Velkommen på Bagsiden!

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad er der julekort fra Immanuelkirken. Har du abonnement hos KD, kan du finde det HER.

Ellers følger det herunder:

"I skrivende stund er juleforberedelserne i Immanuelkirken så småt i gang. I løbet af december er der – ud over de sædvanlige ugentlige aktiviteter som Bible Study, Prayer & Worship og Young Adults – også juleklip, julebag og Christmas Carols på programmet. Juleaften holder vi to traditionelle julegudstjenester både kl.19 og kl.24. Juledag har vi igen gudstjeneste med efterfølgende fællespisning og så vores julekoncert om aftenen med musikere fra menigheden og også udefra.

Sædvanligvis fyldes kirken i julen af israelere, som vil ind og opleve fejringen af, at en lille jødisk dreng kom til verden. Dén fødsel der totalt ændrede perspektivet for enhver anden fødsel på jorden. Vi fødes ikke længere til at dø, når vi griber om det liv, Jesus kom for at give os.

Jeg er privilegeret, at det er mit job at fortælle om Jesus netop her i det land og til det folk, hvor og til hvem det først lød: ”I dag er der født Jer en frelser i Davids by; han er Messias, Herren.” Det er jo, fordi Jesus er jødernes Messias, at han også er blevet Kristus for en hedning som mig. Han er den velsignelse til alle jordens familier, som kom gennem den udvalgte familie, sådan som vi kan læse om ham i Guds løfte til Abraham i 1 Mos 12.

Jeg glæder mig virkelig over, at der antagelig er ca. 10.000 Jesus-troende jøder i Israel i dag, men samtidig er det tungt, at de fleste jøder i dag ikke tror på Jesus, når det nu netop var til det jødiske folk at både løfterne blev givet og Jesus kom. Og helt ubærligt er det at tænke på, at det nok er os selv i kirken, der qua kirkehistoriens jødeforfølgelser har stået i vejen for evangeliet.

Bed gerne om, at de gode nyheder må lyde med den troværdighed, som Jesus selv har og ikke med den mangel på samme, som kendetegner hans kirke ift. det jødiske folk.

Glædelig Jul - fra Tel Aviv-Jaffo"

December i IC

---

Så' december lige rundt om hjørnet, og vi juler igen lidt i Immanuelkirken. HER er programmet.

LIKE IC på Facebook

På vores hjemmeside har Ruben nu lagt en News Feed fra vores Facebook fan page. Er du på Facebook, er du hermed inviteret til at LIKE vores side :-)

På hjemmesiden er der i øvrigt også nu en mulighed for at støtte arbejdet her økonomisk via credit card.

NY russisk brochure

Så har vi modtaget vores ordre på 7000 stk. af kirkens brochure i en ny russisk udgave. Igen er det Lisbeth Olesen, en af vore tidligere volontører, der med sine grafiske evner har hjulpet det lille nye barn til verden, og Vicka Mortensen har læst korrektur. TAK fra mig og Immanuelkirken!

Nu er vi så kørende på alle tre hovedsprog i Israel; hebraisk, engelsk og russisk. Se dem evt, HER.

IC's volontører

Det skal også handle om andet end krig i disse dage, så dette indlæg er dedikeret til vore volontører dette semester (her i en hjemmeflikket Iron Dome mundering):

Janni & Ruben Tychsen fra Odense, Danmark (BLOG)

og

Sandra Dusterud fra Kristiansand, Norge (BLOG).

Janni og Ruben har deres skønne og slet ikke så frække Frederik på tre år, og han er sammen med vores unger med til at holde liv i huset.

Husk også disse gode folk, når I beder for Immanuelkirken.

Sex og fyrværkeri

Blev afbrudt af luftalarmen midt i prædikenen i dag, så vi trissede alle mand over i nabo-hotellets store kælder. Bagefter havde folk, der var for rå til at søge dækning, set Iron Dome neutralisere raketten, mens vi kun så røgen over kirken.

Tilbage i kirken fortsatte jeg prædikenen, der denne weekend handlede om ægteskabet. Og det blev jo en helt praktisk illustration: også i ægteskabet skal vi have neutraliseret missilerne, inden de gør alvorlig skade...

Efter gudstjenesten nævnte en, at det bliver svært i næste weekends prædiken at hamle op med sex og fyrværkeri :-)

God søndag!

Update

Vi har netop lige været en tur i kælderen, da luftalarmen gik for tredje gang på tre dage. Det skal ses i sammenligning med, at den går noget nær en gang i timen nogle steder omkring Gaza, og for folk i Gaza er det endnu værre.

Raketten mod Tel Aviv blev denne gang neutraliseret af det raketskjold, Iron Dome, som Israel har været i besiddelse af i omkring 1½ år. I dag kom det femte batteri så op i nærheden af Tel Aviv - i tide til at tage sig af dagens uvelkomne angreb.

Radaren registrerer raketaffyringen, beregner dens bane og derved om den vil ramme ned i beboelsesområder. I det tilfælde sender den neutraliserende skyts af sted for at detonere raketten i luften. Se eksempel fra Ashdod herunder



Videoen herunder skulle være præcis det angreb, vi netop har haft.



Vi føler os trygge og er naturligvis taknemlige for et kapabelt israelsk militær. Børnene reagerer heldigvis på alarmerne med en vis ro. De tre store var nervøse den første gang, og vi måtte have en snak omkring, hvad der rent faktisk foregår, men siden har de forholdt sig til, at det naturligvis er alvorligt, men at vi også er beskyttet mod raketter af den her karaktér. Johan synes sådan set bare, at de skal få skudt det af, de har at skyde med, så vi kan komme over det her.

Selvom vi skulle være ude i byen i tilfælde af luftalarm - uden for rækkevidde af beskyttelsesrum og raketskjoldet skulle fejle, så er der alligevel en absolut minimal chance for, at en raket skulle dumpe ned i hovedet på lige præcis os, så dette være skrevet for at tage toppen af evt. bekymring hjemmefra. Der er faktisk relativt roligt i Tel Aviv.

