Netanyahu's julehilsen

Her kan du høre årets julehilsen til alle kristne fra Premierminister Benjamin Netanyahu.

December rocks

---

Der er rock i synagogen her i december. Der er gang i den og for lidt tid til at skrive blog-indlæg, så det har vi vi i dag uddelegeret til de to små. Det er sikkert i virkeligheden også mere fornøjeligt...

December i IC

Det kunne jo være, det har interesse at se, hvad IC byder på i december.
I så fald kan programmet ses HER

IC's glasmosaikker

---

Nu kan du se de fleste af de glasmosaikker, som findes i Immanuelkirken på vores hjemmeside. Her er også - til de fleste billeder - en lille forklaring (på engelsk).

De er kreeret af den norske kunstner Victor Sparre i 1977. Shlomi Cohen, kæreste til en af menighedens medlemmer, har taget billederne.

Se dem HER. Go' fornøjelse!

---

Kids Club / Young Adults

Nu er efterårs-festerne ovre. De faldt sent i år, og det har skubbet opstarten af nogle af vore ugentlige aktiviteter. "achrei hachagim" er det mest gængse svar, når man her til lands henvender sig for at få ordnet et eller andet. Så får man at vide, at man må vende tilbage "efter festerne", for alt er nede i gear indtil da.

Vores Kids Club starter op igen på tirsdag. I morgen kommer alle løbesedlerne ud i kvarteret, så bed gerne om, at det nok engang må blive godt modtaget. Som før nævnt, er sagen i Israel, at det er ulovligt at søge at "omvende mindreårige uden forældres samtykke", hvilket egentlig er en fin bestemmelse til beskyttelse af umyndige børn, men det betyder, at vi har 'renset' aktiviteterne for, hvad der teknisk set ville kunne karakteriseres som missionsaktivitet. Der leges og hygges, og det er det.

I går var der Young Adults for første gang i efteråret, og Kristoffer, en af vore norske volontører og ansvarlig for Young Adults, fortæller om en god start. De begyndte med at se 180, som er en ret aggressiv dokumentarfilm produceret af den new zealandsk-amerikanske jøde Ray Comfort, og den er så tilpas udfordrende, at alle bød ind i en god snak bagefter.

Chag Sukkot Sameach!

---

Det er Sukkot; dvs. Løvhyttefesten. Overskriften betyder "Glædelig Løvhyttefest", og det lyder dumt på dansk, men det er i virkeligheden lige præcis det mest præcise at sige i den anledning. Og det skulle vi gerne komme frem til i løbet af skriveriet her...

I syv dage skulle Israels folk bo i løvhytter for at mindes, at Gud lod Israels folk bo i disse sårbare og midlertidige shelters i ørkenen, da han førte dem ud af fangenskabet i Egypten.

Vi byggede også sukka i Immanuelkirken - som aldrig før faktisk. En af vore menighedsmedlemmer gav den fuld skrue, og med god hjælp fra en 6-7 stykker blev kirkehaven transformeret til en af de flotteste løvhytter jeg har set i mit korte liv.


Vi følger stort set den danske tekstrække hernede - med afvigelser, når det giver mening. I sidste weekend var det Yom Kippur, forsoningsdagen, om lørdagen, så da var det oplagt at prædike over centrale tekster, der knytter sig dertil.
I denne weekend bibeholdt vi dog tekstrækkens prædiketekst fra Lukas 14:1-11, hvor Jesus har endnu et af sine opgør med farisæerne.

Man kunne tro, at Jesu mange opgør med de jødiske ledere var et opgør med jødedommen, men det er selvfølgelig det modsatte, der er tilfældet. Jesus udfordrede netop farisæerne, fordi de havde gjort op med den bibelske jødedom.

De havde gjort sig uafhængige af Guds nåde. Det mest sigende billede er det, som Jesus selv giver i lignelsen om Farisæeren og Tolderen i templet (Lukas 18). Mens de beder, finder de daglige ofre sted på selvsamme tempelområde, men farisæeren har ikke brug for, at der ofres noget på hans vegne, for han er jo ikke som andre mennesker, som han selv siger. Tolderen derimod råber Gud om nåde, da han bogstaveligt talt beder: "Son mine synder, Gud" (den græske original afslører, at der er en henvisning til offeralteret i hans bøn). Det var tolderen, der blev retfærdiggjort og ikke farisæeren, sagde Jesus.

Farisæeren havde forladt jødedommens kerne: Guds ufortjente godhed mod mennesker, der ikke fortjener den - tilvejebragt ved at en anden træder i stedet og tager straffen og således betaler regningen. Det er det, vi kalder nåde. Farisæeren behøvede ikke nåde, for han havde jo sit på det tørre. Han mente sig acceptabel over for Gud på basis af sig selv. Det har aldrig været en bibelsk-jødisk tanke. Aldrig har Gud været god mod nogen, fordi de fortjente det.

Meget også i den jødiske tradition har fanget dette (og noget har ikke). Når man bygger løvhytter, må man ikke dække taget helt til. Hvorfor? Man skal kunne se himlen. Hvorfor det? Jo, for når man sidder der i den lille hytte, man har bikset sammen af palme-forskalling og mærker vinden blæse igennem de utætte og sårbare vægge, kigger man op mod himlen, og det går op for én, at sikkerhed og opretholdelse ikke har at gøre med de mure, man selv har bygget op, men det har alt at gøre med, at Gud er den, der velsigner og bevarer.

Farisæerne stolede på hyttens mure frem for himlens Gud. De havde gjort jødedom til religion. De mente Gud skyldte dem sin accept, fordi de gav ham, hvad de mente, de skyldte ham. Men jødedom er, at Gud accepterer mennesker på trods af, at vi ikke giver ham, hvad vi skylder ham, fordi noget andet træder i stedet for os og tager det, som Gud egentlig skylder os.

Nu er det jo så nemt at skyde efter farisæerne. Problemet er, at vi tænker fuldstændigt lige som dem. Det er simpelthen umuligt at lade være. Her kommer lige et saks fra weekendens prædiken:

If you have been to church and given a significant donation, I’ll bet you feel just a bit better about yourself before God than if you hadn't emptied your pockets. Or if you have managed to forgive somebody who really did not deserve it, I’ll bet you feel just a bit better about yourself before God, than if you had not forgiven him.

Or – the other way round: what do you actually think God thinks when you come to mind? What do you think, he thinks, when he looks at you? Knowing that he reads you as an open book, do you think he is happy with what he sees? Do you think he is pleased?

When you hear this question, what do you immediately start to think of? I’ll bet you start to think about yourself - of how successful you have been in living your life as a Christian. You will start to think about your prayer life, Bible reading, your giving to the poor, etc.

In all these instances you look to yourself when you are to determine the state of your relationship with God. Now, what’s that? That’s to look at the walls in your booth for safeguard. This is not biblical Judaism / Christianity friends; this is religion. Religion is to look at what you have done to be acceptable to God. Biblical Judaism / Christianity is about what God himself has done to make you acceptable to him.


