Glædelig Jul fra IC

Og TAK til Signe og Conrad for denne lille sag.

IC - på fransk

I onsdags til vores Christmas Carols havde vi besøg af en journalist fra et lille tv-selskab, der hedder i24. De producerer og sælger nyheds-bits - på fransk og på engelsk. Den her blev så på fransk. Jeg kan desværre ikke hjælpe nogen med at forstå, hvad vi egentlig siger. En anden pudsighed er, at vi skulle kigge forbi kameraet og tale ud i den blå luft. Sådan er det, når journalisten også er kameramand...

December i IC

Det er vist sket med intensiteten af blog-posteringerne. Indrømmet. Derfor minder vi om muligheden allernederst på siden for at tilmelde sig en email-service, sådan at du får en mail i din inbox, når der er postet et indlæg her.

December er godt i gang. Vi har sendt programmer ud til alle vore kontakter, og vi glæder os til at fejre fødslen af jøders og hedningers Messias. Se den engelske udgave af programmet herunder:

Yoel Ben David

Yoel Ben David arbejder for Jews for Jesus. Han og familien er tilbage i Tel Aviv og Immanuelkirken efter nogle år i hhv. USA og England. Han skulle skrive noget til Jews for Jesus' amerikanske nyhedsbrev. Det sendte han til mig, og det har jeg fået lov at lægge herud, siden det handler ikke så lidt om kirken.

My name is Yoel. I live and serve God in our Tel Aviv branch where I train our new missionaries and interns. I would like, if I may, to bring you to my place of ministry for a while... at least a paragraph or two, and show something about my life you might not expect.

Imagine you are walking down Tel Aviv beach toward Jaffa. You should be imagining certain things that are very true. You hear the sound of the waves, and watch families arriving to enjoy the coastline. You should feel the middle-eastern heat... but as the sweat trickles down your face, one thing you don't expect is the sight of an iron cross atop a steeple. Yet there it is off to your left, like a steak at vegetarian barbecue.

'Surely I am back home...', you think to yourself. You look around for large cars and various fast food restaurants. But no. The iron cross is not a vision induced by dehydration. You have not been dreaming.

You are staring at the top of an old church built by a German group of Christians in 1905. You walk to it. As you arrive, the service is beginning. 'But it's Saturday! Are these people confused?' No. The main service is on Shabbat (saturday) morning and the congregation is made up of Israeli believers, fellow Americans, Scandinavians and Africans. As you enter you would see large stain glass windows that light up the church in reds and blues. As you look back you see me in the foyer, my wife Adel and my four children (probably doing something loud).

Yet, next to me you would see something that you would have thought didn't belong in this apparently strange and foreign building. This place of stone walls and stained glass two minutes from a Mediterranean beach front. Yet what you see next to me would be Israeli seekers. Young Israelis wanting to find out more, or older Israelis on a walking tour of historic Jaffa that drop in on Shabbat to see what the building is all about. Yet when they enter they  don’t meet a tour guide with a prepared speech on the history of the building. They meet an Israeli Jews for Jesus missionary with time to sit and talk about why they too, as Jews, could find a home in Jesus.

It was just a few weeks ago that I met a young man called 'Shmuel' in that way. His family comes from Europe and he has found his way to reading and knowing about Jesus but wants to know how to commit his life to him. His first line to me was, 'I want to be baptised'. Since our first meeting at the church, 'Shmuel' and I have met to talk more and I believe that he will soon be a complete member of community in body and in faith.

I praise God for the incredibly un-Israeli way in which our church building stands out in Tel Aviv and how it draws hundreds and thousands of Israelis every year to its doors because it is not quite normal. As a Jews for Jesus missionary, I too stand out with my t-shirt and my message of a crucified Jew dying for the sins of his people and the world. Yet somehow, that is by God's Spirit, people are drawn to the door of Messiah where he waits to welcome them in.

Yoel Ben David

Bono, Clinton, Johan og Magnus

I går fejrede Shimon Peres 90-års fødselsdag. Der var stor fest i Jerusalem. Blandt de, der ønskede tillykke, var Tony Blair, Bono, Bill Clinton, Barbra Streisand og så også Johan og Magnus, som sammen med andre børn fra Tabeetha School sagde 'tillykke' på hvert deres modersmål.


