Se det i øjnene... tiden går!!

At tiden går er jo ikke noget nyt. Det betyder selvsagt, at årene også går, og det er som regel her omkring skolestart, at vi gør os den erkendelse. Som om vi havde glemt det siden sidste år...

Tirsdag d. 28. august satte vi tre børn af ved porten ind til Tabeetha School. Johan og Magnus var top-klar på at komme op og gense kammeraterne i nu 4. og 2. klasse, og Amandas lyste af spænding over, at NU hed det også SKOLE for hende.

Også skolen markerede på en særlig måde, at tiden går. Første skoledag blev elever og forældre mødt af 150 balloner, da det i dette skoleår er 150 år siden, at de første elever startede på Tabeetha.

Simon kommer naturligvis til at afslutte en del kapitler i vores liv. Denne gang er bleer og vuggestue en saga blot. Han stortrives i børnehaven. Hans bedste ven fra vuggestuen er fulgt med til den nye børnehave, så de får brændt noget krudt af sammen hver dag.

Det var dog i dag, en helt almindelig tirsdag middag, at jeg for alvor fik øjnene op for, at årene går.
Bedst som jeg står og venter på, at Amanda får fri, falder jeg i snak med en koreansk mor, der har et barn i Amandas klasse. Det viser sig, at hun har været til gudstjeneste i Immanuelkirken for et par år siden og kunne huske, at jeg havde sabbatskolen. "Men", sagde hun, "du så meget yngre ud den gang. Jeg kan se det på de mange rynker omkring dine øjne!!" Den fik jeg så - lige i synet. Vi smilede til hinanden... og så sprang jeg ellers hjem til spejlet - og kunne og måtte se det i øjnene: Tiden går!

Rynkerne omkring øjnene er selvfølgelig bare "smilerynker", men det skal jeg ikke bebrejde hende, at hun ikke kunne se. Det må jeg så se at bilde hende ind i morgen.