Opslag
For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en fotograf, der gerne ville lave en fotografisk artikel om Immanuelkirken til en af de to store Tel Aviv-aviser. Han kom forbi en formiddag, og vi snakkede i 2-3 timer om det at være kristen, det at være kirke, og det at være os - menigheden i Immanuelkirken i Tel Aviv. Siden er han dukket op ret trofast til arrangementerne og giver hver gang udtryk for, at han er glad for at komme her - også selvom det er i arbejds medfør.
Ovenstående billede knyttede han følgende kommentar til: "Det er Ny Testamente på forskellige sprog, og det siger noget om mangfoldigheden i Jeres menighed. Yderst til højre aner man en Davidsstjerne, som naturligvis symboliserer Israel. Nøglebundtet ligger foran udgaverne af Ny Testamente, fordi den bog er nøglen for Israel." Det synes jeg var ret godt sagt af en jøde, der ikke bekender sig til Jesus.
Han har en fin side, hvor han viser noget af det, han har lavet i tidens løb.
I morgen tager vi - de af os fra menigheden, der har mulighed for det - ind og fester sammen med en sudanesisk menighed, der i sin tid holdt til her i vores lokaler. De fejrer deres årlige fødselsdagsfest. Vores ven fotografen kunne godt regne ud, at det måske ikke lige var stedet, han skulle skyde en masse pics, men han vil gerne med alligevel - uden kamera.
De to ledere for den sudanesiske menighed inviterede til kl.18, så det har vi jo blæst ud i vores menighed og lavet aftaler om, hvor vi skal mødes for at nå derhen til tiden. Siden har de så rykket mødet til kl. 19... Ja, det er vist sådan, det er, tænkte jeg, da jeg fandt ud af det i går eftermiddags.
Her til aften har de så ringet og spurgt, om ikke jeg vil prædike til deres fest. Go'daw, mand; det' i morgen. Som om der ikke står noget i min kalender for dagsprogrammet? Jeg indrømmer, at min første reaktion var et mix af rysten på hovedet og knækken sammen af grin.
Et eller andet sted er det altså herligt at møde mennesker, der overhovedet ikke bekymrer sig om dagen i overmorgen, selvom de inviterer til den årlige fødselsdagsfest, hvor de regner med, at der kommer 100-200 gæster.
Jeg tænker på, hvordan vi i Danmark lægger program og finder taleren måneder forud for mødet, selvom det måske er en mindre flok på 15-20 stykker, der samles.
Jeg foretrækker da også det sidste, men de her sudanesere er nogle af de gladeste og mest positive mennesker, jeg har mødt hernede endnu, så hvem kan sige nej til dem? Jeg ser frem til i morgen.