Tabeetha-eleverne er på ca. fra 1:25:00. Er der problemer med linket, kan det ses HER.

Imødekommende, omsorgsfuld og smuk

Sådan bliver det af en af vore medlemmer sagt om menigheden og kirken, som vi får lov at være en del af. Det er jo simpelthen skønt, og videoen nedenfor - produceret af Sandra og Martin - minder os om, hvorfor vi bare elsker den her kirke.

Her med engelske undertekster:

Her med norske:

Staben F2013

Så er endnu et år næsten til ende, og dette indlæg dedikerer bossen med taknemlighed til alle hans trofaste, positive, arbejdsomme, hjertevarme, fleksible, kapable, kreative og uundværlige medarbejdere. Her er også Janni & Ruben Tychsen inkluderet, som var hos os i efteråret, men som ikke figurerer på billedet ovenfor.

Øverst fra venstre: Martin Lysholm Hornstrup (Volontør), Mette Lysholm Hornstrup (Volontør), Arin Maisky (Organist), Lisbeth, Sari-Johanna Kuittilo (Diakon).

Nederst fra venstre: Christian, Sandra Fjeldsgård Dusterud (Volontør), Eti Zadok (Administrative Assistant), Juan (Vært i Open Church), Daniel Tsyriuk (Pedel).

Pinse rykker - stadig!

Denne weekend fejrede vi pinse. Pinse betyder, at Gud ikke bare er ude på at frelse os fra synd og død, men til liv med ham, og at han ønsker dét livsfællesskab med alle mennesker NU. Ordet blev kød i julen, så vi på grund af Jesu liv, hans død og opstandelse for os i påsken, kunne få Guds Ånd i pinsen. Og det er den samme ånd, der oprejste Jesus fra de døde, og som kom over de Jesus-troende Pinsedag, som er i os i dag, OG som konstant er klar til at holde indflytterfest hos hvem som helst, der vil holde op med at tro, at man kan klare alting selv og i stedet begynde at tro på Jesus.

Som sædvanligt talte vi antal modersmål repræsenteret i kirken, og slog rekorden (i vores tid) med to sprog - 25 forskellige modersmål nåede vi op på over lørdag og søndag. Hebraisk, engelsk, dansk, norsk, svensk, finsk, tysk, hollandsk, fransk, spansk, serbisk, farsi, kikuyo, hindi, ukrainsk, russisk, mandarin, japansk, lokale sprog fra hhv. Togo, Nigeria, Ghana og Cameroun, et af de filippinske sprog, armensk og koreansk). Desuden hørte vi de 11 vers i læsningen fra Ap.G. 2 på 11 forskellige sprog - bl.a. på gælisk.

I Babel talte de om menneskers storværker, og da Gud lod dem tale forskellige sprog, blev det til splittelse. På Pinsedag talte de om Guds storværker, og da Gud lod dem tale forskellige sprog, blev det til enhed. Sådan også i weekenden, hvor vores lille forsamling i sig selv blev et udtryk for, hvordan vi på trods af vores i den grad forskellige sprog alligevel er forenet af det samme ord om Jesus. Apostlene begyndte i Jerusalem, og når jeg kigger på vores menighed, kan jeg se, at de gode nyheder er nået til Japan i øst, USA i vest, Sydafrika i syd og Norge i nord. Pinse rykker - stadig.

Houses from Within

Bogbordet i haven klar til ryk-ind

Der går for langt imellem indlæggene for tiden. Jeg synes ellers, der er nok, vi kan skrive om. Fx at vi havde 1782 mennesker igennem kirken på to dage for fjorten dage siden. Den årlige Houses from Within event i Tel Aviv, hvor 120 private og offentlige bygninger åbnede for interesserede gæster. Det er Tel Aviv's kommune, der står bag eventen, så man kan for så vidt sige, at det var borgmesteren, der inviterede folk i kirke denne weekend.

