torsdag den 29. maj 2014

Houses from Within


I weekenden havde vi den årlige Houses from Within event i Tel Aviv. Det er kommunen, der arrangerer et stort Åbent Hus arrangement i byen, og 136 private og offentlige steder havde tilmeldt sig programmet. Det havde vi efter sædvane også gjort her i Immanuelkirken. HER er programmet; vi er nummer 106.

Fredag havde vi regulær Open Church, som vi vanligt har det tirsdag-fredag i tidsrummet 10.00-14.00, og Juan gav en præsentation af kirken hver time med en efterfølgende mini-mini orgelkoncert. 468 personer kiggede indenom den dag. 

Lørdag havde vi 5 korte gudstjenester kl.10,11,12,13 og 14 med efterfølgende præsentationer ved Juan, og 1197 besøgte kirken i den forbindelse.

Det er jo en kæmpe mulighed for os, og det finurlige er, at det sådan ser er kommunen, der inviterer folk i kirke. Det skal de ikke høre for. Vi havde bordene i kirkehaven fyldt med bibler og andre bøger, og vi fik også lejlighed til at snakke med nogle af de besøgende.


Avigail har læst de fleste af bøgerne på hebraisk, så hun er god at have ved bogbordet.

Bl.a. snakkede jeg med en kvinde, som spurgte, om jeg vidste om alt det onde, der er gjort i Jesu navn mod jøder - og med korset som symbol. Hendes far var blevet mødt med ordene: "Omvend dig, din *** jøde." Det sad dybt i hende. Det kan jeg godt forstå. Og jeg kunne jo kun bekende kirkens synder og sige, hvor forfærdeligt det er, at jøder er blevet mødt på den måde i det hele taget, men helt ubærligt, at de er blevet mødt sådan af mennesker, som har navn af at følge Kristus. Vi har et kæmpe troværdighedsproblem. Jeg opfordrede hende til at læse Ny Testamente for at lære Jesus selv at kende.

Vi har ofte snakket om, at det måske vigtigste, vi kan gøre i løbet af en sådan weekend, er at give jøder et møde med en kirke af imødekommende, varme, smilende mennesker. Det er ikke det, de fleste forbinder med kirken.

Vi bad før, under og beder stadig om, at Helligånden vil gøre det arbejde færdigt, som Han gav os lov at være med i den seneste weekend. Forskellen må Han gøre. Så har vi også frimodigheden på plads.

I øvrigt havde vi 236 til koncert om aftenen lørdag, så det er det, vi kalder en god weekend.

tirsdag den 27. maj 2014

Johan, Peres og Paven

Tabeetha School var en af to skoler, hvis elever udgjorde det kor, der i går sang for Paven ved hans besøg i Præsident Shimon Peres' residens. Johan var med sammen med 10 andre fra klassen.

Herunder er to videoer med de sange, de sang dels til indledning og dels til afslutning.



Se fra minut 6:40 i videoen herunder.

mandag den 19. maj 2014

IC Staff 2013/14


Tiden går, og inden vi ser os om, er endnu et år gået. Én ting er sikkert; det var ikke gået uden staben. Derfor er dette indlæg også dedikeret til denne særlige flok af trofaste, positive, arbejdsomme og hjertevarme medarbejdere. Og her er de altså. Dvs. Maria Knuutinen (og et svensk flag) mangler, fordi vi skammeligt nok ikke fik taget billedet i tide. Hun tog hjem i marts, fordi hun skal giftes til juni, men hvor er vi glade for, at hun valgte at komme herned alligevel.

Øverst fra venstre: Arin Maisky (Organist), Lisbeth, Eti Zadok (Administrative Assistant), Signe Thorup (Volontør).

Nederst fra venstre: Christian, Conrad Elmelund (Volontør), Sari-Johanna Kuittilo (Diakon), Bergitte Viste (Volontør), Juan (Vært i Open Church), Daniel Tsyriuk (Pedel).

tirsdag den 6. maj 2014

Israel 66 år

Det er Israels Uafhængighedsdag i dag. Ifølge jødisk kalender er det i dag 66 år siden David Ben Gurion her i Tel Aviv udråbte Staten Israel. Dengang var Israel hjemsted for 806.000 borgere, og Tel Aviv var den eneste by med over 100.000 indbyggere. I dag er der 8.18 millioner borgere i Israel, og der er 14 byer med over 100.000 indbyggere - seks af dem har endda over 200.000.

75 % af befolkningen er jøder. Knap 21 procent er arabere - kristne eller muslimer. De sidste godt 4% er enten kristne ikke-arabere eller andre minoriteter.

Statistik er hentet fra The Times of Israel. Samme medie skriver, at Israels eksport er steget med 16.000% siden 1948. Dengang eksporterede man for 6 millioner USD; i dag er tallet 95 milliarder USD. Det er primært inden for elektronik-, software-, fly- og telefonsektoren, at Israel er stærk - samtidig med at der også bliver solgt farmakologiske produkter i stor stil.

Sidst, men ikke mindst, er her en af de gode historier, som nok fortjener lidt opmærksomhed. I en arabisk landsby i Israel er indbyggerne i gang med at renovere byens synagoge som en respons til radikal-jødisk 'price-tag'-vandalisme mod muslimske og kristne steder. Selv jødiske enheder har været ofre, fordi de for vandalerne har repræsenteret en for blød tilgang til palæstinenserne. Indbyggerne i Shfaram mener, der er en bedre måde at reagere på. Jeg tror, de har ret.