Bed gerne for os naturligvis; ikke mindst at børnene fortsat må kunne håndtere evt. kommende luftalarmer. Der er i den grad også grund til at bede for de mange mennesker længere sydpå, der er så meget mere berørt, og så er der også grund til at bede om en hurtig løsning. Israel har indkaldt 75.000 soldater fra reserven og er lige nu i overvejelser omkring en evt. invasion. Det kan blive grimt, og vi kender folk her, som afventer, om de selv skal i aktion; noget de ikke har specielt meget lyst til.

I dag har vi haft gudstjeneste som normalt. Der var bare lidt færre deltagere end sædvanligt, og vi havde fornøjelsen af at fejre et kært ægtepar i kirken, som har været trofaste over for kirken i over 40 år og i dag over for hinanden i 50 år. Guldbryllup. Det er bare godt gået og så rigtigt at fejre også som menighed.

Shabbat Shalom fra os i Jaffo

Had gør ufri

Kirken og kristendommen er ofte i bad standing blandt jøder. Af gode... nej, jeg mener forfærdelige grunde. Kirken har op igennem tiden forfulgt jøder, fordi de slog Jesus ihjel, som det blev hævdet. Det er jo ikke sandt; for det første fordi det var de hedenske romere, der gjorde det og for det andet, fordi det var Gud selv, der ville det sådan (jf. Es 53:10; Joh 10:17-18).

Ikke desto mindre er jødeforfølgelser en del af kirkens historie. Derfor uafvendeligt også en del af min historie som præst i hvad enhver kan se er en kirke. Og jeg møder ofte konfrontationen med historien og må bare erkende og bekende kirkens synder.

I sidste uge var der en kronik i Jerusalem Post, som gør op med det had til de kristne, som er baseret på fortidens synder. Forfatteren, Eugene Korn, som selv er ortodoks rabbiner og leder af et center for forståelse mellem jøder og kristne, henviser til 5 Mos 23:8, hvor der står "En egypter må du ikke nære afsky for, du var jo selv fremmed i hans land."

Gud friede som bekendt Israels folk ud af Egypten, og Korn sammenligner jødernes slaveri i Egypten med jødeforfølgelse i diasporaen - i såkaldt 'kristne lande'.

Korn referer videre til den britiske overrabbiner Jonathan Sacks, der skal have sagt, at man må give slip på hadet for at blive virkelig fri. Skulle Guds folk blive virkelig frie, måtte de opgive hadet, selvom der var grunde nok til at holde fast i det. Den, der hader, er nemlig ikke fri, for han er uvægerligt styret af hadet.

Dette blot en appetizer på en interessant kronik om et helt centralt emne. Du kan læse den her.

Pigefest i Jeriko

Det Palæstinensiske Bibelselskab (PBS) har forskellige projekter rundt på Vestbredden. Jeg har fået lov at være en del af det team, som arbejder i Jeriko. Jeg forsøger at være derude hver anden fredag. I forgårs var det sådan en fredag.
Det var dog ikke en "almindelig" fredag i Zakarias' hus i Jeriko. Nej, i går var en sand festdag! Seks piger har haft fødselsdag i løbet af sommeren, så de skulle fejres med stor lagkage. Én af pigerne fejrede vi dog af en helt særlig grund.

I januar i år startede vi et nyt 2-årigt projekt. Selve idéen med projektet er uddannelse af pigerne. I al sin enkelthed går det ud på at opmuntre pigerne i Jeriko (med udgangspunkt i de piger, som er tilknyttet Zakarias' hus) til at få en uddannelse. Det er desværre noget, som ikke er en selvfølge i kulturen dér. En helt almindelig kommentar kan være: "Hvorfor er pigernes uddannelse vigtig? De skal alligevel "bare" giftes og så gå hjemme og passe børnene!"

Det betyder, at pigerne ofte har ringe opbakning til skolegangen hjemmefra. Selv lærerne synes at nedprioritere de piger, som kommer fra dårligere stillet hjem. Det er med til at give mange af pigerne utrolig lavt selvværd og dårlig selvtillid og tro på sig selv i de udfordringer, de møder.

Vi forsøger at hjælpe disse piger ved bl.a. at tilbyde dem lektiehjælp 3 dage om ugen. Derudover har vi forskellige aktiviteter; det kan være kreative udfoldelser, debatter omkring emner, som enhver teenagepige kan bokse med, eller det kan være gruppesamtaler med psykiatere eller psykologer. Alt detter har som formål at styrke deres selvværd og forhåbentlig give dem selvtillid til at fortsætte i skolen - også når de møder modstand. Et utroligt spændende projekt, som jeg glæder mig meget over at kunne følge.

Tilbage til vores fejring i forgårs. En af de piger, der kommer i huset, begyndte for to år siden i en klasse, der fungerer som optagelses-klasse til universitetet.

Desværre måtte hun erkende i løbet af året, at det var for vanskeligt. Hun kunne ikke få hjælp hjemmefra, og hendes forældre synes da også, at det ville være lige så godt, hvis hun kunne blive hjemme og hjælpe til. Hun tog derfor ikke den afsluttende eksamen, for hvad hjalp det?

Alligevel kunne hun ikke slippe tanken om at komme til at læse videre til sygeplejerske. Sidste sommer meldte hun sig så til igen. På samme tid begyndte hun at komme hos os. Her modtog hun lektiehjælp med så stort udbytte, at hun et år efter (denne sommer) bestod den afsluttende eksamen!
Hun er nu klar til at forfølge hendes drøm om at blive sygeplejeske!

Sikken utrolig opmuntring det var for mig den dag at se hendes kæmpe smil og øjne, der strålede af tro på livet. Særligt bevægende var det at sidde mellem 25 håbefulde piger. Hvad mon livet vil bringe dem? Min bøn er, at vi i teamet må være Guds værktøj blandt de piger, vi møder i Zakarias' hus - at de må smage lidt af den genoprettelse, som Guds rige bringer.

