Pinse og kirkens fødselsdag

Pinsen er ofte kaldet Kirkens fødselsdag. Det er ikke helt rigtigt, for hvem er Kirken? Det er jo dem, der påkalder Herrens navn. Det har mennesker gjort lige siden begyndelsen, kan vi se i 1 Mos 4. I 1 Mos 12 har vi så Abrahams familie, det jødiske folk, kaldt ud ('ekklesia' - græsk ord for kirke, der betyder 'kaldt ud') som et folk, der senere omtales som menigheden ('kehila' på hebraisk). Kirken er et gammelt hus, og den går tilbage til før Helligåndens udgydelse over alle mennesker. Det kan vi måske nærmere kalde Kirkens genfødselsdag - i hvert fald sker der en indre fornyelse af kirken i den pinse, der fortælles om i Apostlenes Gerninger.

Det er egentlig ikke mit ærinde her at skrive så meget om pinse, men det var måske alligevel en passende indledning, når pinsen i år faktisk faldt sammen med Immanuelkirkens fødselsdag. I fredags var det nemlig 110 år siden, at kirken blev indviet.

Det kunne vi jo ikke helt lade være med at fejre, så lørdag havde vi simpelthen en kage med 110 lys. Den fik jeg desværre ikke foreviget. Men her er så i stedet et par skud fra kirkekaffen søndag.

Som sædvanligt talte vi også denne pinse antal modersmål repræsenteret i kirken, og det er altid sjovt. Vi slog ny rekord (i vores tid). 28 forskellige modersmål nåede vi op på over lørdag og søndag. Hebraisk, engelsk, dansk, norsk, svensk, tysk, hollandsk, fransk, spansk, italiensk, portugisisk, bulgarsk, polsk, ukrainsk, kikuyo, swahili, russisk, mandarin, tagalog, afrikaans, igbo, yoruba (lokale sprog Nigeria), desuden lokale sprog fra hhv. Togo, Ghana og Cameroun, lettisk, ungarsk og arabisk). Desuden hørte vi læsningen fra Ap.G. 2 på forskellige sprog - bl.a. også på gælisk.

Og sådan blev Guds storværker (jf. Ap.G 2:11) proklameret på mange forskellige sprog også denne pinse.