søndag den 22. maj 2011

Houses from Within

I weekenden afholdtes den årlige Houses from Within event i Tel Aviv. 133 steder i byen åbnede dørene for offentligheden i løbet af fredag og lørdag. Således også Immanuelkirken. Se evt. programmet her (vi er nr. 95).


Fredag gav Juan præsentationer af kirken hver time garneret med orgelspil af Knut Arne - en af vore volontører.


Den allerførste gæst stoppede op i døren, kiggede på mig og stillede det spørgsmål, som er så typisk for den platform, som vi har her i Immanuelkirken. "Er I kristne eller messianske jøder?" Jeg kunne nok ane, hvad der lå bag det spørgsmål og svarede som sandt er, at Immanuelkirken er en kristen kirke. Så gik han ind.

Vi oplever igen og igen, at det er, fordi vi er en traditionel kristen kirke med spir og orgel, at folk besøger os. Vi er et fremmedelement i det israelsk-jødiske samfund, og netop derfor udgør vi ikke på samme måde en 'trussel' mod jødisk identitet INDEFRA som vore messianske søster-menigheder. De har en anden platform til at nå deres eget folk, som vi aldrig får, netop fordi vi så tydeligt signalerer 'fremmedhed' i form af det traditionelt kirkelige.

Det sagt, er vi jo alligevel et samlingssted for både Jesus-troende jøder og ikke-jøder, og det går nok op for de fleste, når de besøger kirken. Juan, der guider og præsenterer kirken, er jo selv messiansk jøde. Små 500 mennesker var inde omkring fredag.


Her sidder Eti og Avigail ved bogbordet i kirkehaven. Ikke mindst lørdag røg der mange af vores gratis bøger. Særligt var jeg glad for at se, at en ny udgave af NT med henvisninger til GT forsvandt.

Lørdag holdt vi tre åbne gudstjenester kl. 10, 11 og 12. Jeg prædikede over Salme 117. Et par hovedlinjer her:
v.1: Hvis der er en Gud, skylder alle ham ære og tilbedelse, simpelthen bare fordi han er Gud. Det giver ikke mening at sige, at man tror på Gud uden at tilbede ham. Så tager man hverken sig selv eller Gud alvorligt.

v.2: Gud er trofast mod os, selvom vi ikke er trofaste mod ham. Vi har siden Adam & Eva sat illusionen om absolut personlig frihed til selv at vælge højere end Gud. Men absolut frihed er en illusion. Der er friheder, vi simpelthen ikke har, og der er friheder, som vi selv giver køb på for at få noget andet. Det nærmeste vi kommer reel frihed er at komme i forbindelse med selve meningen med livet - sandheden selv. Og alle mennesker forholder sig til meningen med livet. Alle mennesker hævder noget absolut om den. Hvad enten det er at sige, at Gud findes; at Gud ikke findes eller at ingen ved, hvad sandheden er, og at man derfor bør klappe i med sine sandhedsytringer. Det er alle tre absolutte udsagn, og alle forholder sig til meningen med livet i en eller anden grad; det er simpelthen en eksistentiel nødvendighed.

Hvis alle forholder sig til meningen med livet, er det logisk, at det er sjovest og dermed mest frisættende at leve i overensstemmelse med sandheden. At leve på en løgn er per definition vildledende. Bibelen hævder, at sandheden er blevet en person, og at han hedder Jesus. Sandheden / Meningen med livet er blevet en vi kan have et forhold til. Jesus er Guds trofasthed in person. Gud satte sig for at vinde vores tabte frihed tilbage. Det gjorde han, som er den eneste, der er absolut uafhængig og fri, ved at miste sin egen frihed for os. Og det er jo det kærlighed er. Hvad er kærlighed andet end en konstant tilsidesættelse af sin personlige frihed for den anden. Men skal det være et kærlighedsforhold må begge parter bøje ind. Gud gjorde det. Har vi gjort det?

Og så kan jeg ikke nære mig for at skyde ind her: Det er præcis derfor, at de fordærvede personager, der står bag dating-siden VictoriaMilan, og ikke mindst også de 60.000 blindebukke, der i frihedens navn har registreret sig, ikke har fattet en meter. Det er lige præcist et udtryk for, at det sidste vi er klar til at opgive er vores personlige frihed. Det er Adam & Evas bøf om igen. Dating-sider er bestemt rigtig fint, men dating-sider for gifte folk er per definition en selvmodsigelse. Ægteskab er jo netop at opgive den personlige frihed til at rende efter andre elskere/elskerinder - at vælge den ene til og andre fra. Det skal så også med her, at hvis en ægtefælle i den personlige friheds navn leger "du-må-ikke-få-mig-lege", så har vedkommende fattet lige så lidt af, hvad det vil sige at bøje sin personlige frihed mod den anden. Ja, OK; min bestyrtelse over det frie forfald løb vist lige af med mig her...

Tilbage til Houses from Within. Små 800 gæster var inde omkring i løbet af lørdag. Vildt nok! Bed for alle de folk. Det er helt uoverskueligt mange, synes jeg, og det er en weekend som denne, at vi især finder frimodighed i, at det er Helligåndens business at bryde igennem til mennesker og ikke vores.