Staff E2014

Må vi præsentere efterårets stab:
Øverst fra venstre: Arin Maisky (Organist), Camilla Højgaard (Volontør), Nanna Borch Kragh (Volontør) og Sari-Johanna Kuittilo (Diakon).

Nederst fra venstre: Daniel Tsyriuk (Pedel - og ja, han er photoshop'ed ind), Lisbeth, Eti Zadok (Administrative Assistant), Juan (Vært i Open Church) og Christian.

Jeg kalder jer ikke længere venner

Endnu en af krigens triste følger.

Se HER - på Israelsmissionens hjemmeside

Helt hjem

I forgårs var jeg til begravelse. Det var naturligvis ikke nogen glædelig begivenhed. Slet ikke. Alligevel kendte jeg en dyb glæde midt i det hele.

I 2007 begyndte en kvinde - dengang var hun midt i tresserne - at komme i kirken ind imellem. Altså før Lisbeth og jeg kom hertil. Hun boede temmelig langt herfra - ca. 1½ time med offentlig transport. Hun kom en gang imellem til bibelstudie og deltog også i vores udflugt i foråret 2009, men hun var klar i spyttet omkring hendes skepsis til at tro på Jesus. Alligevel kom hun stadig med mellemrum.

En overgang mødtes hun jævnligt med en ældre volontør og senere også med en anden jævnaldrende medarbejder til bibelstudie og hyggesnak. Sådan fortsatte det lidt on/off ind til foråret 2013, hvor hun deltog i vores Alpha-kursus. Efter kurset spurgte jeg, om hun kunne have lyst til at fortsætte med at læse i Bibelen sammen med en. Det ville hun gerne.

Jeg kendte en Jesus-troende, der boede i hendes nabolag, og de begyndte at mødes, og hun lærte flere lokale troende i hendes eget område at kende. Hun blev rigtig gode venner med et par stykker af dem. Her før sommer spurgte hun, om de kunne begynde at mødes to gange i ugen i stedet for kun én. Det gjorde de. Hun ønskede at kende Gud bedre og bedre.

Nu er der egentlig ikke så meget, jeg tør sige med absolut sikkerhed om Gud. Noget er der dog. Guds almagt for eksempel. Der falder ikke en spurv til jorden uden at Gud er på forkant med det. Noget andet er Guds vilje til at frelse mennesker. Den er ubændig. Den bragte ham selv op på et kors.

Som jeg stod dér ved liget viklet ind i linned og tænkte på, hvordan hun havde søgt at høre om Jesus igennem flere år, og hvordan hun til sidst ønskede at høre mere og mere, så måtte jeg stole på, at Gud var i fuld kontrol, da hun døde. Og at Helligånden havde brudt igennem og virket en frelsende tro på Jesus i hende. Og så kendte jeg den dybe glæde over, at hun nåede helt hjem. At lige præcis her, hvor hun for os så ud til at have tabt livskampen, dér havde hun i stedet vundet livet for aldrig at miste det igen.

"Jeg kender min frelse"

Jeg besøgte en ældre mand på hospitalet i søndags. Han kommer jævnligt i kirken og stopper som regel forbi Åben Kirke et par gange i ugen.

Han har været syg længe, og nu magter han ikke selv at tage føde til sig. Det er klart, at det bliver ikke ved at gå. Altså er han derfor nu på hospitalet, hvor han får næring intravenøst. Skind og ben er han.

"Jeg forstår ikke Guds visdom", sagde han "men samtidig hviler jeg, for jeg kender min frelse." Og så citerede han Esajas 43:1b, som vi afslutter hver nadverfejring med i kirken: "Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min."

"Så jeg frygter ikke", sagde han, "og så har jeg gode minder". Jeg spurgte til, hvilke minder han tænkte på. "Mange gode timer i kirken med Juan", svarede han.

Vi snakkede lidt mere, bad sammen, og så tog jeg hjem igen - beriget. Når mennesker på kanten af livet vidner om, at Gud er en urokkelig frelsesklippe, selvom de ikke fatter, hvad der foregår, så har det vidnesbyrd sin helt egen vægt. Og så glædede jeg mig til at opmuntre Juan, som dag ud og dag ind tager imod i Åben Kirke, og fortælle ham, at det gør en forskel i menneskers liv.

