lørdag den 17. november 2012

Update

Vi har netop lige været en tur i kælderen, da luftalarmen gik for tredje gang på tre dage. Det skal ses i sammenligning med, at den går noget nær en gang i timen nogle steder omkring Gaza, og for folk i Gaza er det endnu værre.

Raketten mod Tel Aviv blev denne gang neutraliseret af det raketskjold, Iron Dome, som Israel har været i besiddelse af i omkring 1½ år. I dag kom det femte batteri så op i nærheden af Tel Aviv - i tide til at tage sig af dagens uvelkomne angreb.

Radaren registrerer raketaffyringen, beregner dens bane og derved om den vil ramme ned i beboelsesområder. I det tilfælde sender den neutraliserende skyts af sted for at detonere raketten i luften. Se eksempel fra Ashdod herunder



Videoen herunder skulle være præcis det angreb, vi netop har haft.



Vi føler os trygge og er naturligvis taknemlige for et kapabelt israelsk militær. Børnene reagerer heldigvis på alarmerne med en vis ro. De tre store var nervøse den første gang, og vi måtte have en snak omkring, hvad der rent faktisk foregår, men siden har de forholdt sig til, at det naturligvis er alvorligt, men at vi også er beskyttet mod raketter af den her karaktér. Johan synes sådan set bare, at de skal få skudt det af, de har at skyde med, så vi kan komme over det her.

Selvom vi skulle være ude i byen i tilfælde af luftalarm - uden for rækkevidde af beskyttelsesrum og raketskjoldet skulle fejle, så er der alligevel en absolut minimal chance for, at en raket skulle dumpe ned i hovedet på lige præcis os, så dette være skrevet for at tage toppen af evt. bekymring hjemmefra. Der er faktisk relativt roligt i Tel Aviv.

Bed gerne for os naturligvis; ikke mindst at børnene fortsat må kunne håndtere evt. kommende luftalarmer. Der er i den grad også grund til at bede for de mange mennesker længere sydpå, der er så meget mere berørt, og så er der også grund til at bede om en hurtig løsning. Israel har indkaldt 75.000 soldater fra reserven og er lige nu i overvejelser omkring en evt. invasion. Det kan blive grimt, og vi kender folk her, som afventer, om de selv skal i aktion; noget de ikke har specielt meget lyst til.


I dag har vi haft gudstjeneste som normalt. Der var bare lidt færre deltagere end sædvanligt, og vi havde fornøjelsen af at fejre et kært ægtepar i kirken, som har været trofaste over for kirken i over 40 år og i dag over for hinanden i 50 år. Guldbryllup. Det er bare godt gået og så rigtigt at fejre også som menighed.

Shabbat Shalom fra os i Jaffo