mandag den 23. maj 2011

Velgørenhedskoncert




I løbet af weekenden har kirkehaven været galleri for malerier begået af både blinde og svagt-seende. En herlig og smuk indgang til en herlig og smuk kirke :-) og anledningen var, at vi lørdag aften beværtede en velgørenhedskoncert for et lokalt arbejde blandt blinde. Det gjorde vi også sidste år, og det var igen i år en propfyldt kirke, der nød et varieret program, som Juan havde sammensat. Artister på klaver, orgel, tværfløjte, en baryton og en sopran (jeg frygtede lige et par gange for vores glasmosaikker) var på programmet.


Jeg havde æren af at byde velkommen, og jeg stillede det spørgsmål, som lederne af blindearbejdet stillede mig, første gang vi kontaktede dem for at høre, hvordan vi kunne støtte dem: Hvorfor vil I engagere Jer i at hjælpe et non-religiøst foretagende? Og svaret er jo ganske enkelt. Hvorfor er det helt naturligt at bruge et Guds hus til at støtte nogen, der arbejder for at gøre en forskel for en gruppe mennesker i verden, der har brug for lidt ekstra hjælp? Jo, som det står på vores altertavle fra Joh 3:16: Fordi Gud elsker verden.

Hans hjerte banker for verden - for mennesker. Det møder vi igen og igen i Bibelen. I GT befaler Gud igen og igen sit folk at tage sig af enken, den faderløse og den fremmede - mennesker, der har brug for ekstra omsorg. Og at Jesus var optaget af at hjælpe mennesker i svære omstændigheder, skulle være overflødigt at minde om. Hans mission handler jo netop om, at han har forløst skabningen som sådan. Når han kommer igen, kommer han for at nyskabe de perfekte omstændigheder, vi havde i begyndelsen hos Gud.

Og det er i gårsdagens forbindelse værd at notere sig det første, Esajas i kap. 35 siger om den nyskabelse, som Jesus kom med og viste os glimt af, da han kom første gang, som vi indimellem stadig ser glimt af, og som vi skal se og opleve ultimativt, når han kommer igen: "Da skal blindes øjne åbnes". At få sit syn igen er der mange jorden over, der glæder sig til. Det var der også en del i kirken i går, der glæder sig til.

Må de og vi få syn for, at den fornyelse kommer med Jesus; ja, at vi i ham virkelig kan se frem til vort legemes forløsning, som Paulus siger det i Rom 8:23.

Det blev en lang og dejlig aften. Det er svært ikke at glæde sig over, når vores kirke er for lille...