torsdag den 20. januar 2011

Jul


Siden sidst har det først og fremmest været jul. Anden jul hernede for vores vedkommende, og den blev lige så stor en oplevelse som sidst. Ægte jul, selvom træet i år (og de næste mange) var af plastic. Juleaften havde vi som altid gudstjeneste kl. 19, og vi prøvede i år også at holde en midnatsgudstjeneste.

Jeg havde valgt at lade U2 stille spørgsmålet til årets juleprædiken.
Peace on Earth I hear it every Christmas time, but hope and history won't rhyme, so what's it worth, this peace on earth?
Ærligt talt et godt spørgsmål, synes jeg. Fred på jord. Det er julens helt store tema, men hvor bliver den af? Hvad er julebudskabet egentlig værd?

Det er fra jødisk hold et af de oftest brugte argumenter mod Jesus som Messias. Jesus kan simpelthen ikke være Messias alene af den grund, at han ikke bragte fred i verden. Her med overrabbiner Bent Lexners ord:
Da Jesus ikke bragte fred ind i verden, anses han altså ikke af jøder for at være Messias
Det er vel rimeligt nok. GT fortæller jo netop, at Messias skal bringe fred. Fx et par bidder fra Esajas 9:
For et barn er født os, en søn er givet os [...] Man skal kalde ham [...] Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør
Min pointe helt urimeligt kort: Hvad skal der til for at få fred i verden? Der skal det til, at alt der har kimen i sig til konflikt, bliver fjernet. Det er verdens eneste håb, at Gud vil gøre det. Men hvis det er det eneste håb for verden, hvad håb er der så for dig og mig? Svar: Jul. Hvis vi skal bestå den dag, Gud fjerner alt det, der ikke har fred med ham, der alene er god, så må vi ha' fred med ham først. Den skaffer vi ikke selv. Det gjorde Jesus.


At forkynde juleevangeliet for i alt 350-400 mennesker juleaften, hvoraf de fleste tilhører det folk, til hvem det først lød, er et kæmpe privilegium. Må de ha' fået mere Jesus med hjem, end de nok kom efter.

Med til Immanuelkirkens julehistorie hører selvfølgelig meget andet. Julekaffe efter den første julegudstjeneste; juledags-gudstjeneste med efterfølgende fællesspisning; koncert om aftenen; julefest d. 30. og så benyttede vi muligheden til at give alle, der ville modtage det, en julegave. Jews for Jesus producerede for nogle år siden en vældig stærk samling vidnesbyrd fra jøder, der overlevede Holocaust og senere kom til tro. Gid denne DVD må rotere en god times tid i alle de stuer, den blev bragt hjem til.