søndag den 9. marts 2014

Andrew White i IC

Canon Andrew White, også kendt som ’The Vicar of Baghdad’ (Baghdads sognepræst) besøgte i går Immanuelkirken. Han leder den anglikanske St George’s Church i Baghdad, hvor der er omkring 6000 mennesker tilknyttet menigheden.


I hans tid er 1097 fra hans menighed blevet dræbt, men de er forblevet ca. 6000, fordi nye kommer til. Og de nye er alle sammen muslimer. Det er ikke ufarligt at være Jesus-troende med muslimsk baggrund. Men det er i det hele taget farligt at være i Baghdad. Andrew White sagde, at det er nytteløst at sige ’Take Care’ i Baghdad, så de siger i stedet ’Take Risks’.

Da han en dag spurgte en af børnene i kirken, hvorfor alle var så glade, så svarede en, at når man har mistet alt, så er Jesus det eneste, man har tilbage. Og når Jesus er det eneste man har tilbage, så bliver Jesus ALT. Hans udfordring til os var derfor også at løbe en risiko for evangeliet.

Særligt interessant for os i Jaffo var det at høre, at indbyggerne i byen Nineveh, som Jonas blev sendt til (og kom til ad omveje via Jaffo), i dag er kristne by. Faktisk er befolkningen i det gamle Assyrien, som erobrede Nordriget for mere 2700 år siden, i dag kristne.