'Naomi'

Lisbeth og vores diakon, Sari-Johanna, har ledt en kvindegruppe det seneste års tid. De var ikke mange - en 4-6 stykker. En dag dukkede 'Naomi' op, som havde været til julegudstjeneste med hendes mor, og som senere havde tjekket vore aktiviteter ud på vores hjemmeside. Hun erklærede sig som ateist, men var alligevel lidt interesseret i at studere Bibelen og finde ud af, hvad der er op og ned i troen på Jesus.

Nu bor hun ganske langt væk fra kirken, så det var umuligt for hende at komme ind til os på ugentlig basis, og siden vi kender en varm troende, der netop bor i hendes område, fik vi dem connected, og i går fik vi så en mail, at 'Naomi' har bedt Jesus være hendes konge og frelser.

Skønt!

plus og kors

I posten fra 29/5 refererede jeg fra en samtale omkring kors-symbolet, som for os symboliserer Guds kærlighedsoffer for os - med tilbud om tilgivelse og forsoning og et nyt liv med Jesus ved hans død og opstandelse. Her til lands symboliserer det ikke noget af dette, men forfølgelse, vold og død - hvordan jøder op igennem historien er blevet forfulgt af såkaldte 'kristne'.

Det har bl.a. fået den konsekvens, at man typisk ikke bruger plus-tegnet, som vi kender det, i matematikbøger, fordi det ligner et kors. Man har nappet det nederste ben af, men kalder det stadig 'plus'.

Otto for åben skærm

Check fra minut 16:20 i klippet nedenfor.



Jeg snakker selv jævnligt med en ex-ortodoks jøde, som efter 20 års leven efter rabbinernes forskrifter standsede op og kom frem til, at der ingen svar var på hans søgen efter mening i at leve 'efter budene'. Det var bare en tom skal. Og sådan har jeg snakket med flere, der har sagt det samme.

Derfor er det ikke specielt overraskende, at denne ortodokse jøde, Ezekiel, siger de ting, han gør; det overraskende er, at han gør det for åben skærm. Og hvor herligt, at de får lov at bede for ham til sidst. Det gør du og jeg jo sådan set også, så det kunne du jo lige gøre nu :-)

Pinse og kirkens fødselsdag

Pinsen er ofte kaldet Kirkens fødselsdag. Det er ikke helt rigtigt, for hvem er Kirken? Det er jo dem, der påkalder Herrens navn. Det har mennesker gjort lige siden begyndelsen, kan vi se i 1 Mos 4. I 1 Mos 12 har vi så Abrahams familie, det jødiske folk, kaldt ud ('ekklesia' - græsk ord for kirke, der betyder 'kaldt ud') som et folk, der senere omtales som menigheden ('kehila' på hebraisk). Kirken er et gammelt hus, og den går tilbage til før Helligåndens udgydelse over alle mennesker. Det kan vi måske nærmere kalde Kirkens genfødselsdag - i hvert fald sker der en indre fornyelse af kirken i den pinse, der fortælles om i Apostlenes Gerninger.

Det er egentlig ikke mit ærinde her at skrive så meget om pinse, men det var måske alligevel en passende indledning, når pinsen i år faktisk faldt sammen med Immanuelkirkens fødselsdag. I fredags var det nemlig 110 år siden, at kirken blev indviet.

Det kunne vi jo ikke helt lade være med at fejre, så lørdag havde vi simpelthen en kage med 110 lys. Den fik jeg desværre ikke foreviget. Men her er så i stedet et par skud fra kirkekaffen søndag.

Som sædvanligt talte vi også denne pinse antal modersmål repræsenteret i kirken, og det er altid sjovt. Vi slog ny rekord (i vores tid). 28 forskellige modersmål nåede vi op på over lørdag og søndag. Hebraisk, engelsk, dansk, norsk, svensk, tysk, hollandsk, fransk, spansk, italiensk, portugisisk, bulgarsk, polsk, ukrainsk, kikuyo, swahili, russisk, mandarin, tagalog, afrikaans, igbo, yoruba (lokale sprog Nigeria), desuden lokale sprog fra hhv. Togo, Ghana og Cameroun, lettisk, ungarsk og arabisk). Desuden hørte vi læsningen fra Ap.G. 2 på forskellige sprog - bl.a. også på gælisk.