Yad L'Achim udlodder 10.000 $

Anti-missions-organisationen Yad L'Achim har jeg før omtalt nogle gange. Se evt. her og her.

To af deres folk var en tur forbi i sidste uge og stod uden for menighedshuset, mens af de andre menigheder, der bruger vores lokaler, havde gudstjeneste. Stille og rolige folk med en klar dagsorden: at 'udstille' at der ingen sammenhæng er mellem TaNaK, altså vores GT og den jødiske bibel, og så NT. Til det formål har de 'udskrevet' en konkurrence, hvor man kan vinde op til 10000$, hvis man kan give et overbevisende svar på følgende spørgsmål:

1000 $ til enhver Jesus-troende, der kan finde et vers i GT, hvor det fremgår:

- at Abraham købte en grav af Hamors sønner i Sikem (Ap.G 7:16)

- at Jakob blev begravet i Sikem (Ap.G 7:16)

- at 75 personer drog ned til Egypten (Ap.G 7:14)

- at Messias skal fødes af en jomfru (Matt 1:23)

- at Messias skulle kaldes nazaræer (Matt 2:23)

- at Jeremias skulle sige noget om 30 sølvpenge (Matt 27:9-10)

- at det var 23.000, der faldt på én dag (1 Kor 10:8)

- at loven blev givet ved engle (Gal 3:19)

- at Jakob 4:5 faktisk er et skriftcitat fra GT

- at jøder slog Zakarias, søn af Barakias, ihjel.

10 gode spørgsmål, hvor svarene ikke ligger lige for. Der er mulige forklaringer, som det fører for vidt at gengive her, men det er næppe svar, der vil accepteres i hovedbunkeren i Bnei Brak, så skejserne udbetales. Men du kan jo prøve :-)

Paraplyer for ost

Mod en pæn donation har vi accepteret at lade et reklamefirma benytte sig af menighedshusets balkoner til at fastgøre wires mellem vores hus og genboens. Her har de så hængt en masse paraplyer, som blev brugt ifm. en reklamefilm for ost, som er blevet skudt her i formiddag.

Lidt hyggeligt var det faktisk med alle de paraplyer - især i går aftes. Se herunder.

Se det i øjnene... tiden går!!

At tiden går er jo ikke noget nyt. Det betyder selvsagt, at årene også går, og det er som regel her omkring skolestart, at vi gør os den erkendelse. Som om vi havde glemt det siden sidste år...

Tirsdag d. 28. august satte vi tre børn af ved porten ind til Tabeetha School. Johan og Magnus var top-klar på at komme op og gense kammeraterne i nu 4. og 2. klasse, og Amandas lyste af spænding over, at NU hed det også SKOLE for hende.

Også skolen markerede på en særlig måde, at tiden går. Første skoledag blev elever og forældre mødt af 150 balloner, da det i dette skoleår er 150 år siden, at de første elever startede på Tabeetha.

Simon kommer naturligvis til at afslutte en del kapitler i vores liv. Denne gang er bleer og vuggestue en saga blot. Han stortrives i børnehaven. Hans bedste ven fra vuggestuen er fulgt med til den nye børnehave, så de får brændt noget krudt af sammen hver dag.

Det var dog i dag, en helt almindelig tirsdag middag, at jeg for alvor fik øjnene op for, at årene går.
Bedst som jeg står og venter på, at Amanda får fri, falder jeg i snak med en koreansk mor, der har et barn i Amandas klasse. Det viser sig, at hun har været til gudstjeneste i Immanuelkirken for et par år siden og kunne huske, at jeg havde sabbatskolen. "Men", sagde hun, "du så meget yngre ud den gang. Jeg kan se det på de mange rynker omkring dine øjne!!" Den fik jeg så - lige i synet. Vi smilede til hinanden... og så sprang jeg ellers hjem til spejlet - og kunne og måtte se det i øjnene: Tiden går!

Rynkerne omkring øjnene er selvfølgelig bare "smilerynker", men det skal jeg ikke bebrejde hende, at hun ikke kunne se. Det må jeg så se at bilde hende ind i morgen.

Outreach til Red Hot-koncert

Red Hot Chili Peppers spillede i går i TLV. Inden var de lige en tur omkring Grædemuren i J'lem.

Jeg var sammen med vel i alt 20 andre derude for at dele forskelligt litteratur ud, mens folk kom ud. Vi placerede os 4 forskellige steder. Halvdelen af os var koreanere, og som en sagde, så er de nærmest skabt til det, for det er som om de er født med et smil på læben, og det er altså ikke helt ved siden af.

Jeg tager i øvrigt aldrig selv imod flyers og sager på gaden, men der er jo nogen, der gør der, og jeg kender selv folk, for hvem en traktat blev startskuddet til at undersøge, om Jesus faktisk havde noget at byde på. Vi delte op mod 10.000 bøger og traktater ud, og det er jo ikke til at vide, om de kommer til at gøre nogen forskel. Det ved ham, der gør forskellen.

I Guds mission er det jo ham, der har overblikket, trækker i trådene og gør enhver forskel til sin tid. Det giver en helt grundlæggende frimodighed til fx at stå på en bro og dele læsestof ud til folk, der okser af sted mod togstationen. Nogle gange er vi hans så-redskaber og nogle gange hans høst-redskaber på det hold af arbejdere, som hele hans kirke er.

Et frisk eksempel: Sidste forår var jeg ude at tale et sted. I januar, 9 måneder senere, ringer NN, som var der dengang, og som godt vil mødes og snakke lidt. Det gør vi. NN er blevet overbevist om, at Jesus må være Messias. NN får lidt bøger med hjem, og vi be'r sammen til sidst. Siden hører jeg ikke fra vedkommende, og jeg har ikke noget kontaktinfo. Så ringer NN igen i torsdags, 9 måneder senere igen, og er nu klar til, at der skal noget mere kød på.

