fredag den 21. januar 2011

Børneklub


Et af det nye års projekter er opstarten af en børneklub. Vi ved, at der er en del børn i vores område, som ikke har noget særligt at lave om eftermiddagen - fra de er færdige i skolen og til forældrene kommer hjem fra arbejde.

Desuden er American/German Colony, som vores kvarter kaldes, ved at gennemgå en omfattende renovering. Gamle faldefærdige huse rives ned og nye lækre beboelsesejendomme skyder op. Her flytter nye folk ind, så vi bliver flere folk i området, og nogle af dem er familier med børn.

Vi tænker, at det kunne være noget at tilbyde nogle aktiviteter i løbet af ugen. To fra menigheden er så småt gået i gang; de tilbyder hjælp med lektielæsningen to eftermiddage i ugen, og det er allerede en pæn succes. Desuden er planen at lægge nogle kreative aktiviteter og noget sport på paletten.

Dog skal sådan noget gøres rigtigt. Der er to missionsparagraffer i israelsk lovgivning. Den ene går på, at man ikke må bestikke nogen til at konvertere. Den anden går på, at man ikke må søge at omvende børn under 18 år. Det er faktisk helt rimeligt, synes jeg.

Men det betyder selvfølgelig, at uanset at vi vil undlade at fortælle bibelhistorier o.a. så vil det nemt kunne synes lidt suspekt, at en kirke inviterer børn indenfor. Bed derfor MEGET gerne om, at vi må kunne søsætte det her skib rigtigt.