Og sådan blev Guds storværker (jf. Ap.G 2:11) proklameret på mange forskellige sprog også denne pinse.

Moti veEitan

oneforisrael.org er en ministry, som via diverse hjemmesider søger at fortælle om Jesus online. Israel er et af de lande, hvor der er flest smartphones per indbygger, og i det hele taget er israelere 'online', som få andre nationer. Derfor er det selvsagt nødvendigt, at der evangeliseres også på nettet - ikke mindst når man tager i betragtning, at det ikke er helt kosher rent fysisk at besøge Jesus-troende forsamlinger.

Den ortodokse anti-missionsorganisationen Yad L'Achim, som vi før har skrevet om (her og her), er til stadighed aggressive i deres anti-missions-kampagner, og det fik gutterne fra oneforisrael.org - her Moti og Eitan - til at reagere på lidt uortodoks, men ganske israelsk vis.

Houses from Within

I weekenden havde vi den årlige Houses from Within event i Tel Aviv. Det er kommunen, der arrangerer et stort Åbent Hus arrangement i byen, og 136 private og offentlige steder havde tilmeldt sig programmet. Det havde vi efter sædvane også gjort her i Immanuelkirken. HER er programmet; vi er nummer 106.

Fredag havde vi regulær Open Church, som vi vanligt har det tirsdag-fredag i tidsrummet 10.00-14.00, og Juan gav en præsentation af kirken hver time med en efterfølgende mini-mini orgelkoncert. 468 personer kiggede indenom den dag. 

Lørdag havde vi 5 korte gudstjenester kl.10,11,12,13 og 14 med efterfølgende præsentationer ved Juan, og 1197 besøgte kirken i den forbindelse.

Det er jo en kæmpe mulighed for os, og det finurlige er, at det sådan ser er kommunen, der inviterer folk i kirke. Det skal de ikke høre for. Vi havde bordene i kirkehaven fyldt med bibler og andre bøger, og vi fik også lejlighed til at snakke med nogle af de besøgende.

Avigail har læst de fleste af bøgerne på hebraisk, så hun er god at have ved bogbordet.

Bl.a. snakkede jeg med en kvinde, som spurgte, om jeg vidste om alt det onde, der er gjort i Jesu navn mod jøder - og med korset som symbol. Hendes far var blevet mødt med ordene: "Omvend dig, din *** jøde." Det sad dybt i hende. Det kan jeg godt forstå. Og jeg kunne jo kun bekende kirkens synder og sige, hvor forfærdeligt det er, at jøder er blevet mødt på den måde i det hele taget, men helt ubærligt, at de er blevet mødt sådan af mennesker, som har navn af at følge Kristus. Vi har et kæmpe troværdighedsproblem. Jeg opfordrede hende til at læse Ny Testamente for at lære Jesus selv at kende.

Vi har ofte snakket om, at det måske vigtigste, vi kan gøre i løbet af en sådan weekend, er at give jøder et møde med en kirke af imødekommende, varme, smilende mennesker. Det er ikke det, de fleste forbinder med kirken.

Vi bad før, under og beder stadig om, at Helligånden vil gøre det arbejde færdigt, som Han gav os lov at være med i den seneste weekend. Forskellen må Han gøre. Så har vi også frimodigheden på plads.

I øvrigt havde vi 236 til koncert om aftenen lørdag, så det er det, vi kalder en god weekend.

Johan, Peres og Paven

Tabeetha School var en af to skoler, hvis elever udgjorde det kor, der i går sang for Paven ved hans besøg i Præsident Shimon Peres' residens. Johan var med sammen med 10 andre fra klassen.

Herunder er to videoer med de sange, de sang dels til indledning og dels til afslutning.



Se fra minut 6:40 i videoen herunder.

IC Staff 2013/14

Tiden går, og inden vi ser os om, er endnu et år gået. Én ting er sikkert; det var ikke gået uden staben. Derfor er dette indlæg også dedikeret til denne særlige flok af trofaste, positive, arbejdsomme og hjertevarme medarbejdere. Og her er de altså. Dvs. Maria Knuutinen (og et svensk flag) mangler, fordi vi skammeligt nok ikke fik taget billedet i tide. Hun tog hjem i marts, fordi hun skal giftes til juni, men hvor er vi glade for, at hun valgte at komme herned alligevel.

