Sommerferie

Vi holder sommerferie i DK indtil 30/7, hvor vi vender næsen hjemad mod Jaffo igen. Bloggen ligger nok underdrejet så længe.

Tirsdagsbold på yeshiva

David, som er en af kirkens gode medarbejdere, læser på universitetet i J'lem. Han kom en dag i bussen hjem til at snakke fodbold med en af sine med- studerende.

Han indbød David til at joine et slæng, der mødes hver tirsdag aften på en yeshiva (jødisk skole, hvor eleverne undervises i klassisk jødedom) for at spille fodbold. Jeg var ikke sen til at følge trop, og nu har vi spillet dér de sidste små to måneder. Det er simpelthen fedt - på alle måder. Spillet er rimeligt intenst, og fællesskabet er overraskende varmt.

De fatter ikke en lyd af, at man kan være præst og have 4 børn (må en præst overhovedet gifte sig?) og ligne en konfirmand, og jeg er vel nødt til at gi' dem lidt ret..., men som en fortalte mig i aften, så er israelernes ungdom så at sige grundlæggende bygget anderledes op. De aftjener 3 års værnepligt, nogle tager et år eller to mere, "og så bruger vi 3 år på at komme ud af det bagefter."

Dermed mente han, at dels tager det tid at finde ud af sit liv, når man i flere år har været en del af et stramt system. Dels har mange psykiske mén, som gør dem ude af stand til at påbegynde en 'normal' tilværelse den første tid efter. Derfor arbejder de og rejser verden rundt for at få systemet og de barske oplevelser 'ud af systemet'.

Spændende at forstå lidt mere af, hvad der rører sig i hovedet på jævnaldrende israelere, som på overfladen ligner os relativt ubekymrede nordboere, men af hvem flere har nogle hårde år med i rygsækken.

Nu hedder han Simon

Tak for mange hilsner og også for mange forslag til, hvad knægten skal hedde. Det var lidt af et hovedbrud, men i sidste ende blev det dog i byen; navnet Simon relaterer sig nemlig til Jaffo på den måde, at det var her, SIMON Peter - på taget af SIMON Garvers hus - fik et syn, der viste ham, hvordan Gud ikke længere gør forskel på jøder og hedninger - at frelsen nu også gælder hedninger (Ap.G 9,43-11,18).

Som lovtro jøde afviste Peter at spise urene dyr, men Gud fortalte ham, at Gud har erklæret de urene dyr for rene. Blandt andre havde spisereglerne til hensigt at adskille jøder fra hedninger, men denne adskillelse hører op i Kristus, fordi han har gjort de to parter til ét. Hvordan? Jo; Gud udvalgte ét folk blandt alle folkene, hvorigennem han ville deale med Adams (alle menneskers) problem: ulydighed mod Gud. Dette folk fik Guds lov ved Moses, og folkets ulydighed stod klart i lovens klare lys. Det udvalgte folks ulydighed blev til dom og straf. Men den blev stedfortrædende afsonet af Den Udvalgte - den eneste lydige israelit, hvorfor lovens krav ikke længere kan nå den, der er i ham. Og de af lovens bud (fx spisereglerne), der skulle udskille Israel fra hedningefolkene, er nu ikke længere nødvendige, fordi Israels udvælgelse er opfyldt i Den Udvalgte af Israel, Jesus.

Det var det, Peter så i Jaffo. Det eneste, der er kosher for Gud, er Jesus - for jøde som for hedning. Derfor gælder det for Adam (os alle) om at hænge sin hat på ham, Israels Messias. For kun fordi han er Israels Messias, kan han være hedningernes Kristus (Kristus er det græske udtryk for det hebraiske Messias - samme betydning). Sagt på en anden måde: Jesus må altså så at sige være Israels Messias, for at / før han kan være hedningernes Kristus.

Det er for mig at se det, der ligger i Paulus' udtryk; at evangeliet er "for jøde først". Udtrykket betyder IKKE, at Israelsmission er vigtigere end - eller må gå forud for al anden mission, men det udtrykker netop denne Guds frelsesplan; at Gud er verdens frelser, fordi han er Israels frelser; at Gud dealede med hele verdens fald gennem Israels fald og den ene trofaste israelits lydighed, hvorved Gud i Jesus genrejste Israel, Guds udvalgte folk. Jesus er det genrejste Israel; han er træet, hvorpå også nu de vilde grene, hedningerne, ved tro kan podes ind (jf. Rom 11).

