vi vil undlade at fortælle bibelhistorier o.a. så vil det nemt kunne synes lidt suspekt, at en kirke inviterer børn indenfor. Bed derfor MEGET gerne om, at vi må kunne søsætte det her skib rigtigt.