Også her i Immanuelkirken har vi fejret kirkens genfødselsdag. Kirken, Guds folk, løftets folk, der har Abrahams tro på Abrahams Gud: at han fører sine løfter igennem. Det er løftet til Abraham, at Gud ville velsigne alle jordens familier gennem en fra hans familie, som Guds folk alle dage har sat sin lid til.
Guds folk har altid været det Jesus-troende folk. Både i GT, i NT og nu. Abraham troede på Jesus; han så løftets opfyldelse i det fjerne (Hebr 11:13), og jublede over at se Jesu dag (Joh 8:56).
Derfor er der i øvrigt ikke noget bibelsk belæg for den såkaldte erstatningsteologi, der kort går på, at kirken har erstattet Israel som Guds folk. Der er nemlig ikke nogen, der har erstattet nogen. Der har altid kun været ét Guds folk, løftets folk, det Jesus-troende folk. Troens far, Abraham, er derfor også reelt den første blandt kirkefædrene (man kan med Hebr. 11 rimeligvis hævde, at kirken går tilbage til Adam, da løftet om frelse allerede er på spil i 1 Mos 3:15. Der er ingen modsætning mellem det og Paulus' tale om Abraham som troens far; pointen er igen, at Guds folk er løftets folk).
Jesus er den lovede velsignelse til verden gennem Abraham. En velsignelse som verden har så hårdt brug for, fordi vi har været under forbandelse siden Adam & Eva. Forbandelsen er separation fra Gud. Derfor blev Adam & Eva smidt ud af Eden; derfor var der et forhæng i templet mellem os og Gud. Separation fra Gud, livets skaber og kilde, er lig forgængelighed og død. Den separation; dét forhæng blev flænget, da Jesus betalte syndes pris for os.
Påsken/Jesus tilvejebringer genetablereingen af fællesskabet med Gud, mens Pinsen/Helligånden effektuerer det. Heraf det her med genfødselsdagen. Vi genfødes til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse (1 Pet 1:3), men denne genfødsel effektueres i kirken/i den troende ved den åndelige genfødsel (Joh 3:5). Guds nærvær er nu ikke bare
iblandt os med
i os - et fuldt reetableret fællesskab med Gud. Det er altså vildt nok.
Pinsen var oprindeligt en høstfest (Anden og Tredje Mosebog kap.23). Førstegrøden af kornhøsten ofredes til Gud. Det sker to gange. Første gang på dagen efter sabbatten syv uger før pinsen. Anden gang i pinsen (første gang førstegrøden af byghøsten, anden gang førstegrøden af hvedehøsten). Som jeg derfor læser 3 Mos 23 svang præsten svingningsneget, førstegrøden af byghøsten, den dag Jesus gik ud af graven. Parallelt siger Paulus, at Jesus opstod som førstegrøden af de hensovede (1 Kor 15:20). Jesus er førstegrøden af den endelige høst; alle troendes opstandelse.
I pinsen ofredes to brød bagt af førstegrøden af hvedehøsten. Parallelt siger Paulus, at Helligånden kom som førstegrøden af den endelige forløsning (Rom 8).
Ak, hvor er en tour de force... Håber, der var lidt sammenhæng og hjælp til perspektiv i det. Ja, og så er der jo hele den jødiske traditions fejring af pagtslutningen på Sinaj i pinsen. Der er sandelig også noget at tage fat på. Guds nærvær der kom ned over Sinaj, siden fyldte tabernaklet/templet og nu den troendes hjerte. Tag herindover løfterne fra Ezekiel 11 og 36, og så er vi virkeligt kørende. Det bliver næste år :-)
Nå, men sædvanligvis talte vi antal modersmål, som var repræsenteret i Immanuelkirken sådan en helt almindelig weekend, som man nok må sige, at selv en pinsefejring er (jeg tør vist godt sige, at der ikke er samme opmærksomhed omkring kirkeåret her som derhjemme). Jeg mener, at vi talte 22 forskellige sprog, men lige på stående fod kan jeg kun genkalde 21 af dem.
Bare for lige at give lidt indtryk af mangfoldigheden, så remser jeg dem lige op her:
Hebraisk, engelsk, tysk, norsk, dansk, portugisisk, spansk, koreansk, kinesisk, et lokalt togolesisk sprog, kikuyu (tales i Kenya), russisk, afrikaans, finsk, cebuano (tales af omkring 16 mill. i Fillipinerne), hollandsk, fransk, bangwa (tales i Cameroun), et lokalt ghanesisk sprog, svensk og arabisk. Hvor herligt er det ikke at fejre kirkens enhed ved Ånden (1 Kor 12:13) med sådan et farverigt udpluk af Guds familie.
Glædelig Pinse!
Opslag