I Jesus forkynder Gud fred, siger Peter i Cornelius' hus (Ap.G 10,36). I Jesus er der fred mellem Gud og menneske, fred mellem jøde og hedning, for i ham er der ikke længere noget, der skiller. Det viste Gud Peter i Jaffo. OK, rimeligvis var det nok først i Cæsarea, at han forstod synet, og folk i Jerusalem vil selvfølgelig sige, at det var dér det skete, men vi udnytter og tager os godt af de smuler, vi har her i Jaffo :-)

Nå, jeg ville jo egentlig bare blæse ud, at nu har knægten fået et navn, og så greb det lige lidt om sig... Lisbeth og Simon kom hjem i dag efter to ekstra dage på hospitalet pga. gulsot - altså det var Simon, der havde gulsot. Han skulle være fit for fight nu.

Et barn er født os, en søn er givet os. Man skal kalde ham...??

Det er uanstændigt længe siden, der er sket noget her på siden. Så længe, at selve blog-konceptet er på spil. Men siden kl. 8.25 i går har jeg glædet mig meget til at kunne give 'nyt liv' til bloggen; vores familie er nemlig blevet velsignet med 4420 g nyt liv. Det begyndte godt nok for 40 uger siden, men i går så vi - ham!

For at gøre en lidt længere historie næsten lige så lang, så var der lidt kriller i maven mandag over middag. Vi tog på stranden med ungerne, spiste aftensmad hjemme og var så på sygehuset kl. 3 natten til tirsdag. Vores gode medarbejdere her i huset tog fra da af sig godt af ungerne. Skønt!

Veerne tog rigtig godt fat omkring kl. 7, hvor night shift gik hjem, og dagholdets læger og jordemødre checkede in. Det gik sådan, at den jordemoder vi dér fik, var flydende på engelsk. Hun emigrerede fra England for 25 år siden. Hvilken gave - netop som det spidsede lidt til - at ikke gebrokken kommunikation skulle genere.

Trods Lisbeths helt afsindige anstrengelser ville knægten ikke ud. Det stod på så længe, at jordemødrene blev lettere febrilske pga. den svage ilttilførsel til drengen. "I'm not happy with this", røg det ud af munden på jordemoderen, og pludselig var rummet fyldt af 8-10 grønne kitler. Lisbeth blev kostet om på siden, senere hjulpet op i stående fødsels-stilling og siden ned at sidde på en særlig fødselsstol, alt imens jeg prøvede ikke at stå alt for meget i vejen. Der var ikke rigtigt noget, der hjalp, så frem med sugekoppen, der fik hjulpet det blå-lilla, stjernekiggende hoved ud.

Heller ikke kroppen svuppede uden videre ud, så en lille scene med mindelser fra folkeskolens tovtræknings-konkurrencer udspillede sig for øjnene af faderen, der befandt sig i et vacuum - eller måske nærmere i en sfære af angst, adrenalin og magtesløshed.
Lægen demonstrerede temmeligt overbevisende, hvor meget sådan et bette hoved kan holde til, og endelig kom krabaten ud til heftig massage, indtil det befriende skrig bragte gemytterne og derfor også undertegnede til ro.

Sugekoppen havde jo givet sønnike en lille kippa på toppen af hovedet, så da lægen fandt saksen til navlestrengen frem, måtte det selvfølgelig lige sikres, at han ikke fik flere gode idéer mht. andre ydre jødiske tegn...

Næppe ude i det fri, blev han skrubbet med vand og sæbe. Det er anderledes ift. de andre fødsler i DK, hvor de tværtimod sagde, at det kun er godt at vente med at afvaske det fedtlag på kroppen, som barnet har med ud.

Nuvel; alt skal ikke være ens, og vi har været rigtig glade for den hjælp, vi har fået på hospitalet, og Lisbeth og lillebror er stadig derude. Vi håber at få dem hjem i dag. Her er det kutyme at tage to overnatninger på hospitalet, uanset om man er førstegangsfødende eller ej.


Det var i sagens natur også et stort øjeblik at forene familien efter at have hentet ungerne. Drengene er svært stolte, og Amanda har de vildeste ejer- fornemmelser.


Ydmyghed, taknemlighed og overstrømmende glæde fylder os oven på dagens store begivenhed. Tak til Gud for hans urimelige godhed. Tak også til Jer, der beder for os og har bedt specielt for graviditet og fødsel.

Nu skal vi ha' fundet et navn til knægten. Vi vil jo gerne have ham med til DK i næste uge, og derfor skal han selvfølgelig bruge et pas, som vi skal ha' lavet i morgen. Vi skal altså ha' fundet et navn lidt kvikt. Motiverede bud ud over Jonathan, Benjamin, Peter, Simon, Jonas, Villads, Frederik og Victor modtages gerne i løbet af dagen :-)