Det er jo altid sjovt, når det lugter lidt af høst, men hvem ved hvilke steps, Helligånden har arrangeret på dennes vej indtil nu - både før og imellem, jeg har haft kontakt med vedkommende? Var en traktat fx det første prik på skulderen? Jeg glæder mig til at lære NN og dennes historie bedre at kende.

Stilhed før stormen...

Stormen...

Bag tremmer

Sidste forår bad vi en overgang meget om, at der måtte vise sig en mulighed for, at vi kunne få adgang til et fængsel. Se denne post. Jeg henvendte mig dengang og tilbød, at der kunne ringes til mig, hvis der var nogen, der havde behov for at tale med en præst. Det har de aldrig gjort. Mange har fortalt os, at de ortodokse jøder sidder på den 'magten' også i fængslerne, hvorfor vi nok ikke skulle forvente ligefrem at blive inviteret. 

En af gutterne fra området, hvor vi bor, har været ind, ud og senest ind i fængsler, og hver gang han er kommet hjem, har han altid båret kippa; noget han ellers aldrig gør. Det kunne godt tyde på, at man kommer under en vis påvirkning, mens man er inde. Det er jo fair nok; jeg kunne så ønske, at der også var mulighed for at komme ind og 'betjene' de kristne, der sidder der.

I sidste uge fik jeg så ad andre veje faktisk lejlighed til at besøge en kristen fyr fra Elfenbenskysten, som er havnet i fængsel. I 2003 flygtede han fra Elfenbenskysten, fordi han havde været politisk og militært aktiv og frygtede for sit liv. Da han endte i Israel fik han igen og igen forlænget sit visum, men da hans pas løb ud, fik han problemer, da hans eget konsulat ikke ville udstede ham et nyt. Derfor kunne han naturligt nok heller ikke blive ved med at få forlænget sit visum.

Han tør endnu ikke vende tilbage til familien i Elfenbenskysten, så nu sidder han i et fængsel i Ramla, mens hans sag kører.

Jeg har ingen idé om, hvorvidt kontakten her kan blive en indgang til noget som helst andet, men det giver bestemt også mening 'bare' at snakke med ham. Han havde ikke haft besøg i månedsvis.

TelAviVikar

Sognepræst Henrik Laursen fra Vigerslev i København vikarierede her i kirken 3 uger i juli sammen med sin familie, og menigheden var rigtig glade for det, de gav, mens de var her.

Han skriver her en lille notits om deres ophold.

Halifax is the Promised Land

Det er ind imellem forfriskende med lidt satire over konflikten her til lands. Her er Jon Stewart & Co med en af de bedre.

Tel Aviv i JP

Vi er i hjemme og igang igen. Dejligt at se menigheden ved gudstjenesterne i weekenden, og vi glæder os til at tage imod tre nye volontører senere på måneden. Det er som altid i august temmelig varmt, og Magnus var i går bange for, at han skulle blive til suppe...

Arne, DIM's kommunikationssekretær, gjorde mig opmærksom på denne artikel i Jyllands-Posten om vores hjemby. Den er ikke helt ved siden af, så den anbefales.

HELE Bibelen på Sabaot

Lisbeth og jeg havde fornøjelsen af at spendere et par dage på Lærernes Missions Forenings sommerstævne her sidst i juli. Alice & Iver Larsen deltog på stævnet. De tog til Kenya i 1977 med det primære mål at oversætte hele Bibelen til Sabaot-sproget, som tales af 250-300.000 mennesker i Mt. Elgon-området på grænsen mellem Kenya og Uganda. I juni kunne de fejre udgivelsen af det arbejde, som har været 35 år undervejs.

I ydmyghed måtte vi på stævnet simpelthen rejse os for det commitment og den dedikation, der ligger bag denne udgivelse, og jeg kan ikke lade være med at dele videoen, som vi også så - til glæde og inspiration for os alle fra folk, hvis liv, commitment og dedikation stærkt vidner om, hvad alting handler om; nemlig at Gud er i mission. Verden står kun, og vi er her kun, fordi Gud har en plan - om at få os tilbage. And may the Word of God lead people to the God of the Word.

Præsentationshilsen fra IC

Vi damper nordover på mandag, og med de vejrmeldinger vi hører hjemmefra, så kan familie og venner med rimelighed tage det som en ganske hæderlig kærlighedserklæring fra vores side :-)

Vi lukker og slukker her for sommeren (...) med endnu en video. Kristoffer har igen været på spil og lavet en præsentations-hilsen her fra Immanuelkirken til Den Norske Israelsmisjons landsmøde, der slutter i morgen.

Staff 2011/12

Så fik vi endnu et år og sådan ser vi ud - medarbejderne ved kirken 2011/12.

Øverst fra venstre: Laura Thomassen (Volontør), Eti Zadok (Administrative Assistant), Arin Maisky (Organist), Lisbeth, Toini Suopellonmäki (Diakon).

Nederst fra venstre: Torbjørn Thomassen (Volontør), Juan (Organist og Vært i Open Church), Bob Sansom (Sommerhjælper), Kristoffer Eknes (Volontør), Christian, Daniel Tsyriuk (Pedel).

Keller om HVEM Bibelen handler om

Min dødelige helt nr. 1 hedder Tim Keller. Han siger alt det, jeg vel egentlig godt ved i forvejen, som om jeg aldrig har hørt det før. Han er herligt Jesus-centreret i alt, hvad han siger og skriver. 

Her er et glimrende eksempel:


True & Better from Peter Artemenko on Vimeo.

Og vi låner nok en gang...

... fra Kristoffers blog. Han har begået endnu en video.

TAK, siger vi :-)

At mødes

Jeg har flikket disse refleksioner sammen ifm. den opsamling på Christ at the Checkpoint-konferencen, som er temaet i juni-nummeret af Israelsmissionens Avis.

Avisen kan der tegnes gratis abonnement på her.

Houses from Within

Fredag og lørdag i den forgangne weekend åbnede 149 private og offentlige bygninger dørene for interesserede gæster. Således også Immanuelkirken. Fredag holdt vi åben fra 9-15, hvor Juan gav præsentationer af kirken hver time. Laura (volontør) talte 540 gæster, som kiggede indenfor og tog for sig af brochurer og gratis bøger og DVD'er.