Det er allerede alt for langt det her, men bare en sidste pointe. Vi ved jo egentlig godt ovenstående, men siden vi er farisæere af natur, må vi høre det igen og igen. En ting vi måske ikke tænker så ofte over er, at farisæisme/selvretfærdighed faktisk er glædesløs. Sukkot/Løvhyttefesten er glædesfestEN i jødedommen. Guds opretholdelse og frelse fejres. Det er den dybe, fundamentale glæde; ikke den der flygtige Yes, vi skal til EM-glæde.

Når jeg hævder, at selv-retfærdighed dybest set er glædesløs, så er det jo, fordi man kan spørge, hvilken glæde der er i kun at modtage det, som man mener at have fortjent? Man får aldrig mere, end man burde. Det rækker højst til en grad af tilfredsstillelse, men glæde? Næh, du; ægte glæde findes dér, hvor man får noget ekstraordinært, som man ikke med rimelighed kunne have forventet.

Luther søgte af al magt at blive retfærdig for Gud. Han bad og fastede som en gal; gjorde så mange gode gerninger han kunne komme af sted med, og af og til syntes han faktisk, at den var ved at være der. Indtil han nok en gang blev slået til jorden, fordi han indså, at han netop igen havde syndet; han havde herliggjort sig selv og ikke Gud. Hovmod hedder det også. Låst var han, fanget i en ond cirkel. Retfærdig for Gud? Not a chance.

Luther fandt retfærdigheden for Gud en gang han læste Rom 1:16-17. Ikke hos sig selv, men uden for sig selv. Evangeliet om Jesus, der både var forsoningsdagens syndebuk og stedfortrædende offer, er Guds kraft til frelse. Luther havde ikke kraften til frelse, kun til fordømmelse. Men Jesus på korset er Guds kraft til frelse for enhver, der går all-in på ham. Det er bibelsk jødedom. Som den jødiske kalender så fint viser det, må det nemlig blive Yom Kippur før det bliver Sukkot. Og sådan fandt Luther ikke bare retfærdighed for Gud, men også glæden hos ham. Der var ingen glæde i selv-retfærdigheden. Men der var ikke andet end glæde i den tilregnede retfærdighed. Det kunne han også synge om:

Nu fryde sig hver kristen mand
og springe højt af glæde!
Ja, lad os alle trindt om land
med liv og lyst nu kvæde!
For Gud, så god som han er stærk,
har gjort et herligt underværk,
betalt i dyre domme.

Jerusalem - The Movie

I 2013 får Jerusalem - The Movie premiere, og denne teaser virker efter hensigten, synes jeg.

Shabbat Shalom fra os i Jaffo

Tilbage i rutinerne...

I dag har skoler og institutioner rundt i Israel atter slået dørene op efter endt sommerferie. Og luften har været tung, ikke bare af den sædvanlige høje luftfugtighed, men af spænding og forventninger fra såvel store som små.
Dette har også kunnet mærkes i vores familie, hvor skoletaskerne og de blå skole t-shirts blev fundet frem fra skabet.

Første stop: Tabeetha School. Både Johan og Magnus liner op sammen med gutterne fra deres respektive klasser. Klar til at møde deres nye lærere, men måske knap så indstillet på en hverdag med lektielæsning igen :-)



Næste stop; Gan Harova (kvarterets børnehave). Også Amanda har skiftet pædagoger hen over sommeren, men det synes ikke at ændre på glæden over at være tilbage hos alle vennerne.


Sidste sted: Gan Sylvia (Sylvias børnehave), hvor Simon dog var noget forbeholden, da vi nåede hendes dør... Men efter at have fået hukommelsen genopfrisket - og ørerne indstillet på det hebraiske, var også han klar til at indtage haven med nye rutschebaner og klatrestativ :-)


Nu er godt i gang heldigvis ikke halvt fuldendt i denne forbindelse. 10 nye måneder ligger foran, og det er vist ikke så ringe endda. Skøn dag!

Hjemme igen...

Nu har vi været i Jaffo en uges tid, og hvor er det i grunden privilegeret dels at have et hjem og dels at glæde sig til at komme 'hjem'.

I postkassen uden for døren lå ovenstående flyer fra anti-missions-organisationen Yad L'Achim, som jeg før har omtalt her på bloggen. Den har også været bragt som annonce i den landsdækkende avis Haaretz.

Her er citater fra fire koryfæer, der udtaler sig negativt om messianske jøder; to tidligere højesteretsdommere, en tidligere justitsminister og så forfatteren og nobelprismodtageren Elie Wiesel. Sidstnævnte skal Yad L'Achim have sagt, at "messianske jøder spinder et net af bedrag og løgne".

Yad L'Achim advarer mod disse messianske jøder, der er ude efter jøders sjæle, og som lokker folk i fælden bl.a via koncerter. Annoncen opfordrer til, at missionsaktivitet nu må forbydes ved lov. Ja, velkommen tilbage :-)

Der er vist ingen tvivl om, at Yad L'Achim optrapper deres antimissions-aktivitet, og vi får se, om det kommer til at give os nogen problemer. Det gør det næppe. Dels kommer folk jo selv til kirken, og dels har vi jo den fordel, at vi med vores kirkebygning med korset på toppen så klart signaliserer kirke og Jesus-tro, at det simpelthen er umuligt at beskylde os for at spille med fordækte kort.

Helt anderledes skønt var det at være til gudstjenesterne i weekenden. At gense menigheden (som nok synes præsten var blevet noget bleg henover den danske sommer :-) og møde nye, som ønsker at vide mere om, hvem Jesus er. Andre som over sommeren havde fundet frem til kirken og følte sig 'hjemme' dér. Og én, som sagde, at hendes største glæde på sin fødselsdag i søndags var, at hun kunne fejre den med os under kirkekaffen. SÅ er der noget ved det, og weekenden var en herlig kickstart på den nye sæson.

Vi ser frem til at tage imod tre norske volontører på søndag, som alle skal være her et år. Et år, hvor der i kirken - udover gudstjenester og bibelstudie-aftener - står Kids Club øverst på prioriteringslisten. Derudover må vi se, hvad der ellers er 'marked' for og ressourcer til. Vi håber og beder stadig om, at Gud vil sende flere folk til kirken. Omkring 25 rejste fra landet her i sommer, og det kan selvfølgelig mærkes.

Vores børn ser helt tydeligt frem til, at hhv. skole, børnehave og dagpleje begynder igen 1. september. De trænger til at komme i gang og ud få fyret al deres krudt af sammen med kammeraterne. Vi skal også have fundet ud af, om drengene skal i en ny fodboldklub, hvor der er lidt mere knald på, og så skal vi ha' fundet en fritidsaktivitet også til Amanda.

Desuden håber Lisbeth og jeg, at der kan findes lidt rum til at lære noget mere hebraisk. Det er nok den eneste frustration, vi har hernede, at vi ikke snakker sproget godt nok, men det har ikke rigtig været til at finde tid til også at gøre noget ved det. Håber, det bliver i år. Inshallah.

Spørgelystne Unge

---

150 meter fra kirken ligger der er et grønt hus, hvor der bor ca. 50 unge. De er færdige med gymnasiet og har valgt at tage et forberedelsesår, inden de skal indrulleres i hæren. I løbet af det år studerer de sammen jødedom, er frivillige i forskellige sociale projekter og oplever landet. Et år der skal modne dem intellektuelt, religiøst, socialt og moralsk. Se evt. deres web her.


