Portræt af israelske jøder

---

En større undersøgelse af israelske jøders tro, praktiske observans og værdier er netop offentliggjort. 2803 personer er blevet interviewet i løbet af 2009, og nu foreligger resultatet. Du kan se det hele her.

Overordnet viser undersøgelsen ift. tilsvarende undersøgelser i 1991 og 1999, at der er et stigende antal israelske jøder, der definerer sig som religiøse, som også Jerusalem Post noterer. I 1999 definerede 52% sig som sekulære jøder. Det tal var i 2009 faldet til 46%. Samtidig definerer 7% flere end i 1999 sig som ortodokse (antallet af 'traditionelle' er faldet med 1%).

Interessant for vores forståelse af jødisk identitet er det også, at der er flere (98%), der mener, det er vigtigt at huske Holocaust, end det er vigtigt at føle sig som en del af det jødiske folk (92%) eller at bo i Israel (89%).

Yderligere er det bl.a. værd at notere sig, at:
- 80% tror, at Gud eksisterer.
- 71% mener, at det enten er 'meget vigtigt' eller 'vigtigt' at studere TaNaK (GT) og skrifter fra den jødiske tradition, men kun 16% gør det selv (det bekræfter i øvrigt vores erfaring med mange af vores besøgende. Trods meget stærk identifikationsværdi kender folk ofte ikke deres 'egen' bibel).
- 69% mener, at loven og budene reelt er givet af Gud.
- 60% tror på et liv efter døden.
- 55% venter stadig på Messias.

På den ene side er det motiverende med alle disse tilknytningspunkter for at gøre Jesus gældende. På den anden side er det også vældig trist, for når nu det er så åbenbart, at Jesus er den, der kan kaste lys over det, de kun ser en skygge af; hvorfor er der så ikke flere, der tager imod ham?

Tja, det var vel præcis Jesu som Paulus' sorg. Paulus begrunder jo netop sin sorg over sit folks manglende tro på Jesus i dette, at de har alt det, der peger på ham, og alligevel vil de ikke ha' ham. Hvad gjorde Paulus ved det? Det eneste han kunne: Han bad og stred. Gud give os både at ville og kunne det samme.

"Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses" (Rom 10:1).

Shabbat Shalom

Teddy om at være sort i Israel

---

I blog-posten fra 18. januar kunne du læse om Teddy Totimeh fra menigheden. Han har begået et interessant indlæg i Jerusalem Post om hans oplevelse af at være sort i Israel

Dryp fra ugen

---

Onsdag var første gang for en ny kvindebibelstudiegruppe ud fra kirken, som fremover vil mødes privat hver anden uge. Jeg glæder mig stort over initiativet, og så er der jo her tale om noget, hvor jeg simpelthen er forment adgang. Jeg vil tro, at de fleste præster glæder sig over at se ting ske, som de ikke selv har fingrene i. Første serie er over et godt, klassisk emne: Kvinder i Bibelen.

I fredags havde jeg besøg af to gymnasieelever, som i klassen havde fået den opgave at skrive et projekt om en jøde, der gjorde en forskel i verden. Og ja, du gættede rigtigt; de valgte at skrive om Jesus. "Selvfølgelig", vil vi måske umiddelbart tænke, men det er mildest talt ikke selvfølgeligt her. Og så alligevel; det siger noget om, at det bliver mindre og mindre suspekt at beskæftige sig med Jesus.

Nogle har sagt, og jeg tror, der er noget om det, at det bl.a er fordi den almindelige israeler vender sig mere og mere mod den voksende gruppe af ultra-ortodokse jøder. Senest har der været demonstrationer i Beit Shemesh, fordi et par ultraortodokse mænd spyttede på en lille 8-årig pige, som de synes var uanstændigt klædt (hvilket vil sige casual).

Denne venden sig mod dem, der i høj grad sætter den religiøse dagsorden, kan blive en fordel for os, der har lyst til at sætte Jesus på dagsordenen. Mange har svært ved at identificere sig med den jødedom, som de ultra-ortodokse repræsenterer og lader sig derfor (i måske stadig højere grad) ikke diktere af deres synspunkter.

Anyway, både hyggeligt og spændende at snakke med to unge gutter, som altså gik til hedningepræsten for at vide mere om jøden Jesus. Sikket privilegium.

Et andet møde i denne uge har jeg også lyst at fortælle om, men sagen er jo, at de fleste af den slags samtaler, kan jeg ikke referere fra. Trods en vis opblødning, som nævnt ovenfor, så er Jesus altså stadig ikke kosher, og dermed er et besøg hos en præst det heller ikke.

Men helt generelt oplever jeg, at noget af det, der giver størst mening for folk er at begynde at se sig selv i Guds store historie. Det handler jo ikke så meget om, at vi har en livshistorie, som vi kan skrive Jesus ind i (lidt som at downloade en app til en smartphone), men egentlig mening i livet og trøst og glæde finder vi først, når vi ser, at Jesus skriver os ind i Guds historie. Mit liv får et andet center end mig selv; det er der faktisk meget befrielse i - ikke mindst for den livet umiddelbart ikke lykkes så godt for.

