mandag den 31. august 2009

Kirken af døde sten


Tårnet på vores kirke er i en skidt forfatning. Så har jeg ikke overdrevet. Der er nogle fæle sprækker, og worst case scenario er, at det dratter ned i skallen på nogen. Derfor er man gået i gang med at restaurere tårnet - før pengene er fundet. De første 5 meter sten - fra toppen og ned - bliver skiftet, og resten restaureres.

Jeg har tænkt lidt over det her med at kaste penge efter livløse sten. Mange penge. 2-3 millioner DKK. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med. Men ikke længere. Og jeg håber og tror ikke, at det er, fordi jeg er inficeret af den præstesyge, der vistnok hedder kirkebygningsromantik, og som især slår ud, når det angår præstens egen kirke. Nej, der er mission i de penge. Der kan komme til at stå 'Jesus' på bundlinjen hos mennesker pga. det tårn.


Havde Immanuelkirken ligget i DK, tror jeg, at jeg ville ha' stemt for at barbere tårnet og så bruge pengene på mennesker. Men her er det ikke sådan, at vi ikke kan se kirkerne for bare tårne.
Næh, der er faktisk ikke en eneste kirkebygning i hele Tel Aviv. Den første møder vi dér, hvor Tel Aviv bliver til Jaffo; dér, hvor Immanuelkirken rejser sig midt i et sært ukurant stil-mix fra de splinternybyggede luksusboliger til de faldefærdige huse, som er forseglet, fordi det er livsfarligt at bo i dem.

Der er god grund at være synlig kirke her. Fordi kirken her faktisk opfylder en rolle som fyrtån. HER er en kirke. Det lyder banalt, og det er det i grunden også. Et par erfaringer:

Synlighed gi'r mening, når en motorcyklist holder ind og kommer ind i kirken i fuld ornat og sidder en 10 minutters tid - med hjelmen på - inden han går ud og kører videre.

Synlighed gi'r mening, når man ikke har en hjelm at gemme sig bag, men hjemme checker in på kirkens hjemmeside, fordi han så...kirken.

Synlighed gi'r mening, fordi kirker paradoksalt nok ikke er suspekte på samme måde, som Jesus er det (ved godt, det lyder både skørt og skræmmende; kirken burde jo netop være præcis så suspekt, som Jesus er det).

Synlighed gi'r mening for den eneste protestantiske kirke i miles omkreds. Der er jo det ved ting, der kun er én af, at de bliver til attraktioner. Derfor har vi vores Open Church ministry, og hver uge besøger ca. hundrede israelere kirken og hører om ham der jøden...

Bed gerne for fundraisingen til restaureringen af vores kirketårn.