Først på året havde jeg to af dem inde på kontoret, hvor vi snakkede lidt løst og fast om, hvem vi hver især er, og om vi evt. kunne slå pjalterne sammen i et socialt projekt. I sidste uge havde jeg så den fornøjelse, at alle 50 unge dukkede op i kirken, fordi de ville høre om min tro, og hvad vi laver i kirken.

De var svært opmærksomme, og vi fik en rigtig god dynamik i gang, hvor jeg, efter at have fortalt mit eget vidnesbyrd, begyndte at stille dem spørgsmål til, hvad hovedbudskabet i 'deres' Bibel egentlig er. Det havde de i første omgang faktisk ikke noget klart svar på, men efter vi kom lidt på sporet med syndefaldet og forbandelsen, som siden har været over menneskeheden og videre til løftet til Abraham om velsignelse over hele menneskeheden via hans udvælgelse, så kom der lidt hold på det hele.

Det er altså et kick af de større at sidde med en forsamling af det folk, som løfterne i sin tid blev givet til og så få lov at fortælle resten af historien. Det kan jo simpelthen ikke slutte med Malakias' Bog. Det er indlysende.

Nuvel, der var selvfølgelig også mere profane spørgsmål, som fx hvordan jeg kan være præst og så også være gift. Den får jeg tit, for mange ved, at katolske præster lever i cølibat. Jeg svarer altid, som sandt er, at hvis de havde mødt min kone, ville de nok kunne forstå, hvorfor jeg er protestant...

Pinse

Også her i Immanuelkirken har vi fejret kirkens genfødselsdag. Kirken, Guds folk, løftets folk, der har Abrahams tro på Abrahams Gud: at han fører sine løfter igennem. Det er løftet til Abraham, at Gud ville velsigne alle jordens familier gennem en fra hans familie, som Guds folk alle dage har sat sin lid til.

Guds folk har altid været det Jesus-troende folk. Både i GT, i NT og nu. Abraham troede på Jesus; han så løftets opfyldelse i det fjerne (Hebr 11:13), og jublede over at se Jesu dag (Joh 8:56).

Derfor er der i øvrigt ikke noget bibelsk belæg for den såkaldte erstatningsteologi, der kort går på, at kirken har erstattet Israel som Guds folk. Der er nemlig ikke nogen, der har erstattet nogen. Der har altid kun været ét Guds folk, løftets folk, det Jesus-troende folk. Troens far, Abraham, er derfor også reelt den første blandt kirkefædrene (man kan med Hebr. 11 rimeligvis hævde, at kirken går tilbage til Adam, da løftet om frelse allerede er på spil i 1 Mos 3:15. Der er ingen modsætning mellem det og Paulus' tale om Abraham som troens far; pointen er igen, at Guds folk er løftets folk).

Jesus er den lovede velsignelse til verden gennem Abraham. En velsignelse som verden har så hårdt brug for, fordi vi har været under forbandelse siden Adam & Eva. Forbandelsen er separation fra Gud. Derfor blev Adam & Eva smidt ud af Eden; derfor var der et forhæng i templet mellem os og Gud. Separation fra Gud, livets skaber og kilde, er lig forgængelighed og død. Den separation; dét forhæng blev flænget, da Jesus betalte syndes pris for os.

Påsken/Jesus tilvejebringer genetablereingen af fællesskabet med Gud, mens Pinsen/Helligånden effektuerer det. Heraf det her med genfødselsdagen. Vi genfødes til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse (1 Pet 1:3), men denne genfødsel effektueres i kirken/i den troende ved den åndelige genfødsel (Joh 3:5). Guds nærvær er nu ikke bare iblandt os med i os - et fuldt reetableret fællesskab med Gud. Det er altså vildt nok.

Pinsen var oprindeligt en høstfest (Anden og Tredje Mosebog kap.23). Førstegrøden af kornhøsten ofredes til Gud. Det sker to gange. Første gang på dagen efter sabbatten syv uger før pinsen. Anden gang i pinsen (første gang førstegrøden af byghøsten, anden gang førstegrøden af hvedehøsten). Som jeg derfor læser 3 Mos 23 svang præsten svingningsneget, førstegrøden af byghøsten, den dag Jesus gik ud af graven. Parallelt siger Paulus, at Jesus opstod som førstegrøden af de hensovede (1 Kor 15:20). Jesus er førstegrøden af den endelige høst; alle troendes opstandelse.

I pinsen ofredes to brød bagt af førstegrøden af hvedehøsten. Parallelt siger Paulus, at Helligånden kom som førstegrøden af den endelige forløsning (Rom 8).

Ak, hvor er en tour de force... Håber, der var lidt sammenhæng og hjælp til perspektiv i det. Ja, og så er der jo hele den jødiske traditions fejring af pagtslutningen på Sinaj i pinsen. Der er sandelig også noget at tage fat på. Guds nærvær der kom ned over Sinaj, siden fyldte tabernaklet/templet og nu den troendes hjerte. Tag herindover løfterne fra Ezekiel 11 og 36, og så er vi virkeligt kørende. Det bliver næste år :-)

Nå, men sædvanligvis talte vi antal modersmål, som var repræsenteret i Immanuelkirken sådan en helt almindelig weekend, som man nok må sige, at selv en pinsefejring er (jeg tør vist godt sige, at der ikke er samme opmærksomhed omkring kirkeåret her som derhjemme). Jeg mener, at vi talte 22 forskellige sprog, men lige på stående fod kan jeg kun genkalde 21 af dem.

Bare for lige at give lidt indtryk af mangfoldigheden, så remser jeg dem lige op her:
Hebraisk, engelsk, tysk, norsk, dansk, portugisisk, spansk, koreansk, kinesisk, et lokalt togolesisk sprog, kikuyu (tales i Kenya), russisk, afrikaans, finsk, cebuano (tales af omkring 16 mill. i Fillipinerne), hollandsk, fransk, bangwa (tales i Cameroun), et lokalt ghanesisk sprog, svensk og arabisk. Hvor herligt er det ikke at fejre kirkens enhed ved Ånden (1 Kor 12:13) med sådan et farverigt udpluk af Guds familie.

Glædelig Pinse!

Staff 2010/2011

Hermed årets staff billede og dette indlæg dedikerer bossen til alle kirkens trofaste, positive, flittige, arbejdsomme, hjertevarme, fleksible, kapable, kreative og uundværlige medarbejdere.

Øverst fra venstre (klik på billedet for større udgave):
Arin Maisky - organist, spiller til alle vores gudstjenester
Lisbeth - min urimeligt kærlige hustru og menighedsmedarbejder
Daniel Tsyriuk - pedel
Laura Højlund - volontør 2010/11
Bob Sansom - netop ankommet fra downunder - hjælper til hist og pist de næste måneder
Micaela Brännbacka (indsat) - volontør 3 måneder i efteråret og 3 måneder i foråret

Nederst fra venstre:
Den privilegerede leder
Jakob Højlund - volontør 2010/11
Knut Arne Mikalsen - volontør 2010/11
Sari-Johanna Kuittilo - diakon
Eti Zadok - administrativ assistent
Juan Onasiss - organist, arrangerer koncert-programmet og leder Open Church

Velgørenhedskoncert

---

I løbet af weekenden har kirkehaven været galleri for malerier begået af både blinde og svagt-seende. En herlig og smuk indgang til en herlig og smuk kirke :-) og anledningen var, at vi lørdag aften beværtede en velgørenhedskoncert for et lokalt arbejde blandt blinde. Det gjorde vi også sidste år, og det var igen i år en propfyldt kirke, der nød et varieret program, som Juan havde sammensat. Artister på klaver, orgel, tværfløjte, en baryton og en sopran (jeg frygtede lige et par gange for vores glasmosaikker) var på programmet.


