Opslag
torsdag den 18. september 2014
torsdag den 11. september 2014
Helt hjem
I forgårs var jeg til begravelse. Det var naturligvis ikke nogen glædelig begivenhed. Slet ikke. Alligevel kendte jeg en dyb glæde midt i det hele.
I 2007 begyndte en kvinde - dengang var hun midt i tresserne - at komme i kirken ind imellem. Altså før Lisbeth og jeg kom hertil. Hun boede temmelig langt herfra - ca. 1½ time med offentlig transport. Hun kom en gang imellem til bibelstudie og deltog også i vores udflugt i foråret 2009, men hun var klar i spyttet omkring hendes skepsis til at tro på Jesus. Alligevel kom hun stadig med mellemrum.
En overgang mødtes hun jævnligt med en ældre volontør og senere også med en anden jævnaldrende medarbejder til bibelstudie og hyggesnak. Sådan fortsatte det lidt on/off ind til foråret 2013, hvor hun deltog i vores Alpha-kursus. Efter kurset spurgte jeg, om hun kunne have lyst til at fortsætte med at læse i Bibelen sammen med en. Det ville hun gerne.
Jeg kendte en Jesus-troende, der boede i hendes nabolag, og de begyndte at mødes, og hun lærte flere lokale troende i hendes eget område at kende. Hun blev rigtig gode venner med et par stykker af dem. Her før sommer spurgte hun, om de kunne begynde at mødes to gange i ugen i stedet for kun én. Det gjorde de. Hun ønskede at kende Gud bedre og bedre.
Nu er der egentlig ikke så meget, jeg tør sige med absolut sikkerhed om Gud. Noget er der dog. Guds almagt for eksempel. Der falder ikke en spurv til jorden uden at Gud er på forkant med det. Noget andet er Guds vilje til at frelse mennesker. Den er ubændig. Den bragte ham selv op på et kors.
Som jeg stod dér ved liget viklet ind i linned og tænkte på, hvordan hun havde søgt at høre om Jesus igennem flere år, og hvordan hun til sidst ønskede at høre mere og mere, så måtte jeg stole på, at Gud var i fuld kontrol, da hun døde. Og at Helligånden havde brudt igennem og virket en frelsende tro på Jesus i hende. Og så kendte jeg den dybe glæde over, at hun nåede helt hjem. At lige præcis her, hvor hun for os så ud til at have tabt livskampen, dér havde hun i stedet vundet livet for aldrig at miste det igen.
I 2007 begyndte en kvinde - dengang var hun midt i tresserne - at komme i kirken ind imellem. Altså før Lisbeth og jeg kom hertil. Hun boede temmelig langt herfra - ca. 1½ time med offentlig transport. Hun kom en gang imellem til bibelstudie og deltog også i vores udflugt i foråret 2009, men hun var klar i spyttet omkring hendes skepsis til at tro på Jesus. Alligevel kom hun stadig med mellemrum.
En overgang mødtes hun jævnligt med en ældre volontør og senere også med en anden jævnaldrende medarbejder til bibelstudie og hyggesnak. Sådan fortsatte det lidt on/off ind til foråret 2013, hvor hun deltog i vores Alpha-kursus. Efter kurset spurgte jeg, om hun kunne have lyst til at fortsætte med at læse i Bibelen sammen med en. Det ville hun gerne.
Jeg kendte en Jesus-troende, der boede i hendes nabolag, og de begyndte at mødes, og hun lærte flere lokale troende i hendes eget område at kende. Hun blev rigtig gode venner med et par stykker af dem. Her før sommer spurgte hun, om de kunne begynde at mødes to gange i ugen i stedet for kun én. Det gjorde de. Hun ønskede at kende Gud bedre og bedre.
Nu er der egentlig ikke så meget, jeg tør sige med absolut sikkerhed om Gud. Noget er der dog. Guds almagt for eksempel. Der falder ikke en spurv til jorden uden at Gud er på forkant med det. Noget andet er Guds vilje til at frelse mennesker. Den er ubændig. Den bragte ham selv op på et kors.
Som jeg stod dér ved liget viklet ind i linned og tænkte på, hvordan hun havde søgt at høre om Jesus igennem flere år, og hvordan hun til sidst ønskede at høre mere og mere, så måtte jeg stole på, at Gud var i fuld kontrol, da hun døde. Og at Helligånden havde brudt igennem og virket en frelsende tro på Jesus i hende. Og så kendte jeg den dybe glæde over, at hun nåede helt hjem. At lige præcis her, hvor hun for os så ud til at have tabt livskampen, dér havde hun i stedet vundet livet for aldrig at miste det igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
