fredag den 27. januar 2012

Portræt af israelske jøder





En større undersøgelse af israelske jøders tro, praktiske observans og værdier er netop offentliggjort. 2803 personer er blevet interviewet i løbet af 2009, og nu foreligger resultatet. Du kan se det hele her.

Overordnet viser undersøgelsen ift. tilsvarende undersøgelser i 1991 og 1999, at der er et stigende antal israelske jøder, der definerer sig som religiøse, som også Jerusalem Post noterer. I 1999 definerede 52% sig som sekulære jøder. Det tal var i 2009 faldet til 46%. Samtidig definerer 7% flere end i 1999 sig som ortodokse (antallet af 'traditionelle' er faldet med 1%).

Interessant for vores forståelse af jødisk identitet er det også, at der er flere (98%), der mener, det er vigtigt at huske Holocaust, end det er vigtigt at føle sig som en del af det jødiske folk (92%) eller at bo i Israel (89%).

Yderligere er det bl.a. værd at notere sig, at:
- 80% tror, at Gud eksisterer.
- 71% mener, at det enten er 'meget vigtigt' eller 'vigtigt' at studere TaNaK (GT) og skrifter fra den jødiske tradition, men kun 16% gør det selv (det bekræfter i øvrigt vores erfaring med mange af vores besøgende. Trods meget stærk identifikationsværdi kender folk ofte ikke deres 'egen' bibel).
- 69% mener, at loven og budene reelt er givet af Gud.
- 60% tror på et liv efter døden.
- 55% venter stadig på Messias.

På den ene side er det motiverende med alle disse tilknytningspunkter for at gøre Jesus gældende. På den anden side er det også vældig trist, for når nu det er så åbenbart, at Jesus er den, der kan kaste lys over det, de kun ser en skygge af; hvorfor er der så ikke flere, der tager imod ham?

Tja, det var vel præcis Jesu som Paulus' sorg. Paulus begrunder jo netop sin sorg over sit folks manglende tro på Jesus i dette, at de har alt det, der peger på ham, og alligevel vil de ikke ha' ham. Hvad gjorde Paulus ved det? Det eneste han kunne: Han bad og stred. Gud give os både at ville og kunne det samme.

"Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses" (Rom 10:1).

Shabbat Shalom