Vi havde selvfølgelig meldt os til igen at være en del af programmet, og fredag havde vi præsentationer ved Juan, leder af Open Church, hver time mellem kl. 10 og 13. 429 kiggede indenom. Lørdag holdt vi 5 gudstjenester af en halv time med efterfølgende mini-præsentation af kirken. Så mange som 1353 gæster var indenom den dag.

De fleste kommer og går igen efter 10 minutter, men flere fik en hel session med sig. Folk kommer primært for at høre orglet, og det fik de selvfølgelig rig lejlighed til både fredag og lørdag. Et hav af bibler og ny testamenter blev nappet med i tasken på vej ud, så nu håber vi, at de også bliver åbnet.

Dinna kom forbi...

Israelsmissionens medarbejder Dinna Bjerrum Swartz kom forbi Immanuelkirken lige før påske. Her mødte hun 'Tamar'.

Læs mere HER.

Strafudmåling for Jack Teitel

For de af Jer, der er bekendt med drabsforsøget på Ortiz-familien i Ariel i marts 2008, hvor en bombe gemt i en Purim-kurv nær havde kostet den da 15-årige Ami Ortiz livet, er der her to video-rapporter oven på strafudmålingen, som fandt sted i tirsdags i Jerusalem - efter at Jack Teitel i januar blev kendt skyldig også i andre forhold.

R2S-teamtur forbi IC

Jeg klipper lige en passage ind her fra en blogpost fra en deltager på Return 2 Sender's (Norsk Israelsmissions ungdomsarbejde) teamtur i påsken.

På teamturen fikk vi møte forskjellige mennesker som bodde og jobbet i Israel. En av disse var en jødisk jente på rundt 20 år. Hun var oppvokst i jødisk kultur og tro, men syntes troen på Gud var vanskelig. Dette førte til mange ubesvarte spørsmål, som hun søkte svar på. I synagogen var det ikke enkelt å stille for mange kritiske spørsmål, og derfor følte hun seg ikke like hjemme der. Etter hvert oppdaget hun Immanuelkirken hvor hun opplevde å bli tatt godt imot, til tross for både spørsmål og manglende tro. Jenta vi møtte opplevde Immanuelkirken som et sted hvor mennesker med mange spørsmål og uten kristen tro også er velkomne.

Det håber jeg selvfølgelig må være manges oplevelse; at IC er et sted, hvor man er velkommen, uanset hvem man er.

I aften påbegynder vi igen et Alpha-kursus. Se opslaget her. Her skulle der også gerne blive rum for alle slags spørgsmål til, hvad det egentlig vil sige at tro på Jesus.

Videohilsen

Martin, volontør her ved kirken, har i samarbejde med Jakob, præst i Jerusalem, produceret denne hilsen til Israelsmissionens Årsmøde. Tak fra os for det.

Jeg napper lige et citat her fra ældste søn, som definerer, hvad Israelsmission går ud på: "Det er om at fortælle om Jesus og Guds plan - lidt ligesom Jesus gjorde det - bare om ham." Det kunne jeg selv vist kun have sagt knapt så skarpt.

Shabbat Shalom

Kids Mini Marathon

Tel Avivs årlige maratonløb i fredags blev aflyst, eftersom den varme ørkenvind skabte temperaturer omkring de tredive grader. Alle andre løbs-distancer blev dog fuldført. Også børnenes løb, som var på 420m - altså 1/100 af maratondistancen. Sammen med flere skolekammerater var Amanda, Magnus og Johan med, og de har siden været svært stolte af deres medaljer.

Tabeetha School 150 år

Tabeetha School, hvor Amanda, Magnus og Johan går i skole, fejrer i denne uge 150 års jubilæum. Der sker selvfølgelig forskellige ting på skolen, og vi får i den forbindelse her i kirken besøg af en tidligere elev, hvis far var Immanuelkirkens første bofaste præst efter Norsk Israelsmission overtog kirken i 1955.

Her er en udmærket artikel om skolen fra dagens udgave af The Scotsman.

Internet-evangelisation

OneForIsrael.org's seneste newsletter indeholder spændende og opmuntrende statistik.