Lørdag holdt vi tre korte, åbne gudstjenester kl. 10, 11 og 12 og hele 900 mennesker havde været igennem på de fire timer, da klokken blev 13, hvor vi lukkede ballet. Det er selvsagt en kæmpe mulighed, for det finurlige er jo, at når folk kommer ind i en kirke, så nærmest forventer de, at vi fortæller om Jesus, så det gjorde vi efter bedste evne, og så må Helligånden gøre forskellen.

Jeg forsøgte i prædikenen at sige noget noget om den diametrale forskel på religion og Jesus. Udfordringen er jo altid at få sagt noget, som folk kan finde sig selv i og så få introduceret, hvorfor Jesus er relevant ind i den sammenhæng. Der var enkelte, der rejste sig og gik, da Jesus kom på banen, men de fleste blev og fik det hele med.

Kristoffer (volontør) brugte sine gode evner og ovenfor er nogle af hans skud.

Jordskælv

Der er jordskælv i Israel ind imellem, men de er så små, at vi ikke har 'oplevet' dem endnu. Det gjorde vi så fredag aften. Det var dog stadig et bette et af slagsen. Ifølge Haaretz blev det målt til 5.5 på Richter-skalaen og havde sit epicenter 120 km ude i Middelhavet vest for Beirut. Det affødte 10-15 sekunders svag rysten med klirren i glasskabet, og det var det. Der skete ikke rigtig noget.

Det blev en illustration for mig, da jeg samme aften sad med prædikenforberedelsen. Jeg er ofte ret udfordret af, hvor radikal en efterfølgelse Jesus kalder os til. "Når Kristus kalder en mand, byder han ham at komme og dø", som Bonhoeffer er kendt for at have sagt i Efterfølgelse. Og det er jo rigtigt. At leve for en anden og andre og ikke for mig selv. Det var præcis det, Jesus gjorde, og vi er hans efterfølgere; "bestemt til at formes efter hans billede", som Paulus siger det, og argumentet er, at Jesus er den førstefødte af den nye skabning, som er en realitet nu for os i ham. Jesus gik ind i verden for at tjene den; ikke for at lade sig tjene. Er vi i verden, for at den skal tjene os; eller er vi der for at tjene den?

Jeg tror ærligt talt, at det, når jeg udfordres, ofte ender, som det gjorde med jordskælvet i fredags. Min verden rystes et øjeblik; jeg udfordres af Jesu kald, men der sker ikke rigtig noget. Men hvis det virkelig er sandt, at denne verden kun består endnu, fordi Gud har en plan, så handler mit liv jo dybest set også om den plan. 

Det er nemt at føle sig ramt og skyldbetynget over, at jeg ikke virker sådan, at jeg har lyst til at leve for andre mere end for mig selv. Det er jo sandheden; det er simpelthen ikke min natur at leve sådan. Samtidig står udfordringen urokket. Det ER min nye natur i Kristus.

Det ville være nærliggende bare at tage sig sammen og komme i gang, og det tror jeg ikke, vi kommer udenom. MEN hvis jeg vil ligne Jesus, så kan det ikke være det første jeg gør, for så er jeg drevet af skyldfølelsen. Det var Jesus ikke, og jeg skal jo ligne ham. Han var drevet af kærlighed; kærlighedens lydighed mod sin Far og kærlighedens medlidenhed med os. Med andre ord den selv-hengivenhed og selv-opofrelse, som jo faktisk er i kærlighedens inderste væsen.

Hvis jeg derfor vil formes efter hans billede, så bliver jeg nødt til at se det billede og lade det forme mig. Jesus på korset for mig - stærkere bliver det ikke, men jeg er halvblind og ser det ikke for klart. Derfor må jeg blive dér, indtil jeg fatter det og bede Helligånden virke Jesu natur i mig, som jeg ikke har i mig selv.

Da Jesus døde var der jordskælv. Det indvarslede, at Jesus var igang med at genoprette verden; en ny verdensorden eller bare genoprettelse af den egentlige, hvor mennesker lever for andre og ikke for sig selv. Overvej hvordan verden ville se ud i dag, hvis alle var optaget af at løfte andre end sig selv op. Så ville ingen behøve søge sit eget/tjene sig selv, for det var alle andre optaget af. Sådan var det først, og sådan skal det blive siden. 

Men sådan skal det også NU være blandt os, som vil følge Jesus. Nyskabelsens førstefødte er Jesus, siger Paulus, og vi som tror på ham, skal formes efter hans billede NU. Det er vel derfor, at Jesus siger, at verden skal kende, at vi er hans disciple, hvis vi elsker hinanden, for det er jo netop ikke verdens koncept, at man først og fremmest lever for andre end sig selv. Men det er konceptet i Guds rige. Hvem lever jeg for i sidste ende? Mig selv eller ham? Hold fast, det er udfordrende, mand. Jeg må vist igen omkring korset en tur...

Picnic

Vi har haft helt fantastisk vejr her i weekenden. Sol, blå himmel, varmt, men ikke for varmt og heller ikke høj luftfugtighed, som vi ellers forventer det inden længe.

Helt perfekt til en picnic efter gudstjenesten lørdag, og vi havde nogle strålende timer i parken ved stranden et kvarters gang herfra.

Yeshu=Yeshua=Yeshuah

I sidste uge indrykkede Jews for Jesus ovenstående annonce i tre landsdækkende aviser i Israel. Der står på hebraisk Yeshu=Yeshua=Yeshuah. Yeshu er det navn, som Jesus er kendt under i Israel. Det er egentlig en forbandelse; et akronym for (ימח שמו) - må hans navn blive udslettet. 