Jeg havde æren af at byde velkommen, og jeg stillede det spørgsmål, som lederne af blindearbejdet stillede mig, første gang vi kontaktede dem for at høre, hvordan vi kunne støtte dem: Hvorfor vil I engagere Jer i at hjælpe et non-religiøst foretagende? Og svaret er jo ganske enkelt. Hvorfor er det helt naturligt at bruge et Guds hus til at støtte nogen, der arbejder for at gøre en forskel for en gruppe mennesker i verden, der har brug for lidt ekstra hjælp? Jo, som det står på vores altertavle fra Joh 3:16: Fordi Gud elsker verden.

Hans hjerte banker for verden - for mennesker. Det møder vi igen og igen i Bibelen. I GT befaler Gud igen og igen sit folk at tage sig af enken, den faderløse og den fremmede - mennesker, der har brug for ekstra omsorg. Og at Jesus var optaget af at hjælpe mennesker i svære omstændigheder, skulle være overflødigt at minde om. Hans mission handler jo netop om, at han har forløst skabningen som sådan. Når han kommer igen, kommer han for at nyskabe de perfekte omstændigheder, vi havde i begyndelsen hos Gud.

Og det er i gårsdagens forbindelse værd at notere sig det første, Esajas i kap. 35 siger om den nyskabelse, som Jesus kom med og viste os glimt af, da han kom første gang, som vi indimellem stadig ser glimt af, og som vi skal se og opleve ultimativt, når han kommer igen: "Da skal blindes øjne åbnes". At få sit syn igen er der mange jorden over, der glæder sig til. Det var der også en del i kirken i går, der glæder sig til.

Må de og vi få syn for, at den fornyelse kommer med Jesus; ja, at vi i ham virkelig kan se frem til vort legemes forløsning, som Paulus siger det i Rom 8:23.

Det blev en lang og dejlig aften. Det er svært ikke at glæde sig over, når vores kirke er for lille...

Houses from Within

I weekenden afholdtes den årlige Houses from Within event i Tel Aviv. 133 steder i byen åbnede dørene for offentligheden i løbet af fredag og lørdag. Således også Immanuelkirken. Se evt. programmet her (vi er nr. 95).


Fredag gav Juan præsentationer af kirken hver time garneret med orgelspil af Knut Arne - en af vore volontører.


Den allerførste gæst stoppede op i døren, kiggede på mig og stillede det spørgsmål, som er så typisk for den platform, som vi har her i Immanuelkirken. "Er I kristne eller messianske jøder?" Jeg kunne nok ane, hvad der lå bag det spørgsmål og svarede som sandt er, at Immanuelkirken er en kristen kirke. Så gik han ind.

Vi oplever igen og igen, at det er, fordi vi er en traditionel kristen kirke med spir og orgel, at folk besøger os. Vi er et fremmedelement i det israelsk-jødiske samfund, og netop derfor udgør vi ikke på samme måde en 'trussel' mod jødisk identitet INDEFRA som vore messianske søster-menigheder. De har en anden platform til at nå deres eget folk, som vi aldrig får, netop fordi vi så tydeligt signalerer 'fremmedhed' i form af det traditionelt kirkelige.

Det sagt, er vi jo alligevel et samlingssted for både Jesus-troende jøder og ikke-jøder, og det går nok op for de fleste, når de besøger kirken. Juan, der guider og præsenterer kirken, er jo selv messiansk jøde. Små 500 mennesker var inde omkring fredag.


Her sidder Eti og Avigail ved bogbordet i kirkehaven. Ikke mindst lørdag røg der mange af vores gratis bøger. Særligt var jeg glad for at se, at en ny udgave af NT med henvisninger til GT forsvandt.

Lørdag holdt vi tre åbne gudstjenester kl. 10, 11 og 12. Jeg prædikede over Salme 117. Et par hovedlinjer her:
v.1: Hvis der er en Gud, skylder alle ham ære og tilbedelse, simpelthen bare fordi han er Gud. Det giver ikke mening at sige, at man tror på Gud uden at tilbede ham. Så tager man hverken sig selv eller Gud alvorligt.

v.2: Gud er trofast mod os, selvom vi ikke er trofaste mod ham. Vi har siden Adam & Eva sat illusionen om absolut personlig frihed til selv at vælge højere end Gud. Men absolut frihed er en illusion. Der er friheder, vi simpelthen ikke har, og der er friheder, som vi selv giver køb på for at få noget andet. Det nærmeste vi kommer reel frihed er at komme i forbindelse med selve meningen med livet - sandheden selv. Og alle mennesker forholder sig til meningen med livet. Alle mennesker hævder noget absolut om den. Hvad enten det er at sige, at Gud findes; at Gud ikke findes eller at ingen ved, hvad sandheden er, og at man derfor bør klappe i med sine sandhedsytringer. Det er alle tre absolutte udsagn, og alle forholder sig til meningen med livet i en eller anden grad; det er simpelthen en eksistentiel nødvendighed.

Hvis alle forholder sig til meningen med livet, er det logisk, at det er sjovest og dermed mest frisættende at leve i overensstemmelse med sandheden. At leve på en løgn er per definition vildledende. Bibelen hævder, at sandheden er blevet en person, og at han hedder Jesus. Sandheden / Meningen med livet er blevet en vi kan have et forhold til. Jesus er Guds trofasthed in person. Gud satte sig for at vinde vores tabte frihed tilbage. Det gjorde han, som er den eneste, der er absolut uafhængig og fri, ved at miste sin egen frihed for os. Og det er jo det kærlighed er. Hvad er kærlighed andet end en konstant tilsidesættelse af sin personlige frihed for den anden. Men skal det være et kærlighedsforhold må begge parter bøje ind. Gud gjorde det. Har vi gjort det?

Og så kan jeg ikke nære mig for at skyde ind her: Det er præcis derfor, at de fordærvede personager, der står bag dating-siden VictoriaMilan, og ikke mindst også de 60.000 blindebukke, der i frihedens navn har registreret sig, ikke har fattet en meter. Det er lige præcist et udtryk for, at det sidste vi er klar til at opgive er vores personlige frihed. Det er Adam & Evas bøf om igen. Dating-sider er bestemt rigtig fint, men dating-sider for gifte folk er per definition en selvmodsigelse. Ægteskab er jo netop at opgive den personlige frihed til at rende efter andre elskere/elskerinder - at vælge den ene til og andre fra. Det skal så også med her, at hvis en ægtefælle i den personlige friheds navn leger "du-må-ikke-få-mig-lege", så har vedkommende fattet lige så lidt af, hvad det vil sige at bøje sin personlige frihed mod den anden. Ja, OK; min bestyrtelse over det frie forfald løb vist lige af med mig her...