• 22.200 hebraiske Google-søgninger på 'Jesus' hver måned
• 2.900 hebraiske Google-søgninger på 'Ny Testamente' hver måned
• For hver 35 timer bestiller en israeler et Ny Testamente via OneForIsrael.org's sider
• For hver 6,5 timer downloades Ny Testamente på hebraisk som mp3 fra OneForIsrael.org's sider
• For hver 4,5 timer downloades Ny Testamente på hebraisk til en smart phone fra OneForIsrael.org's sider

Det gælder for flere, som jeg har haft samtaler med, at de ikke har kunnet finde Ny Testamente i boghandler, og for mange har det ikke været muligt at have en fysisk udgave af Ny Testamente i deres hjem. Så sent som i sidste uge mailede jeg med en, som skrev, at hans forældre ikke ville tillade, at han havde et NT, og at han derfor læste det på nettet. I forgårs snakkede jeg med en anden, som kun læste i det NT, jeg havde givet vedkommende, når ingen andre var i nærheden.

Online evangelisation er selvfølgelig et must i dagens verden; ikke mindst i Israel, hvor det ikke er kosher at checke Jesus ud - og slet ikke offentligt.

Facebook gør IC kendt

En af vore volontører, Sandra, har været særligt ferm til at holde vores Facebook-side i gang, og mange lokale LIKER diverse opdateringer, og pludselig finder vi dem også delt på andre sider som fx denne.

Jack Teitel kendt skyldig

For de af Jer, der er bekendt med drabsforsøget på Ortiz-familien i Ariel i marts 2008, hvor en bombe gemt i en Purim-kurv nær havde kostet den da 15-årige Ami Ortiz livet, er der her en kort rapport efter afgørelsen i sagen mod den anklagede Jack Teitel.
Han blev i sidste uge kendt skyldig - også i andre forhold.

Læs evt. også Israel HaYom's notits.

 

Beit Yeshua

Juleaften var en pastor for en messiansk menighed i Bat Yam forbi Immanuelkirken til gudstjeneste. Han indbød mig til at komme og tale til deres gudstjeneste i fredags. Det gjorde jeg, og det var med oversættelse til russisk, for næsten alle blandt de ca. 40 fremmødte var immigrerede russiske jøder.

Efterfølgende blev jeg inviteret til at komme ned i en forening af Holocaust Survivors, som efter sigende mødes ca. 100 mand en gang om ugen. Det kan man vel ikke sige nej til, så jeg er spændt på det - og man ved jo aldrig, om det kaster endnu en kontakt af sig..

Misc.

Her kommer nogle af kameraets shots fra den sidste måneds tid:



Ben og Noel er evangelister fra Papua New Guinea, som boede her i vores hus, mens de var på outreach i Israel. De er nogle stille og skønne fyre, som jeg er glad for at have lært at kende.

I Papua New Guinea er deres strategi at gå gennem junglen fra landsby til landsby, fortælle folk om Jesus, blive ind til der er etableret et Jesus-troende fællesskab i landsbyen, hvor de så fortsætter til næste landsby.

Mens de var her, var de engageret i evangelisation ud fra samme organisation, som de arbejder for i Papua New Guinea - Every Home for Christ. Billedet er fra afskeden en meget tidlig morgen...


Lige før jul kørte vi til Jordanfloden for at døbe Lydia og Will, som er en del af menigheden. Deres far, Stewart, ved godt, at det ikke handler om, hvor man bliver døbt, men han synes nu alligevel, at Jordanfloden var noget særligt. Ind til hans børn lod sig indskrive på listen, vidste han nemlig kun om to, der var blevet døbt dér: Jesus og Whitney Houston :-)

Jeg havde fået invitation fra præsident Shimon Peres' kontor til at deltage i en reception for præster og andre kirkeledere nytårsaftensdag. Der var fin forplejning og lejlighed til at hilse på nogle af alle de andre præster.

Præsidenten talte, og den græsk-ortodokse patriark talte som repræsentant for alle landets kirker. At præsidenten havde en politisk agenda var ventet. Mindre ventet var det vel, at den græsk-ortodokse broder åbenbart ikke syntes, der var nogen grund til at sige noget som helst om Jesus. Han sagde praktisk talt ikke noget, som ikke enhver anden faggruppes repræsentant også kunne have sagt.

