At mødes

Jeg har flikket disse refleksioner sammen ifm. den opsamling på Christ at the Checkpoint-konferencen, som er temaet i juni-nummeret af Israelsmissionens Avis.

Avisen kan der tegnes gratis abonnement på her.

Houses from Within

Fredag og lørdag i den forgangne weekend åbnede 149 private og offentlige bygninger dørene for interesserede gæster. Således også Immanuelkirken. Fredag holdt vi åben fra 9-15, hvor Juan gav præsentationer af kirken hver time. Laura (volontør) talte 540 gæster, som kiggede indenfor og tog for sig af brochurer og gratis bøger og DVD'er.

Lørdag holdt vi tre korte, åbne gudstjenester kl. 10, 11 og 12 og hele 900 mennesker havde været igennem på de fire timer, da klokken blev 13, hvor vi lukkede ballet. Det er selvsagt en kæmpe mulighed, for det finurlige er jo, at når folk kommer ind i en kirke, så nærmest forventer de, at vi fortæller om Jesus, så det gjorde vi efter bedste evne, og så må Helligånden gøre forskellen.

Jeg forsøgte i prædikenen at sige noget noget om den diametrale forskel på religion og Jesus. Udfordringen er jo altid at få sagt noget, som folk kan finde sig selv i og så få introduceret, hvorfor Jesus er relevant ind i den sammenhæng. Der var enkelte, der rejste sig og gik, da Jesus kom på banen, men de fleste blev og fik det hele med.

Kristoffer (volontør) brugte sine gode evner og ovenfor er nogle af hans skud.

Jordskælv

Der er jordskælv i Israel ind imellem, men de er så små, at vi ikke har 'oplevet' dem endnu. Det gjorde vi så fredag aften. Det var dog stadig et bette et af slagsen. Ifølge Haaretz blev det målt til 5.5 på Richter-skalaen og havde sit epicenter 120 km ude i Middelhavet vest for Beirut. Det affødte 10-15 sekunders svag rysten med klirren i glasskabet, og det var det. Der skete ikke rigtig noget.

Det blev en illustration for mig, da jeg samme aften sad med prædikenforberedelsen. Jeg er ofte ret udfordret af, hvor radikal en efterfølgelse Jesus kalder os til. "Når Kristus kalder en mand, byder han ham at komme og dø", som Bonhoeffer er kendt for at have sagt i Efterfølgelse. Og det er jo rigtigt. At leve for en anden og andre og ikke for mig selv. Det var præcis det, Jesus gjorde, og vi er hans efterfølgere; "bestemt til at formes efter hans billede", som Paulus siger det, og argumentet er, at Jesus er den førstefødte af den nye skabning, som er en realitet nu for os i ham. Jesus gik ind i verden for at tjene den; ikke for at lade sig tjene. Er vi i verden, for at den skal tjene os; eller er vi der for at tjene den?

Jeg tror ærligt talt, at det, når jeg udfordres, ofte ender, som det gjorde med jordskælvet i fredags. Min verden rystes et øjeblik; jeg udfordres af Jesu kald, men der sker ikke rigtig noget. Men hvis det virkelig er sandt, at denne verden kun består endnu, fordi Gud har en plan, så handler mit liv jo dybest set også om den plan. 

Det er nemt at føle sig ramt og skyldbetynget over, at jeg ikke virker sådan, at jeg har lyst til at leve for andre mere end for mig selv. Det er jo sandheden; det er simpelthen ikke min natur at leve sådan. Samtidig står udfordringen urokket. Det ER min nye natur i Kristus.

Det ville være nærliggende bare at tage sig sammen og komme i gang, og det tror jeg ikke, vi kommer udenom. MEN hvis jeg vil ligne Jesus, så kan det ikke være det første jeg gør, for så er jeg drevet af skyldfølelsen. Det var Jesus ikke, og jeg skal jo ligne ham. Han var drevet af kærlighed; kærlighedens lydighed mod sin Far og kærlighedens medlidenhed med os. Med andre ord den selv-hengivenhed og selv-opofrelse, som jo faktisk er i kærlighedens inderste væsen.

Hvis jeg derfor vil formes efter hans billede, så bliver jeg nødt til at se det billede og lade det forme mig. Jesus på korset for mig - stærkere bliver det ikke, men jeg er halvblind og ser det ikke for klart. Derfor må jeg blive dér, indtil jeg fatter det og bede Helligånden virke Jesu natur i mig, som jeg ikke har i mig selv.

Da Jesus døde var der jordskælv. Det indvarslede, at Jesus var igang med at genoprette verden; en ny verdensorden eller bare genoprettelse af den egentlige, hvor mennesker lever for andre og ikke for sig selv. Overvej hvordan verden ville se ud i dag, hvis alle var optaget af at løfte andre end sig selv op. Så ville ingen behøve søge sit eget/tjene sig selv, for det var alle andre optaget af. Sådan var det først, og sådan skal det blive siden. 

Men sådan skal det også NU være blandt os, som vil følge Jesus. Nyskabelsens førstefødte er Jesus, siger Paulus, og vi som tror på ham, skal formes efter hans billede NU. Det er vel derfor, at Jesus siger, at verden skal kende, at vi er hans disciple, hvis vi elsker hinanden, for det er jo netop ikke verdens koncept, at man først og fremmest lever for andre end sig selv. Men det er konceptet i Guds rige. Hvem lever jeg for i sidste ende? Mig selv eller ham? Hold fast, det er udfordrende, mand. Jeg må vist igen omkring korset en tur...

Picnic

Vi har haft helt fantastisk vejr her i weekenden. Sol, blå himmel, varmt, men ikke for varmt og heller ikke høj luftfugtighed, som vi ellers forventer det inden længe.

Helt perfekt til en picnic efter gudstjenesten lørdag, og vi havde nogle strålende timer i parken ved stranden et kvarters gang herfra.