fredag den 25. februar 2011

Ny udgivelse


Det er egentlig ikke en nyhed, for det er over en måned siden, at bibelselskabet her til lands udgav den første hebraiske bibel med krydshenvisninger. Jeg synes alligevel, det er værd lige at gøre opmærksom på det også her.

Først nu findes der altså en udgave på hebraisk, der henviser på kryds og tværs i Bibelen, og det er unægtelig en god hjælp, når vi forstår det sådan, at Jesus er nøglen til at forstå Bibelen som helhed; at Ny Testamente åbner Gamle Testamente og vice versa.

Nu kan hebraisk-talende/-læsende altså på egen hånd blive ledt rundt i denne sammenhæng af i alt 90.000 henvisninger. Det kan jo nemlig ikke slutte med GT; der må simpelthen være mere end det; der er ganske enkelt for mange ubesvarede spørgsmål/for mange uopfyldte løfter til, at der ikke skulle være mere. Det vil de fleste, der har læst lidt i GT vedgå.

Vær med til at bede for, at den faktisk må blive et redskab for, at jøder må opdage Jesus ved at få øjnene op for denne sammenhæng i "pagternes bog", som den hedder på hebraisk.

søndag den 13. februar 2011

Kids' Club


Sådan så der ud ved vores indgangsdør sidste torsdag eftermiddag.
Med spændt forventning kunne vi endelig slå dørene op for vores børneklub. Hvordan mon naboerne havde taget imod invitationen? Ville der komme nogle børn? Spændingen blev ikke mindre af, at vi samme dag blev 'velsignet' med lyn, torden og regn i baljevis. Hernede er der hårdt brug for vand, men man går jo helst ikke udenfor, når det øser ned...
Efterhånden som klokken nærmede sig 16.00 stilnede regnen dog af, og vejret hold tørt de næste par timer!


Efter et skud chokoladekage stod 14 børn klar til de næste timers udfordringer. 3 af disse børn var fra vores kvarter. Skønt at se, at selvom det er kirken, der inviterer, så er der nogle, der sender deres børn af sted! Og i næste uge (har vi allerede hørt) kommer der yderligere 4 nabo-børn

Laura og Jakob (dansk volontørpar) havde forberedt et allertiders "ryste-sammen-løb" med forskellige poster undervejs. Der blev dystet i støvlekast, armbøjninger, længste avisstrimmel, gætteleg, hop i sjippetov, stafet rundt om menighedshuset og meget mere. Alt med en herlig blanding af latter, engelske og hebraiske kampråb og smilende ansigter.


Midt under vores leg kom en af naboerne. Hun havde også fået invitationen og syntes, det var et fantastisk initiativ. Hun havde ingen børn at sende, men så havde hun i stedet bagt en kage til os. Sikken modtagelse og opbakning - herligt!

Hvad er det vi vil med vores klub?
Vi ønsker at lave et sted, hvor børn, på kryds og tværs af baggrunde, kan mødes for at lege og have fællesskab. Samtidig håber vi også, at børnene og deres forældre gennem klubben må få et godt og naturligt forhold til kirken.

Vi tænker tilbage på opstarten med STOR glæde; nu er vi simpelthen i gang med en af de første drømme, vi fik efter vores ankomsten for 2 år siden; noget som først har vist sig modent til søsættelse nu. Vi glæder os til næste torsdag.

onsdag den 2. februar 2011

Foto-præsentation


Dotan Goor-Arye, en israelsk fotograf, tog en del billeder her i kirken i efteråret 2009 til et studie-projekt. Det er sådan set en gammel historie.

Det nye er, at vi har lagt den ud på kirkens hjemmeside, efter at vi har fået tilladelse fra den israelske sanger, Idan Raichel, til at bruge hans sang Mi'ma'amakim som musikalsk baggrund. Mi'ma'amakim betyder fra dybderne og leder tankerne hen på Salme 130, men hvad sangen egentlig handler om kan være lidt svært at gennemskue. Det synes at være en klassisk kærlighedssang - med lidt krydderi på amharisk i begyndelsen.

Anyway, det er Dotans eget valg til hans præsentation, og den kan du se HER. Den indledes med hans eget indtryk af mødet med menigheden. Han er stadig en god ven af os, som jeg er i jævnlig kontakt med.