Det slog mig igen dér, at det altid er et godt spørgsmål at stille sig selv og alle andre kirkefolk, om kirken faktisk har noget at sige, som enhver ikke kan sige sig selv?



Måske husker nogen en tidligere post omkring en reklamefilm, der blev skudt her i vores gade. Her er resultatet. Det er kun de første 6 sekunder, der er fra Bar Hofman. Menighedshuset, hvor vi bor, ses til venstre.

Julegaven

Igen denne jul tilbød vi en julegave til enhver, som ville ha' en. Endnu en gang blev det en DVD produceret af Jews for Jesus - om Sam Rotman, en messiansk-jødisk koncertpianist, der har et enkelt og klart vidnesbyrd.

Her er en trailer

Jul

De fleste af vore ærede læsere fik nok med, at det blev jul igen. Nu er den ovre, men den skal næsten lige have et ord med på vejen her efter lukketid.

Før jul havde vi en eftermiddag med kagebagning og en aften med Christmas Carols, og det begyndte at lugte lidt af jul her i det ellers juleløse Tel Aviv.

4. søndag i advent efter gudstjenesten blev juletræet pyntet, og så var vi ellers klar til et af årets to store events i Immanuelkirken.

Juleaften oprandt og ca. 200 gæster fyldte kirken ud. Igen om aftenen havde vi midnatsgudstjeneste og overraskende nok havde vi på den gode side af 100 gæster til den, selvom det var en helt almindelig mandag aften i Israel og arbejdsdag dagen efter.

Det er en traditionel julegudstjeneste med bibellæsninger, en masse julesalmer og en prædiken. Efter aftengudstjenesten inviterer vi altid på julebag og kaffe, og det var herligt at se flere familier fra børnenes institutioner og gamle kontakter, som vi ikke havde set længe - fx var der nogle af de folk bag Love Revolution, som jeg lærte at kende ifm. dette arrangement. Og så selvfølgelig mange nye ansigter. I torsdags var jeg nede og spille fodbold på den nærmeste boldbane, og en af gutterne dér kom bagefter hen og sagde, at han havde været der, og hvad han hørte og så havde givet ham lyst til at komme igen. Det er han selvfølgelig velkommen til :-)

Selvfølgelig er der også nogle stykker, der går - ikke mindst under prædikenen. Jul er jo ikke kun hyggeligt. Jul må jo nødvendigvis betyde, at vi har brug for en frelser. Hvis vi ikke havde det, så havde Gud nok sparet Jesus turen. Eller som Luther sagde: Det sværeste at tro ved julen er ikke, at Jesus er Guds søn eller en jomfrus søn, men at han er en søn givet for os, som Esajas skriver (9:6). Eller som englene forkyndte: "I dag er der født Jer en frelser..." Det kan vi kun enten acceptere eller afvise. Jul implicerer, at vi er syndere, men jul implicerer netop også, at Gud synes, vi er værd at give livet for.

Jeg havde lejlighed til selv at give en et Ny Testamente og ugen efter var vedkommende tilbage og ville gerne snakke mere.

Juledag havde vi igen gudstjeneste med omkring 80 gæster. Her er det mere det internationale klientel, der dukker op, hvor det typisk er lokale israelere, der kommer juleaften.

Om aftenen den traditionelle julekoncert - igen for fulde huse, hvor vi dels havde den glæde, at Janni - som er en af vore volontører, og som bør slå sig op som jazz-diva - performede akkompagneret af hendes mand Ruben på bas og min lillebror Philip på tangenter.

En anden fra menigheden, Stewart, spiller kontrabas, og han havde taget et par venner med. Et par af deres bidrag kan høre herunder.



Og en mere...



Vores Young Adults var meget involveret i at få alt det praktiske til at glide, og det har været herligt at se dem tage ejerskab for vores lille kirke. Young Adults er i øvrigt en af efterårets store glæder. Der var én tilbage fra holdet før sommer, men ved deres julefest var de 25, så det er en hæderlig stigning...

Jeg holder her. Godt Nyt-år i lyset af julens himmelsprækkende budskab. Det er nemlig Godt Nyt :-)