plus og kors

I posten fra 29/5 refererede jeg fra en samtale omkring kors-symbolet, som for os symboliserer Guds kærlighedsoffer for os - med tilbud om tilgivelse og forsoning og et nyt liv med Jesus ved hans død og opstandelse. Her til lands symboliserer det ikke noget af dette, men forfølgelse, vold og død - hvordan jøder op igennem historien er blevet forfulgt af såkaldte 'kristne'.

Det har bl.a. fået den konsekvens, at man typisk ikke bruger plus-tegnet, som vi kender det, i matematikbøger, fordi det ligner et kors. Man har nappet det nederste ben af, men kalder det stadig 'plus'.

Otto for åben skærm

Check fra minut 16:20 i klippet nedenfor.



Jeg snakker selv jævnligt med en ex-ortodoks jøde, som efter 20 års leven efter rabbinernes forskrifter standsede op og kom frem til, at der ingen svar var på hans søgen efter mening i at leve 'efter budene'. Det var bare en tom skal. Og sådan har jeg snakket med flere, der har sagt det samme.

Derfor er det ikke specielt overraskende, at denne ortodokse jøde, Ezekiel, siger de ting, han gør; det overraskende er, at han gør det for åben skærm. Og hvor herligt, at de får lov at bede for ham til sidst. Det gør du og jeg jo sådan set også, så det kunne du jo lige gøre nu :-)

Pinse og kirkens fødselsdag

Pinsen er ofte kaldet Kirkens fødselsdag. Det er ikke helt rigtigt, for hvem er Kirken? Det er jo dem, der påkalder Herrens navn. Det har mennesker gjort lige siden begyndelsen, kan vi se i 1 Mos 4. I 1 Mos 12 har vi så Abrahams familie, det jødiske folk, kaldt ud ('ekklesia' - græsk ord for kirke, der betyder 'kaldt ud') som et folk, der senere omtales som menigheden ('kehila' på hebraisk). Kirken er et gammelt hus, og den går tilbage til før Helligåndens udgydelse over alle mennesker. Det kan vi måske nærmere kalde Kirkens genfødselsdag - i hvert fald sker der en indre fornyelse af kirken i den pinse, der fortælles om i Apostlenes Gerninger.

Det er egentlig ikke mit ærinde her at skrive så meget om pinse, men det var måske alligevel en passende indledning, når pinsen i år faktisk faldt sammen med Immanuelkirkens fødselsdag. I fredags var det nemlig 110 år siden, at kirken blev indviet.

Det kunne vi jo ikke helt lade være med at fejre, så lørdag havde vi simpelthen en kage med 110 lys. Den fik jeg desværre ikke foreviget. Men her er så i stedet et par skud fra kirkekaffen søndag.

Som sædvanligt talte vi også denne pinse antal modersmål repræsenteret i kirken, og det er altid sjovt. Vi slog ny rekord (i vores tid). 28 forskellige modersmål nåede vi op på over lørdag og søndag. Hebraisk, engelsk, dansk, norsk, svensk, tysk, hollandsk, fransk, spansk, italiensk, portugisisk, bulgarsk, polsk, ukrainsk, kikuyo, swahili, russisk, mandarin, tagalog, afrikaans, igbo, yoruba (lokale sprog Nigeria), desuden lokale sprog fra hhv. Togo, Ghana og Cameroun, lettisk, ungarsk og arabisk). Desuden hørte vi læsningen fra Ap.G. 2 på forskellige sprog - bl.a. også på gælisk.

Og sådan blev Guds storværker (jf. Ap.G 2:11) proklameret på mange forskellige sprog også denne pinse.

Moti veEitan

oneforisrael.org er en ministry, som via diverse hjemmesider søger at fortælle om Jesus online. Israel er et af de lande, hvor der er flest smartphones per indbygger, og i det hele taget er israelere 'online', som få andre nationer. Derfor er det selvsagt nødvendigt, at der evangeliseres også på nettet - ikke mindst når man tager i betragtning, at det ikke er helt kosher rent fysisk at besøge Jesus-troende forsamlinger.

Den ortodokse anti-missionsorganisationen Yad L'Achim, som vi før har skrevet om (her og her), er til stadighed aggressive i deres anti-missions-kampagner, og det fik gutterne fra oneforisrael.org - her Moti og Eitan - til at reagere på lidt uortodoks, men ganske israelsk vis.