Opslag
Ugen der gak bød bl.a på Israels Uafhængighedsdag og dermed Staten Israels fødselsdag. Udråbt af David Ben-Gurion i 1948 - et kvarters gang her fra Immanuelkirken. Jeg fik påbegyndt et blogindlæg på dagen, men her kommer det så færdiggjort - med en uges forsinkelse...
Når man læser uafhængighedserklæringen, er det interessant at notere sig, at det først og fremmest er en jødisk stat, der blev udråbt, mere end det var Staten Israel som sådan. Nu kan man jo faktisk ikke rigtigt skille det ad, men pointen er, at der jo hovedsageligt i Europa sad hundredetusindvis af jøder, som simpelthen ikke havde noget hjem længere.
Når krige afsluttes, vil de stridende parter enes om at gå hjem - hver til sit. Men de jøder som overlevede Holocaust havde enten ikke noget hjem længere, fordi det var ødelagt eller taget fra dem, eller også havde de et sted at vende tilbage til, men var det længere et hjem, når naboerne havde stukket dem til nazisterne?
Derfor er det en følelsesladet formulering, når det understreges, at det er en jødisk stat, der udråbes. Med uafhængighedserklæringen blev det nationalhjem, som var det ord den engelske udenrigsminister Balfour havde anvendt i 1917, oprettet, og pludselig var der et sted, som de mange Displaced Jews kunne kalde hjem.
ACCORDINGLY WE, MEMBERS OF THE PEOPLE'S COUNCIL, REPRESENTATIVES OF THE JEWISH COMMUNITY OF ERETZ-ISRAEL AND OF THE ZIONIST MOVEMENT, ARE HERE ASSEMBLED ON THE DAY OF THE TERMINATION OF THE BRITISH MANDATE OVER ERETZ-ISRAEL AND, BY VIRTUE OF OUR NATURAL AND HISTORIC RIGHT AND ON THE STRENGTH OF THE RESOLUTION OF THE UNITED NATIONS GENERAL ASSEMBLY, HEREBY DECLARE THE ESTABLISHMENT OF A JEWISH STATE IN ERETZ-ISRAEL, TO BE KNOWN AS THE STATE OF ISRAEL.
Jøderne kunne komme hjem. Det er selvfølgelig svært ikke at komme til at tænke på den hjemkomst, som Bibelen taler om. At Gud vil føre sit folk hjem - hjem til sig selv.
Vi læste fra Esajas 54 i weekenden jf. den danske tekstrække. På baggrund af kap. 53 kan Guds hustru bryde ud i sang og jubel, fordi hendes ægtemand havde sendt hende væk - i eksil for nu at bruge et andet bibelsk ord for syndens konsekvens - men nu tager Gud sin hustru tilbage. "Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage."
Et kort øjeblik skulle have været en evig forladthed, men Herrens Tjener tog Guds hustrus forladthed; han tog den utroskab på sig, som havde fået Gud til at sende hende væk, så Gud nu kunne tage hende tilbage.
Det korte øjeblik finder vi også i evangelieteksten fra Joh 16:16-22 - tiden mellem Jesu død og opstandelse. Og forladtheden? Ja, det hebraiske for "forlod jeg dig" (azavtich) i Esajas 54:7 er det samme, som vi finder i Salme 22, som Jesus citerer på korset, når han råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har "du forladt mig" (azavtani).
Som med alt andet i Bibelen handler også hjemkomsten om Jesus. Han blev eksileret, så vi kunne komme hjem. Jesus genopretter forholdet mellem Gud og hans hustru; han bringer Guds folk hjem. Som Herrens Tjener, Jesus Messias, siger i Esajas 49:
v5 Men nu har Herren talt,
han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
for at føre Jakob tilbage,
så Israel samles hos ham.
Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
min Gud bliver min styrke.
v6 Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
skal genrejse Jakobs stammer
og føre Israels overlevende hjem;
derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
for at min frelse skal nå til jordens ende.
Jesus siger det samme igen i NT - i Joh 12:32, når han knytter hjemkomsten/sammenkomsten til hans forestående død og opstandelse:
Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.
Det er klart, at vi ønsker at Israels folk må se, at den egentlige hjemkomst handler om Jesus. Der er ingen vej hjem uden om ham.
På Independence Day fejrer mange Guds trofasthed mod sit folk. Vi ønsker, at de må se, at Guds trofasthed er en person, og at hans navn er Jesus - eller for nu at tage et andet af Jesu navne: Immanuel - Gud med os. For Jesu skyld er Gud trofast mod os, selvom vi var utro mod ham.