Tilbage til Houses from Within. Små 800 gæster var inde omkring i løbet af lørdag. Vildt nok! Bed for alle de folk. Det er helt uoverskueligt mange, synes jeg, og det er en weekend som denne, at vi især finder frimodighed i, at det er Helligåndens business at bryde igennem til mennesker og ikke vores.

Israel - 63 år

---

Ugen der gak bød bl.a på Israels Uafhængighedsdag og dermed Staten Israels fødselsdag. Udråbt af David Ben-Gurion i 1948 - et kvarters gang her fra Immanuelkirken. Jeg fik påbegyndt et blogindlæg på dagen, men her kommer det så færdiggjort - med en uges forsinkelse...

Når man læser uafhængighedserklæringen, er det interessant at notere sig, at det først og fremmest er en jødisk stat, der blev udråbt, mere end det var Staten Israel som sådan. Nu kan man jo faktisk ikke rigtigt skille det ad, men pointen er, at der jo hovedsageligt i Europa sad hundredetusindvis af jøder, som simpelthen ikke havde noget hjem længere.

Når krige afsluttes, vil de stridende parter enes om at gå hjem - hver til sit. Men de jøder som overlevede Holocaust havde enten ikke noget hjem længere, fordi det var ødelagt eller taget fra dem, eller også havde de et sted at vende tilbage til, men var det længere et hjem, når naboerne havde stukket dem til nazisterne?

Derfor er det en følelsesladet formulering, når det understreges, at det er en jødisk stat, der udråbes. Med uafhængighedserklæringen blev det nationalhjem, som var det ord den engelske udenrigsminister Balfour havde anvendt i 1917, oprettet, og pludselig var der et sted, som de mange Displaced Jews kunne kalde hjem.

ACCORDINGLY WE, MEMBERS OF THE PEOPLE'S COUNCIL, REPRESENTATIVES OF THE JEWISH COMMUNITY OF ERETZ-ISRAEL AND OF THE ZIONIST MOVEMENT, ARE HERE ASSEMBLED ON THE DAY OF THE TERMINATION OF THE BRITISH MANDATE OVER ERETZ-ISRAEL AND, BY VIRTUE OF OUR NATURAL AND HISTORIC RIGHT AND ON THE STRENGTH OF THE RESOLUTION OF THE UNITED NATIONS GENERAL ASSEMBLY, HEREBY DECLARE THE ESTABLISHMENT OF A JEWISH STATE IN ERETZ-ISRAEL, TO BE KNOWN AS THE STATE OF ISRAEL.

Jøderne kunne komme hjem. Det er selvfølgelig svært ikke at komme til at tænke på den hjemkomst, som Bibelen taler om. At Gud vil føre sit folk hjem - hjem til sig selv.

Vi læste fra Esajas 54 i weekenden jf. den danske tekstrække. På baggrund af kap. 53 kan Guds hustru bryde ud i sang og jubel, fordi hendes ægtemand havde sendt hende væk - i eksil for nu at bruge et andet bibelsk ord for syndens konsekvens - men nu tager Gud sin hustru tilbage. "Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage."

Et kort øjeblik skulle have været en evig forladthed, men Herrens Tjener tog Guds hustrus forladthed; han tog den utroskab på sig, som havde fået Gud til at sende hende væk, så Gud nu kunne tage hende tilbage.

Det korte øjeblik finder vi også i evangelieteksten fra Joh 16:16-22 - tiden mellem Jesu død og opstandelse. Og forladtheden? Ja, det hebraiske for "forlod jeg dig" (azavtich) i Esajas 54:7 er det samme, som vi finder i Salme 22, som Jesus citerer på korset, når han råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har "du forladt mig" (azavtani).

Som med alt andet i Bibelen handler også hjemkomsten om Jesus. Han blev eksileret, så vi kunne komme hjem. Jesus genopretter forholdet mellem Gud og hans hustru; han bringer Guds folk hjem. Som Herrens Tjener, Jesus Messias, siger i Esajas 49:

v5 Men nu har Herren talt,
han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
for at føre Jakob tilbage,
så Israel samles hos ham.
Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
min Gud bliver min styrke.

v6 Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
skal genrejse Jakobs stammer
og føre Israels overlevende hjem;
derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
for at min frelse skal nå til jordens ende.

Jesus siger det samme igen i NT - i Joh 12:32, når han knytter hjemkomsten/sammenkomsten til hans forestående død og opstandelse:

Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.

Det er klart, at vi ønsker at Israels folk må se, at den egentlige hjemkomst handler om Jesus. Der er ingen vej hjem uden om ham.

På Independence Day fejrer mange Guds trofasthed mod sit folk. Vi ønsker, at de må se, at Guds trofasthed er en person, og at hans navn er Jesus - eller for nu at tage et andet af Jesu navne: Immanuel - Gud med os. For Jesu skyld er Gud trofast mod os, selvom vi var utro mod ham.

American Colony

Immanuelkirken ligger i et lille kvarter, der hedder American/German Colony. En af flere grunde til at vi har mange besøgende i kirken hver uge er, at området er relevant, hvis man er interesseret i Tel Aviv-Jaffos historie.

I går var menigheden efter gudstjenesten inviteret ind til vore gode naboer, Jean & Reed Holmes, i Maine Friendship House, og hvad det er for et hus, og hvorfor det findes kan ses i videoen nedenfor, som også giver et fint historisk indblik op til lige efter 2. verdenskrig.

Engelsk tale.

Yom HaShoah

I mandags var det den årlige Holocaust Remembrance Day - Yom HaShoah. Kl. 10 lød luftalarmen over hele landet i 2 minutter, og folk stoppede op for dels at ære de 6 millioner jøder, der omkom under Nazi-regimet, og dels for at denne katastrofe ikke må blive glemt, så det aldrig skal ske igen.

Herunder en video fra maozisrael med et eksempel fra mandagens gadebillede.

Juans freskoer

Juan Onassis (IKKE ham på billedet nedenfor) er jo vores organist og leder af Open Church. Han har en fortid som maler, og han har kreeret nogle vidunderlige freskoer på musikkonservatoriet i Petach Tikva, som er en forstad til Tel Aviv. Jeg postede et indlæg om disse freskoer i november 2009.

For nylig var et tv-hold fra et medie, der hedder NDT TV forbi, og de lavede følgende indslag:

Yad L'Achim

Her i Israel findes en anti-missionsorganisation, der hedder Yad L'Achim. Det betyder: en hånd til brødrene.

Den er berygtet for sine grove retorik mod Jesus-troende, der vover at fortælle andre om deres tro. Den klassiske formulering er, at 'de kristne missionærer' søger en værre form for Endlösung end Hitler. Hitler ville 'bare' slå jøderne fysisk ihjel, men de kristne vil have deres sjæle.

Yad L'Achim har sit eget efterretningsvæsen, og for en god uges tid siden så jeg en af vore naboer snakke med nogle ultra-ortodokse jøder ude på gaden ved kirken. Jeg spurgte ham efterfølgende, om det var Yad L'Achim, der havde været en tur forbi. Det svarede han bekræftende på.

