Opslag
Det blev en illustration for mig, da jeg samme aften sad med prædikenforberedelsen. Jeg er ofte ret udfordret af, hvor radikal en efterfølgelse Jesus kalder os til. "Når Kristus kalder en mand, byder han ham at komme og dø", som Bonhoeffer er kendt for at have sagt i Efterfølgelse. Og det er jo rigtigt. At leve for en anden og andre og ikke for mig selv. Det var præcis det, Jesus gjorde, og vi er hans efterfølgere; "bestemt til at formes efter hans billede", som Paulus siger det, og argumentet er, at Jesus er den førstefødte af den nye skabning, som er en realitet nu for os i ham. Jesus gik ind i verden for at tjene den; ikke for at lade sig tjene. Er vi i verden, for at den skal tjene os; eller er vi der for at tjene den?
Jeg tror ærligt talt, at det, når jeg udfordres, ofte ender, som det gjorde med jordskælvet i fredags. Min verden rystes et øjeblik; jeg udfordres af Jesu kald, men der sker ikke rigtig noget. Men hvis det virkelig er sandt, at denne verden kun består endnu, fordi Gud har en plan, så handler mit liv jo dybest set også om den plan.
Det er nemt at føle sig ramt og skyldbetynget over, at jeg ikke virker sådan, at jeg har lyst til at leve for andre mere end for mig selv. Det er jo sandheden; det er simpelthen ikke min natur at leve sådan. Samtidig står udfordringen urokket. Det ER min nye natur i Kristus.
Det ville være nærliggende bare at tage sig sammen og komme i gang, og det tror jeg ikke, vi kommer udenom. MEN hvis jeg vil ligne Jesus, så kan det ikke være det første jeg gør, for så er jeg drevet af skyldfølelsen. Det var Jesus ikke, og jeg skal jo ligne ham. Han var drevet af kærlighed; kærlighedens lydighed mod sin Far og kærlighedens medlidenhed med os. Med andre ord den selv-hengivenhed og selv-opofrelse, som jo faktisk er i kærlighedens inderste væsen.
Hvis jeg derfor vil formes efter hans billede, så bliver jeg nødt til at se det billede og lade det forme mig. Jesus på korset for mig - stærkere bliver det ikke, men jeg er halvblind og ser det ikke for klart. Derfor må jeg blive dér, indtil jeg fatter det og bede Helligånden virke Jesu natur i mig, som jeg ikke har i mig selv.
Da Jesus døde var der jordskælv. Det indvarslede, at Jesus var igang med at genoprette verden; en ny verdensorden eller bare genoprettelse af den egentlige, hvor mennesker lever for andre og ikke for sig selv. Overvej hvordan verden ville se ud i dag, hvis alle var optaget af at løfte andre end sig selv op. Så ville ingen behøve søge sit eget/tjene sig selv, for det var alle andre optaget af. Sådan var det først, og sådan skal det blive siden.
Men sådan skal det også NU være blandt os, som vil følge Jesus. Nyskabelsens førstefødte er Jesus, siger Paulus, og vi som tror på ham, skal formes efter hans billede NU. Det er vel derfor, at Jesus siger, at verden skal kende, at vi er hans disciple, hvis vi elsker hinanden, for det er jo netop ikke verdens koncept, at man først og fremmest lever for andre end sig selv. Men det er konceptet i Guds rige. Hvem lever jeg for i sidste ende? Mig selv eller ham? Hold fast, det er udfordrende, mand. Jeg må vist igen omkring korset en tur...