De fleste israelere ved, hvem Jesus er, men de kender ham kun under navnet Yeshu - altså denne forbandelse - og det er for flere ikke af ond vilje, at de ikke kalder ham ved hans navn, Yeshua. De tror ganske enkelt, at hans navn faktisk er Yeshu. Derfor er det ofte, når vi snakker om Jesus med interesserede lokale, at de benævner ham ved den forbandelse og ikke hans navn. 

Jews for Jesus har taget konsekvensen af, at det er realiteten, så deres kampagne-banner tager udgangspunkt i det navn, israelerne kender Jesus under, og sådan fungerer banneret både som en retvisning og en teaser. Yeshuah betyder frelse (jf. Matt 1:21), og således står der Yeshu=Jesus=Frelse.

Bed om at folk må få lyst til at kontakte Jews for Jesus på baggrund af annoncerne. Jews for Jesus er gode folk, der ved, hvad det handler om. De er helt klare i mælet: Den bedste måde at støtte Israel er ved at fortælle israelere om Jesus. Således har de netop åbnet en ny branch i Haifa.

Annoncerne har i øvrigt påkaldt sig opmærksomhed fra det elektroniske nyhedsmedie Arutz Sheva. Jews for Jesus imødekommer Arutz Sheva's fejlagtige beskyldninger her.

UPDATE fra Jews for Jesus: Arutz Sheva ændrer deres artikel og beklager miséren. 

Interfaith Lunch

I går spiste jeg frokost sammen med en gruppe religiøse ledere fra Sarasota, Florida. Gruppen bestod primært af kristne præster (protestanter, ortodokse og katolikker), en håndfuld jøder, en enkelt Bahai, men ingen muslimer. Jeg mødte en enkelt lutheraner, og vi havde sjovt nok en fælles bekendt. Så bliver verden lige lidt mindre...

Sammen med en arabisk kristen, en jødisk rabbiner og en imam, alle fra lokalområdet, var jeg inviteret til at deltage, og jeg skulle så sige lidt om Immanuelkirken. Det er den slags networking, der før har givet mig mulighed for at tale i en lokal synagoge og senest ved en event på stranden, hvor nogle hundrede deltog, men om ikke andet, så var det både hyggeligt og interessant. Fx er imamen herunder (til venstre) gift med en jøde...

Påske

Når ikke vi andre er for kvikke til at få postet indlæg, så er det godt, at vi har en volontør, som vi kan stjæle fra. Kristoffer har gjort det igen. Her er det seneste indlæg fra hans blog.

Love Revolution

I sidste uge blev jeg ringet op af en fyr, der præsenterede sig og sagde, at han ringede på vegne af en bevægelse ved navn Love Revolution. De havde arrangeret en PEACE event på stranden her i Tel Aviv, og de ville gerne invitere en rabbiner, en imam og en præst til hver især at komme og sige noget om fred.

Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste, hvad de var for nogen folk, men jeg så at over 300 havde tilmeldt sig via Facebook, så da jeg havde betinget mig at måtte sige noget om Jesus, kunne jeg ikke rigtig se det som andet end en glimrende platform for at sige noget til nogen, som jeg nok ellers ikke ville have så store chancer for at få i tale.

Kristoffer optog det, og har du små 12 minutter, kan du se det herunder.

MAPA-anbefaling igen

Igen i år nyder Immanuelkirken den ære at være blandt de seværdigheder, som MAPA - anerkendt og ledende forlægger af kort og rejselitteratur i Israel - anbefaler sine læsere at besøge.

Anbefalingen er baseret på MAPA's brugeres vurderinger, så det er selvfølgelig en anerkendelse, som vi er glade for, og det er også et flot skulderklap til Juan Onasiss, som leder vores Open Church ministry.

Kristoffer igen-igen

Den gode Kristoffer har gjort det igen: En video-opdatering fra hans blog, som ryger ind her også.

Volontør i Tel Aviv

En af vore volontører, Kristoffer Eknes, har lavet denne video som en præsentation af byen, hvor man kan bo et år som volontør ved Immanuelkirken. Enjoy!

Volontør? from Kristoffer Eknes on Vimeo.

Christ at the Checkpoint

I sidste uge afholdt Bethlehem Bible College en konference - Christ at the Checkpoint. Næsten alle palæstinensiske kristne læser ikke Bibelens landløfter opfyldt i den moderne stat Israel. Derfor har denne konference mildest talt været kontroversiel i Israel blandt messianske jøder. Jeg har fulgt meningsudvekslingerne fra sidelinjen, og det er helt sikkert, at hvis der er noget, der kan få følelserne i kog blandt believers, så er det dette emne.

Derfor har der også været stor intern uenighed om, hvorvidt de inviterede talere fra det messianske miljø, som var inviteret til at præsentere deres synspunkt, skulle deltage.

Og det er jo spørgsmålet: Hvornår skal believers sige nej til fællesskab med mennesker, som regnes for brødre og søstre, fordi de læser Bibelen forskelligt? Hvordan håndterer vi uenighed også når den bringer de store følelser i spil?

Jeg synes David Brickner, leder af Jews For Jesus, har nogle gode refleksioner herunder. Hans artikel desangående kan læses HER. Både video og artikel er på engelsk.

Angreb i og fra Gaza

---

Foto: Campaign for Truth

Mennesker på flugt til bomberummet. Billedet viser med al uønskelig tydelighed den frygt, som krig skaber på begge sider (billedet er fra den israelske side).

Som det måske er bemærket derhjemme i nord, så er vi lige nu vidne til de værste raketangreb i og fra Gaza, siden Operation Cast Lead i januar 2009. Henover weekenden og også i dag er mere end 120 raketter regnet ned over det sydvestlige Israel affyret fra Gaza. De er svar på et angreb i Gaza fra det israelske luftvåben, der fredag dræbte lederen af en gruppe, der formodedes at være ved at planlægge en terroraktion i Israel.

Siden er i alt 17 palæstinensere blevet dræbt. Trods de mange raketter affyret fra Gaza har ingen på israelsk side endnu mistet livet, men flere er såret.
Israel har nu i et år haft det såkaldte Iron Dome missilskjold i brug. Det er designet til at intercepte fjendtlige raketter, og omkring 50 raketter skal være blevet neutraliseret de seneste dage.