At være berygtet for at tro på Jesus, er vist ikke det værste, der kan ske, og vi skammer os jo ikke ved evangeliet, som Paulus sagde, så i den forstand har vi ikke noget imod at være med til at holde lidt liv i hjulene hos Yad L'Achim.

Senest er det kommet frem, at medarbejdere i indenrigsministeriet ulovligt har indhentet information om visumansøgere hos Yad L'Achim, og det er en af de ting, der blev dokumenteret i en udsendelse, der blev sendt på landsdækkende tv i prime time onsdag d. 30. marts.

Mens der i udsendelsen bliver vist rundt i Yad L'Achims lokaler i Bnei Brak (en forstad til Tel Aviv) panorerer kameraet forbi en tavle med billeder af steder, der i en eller anden grad er 'listed' hos Yad L'Achim, og her nyder vi den ære, at menighedshuset er med.

Man skal aldrig sige aldrig, men ret beset står Immanuelkirken næppe i fare for at få nævneværdige problemer med Yad L'Achim, men som det fremgår af udsendelsen er andre af vore brødre og søstre tildelt en helt anden ubehagelig opmærksomhed. Bed for dem og bed for de blinde og misguidede folk i Yad L'Achim.

Dokumentaren følger herunder i tre dele (engelske undertekster).

Bedeemne: Send dog præsten i fængsel

---

Hvis du indimellem be'r for Immanuelkirken, så kommer her lige et emne til listen.

For en del tid siden meldte jeg mig hos fængselsvæsenet som en, de kan ringe til, hvis der er en indsat, der har brug for et menneske at snakke med. Der sidder en del kristne flygtninge inde, men det er kun, hvis en indsat specifikt spørger efter det, at de ringer.

Sandheden er nok desværre, at de næppe ringer alligevel, eftersom det efter sigende er en kreds af ortodokse rabbinere, der er konsulenter på, hvem der kan 'bruges' til åndelig vejledning. Og det er ikke lige Jesus-troende folk, der står øverst på deres liste, kan jeg godt afsløre...

Der er ikke blevet ringet endnu, og det er nok mere håbløst, end jeg lige umiddelbart havde troet, men bed gerne for, at en mulighed for at komme derind (på visit) må dukke op. Når Jesus siger: Der sidder folk i fængsel, men I besøger dem ikke (frit efter Matthæus 25), så synes jeg ikke, det er så fedt at svare, at det er, fordi vi ikke må komme ind. Men sådan er det lige nu.

NY brochure

Kirkens nye brochure er på gaden!

Det er en stor tilfredsstillelse at have et præsentabelt info-materiale at kunne byde de mange ugentlige gæster, og vores 'gamle' volontør, mediegrafiker Lisbeth Olesen, har gjort et fremragende stykke arbejde med layoutet.
TAK, Lisbeth!!

SE den HER

(En hebraisk version er på trapperne)

Michael Laudrups tænder...

...er der vist en bog, der hedder, som bl.a diskuterer, hvorfor hans tænder er så små. Ja, hvad ved jeg, men her kommer en sang om munden som et hus, hvor tænderne bor. Og de skal passes og plejes, så de er glade for at bo der og ikke flytter ud. Det gælder vist, om bisserne er store eller små, om man hedder Michael Laudrup og er fodboldtræner på Mallorca, eller man hedder Johan og går i 2. klasse på Tabeetha School i Jaffa.

Paven, jøder og Jesus

---

I torsdags var det klasket op øverst på forsiden af Ha'aretz (en af de to store landsdækkende aviser), at Paven i sin nye Jesus-bog frikender jøderne for skylden for Jesu død (tjek evt. artiklen her). Det har Vatikanet "allerede" gjort i 1965 ("allerede": ja, det var vel ca. 1932 år for sent), og nu følger Paven op med en personlig bekræftelse.

Jeg kan ikke lige lade være med at fyre en kommentar af til den sag.

1: Det er aldeles forfærdeligt, at jøderne gennem historien er blevet holdt ansvarlige for mordet på Jesus - med horrible konsekvenser til følge. Bare et enkelt eksempel: I julen tilbød vi vore gæster en DVD med vidnesbyrd fra jøder, der overlevede Holocaust og senere kom til tro på Jesus. En af dem fortæller, hvordan Nazi-vagterne råbte ad hende, når de slog hende: "Jesus har sagt, at vi skal slå dig. Jesus hader dig." Det er næsten med vantro, at jeg hører en sådan historie. Der findes jo ikke ord for, hvor stor en løgn det er.

2: Sagen er vel faktisk, at hvis vi bliver i den absurde misforståelse at tilskrive jøderne ansvaret for Jesu død, så burde vi jo snarere takke dem for det. Jamen, tænk, hvis ikke Jesus døde. Så ville vi selv være overgivet til en evig dødsdom.

3: Mange kristne vil i dag sige, at vi alle er ansvarlige for Jesu død. Det er vores synd, der klyngede ham op på korset. Mel Gibson søgte at udtrykke dette i The Passion of the Christ ved at lade det være hans egne hænder, der svang hammeren, da Jesus blev naglet til korset.

4: Det er noget tættere på sandheden, men det er ikke sandheden. Jo, det er sandt, at var for vores skyld, at Jesus døde, og derfor mener jeg heller ikke, at Gibson er forkert på den. Men at Jesus døde for vores skyld, betyder ikke, at det er vores skyld, at han døde. Vi er ikke ansvarlige for Jesu død. Det vil simpelthen være at give jøderne, Gibson eller os selv lidt for meget kredit, hvis vi vil holdes ansvarlige for Jesu død. Vi har ikke magt til at slå Gud ihjel. Jesus sagde selv: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre" (Johannes 10).

Ingen kan tage livet af Jesus, men han gav det selv, fordi det var Guds vilje. Ingen andre end Gud selv er ansvarlig for Jesu død. Hvem vover at tage ansvaret fra ham? Det er lige dele dumt og forkert.

Nyheds-notitsen passede så ganske fint ind i min prædiken-forberedelse af teksten om Jesu dåb, der som begyndelsen på Jesu tjeneste tegner billedet af hele hans tjeneste - netop som tjeneste: at han fuldstændigt identificerede sig med vores behov, selvom det ikke var hans eget; at han som var og er konge vandt sit folk ved at blive dets tjener.

Røsten fra himlen citerer jo dels Salme 2 om kroningen af Messiaskongen. Dels citerer røsten - her ved indledningen af Jesu tjeneste - Esajas 42, der indleder Herrens Tjener-sangene, som får deres klimaks i kap. 53, hvor det jo hedder (for at runde af, hvad jeg begyndte med): "Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder" (v.5). Og så i v.10: "Det var Herrens vilje at knuse ham..."

Lad os derfor med ydmyghed, taknemlighed og glæde give Gud hele æren for Jesu død i vores sted.

Billedkilde: Vatikanets eget galleri

Immanuelkirken - nu med anbefaling

SÅ er det slut med ydmygheden; nu kan I godt pakke sydfrugterne og bevæge Jer nedover :-) Immanuelkirken nyder nu den ære at være blandt de seværdigheder, som MAPA - anerkendt og ledende forlægger af kort og rejselitteratur i Israel - anbefaler sine læsere at besøge. Det er selvfølgelig en anerkendelse, som vi er glade for, og vi sætter ikke vort lys under en skæppe. Således ses Juan (leder af vores Open Church ministry) herunder ved indgangen, hvor en af disse stickers er sat op.

