"NT er nøglen", sagde jøden.

---

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en fotograf, der gerne ville lave en fotografisk artikel om Immanuelkirken til en af de to store Tel Aviv-aviser. Han kom forbi en formiddag, og vi snakkede i 2-3 timer om det at være kristen, det at være kirke, og det at være os - menigheden i Immanuelkirken i Tel Aviv. Siden er han dukket op ret trofast til arrangementerne og giver hver gang udtryk for, at han er glad for at komme her - også selvom det er i arbejds medfør.


Ovenstående billede knyttede han følgende kommentar til: "Det er Ny Testamente på forskellige sprog, og det siger noget om mangfoldigheden i Jeres menighed. Yderst til højre aner man en Davidsstjerne, som naturligvis symboliserer Israel. Nøglebundtet ligger foran udgaverne af Ny Testamente, fordi den bog er nøglen for Israel." Det synes jeg var ret godt sagt af en jøde, der ikke bekender sig til Jesus.


Han har en fin side, hvor han viser noget af det, han har lavet i tidens løb.

I morgen tager vi - de af os fra menigheden, der har mulighed for det - ind og fester sammen med en sudanesisk menighed, der i sin tid holdt til her i vores lokaler. De fejrer deres årlige fødselsdagsfest. Vores ven fotografen kunne godt regne ud, at det måske ikke lige var stedet, han skulle skyde en masse pics, men han vil gerne med alligevel - uden kamera.


De to ledere for den sudanesiske menighed inviterede til kl.18, så det har vi jo blæst ud i vores menighed og lavet aftaler om, hvor vi skal mødes for at nå derhen til tiden. Siden har de så rykket mødet til kl. 19... Ja, det er vist sådan, det er, tænkte jeg, da jeg fandt ud af det i går eftermiddags.

Her til aften har de så ringet og spurgt, om ikke jeg vil prædike til deres fest. Go'daw, mand; det' i morgen. Som om der ikke står noget i min kalender for dagsprogrammet? Jeg indrømmer, at min første reaktion var et mix af rysten på hovedet og knækken sammen af grin.

Et eller andet sted er det altså herligt at møde mennesker, der overhovedet ikke bekymrer sig om dagen i overmorgen, selvom de inviterer til den årlige fødselsdagsfest, hvor de regner med, at der kommer 100-200 gæster.

Jeg tænker på, hvordan vi i Danmark lægger program og finder taleren måneder forud for mødet, selvom det måske er en mindre flok på 15-20 stykker, der samles.
Jeg foretrækker da også det sidste, men de her sudanesere er nogle af de gladeste og mest positive mennesker, jeg har mødt hernede endnu, så hvem kan sige nej til dem? Jeg ser frem til i morgen.

Tiden flyver; hva' med os?

Igen er det for længe siden. En blog skal helst ikke have kunstigt åndedræt for mange gange; det dør den af til sidst. Men der er liv i kludene, skal jeg hilse og sige. Tiden flyver, og vi basker med det bedste, vi har lært. Der er knald på, når alle ender skal nå sammen. Jeg er så småt ved at have lidt idé om, hvordan en ganske (u)almindelig uge skal se ud. Det er det her med, at det kræver nogle ugers erfaring at finde ud af, hvor lang tid de forskellige faste ting tager at forberede. Og så er der jo alt det løse...


Staff-situationen her i efteråret er den, at vi har Elisabeth & David og Conny & Thomas fra Danmark som volontører. Juan, vores kære organist og vært i Open Church, er still going strong, selvom han er på vej mod de 70 somre. Og så har vi fået den stærkt savnede finske diakonisse, Sari-Johanna, tilbage. Hun nu har fået det visum, hun ikke fik sidste sommer, hvorfor hun da måtte rejse hjem. Hun havde dårligt fået sat landingshjulene ned, før hun allerede var i gang. Hun bliver endnu en vigtig medspiller for mig fremadrettet.

Lad mig sige, at vi har et stærkt team. Vi er godt besat på alle poster, og alle udfylder en vigtig rolle i arbejdet. Og så har vi det rigtig hyggeligt med hinanden.


En anden vigtig medspiller er vores Advisory Council. Et slags menighedsråd, som Jan i sin tid fik op stå. Det er fem repræsentanter fra menigheden, og de repræsenterer menigheden godt på flere måder. Dels afspejler de menighedens aldersmæssige, kulturelle og etniske bredde; dels er der nyt og gammelt blod også i den forstand, at det er folk, der har været i kirken mellem 2 og 40 år. De er inde over næsten alle beslutningsprocesser, og det er en glæde at opleve det ejerskab, der bliver taget for kirken også af ikke-ansatte.

Man må her forstå, at kirken for få år siden primært var noget, som en række skandinaviske missionsorganisationer drev, og så kunne folk hoppe på den vogn, hvis de ville. En proces er i gang, hvor vi forsøger at få menigheden til at tage mere ansvar og ejerskab, og jeg glæder mig over Jans vigtige grundstensarbejde hermed i form af Constitution, Membership og dette Advisory Council. Lige nu er vi ved at lægge sidste hånd på udarbejdelsen af menighedens eget budget. Små skridt fremad som giver mod på mere.


Kirkens tårn er stadig under restaurering. Det er dygtige folk, der arbejder effektivt. De er foran tidsplanen, hvilket må være et unikt tilfælde i dette land. Vi var i går en tur op ad stilladset. Sikken udsigt der er derfra. Ordet 'tårnoplevelse' fik en ny klang efter den tur (man skal måske være luthersk teolog for at gribe den).






Simon blev døbt d.19. september. Stort at få lov at lægge hånd og mæle til Guds modtagelse af Simon. Det var vist fifty-fifty med koncentrationen om liturgien og medlevelsen i dette vigtige øjeblik, men sådan må det vist være.

Barnedåb er ikke praksis i de fleste af de kirkesamfund, som vores menighedsfolk kommer fra. Stående med en skrigende knægt sagde jeg bagefter lidt i sjov til en af vores nye folk i menigheden - en familiefar, hvor vi har været en del sammen med den familie - at Simon vist hører til de børn, der har brug for at blive døbt. At arvesynden også har godt fat i ham, tør vi forældre i det hele taget godt skrive under på... Et par dage senere tog førnævnte familiefar fat i mig og sagde, at vi må ha' en snak om barnedåb. Det ser jeg frem til.

Forleden havde vi fornøjelsen af at have en gruppe på 35 mand fra en norsk menighed på besøg. Immanuelkirken har en særlig plads i deres hjerte; de støtter os i forbøn og finansielt. Med udgangspunkt i at de ønskede at besøge os, fik de således stablet en Israelstur på benene. Det var en dejlig oplevelse at møde denne flok varme mennesker, som vi af gode grunde ikke kendte, men som lyste langt væk af kærlighed til denne vores lille menighed. Det giver mig lyst til at udtrykke en generel tak til ALLE, der på en eller anden måde tænker os med i forbøn og/eller givertjeneste. TAK!

Jeg håber at blive bedre til distribuere friske nyheder fremover. Vi slutter med et hyggeligt billede af Nathanael (Elisabeth & Davids dreng) og Amanda.

Mails

Vores mailserver har været nede, så hvis nogen har forsøgt at nå os per mail i perioden fredag 2/10 kl.12 til nu - mandag 5/10 kl.13.30, ja, så skal de sendes igen. Hvis altså det stadig er relevant...