Øverst fra venstre: Arin Maisky (Organist), Lisbeth, Eti Zadok (Administrative Assistant), Signe Thorup (Volontør).

Nederst fra venstre: Christian, Conrad Elmelund (Volontør), Sari-Johanna Kuittilo (Diakon), Bergitte Viste (Volontør), Juan (Vært i Open Church), Daniel Tsyriuk (Pedel).

Israel 66 år

Det er Israels Uafhængighedsdag i dag. Ifølge jødisk kalender er det i dag 66 år siden David Ben Gurion her i Tel Aviv udråbte Staten Israel. Dengang var Israel hjemsted for 806.000 borgere, og Tel Aviv var den eneste by med over 100.000 indbyggere. I dag er der 8.18 millioner borgere i Israel, og der er 14 byer med over 100.000 indbyggere - seks af dem har endda over 200.000.

75 % af befolkningen er jøder. Knap 21 procent er arabere - kristne eller muslimer. De sidste godt 4% er enten kristne ikke-arabere eller andre minoriteter.

Statistik er hentet fra The Times of Israel. Samme medie skriver, at Israels eksport er steget med 16.000% siden 1948. Dengang eksporterede man for 6 millioner USD; i dag er tallet 95 milliarder USD. Det er primært inden for elektronik-, software-, fly- og telefonsektoren, at Israel er stærk - samtidig med at der også bliver solgt farmakologiske produkter i stor stil.

Sidst, men ikke mindst, er her en af de gode historier, som nok fortjener lidt opmærksomhed. I en arabisk landsby i Israel er indbyggerne i gang med at renovere byens synagoge som en respons til radikal-jødisk 'price-tag'-vandalisme mod muslimske og kristne steder. Selv jødiske enheder har været ofre, fordi de for vandalerne har repræsenteret en for blød tilgang til palæstinenserne. Indbyggerne i Shfaram mener, der er en bedre måde at reagere på. Jeg tror, de har ret.

Yom HaShoah - Mindedag for Holocaust

Klokken 10 i formiddags lød sirenerne igen over Israel. Vi har holdt mindedag for Holocaust i dag. Da sirenerne begyndte, stoppede alt og alle op. Bilerne holdt midt på vejen og førerne stillede sig ud på vejen. Hovederne blev bøjet og tankerne henledtes på dem, som mistede livet.

Både i skolen og i børnehaven stod legen stille i 2 minutter. Børnene har mange spørgsmål; "Hvorfor ville Hitler slå jøderne ihjel?", " Mor, sker det også i dag?", " Hvordan kan nogen være så onde ved andre?", "Jeg bliver lidt bange, mor!"...

Mindedagen sætter også tankerne i gang hos mig. Det er så let at sige; Tænk, at Hitler kunne være så ond. Hvorfor var der da ikke nogen, som stoppede hans vanvid?
Det er altid let at pege fingere ad andre, men hvorfor ikke benytte lejligheden til at pege indad. Hvordan er vores samfund i dag?
Jeg må ærligt indrømme, at mens jeg stod der midt i sirenens tuden, blev klumpen i halsen større og større. Lever vi i dag ikke i en verden, som i den grad er præget af had og ondskab. Hvor vi gør os selv til herre over livet? Hver dag kan vi læse om mennesker, som har mistet livet, fordi andre tog det fra dem... Hvornår får denne ondskab ende? Hold op hvor jeg længes efter Jesu genkomst!!

Jeg bliver bange og trist, når jeg ser på den verden, vores børn skal vokse op og navigerer i. Hvordan kan vi som forældre udruste dem bedst mulig? En ting som vi kan gøre, og som vi skal gøre er, at mindes.
Vi skal mindes, at da Gud skabte verden, var den perfekt! Vi skal fortælle vores børn - og os selv, at intet menneske har nogensinde haft eller vil nogensinde få ret til at berøve andre mennesker livet. Denne bedømmelse er forbeholdt Gud, Han, som skabte livet i os alle. Det bliver mere og mere vigtigt for mig, at holde netop dette for øje. Da Gud skabte verden, var det ikke for at skræmme os eller gøre os ulykkelige, men fordi Han ville dig og mig.
Vi skal mindes, at det had, som kan opstå mellem befolkningsgrupper, religioner og indfiltrerer relationerne til vores medmennesker, ikke må få næring til at vokse op, og kvæle alt hvad der er godt.