Radaren registrerer raketaffyringen, beregner dens bane og derved om den vil ramme ned i beboelsesområder. I det tilfælde sender den et neutraliserende missil af sted for at detonere raketten i luften.



Måske derfor at præsten Howard Bass fra Beer Sheva, som er en af de oftest ramte byer, her til aften sendte en mail ud med opfordring til også at bede for vore søstre og brødre i Gaza. "De er meget mere bange, end vi er i disse dage", skriver han. For os der bor 35 km nord for det nordligste raketnedslag (hvorfor alt fungerer normalt) og alle Jer, der læser med her, var det nok en opfordring at følge.

Skal posten altid ud?

---

I går eftermiddags skrev YNet News at postbude i Ramat Gan (en forstad vokset sammen med Tel Aviv) nægter at omdele Ny Testamente. De omdeler gerne alverdens andre ting, hvor de ikke er enige i indholdet, men Ny Testamente er "missionsmateriale", så dér trækker de stregen.

Der henvises til, at der 'vist' er en lov desangående, og jeg finder det interessant at se, hvad enden på den historie bliver, for det er der mig bekendt ikke. Mission er ikke forbudt. At bestikke folk til at 'skifte religion' er forbudt, ligesom du ikke må henvende dig til mindreårige uden forældres samtykke. Fine og gode regler, men at det skulle være forbudt at postomdele NT; det vil være en overraskelse, hvis man kan bøje loven til det. Vi får se.

Og vejret nok engang...

Nu skrev jeg i forgårs om regn og rusk. I skrivende morgenstund hagler det, og denne video fra onsdagens træningskamp mellem Maccabi Haifa og Dynamo Kiev går cyber-verden rundt. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt man kan bruge udtrykket om målmanden, at han havde vind i sejlene...

What is Your Hope for the Church?

Jeg postede for nogle dage nedenfor følgende video på Immanuelkirkens Fan Page på Facebook. Vi er gået over til en fanside i stedet for en decideret gruppe, fordi vi er for sløve til rigtig at holde den i gang. Det er noget af det, der er på To-Do-listen.

Er du på Facebook, så check fansiden ud, og så kan du jo i øvrigt tygge lidt på et svar til spørgsmålet fra videoen: Hvad er dit håb for Kirken?

Skuddag

Der går fire år, inden jeg igen får chancen for at poste noget d. 29. februar (er det i øvrigt d.24. eller 29. der er selve skuddagen?), så her er lige et ryst med ærmet (og dér mistede 99% rimeligt nok interessen).

Det regner og blæser kraftigt i Tel Aviv. Det har været den koldeste vinter i årevis, siger folk, der har mere at have den påstand i, end vi selv har. Skulle nogen deroppe nordpå være misundelige på det gode vejr i Israel, så håber vi bestemt, at der vil vise sig gode grunde til fortsat at være det, men det bliver ikke i denne uge...


Vi begravede i går en af vore kære menigheds-medlemmer. Liget blev ikke begravet i en kiste, men var viklet ind i noget stof (jf. Lazarus i Johs 11), som det også ses her til lands ved jødiske begravelser. I al sin råhed bliver det lidt mere håndgribeligt, at vi bliver til jord igen, og således var det stærkt til sidst at lægge hånden på båren og forkynde, at som Jesus var blevet herliggjort igennem dette menneskes liv - ved troen på og vidnesbyrdet om Ham, således skal også denne døde krop tjene til at herliggøre Jesus, når Han en dag kalder vedkommende op af sin grav igen.


Haaretz bringer i dag en ærgerlig historie om en ældre dame, der mandag aften blev overfaldet i sit eget hjem af nogle ultraortodokse - ifølge artiklen angiveligt fordi de mente, at hun var missionær eller fordi hun lod sekulære kvinder komme i sit hjem i dette ortodokse boligområde.

På den ene side er det vist rimeligt nok at give udtryk for en fornemmelse af en stigende radikalisering blandt nogle ultraortodokse - og fordømme det selvfølgelig. På den anden side må både vi og andre passe på ikke at dæmonisere en hel gruppe pga. nogle få, der ikke har fattet en meter af noget som helst. Fx ville jeg selv være ked af at blive slået i hartkorn med de pinlige og ukristelige optrin, der fandt sted blandt præster i Fødselskirken mellem jul og nytår - bare fordi jeg er kristen præst.

Se her nedenfor, hvis du har glemt den pinagtighed. Det kan være godt nok selv at blive mindet om ikke at dæmonisere hele grupper pga. de få vildledte, for tænk hvis andre gør det samme...

---

Er du turist eller missionær?

---

I Ariel, en stor jødisk bosættelse på Vestbredden, er Yad L'Achim (antimissionsorganisation før omtalt her og her) i gang med en kampagne. En bekendt af mig, der bor i Ariel, har taget billedet, og jeg har fået lov at smide det op her (klik på billedet for større udgave). Det er et klassisk eksempel på deres gennemgående retorik: Tro på Jesus er farvel til jødedommen.

Man skulle synes, at det må være temmelig jødisk at tro på jødernes Messias, men noget helt andet er (som før nævnt), at mange israelske jøder ikke kan identificere sig med den jødedom, som den ultraortodokse fløj står for. Det er naturligvis en subjektiv vurdering, jeg kommer med her, men det er altså påfaldende igen og igen at møde israelske jøder, der tumler med deres jødiske identitet, fordi de ikke kan finde sig selv inden for de rammer, som de, der sætter den religiøse dagsorden i Israel, udstikker.

Derfor er det en overvejelse værd, om ikke de ultraortodokse er en større udfordring for israelske jøders jødiske identitet end dem, der vover at gøre opmærksom på jøden Jesus.

Portræt af israelske jøder

---

En større undersøgelse af israelske jøders tro, praktiske observans og værdier er netop offentliggjort. 2803 personer er blevet interviewet i løbet af 2009, og nu foreligger resultatet. Du kan se det hele her.