And the Oscar goes to...

Nogle af børnene i vores menighed - og flere, som kommer i kirkens nye børneprogram - går på en skole, som har 48 nationaliteter repræsenteret. De fleste af disse børn er flygtet fra fattigdom og/eller krig.

En kort dokumentar-film om denne skole har netop vundet en Oscar. Dokumentar-filmen hedder Strangers No More, da det er præcis, hvad denne skole faciliterer ud over undervisning: at på skolen er ingen 'fremmede'.

Se traileren her.

Strangers No More Movie Trailer - Bialik Rogozin School from Simon & Goodman Picture Co. on Vimeo.

Ny udgivelse

Det er egentlig ikke en nyhed, for det er over en måned siden, at bibelselskabet her til lands udgav den første hebraiske bibel med krydshenvisninger. Jeg synes alligevel, det er værd lige at gøre opmærksom på det også her.

Først nu findes der altså en udgave på hebraisk, der henviser på kryds og tværs i Bibelen, og det er unægtelig en god hjælp, når vi forstår det sådan, at Jesus er nøglen til at forstå Bibelen som helhed; at Ny Testamente åbner Gamle Testamente og vice versa.

Nu kan hebraisk-talende/-læsende altså på egen hånd blive ledt rundt i denne sammenhæng af i alt 90.000 henvisninger. Det kan jo nemlig ikke slutte med GT; der må simpelthen være mere end det; der er ganske enkelt for mange ubesvarede spørgsmål/for mange uopfyldte løfter til, at der ikke skulle være mere. Det vil de fleste, der har læst lidt i GT vedgå.

Vær med til at bede for, at den faktisk må blive et redskab for, at jøder må opdage Jesus ved at få øjnene op for denne sammenhæng i "pagternes bog", som den hedder på hebraisk.

Kids' Club

Sådan så der ud ved vores indgangsdør sidste torsdag eftermiddag.
Med spændt forventning kunne vi endelig slå dørene op for vores børneklub. Hvordan mon naboerne havde taget imod invitationen? Ville der komme nogle børn? Spændingen blev ikke mindre af, at vi samme dag blev 'velsignet' med lyn, torden og regn i baljevis. Hernede er der hårdt brug for vand, men man går jo helst ikke udenfor, når det øser ned...
Efterhånden som klokken nærmede sig 16.00 stilnede regnen dog af, og vejret hold tørt de næste par timer!


Efter et skud chokoladekage stod 14 børn klar til de næste timers udfordringer. 3 af disse børn var fra vores kvarter. Skønt at se, at selvom det er kirken, der inviterer, så er der nogle, der sender deres børn af sted! Og i næste uge (har vi allerede hørt) kommer der yderligere 4 nabo-børn

Laura og Jakob (dansk volontørpar) havde forberedt et allertiders "ryste-sammen-løb" med forskellige poster undervejs. Der blev dystet i støvlekast, armbøjninger, længste avisstrimmel, gætteleg, hop i sjippetov, stafet rundt om menighedshuset og meget mere. Alt med en herlig blanding af latter, engelske og hebraiske kampråb og smilende ansigter.


Midt under vores leg kom en af naboerne. Hun havde også fået invitationen og syntes, det var et fantastisk initiativ. Hun havde ingen børn at sende, men så havde hun i stedet bagt en kage til os. Sikken modtagelse og opbakning - herligt!

Hvad er det vi vil med vores klub?
Vi ønsker at lave et sted, hvor børn, på kryds og tværs af baggrunde, kan mødes for at lege og have fællesskab. Samtidig håber vi også, at børnene og deres forældre gennem klubben må få et godt og naturligt forhold til kirken.

Vi tænker tilbage på opstarten med STOR glæde; nu er vi simpelthen i gang med en af de første drømme, vi fik efter vores ankomsten for 2 år siden; noget som først har vist sig modent til søsættelse nu. Vi glæder os til næste torsdag.

Foto-præsentation

Dotan Goor-Arye, en israelsk fotograf, tog en del billeder her i kirken i efteråret 2009 til et studie-projekt. Det er sådan set en gammel historie.

Det nye er, at vi har lagt den ud på kirkens hjemmeside, efter at vi har fået tilladelse fra den israelske sanger, Idan Raichel, til at bruge hans sang Mi'ma'amakim som musikalsk baggrund. Mi'ma'amakim betyder fra dybderne og leder tankerne hen på Salme 130, men hvad sangen egentlig handler om kan være lidt svært at gennemskue. Det synes at være en klassisk kærlighedssang - med lidt krydderi på amharisk i begyndelsen.

Anyway, det er Dotans eget valg til hans præsentation, og den kan du se HER. Den indledes med hans eget indtryk af mødet med menigheden. Han er stadig en god ven af os, som jeg er i jævnlig kontakt med.

Nyt om Favor

I juni sidste år berettede Lisbeth om Favor, der kom til Israel i januar 2010 efter hendes landsby i Nigeria blev angrebet og ødelagt af radikale muslimske grupper. Hun boede da sammen med hendes familie, forældre og to søstre og to brødre. Hun led af polio som barn, hvorfor hendes ene fod er forkrøblet. Den nat angrebet kom, gik hendes familie udenfor for at se, hvad der skete. Hun blev indenfor grundet sit handicap. Siden har hun ikke set dem.

Nogle kristne hjalp hende til en militærbase, og pga. situationen og fordi ingen kunne tage sig af hende blev hun sat på et fly til Israel for at søge asyl ved ankomsten. Den sag er stadig under behandling. Hun kom til os via African Refugee Development Centre, og hun har boet her i vores hus - i staff-rummet - siden juni sidste år.

Imens har hun via Røde Kors forsøgt at finde ud af, hvad der skete med hendes familie. De efterretninger hun først fik gik på, at de blev dræbt under angrebene. Hun har alligevel klamret sig til håbet om, at historien var en anden.

Det er den. Via telefon talte hun i lørdags med sin mor for første gang, siden den skæbnesvangre nat for et års tid siden. Det viser sig nu, at hendes mor og søskende blev reddet. De er nu et helt andet sted i Nigeria, og den ene bror røg til Liberia. Men hendes far blev dræbt.

En følelsesmæssigt fuldstændigt overvældende situation. Det meste af hendes familie er reddet, men hendes far blev dræbt. En kæmpe lykke og en stor sorg på én gang. Dertil en kæmpe lettelse over at vide, hvad der skete.
Den anden vej rundt var det naturligvis også ganske overvældende for hendes mor at få Favor i røret. Hun har selvfølgelig i sit stille sind regnet med, at hun måtte være blevet dræbt, siden hun ikke var at finde nogen steder. Fantastisk rørende at høre hende fortælle dette, selvom det blev gjort med vanlig afrikansk værdighed og nærmest stoisk ro.

I juni afsluttede Lisbeth blogindlægget således:

vi vil jo gerne finde et mere permanent sted, hvor hun også kan få ro til at bearbejde hendes sår og komme til at se fremad. Men hvor? Vi er spændt på, hvad Gud har til hende. Tak, om I vil være med til at be' for Favor og hendes fremtid.