Og her er hun så...

Kirken har som nedenfor nævnt fået nyt tag og i den anledning også en lille ansigtsløftning, og her er hun så en lørdag i april.

Foto: Michael Olsen

Open Church Reopened

Efter syv måneder, hvor kirken har været pakket ind i stillads, mens taget og nogle sprækker i murene er blevet repareret, kunne vi igen åbne Åben Kirke for besøgende. Vi har kun kunnet holde gudstjenester lørdag og søndag, men siden håndværkerne arbejdede de andre dage, har vi derfor ikke haft de sædvanlige 100-150 besøgende ugentligt siden september sidste år.

Det var derfor en stor dag i tirsdags, da Juan kunne tage imod de første grupper, og i dag har vi så fået god respons fra besøget. Her kommer et par linjer fra en af guiderne:

Kære Juan! Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed for dit fantastiske værtskab. Jeg er glad for, at kirken er åben igen. Der er ingen tvivl om, at grunden til at hele vores tur var en succes, var på grund af besøget i kirken. Jeg må dele med dig, at efter din fine præsentation og orgel-spil, udtrykte mange fra denne gruppe af højtuddannede folk, hvor imponerede de var, og hvor godt det havde været. Jeg er en erfaren tour-guide, men du giver noget nyt hver eneste gang. Jeg håber, vi kan fortsætte på denne måde.

En rigtig god start, og vi glæder os over, at mange andre nu igen får mulighed for at møde Juan i Immanuelkirken hver tirsdag-fredag 10.00-14.00.

Palæstinensisk Jesus-film

Jesus-filmen, The Savior, har lokal premiere på lørdag i Nazareth og siden rundt omkring i biografer i byer, hvor der er en signifikant del af befolkningen, der er arabere. Den er på arabisk og i første omgang med engelske undertekster, men der arbejdes tilsyneladende på at få den vist i Cinemateket i Jerusalem med hebraiske undertekster.

Volontør-promotion fra R2S

En af vore volontører, Bergitte Viste, er stjernen i denne volontør-promotion fra Norsk Israelsmissions ungdomsafdeling: Return2Sender.

Andrew White i IC

Canon Andrew White, også kendt som ’The Vicar of Baghdad’ (Baghdads sognepræst) besøgte i går Immanuelkirken. Han leder den anglikanske St George’s Church i Baghdad, hvor der er omkring 6000 mennesker tilknyttet menigheden.

I hans tid er 1097 fra hans menighed blevet dræbt, men de er forblevet ca. 6000, fordi nye kommer til. Og de nye er alle sammen muslimer. Det er ikke ufarligt at være Jesus-troende med muslimsk baggrund. Men det er i det hele taget farligt at være i Baghdad. Andrew White sagde, at det er nytteløst at sige ’Take Care’ i Baghdad, så de siger i stedet ’Take Risks’.

Da han en dag spurgte en af børnene i kirken, hvorfor alle var så glade, så svarede en, at når man har mistet alt, så er Jesus det eneste, man har tilbage. Og når Jesus er det eneste man har tilbage, så bliver Jesus ALT. Hans udfordring til os var derfor også at løbe en risiko for evangeliet.

Særligt interessant for os i Jaffo var det at høre, at indbyggerne i byen Nineveh, som Jonas blev sendt til (og kom til ad omveje via Jaffo), i dag er kristne by. Faktisk er befolkningen i det gamle Assyrien, som erobrede Nordriget for mere 2700 år siden, i dag kristne.

Signe & Conrad om volontørlivet i IC

Artikel om vores lille 'hood'

På det udmærkede og gratis online-nyhedsmedie The Times of Israel kan engelsk-læsere fornøje sig med denne beskrivelse af vores nabolag, American-German Colony, og dets historie.