Overordnet viser undersøgelsen ift. tilsvarende undersøgelser i 1991 og 1999, at der er et stigende antal israelske jøder, der definerer sig som religiøse, som også Jerusalem Post noterer. I 1999 definerede 52% sig som sekulære jøder. Det tal var i 2009 faldet til 46%. Samtidig definerer 7% flere end i 1999 sig som ortodokse (antallet af 'traditionelle' er faldet med 1%).

Interessant for vores forståelse af jødisk identitet er det også, at der er flere (98%), der mener, det er vigtigt at huske Holocaust, end det er vigtigt at føle sig som en del af det jødiske folk (92%) eller at bo i Israel (89%).

Yderligere er det bl.a. værd at notere sig, at:
- 80% tror, at Gud eksisterer.
- 71% mener, at det enten er 'meget vigtigt' eller 'vigtigt' at studere TaNaK (GT) og skrifter fra den jødiske tradition, men kun 16% gør det selv (det bekræfter i øvrigt vores erfaring med mange af vores besøgende. Trods meget stærk identifikationsværdi kender folk ofte ikke deres 'egen' bibel).
- 69% mener, at loven og budene reelt er givet af Gud.
- 60% tror på et liv efter døden.
- 55% venter stadig på Messias.

På den ene side er det motiverende med alle disse tilknytningspunkter for at gøre Jesus gældende. På den anden side er det også vældig trist, for når nu det er så åbenbart, at Jesus er den, der kan kaste lys over det, de kun ser en skygge af; hvorfor er der så ikke flere, der tager imod ham?

Tja, det var vel præcis Jesu som Paulus' sorg. Paulus begrunder jo netop sin sorg over sit folks manglende tro på Jesus i dette, at de har alt det, der peger på ham, og alligevel vil de ikke ha' ham. Hvad gjorde Paulus ved det? Det eneste han kunne: Han bad og stred. Gud give os både at ville og kunne det samme.

"Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses" (Rom 10:1).

Shabbat Shalom

Teddy om at være sort i Israel

---

I blog-posten fra 18. januar kunne du læse om Teddy Totimeh fra menigheden. Han har begået et interessant indlæg i Jerusalem Post om hans oplevelse af at være sort i Israel

Dryp fra ugen

---

Onsdag var første gang for en ny kvindebibelstudiegruppe ud fra kirken, som fremover vil mødes privat hver anden uge. Jeg glæder mig stort over initiativet, og så er der jo her tale om noget, hvor jeg simpelthen er forment adgang. Jeg vil tro, at de fleste præster glæder sig over at se ting ske, som de ikke selv har fingrene i. Første serie er over et godt, klassisk emne: Kvinder i Bibelen.

I fredags havde jeg besøg af to gymnasieelever, som i klassen havde fået den opgave at skrive et projekt om en jøde, der gjorde en forskel i verden. Og ja, du gættede rigtigt; de valgte at skrive om Jesus. "Selvfølgelig", vil vi måske umiddelbart tænke, men det er mildest talt ikke selvfølgeligt her. Og så alligevel; det siger noget om, at det bliver mindre og mindre suspekt at beskæftige sig med Jesus.

Nogle har sagt, og jeg tror, der er noget om det, at det bl.a er fordi den almindelige israeler vender sig mere og mere mod den voksende gruppe af ultra-ortodokse jøder. Senest har der været demonstrationer i Beit Shemesh, fordi et par ultraortodokse mænd spyttede på en lille 8-årig pige, som de synes var uanstændigt klædt (hvilket vil sige casual).

Denne venden sig mod dem, der i høj grad sætter den religiøse dagsorden, kan blive en fordel for os, der har lyst til at sætte Jesus på dagsordenen. Mange har svært ved at identificere sig med den jødedom, som de ultra-ortodokse repræsenterer og lader sig derfor (i måske stadig højere grad) ikke diktere af deres synspunkter.

Anyway, både hyggeligt og spændende at snakke med to unge gutter, som altså gik til hedningepræsten for at vide mere om jøden Jesus. Sikket privilegium.

Et andet møde i denne uge har jeg også lyst at fortælle om, men sagen er jo, at de fleste af den slags samtaler, kan jeg ikke referere fra. Trods en vis opblødning, som nævnt ovenfor, så er Jesus altså stadig ikke kosher, og dermed er et besøg hos en præst det heller ikke.

Men helt generelt oplever jeg, at noget af det, der giver størst mening for folk er at begynde at se sig selv i Guds store historie. Det handler jo ikke så meget om, at vi har en livshistorie, som vi kan skrive Jesus ind i (lidt som at downloade en app til en smartphone), men egentlig mening i livet og trøst og glæde finder vi først, når vi ser, at Jesus skriver os ind i Guds historie. Mit liv får et andet center end mig selv; det er der faktisk meget befrielse i - ikke mindst for den livet umiddelbart ikke lykkes så godt for.

Og det er jo også lige præcis sagen, når det gælder jødemission. Det er den store historie, der skal frem. GT og NT er jo én stor historie om Guds masterplan for verden. I den forstand er evangelisation bare højtlæsning ;-)

Shabbat Shalom

Mød Teddy Totimeh

Teddy's ansigt blæste lige op i hovedet på mig, da jeg tjekkede Haaretz' hjemmeside.

Her kan du altså møde en af de temmelig forskellige mennesker, som vores menighed består af.

Israel og sociale medier

Ifølge en undersøgelse ud fra en stikprøve i oktober hører israelere til dem i verden, der bruger allermest tid på sociale medier. 11,1 timer om måneden ift. det globale gennemsnit på 5,7 timer. Det er foran fx USA, hvor gennemsnittet er på 6,9 timer. Derudover er det hele 94% af israelske netbrugere, der benytter sociale medier.

Det siger selvfølgelig noget om, at jødemission må involvere netmission. Det er der folk her til lands, der bruger deres tid på (se fx her), og dem du kunne du lige be' for i dag :-)