Nu er det som om Favor har fået sin fremtid tilbage. Nu er der igen perspektiv i hendes liv, og det er utroligt skønt. Situationen i Nigeria er endnu ikke til, at hun kan tage tilbage dertil lige nu. Hendes families liv er ren overlevelse for tiden, og indtil de har fået sig genetableret bare nogenlunde, bliver Favor nok her. Men der er ikke længere tvivl om, at hendes fremtid ligger i hjemme - i Nigeria - genforenet med familien.

En livsskæbne så langt fra vores, at den kan synes af en helt anden verden. Det er den ikke. Hun er lige her inde ved siden af.

Børneklub

Et af det nye års projekter er opstarten af en børneklub. Vi ved, at der er en del børn i vores område, som ikke har noget særligt at lave om eftermiddagen - fra de er færdige i skolen og til forældrene kommer hjem fra arbejde.

Desuden er American/German Colony, som vores kvarter kaldes, ved at gennemgå en omfattende renovering. Gamle faldefærdige huse rives ned og nye lækre beboelsesejendomme skyder op. Her flytter nye folk ind, så vi bliver flere folk i området, og nogle af dem er familier med børn.

Vi tænker, at det kunne være noget at tilbyde nogle aktiviteter i løbet af ugen. To fra menigheden er så småt gået i gang; de tilbyder hjælp med lektielæsningen to eftermiddage i ugen, og det er allerede en pæn succes. Desuden er planen at lægge nogle kreative aktiviteter og noget sport på paletten.

Dog skal sådan noget gøres rigtigt. Der er to missionsparagraffer i israelsk lovgivning. Den ene går på, at man ikke må bestikke nogen til at konvertere. Den anden går på, at man ikke må søge at omvende børn under 18 år. Det er faktisk helt rimeligt, synes jeg.

Men det betyder selvfølgelig, at uanset at vi vil undlade at fortælle bibelhistorier o.a. så vil det nemt kunne synes lidt suspekt, at en kirke inviterer børn indenfor. Bed derfor MEGET gerne om, at vi må kunne søsætte det her skib rigtigt.

Fællesskab

For en præst og leder af fællesskabet, som en menighed jo er, er det forhåbentlig altid en vision, at fællesskabet er inkluderende; at folk føler sig velkomne og set.

Det er ikke sjovt, når jeg fornemmer, at vi missede at favne en person, fordi vi måske ikke fik vist opmærksomhed nok; at vi ikke så, hvad en andens egentlige behov var; når en tredje lige så stille holder op med at komme, fordi vi simpelthen ikke lige matchede det, som vedkommende var på udkig efter.

Så længe folk finder et andet sted at komme, så er der ikke den helt store ko på min is, men det nager selvfølgelig, når det vi gerne ville være - for alle - ikke altid viser sig at at være for alle. Det skal nage og være en sorg - til en vis grænse.

Modsat er det også en glæde, når det lykkes at favne nogen, og jeg blev godt opmuntret af en blog-hilsen fra en indoneser, som kom trofast i efteråret under hendes studier. Læs hendes hilsen her.

Opmuntret blev jeg ikke mindst, fordi jeg ved, at jeg ikke selv tog mig nævneværdigt af hende, men det var der så andre, der gjorde.

Outreach

Vi har tilbudt vores assistance, når Bibelselskabet en sabbat i måneden stiller sig op i en park nær Central Bus Station for at uddele bibler, ny testamenter og andet litteratur på alverdens sprog.
Sjældent har jeg oplevet en sådan afsætning på Guds Ord :-) Vi kunne dårligt få åbnet papkasserne i det tempo, som bøgerne røg i.

Der er rigtigt mange især afrikanske flygtninge i Tel Aviv og mange af dem mødes i parken på sabbatten, fordi da arbejder de ikke hos deres ofte private jødiske arbejdsgivere, hvor de tjener til dagen og vejen fx ved at gøre rent. Herligt at se et mørkt ansigt flække i et bredt, hvidt smil, når fx en fyr fra Eritrea fandt ud af, at vi også havde bibler på hans modersmål (tigrinnya).

Nogle af flygtningene er der også, simpelthen fordi de bor i parken. De sover i legepladsens rutschebaner, på bænkene og oven på busskurene langs vejen. De er kommet illegalt til Israel i håb om at finde et bedre liv, men chancerne for at få opholdstilladelse er meget små.

Vi er - også via bibelselskabet - ved at blive involveret i et projekt, hvor der vil blive delt mad (dry food) ud til de hårdt trængte flygtninge; vi håber de sidste ting falder på plads hurtigst muligt. Behovet er der.

Jul

Siden sidst har det først og fremmest været jul. Anden jul hernede for vores vedkommende, og den blev lige så stor en oplevelse som sidst. Ægte jul, selvom træet i år (og de næste mange) var af plastic. Juleaften havde vi som altid gudstjeneste kl. 19, og vi prøvede i år også at holde en midnatsgudstjeneste.

Jeg havde valgt at lade U2 stille spørgsmålet til årets juleprædiken.

Peace on Earth I hear it every Christmas time, but hope and history won't rhyme, so what's it worth, this peace on earth?

Ærligt talt et godt spørgsmål, synes jeg. Fred på jord. Det er julens helt store tema, men hvor bliver den af? Hvad er julebudskabet egentlig værd?

Det er fra jødisk hold et af de oftest brugte argumenter mod Jesus som Messias. Jesus kan simpelthen ikke være Messias alene af den grund, at han ikke bragte fred i verden. Her med overrabbiner Bent Lexners ord:

Da Jesus ikke bragte fred ind i verden, anses han altså ikke af jøder for at være Messias

Det er vel rimeligt nok. GT fortæller jo netop, at Messias skal bringe fred. Fx et par bidder fra Esajas 9:

For et barn er født os, en søn er givet os [...] Man skal kalde ham [...] Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør

Min pointe helt urimeligt kort: Hvad skal der til for at få fred i verden? Der skal det til, at alt der har kimen i sig til konflikt, bliver fjernet. Det er verdens eneste håb, at Gud vil gøre det. Men hvis det er det eneste håb for verden, hvad håb er der så for dig og mig? Svar: Jul. Hvis vi skal bestå den dag, Gud fjerner alt det, der ikke har fred med ham, der alene er god, så må vi ha' fred med ham først. Den skaffer vi ikke selv. Det gjorde Jesus.


At forkynde juleevangeliet for i alt 350-400 mennesker juleaften, hvoraf de fleste tilhører det folk, til hvem det først lød, er et kæmpe privilegium. Må de ha' fået mere Jesus med hjem, end de nok kom efter.

Med til Immanuelkirkens julehistorie hører selvfølgelig meget andet. Julekaffe efter den første julegudstjeneste; juledags-gudstjeneste med efterfølgende fællesspisning; koncert om aftenen; julefest d. 30. og så benyttede vi muligheden til at give alle, der ville modtage det, en julegave. Jews for Jesus producerede for nogle år siden en vældig stærk samling vidnesbyrd fra jøder, der overlevede Holocaust og senere kom til tro. Gid denne DVD må rotere en god times tid i alle de stuer, den blev bragt hjem til.