Og det er jo også lige præcis sagen, når det gælder jødemission. Det er den store historie, der skal frem. GT og NT er jo én stor historie om Guds masterplan for verden. I den forstand er evangelisation bare højtlæsning ;-)

Shabbat Shalom

Mød Teddy Totimeh

Teddy's ansigt blæste lige op i hovedet på mig, da jeg tjekkede Haaretz' hjemmeside.

Her kan du altså møde en af de temmelig forskellige mennesker, som vores menighed består af.

Israel og sociale medier

Ifølge en undersøgelse ud fra en stikprøve i oktober hører israelere til dem i verden, der bruger allermest tid på sociale medier. 11,1 timer om måneden ift. det globale gennemsnit på 5,7 timer. Det er foran fx USA, hvor gennemsnittet er på 6,9 timer. Derudover er det hele 94% af israelske netbrugere, der benytter sociale medier.

Det siger selvfølgelig noget om, at jødemission må involvere netmission. Det er der folk her til lands, der bruger deres tid på (se fx her), og dem du kunne du lige be' for i dag :-)

NY feature :-)

Bemærk ny funktion nederst på siden. Der er mulighed for at få en email hver gang, der er nyt på bloggen. Indtast din mailadresse og bekræft tilmeldingen via link i tilsendt mail, og så er du kørende.

Bliver du senere træt af at få disse emails, kan du afmelde tjenesten igen via et link nederst i de tilsendte mails.

Bed for kristne i Jaffo og i Nigeria

Der er en tung og lidt stille atmosfære i Jaffo i disse dage. I fredags fejrede den ortodokse kirke jul. Det går ikke stille af, og vi var oppe i bymidten for at se fyrværkeriet og nappe en shawarma til aftensmad. Senere om aftenen da vi checkede dagens nyheder, kunne vi læse, at mens vi sad 500m længere nede ad gaden og gumlede, var den måske mest fremtrædende leder i St. George ortodokse kirke blevet stukket ned af en mand i julemandskostume - ligesom de skulle påbegynde en procession igennem byen. Det står endnu ikke klart, hvem der står bag.

På drengenes skole er der en del børn fra den ortodokse kirke og ikke mindst mange, der er en del af spejderarbejdet dér, og generelt hersker der lidt usikkerhed blandt de små børn, som bliver nervøse for deres forældre, hvis ikke de står klar til at hente dem, når klokken ringer. Mordet fandt sted på skolens gade - bare 100m derfra. En helt anden ting er, at julemands-figuren fra nu af står i et helt andet lys, eller 'skygge' som det jo nærmere er.

Alle kristne i Jaffo er berørt. Familiebånd går på tværs, og alle er forbundet på den ene eller den anden måde. Således er vores frisør, der er søn af den katolske sikkerhedsvagt på børnenes skole, gift med den dræbtes datter, som altså er ortodoks, og sådan er der mange dagligdags og kirkelige forbindelser, der er med til at binde de kristne i Jaffo sammen.


Søndag havde vi igen fornøjelsen af at få besøg af ærkebiskoppen for den lutherske kirke i Nigeria, Nemuel A. Babba (som i øvrigt er færøsk gift). Han har kigget forbi til gudstjeneste de seneste gange, han har været i landet.

Han bor selv i et af de områder, der er ramt af de mange angreb fra muslimske ekstremister, og det er ikke enkelt at være kirke for tiden, fortalte han. Der er masser af usikkerhed; man ved ikke, hvornår det slår ned, men på trods af presset og spændingerne vokser kirken, så trods de tunge kår, fornemmede jeg klart en fortrøstningsfuld kirkeleder med tro på fremtiden.

Bed gerne for disse søster-fællesskaber - i Jaffo og i Nigeria.

GODT NYTÅR

---

Vi er i gang igen med det normale program her efter jul. Vi havde igen en rigtig fin julefejring, og trods regn og blæst juleaften fandt folk alligevel frem til kirken, så vi bare havde et par enkelte sæder fri.

For andet år i træk forsøgte vi os med en midnatsgudstjeneste, og ca. 100 var omkring den, så det begynder at lugte lidt af noget, vi skal gøre hvert år. I løbet af hele juleugens program med koncerter og gudstjenester og Open Church har vi haft omkring 1000 gæster, så det er et af årets store sus - ikke mindst at forkynde juleevangeliet blandt det folk, som hørte det første gang.

Og det bliver ved med at være relevant. Selvfølgelig. For hvis vi var uden Gud i verden, ville alt være lige meget og ligegyldigt. Det er ikke til at bære implikationerne af. Og selv hvis vi opererer med Gud i vores verdensbillede, kunne det jo rimeligvis tænkes, at han var revnende ligeglad med os. Det ville heller ikke være til at bære implikationerne af, selvom vi svært kunne kræve, at han skulle synes noget særligt om os. Derfor er jul så skønt. Alt er ikke lige meget. Vi er ikke lige meget. God is on the move. Yay!

Jeg har ikke fået alle billeder hjem fra julen, men en fotograf besøgte os under midnatsgudstjenesten, og han sendte mig følgende: