Kirken af døde sten

Tårnet på vores kirke er i en skidt forfatning. Så har jeg ikke overdrevet. Der er nogle fæle sprækker, og worst case scenario er, at det dratter ned i skallen på nogen. Derfor er man gået i gang med at restaurere tårnet - før pengene er fundet. De første 5 meter sten - fra toppen og ned - bliver skiftet, og resten restaureres.

Jeg har tænkt lidt over det her med at kaste penge efter livløse sten. Mange penge. 2-3 millioner DKK. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med. Men ikke længere. Og jeg håber og tror ikke, at det er, fordi jeg er inficeret af den præstesyge, der vistnok hedder kirkebygningsromantik, og som især slår ud, når det angår præstens egen kirke. Nej, der er mission i de penge. Der kan komme til at stå 'Jesus' på bundlinjen hos mennesker pga. det tårn.


Havde Immanuelkirken ligget i DK, tror jeg, at jeg ville ha' stemt for at barbere tårnet og så bruge pengene på mennesker. Men her er det ikke sådan, at vi ikke kan se kirkerne for bare tårne.
Næh, der er faktisk ikke en eneste kirkebygning i hele Tel Aviv. Den første møder vi dér, hvor Tel Aviv bliver til Jaffo; dér, hvor Immanuelkirken rejser sig midt i et sært ukurant stil-mix fra de splinternybyggede luksusboliger til de faldefærdige huse, som er forseglet, fordi det er livsfarligt at bo i dem.

Der er god grund at være synlig kirke her. Fordi kirken her faktisk opfylder en rolle som fyrtån. HER er en kirke. Det lyder banalt, og det er det i grunden også. Et par erfaringer:

Synlighed gi'r mening, når en motorcyklist holder ind og kommer ind i kirken i fuld ornat og sidder en 10 minutters tid - med hjelmen på - inden han går ud og kører videre.

Synlighed gi'r mening, når man ikke har en hjelm at gemme sig bag, men hjemme checker in på kirkens hjemmeside, fordi han så...kirken.

Synlighed gi'r mening, fordi kirker paradoksalt nok ikke er suspekte på samme måde, som Jesus er det (ved godt, det lyder både skørt og skræmmende; kirken burde jo netop være præcis så suspekt, som Jesus er det).

Synlighed gi'r mening for den eneste protestantiske kirke i miles omkreds. Der er jo det ved ting, der kun er én af, at de bliver til attraktioner. Derfor har vi vores Open Church ministry, og hver uge besøger ca. hundrede israelere kirken og hører om ham der jøden...

Bed gerne for fundraisingen til restaureringen af vores kirketårn.

Hjem og hjem igen

---

Billede skudt i det danske sommerland

Vi er landet og godt i gang. Og også bloggen skal i gang igen.

Det var godt at være ’hjemme’ i Danmark og se familie og venner igen, men vi har samtidigt glædet os til at komme ’hjem’ til Jaffo for at komme rigtigt i gang med det, som vi i januar tog ud for; nemlig at arbejde i denne dejligt farverige menighed.

Jesus samler
Der er mange nye ting at sætte sig ind i. Stafetten er jo først rigtigt overgivet nu, og jeg har dels gang i at få dannet mig et administrativt overblik; dels skal vi sammen med ’menighedsrådet’ bruge lidt krudt på at få kortlagt de forskellige behov i menigheden. Det gælder både socialt og åndeligt. Og så vil det være en stadig opgave at være med til at skabe gode rammer for et integrerende fællesskab. Her er vi måske lidt ekstra udfordret i og med, at man ikke rigtig kan tale om nogen form for herskende enhedskultur i kirken. Kirkens Herre er den eneste, vi har til fælles.

Det er i fællesskabet med Jesus, at vi er i fællesskab med hinanden. At alle kontinenter på nær Antarktis er repræsenteret i menigheden, siger i øvrigt noget om, hvem Han er. Han er vores udgangspunkt og må fastholdes som fixpunkt. Ser vi ham, ser vi også hinanden. Og dermed rører vi også ved en af de ting, som jeg – dog ikke uden bæven – har glædet mig meget til, nemlig forkyndelsen af Jesus.

Jerusalems fred
I morgen er prædiketeksten - her som i DK - Luk 19,41-48. Jeg sidder og roder med den nu. Jesus græder over Jerusalem. "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred", siger han. Vidste de dog bare, hvad Zakarias sang i kap 1: At Israels Gud i Jesus "har besøgt og forløst sit folk [...] for at lede vore fødder ind på fredens vej". Vidste de dog bare, at Jerusalems fred ikke handler om at befri byen fra romerne. Eller i dag at Jerusalems fred ikke er en eller studehandel, der involverer Netanyahu, Fatah og Hamas. Jerusalems fred er det frelsens horn, som Gud har oprejst i Davids hus jf. Zakarias' lovsang. En genoprettet fred med Gud, der selv udvalgte byen (1 Kong 11). Denne Jerusalems fred er en person. Han hedder Jesus, og jeg har netop snakket med en af Jerusalems døtre, der ønsker at blive døbt til at tilhøre Ham. Stort! Lad os altid bede om Jerusalems fred. At det jødiske folk må kende Ham.