Fællesskab

For en præst og leder af fællesskabet, som en menighed jo er, er det forhåbentlig altid en vision, at fællesskabet er inkluderende; at folk føler sig velkomne og set.

Det er ikke sjovt, når jeg fornemmer, at vi missede at favne en person, fordi vi måske ikke fik vist opmærksomhed nok; at vi ikke så, hvad en andens egentlige behov var; når en tredje lige så stille holder op med at komme, fordi vi simpelthen ikke lige matchede det, som vedkommende var på udkig efter.

Så længe folk finder et andet sted at komme, så er der ikke den helt store ko på min is, men det nager selvfølgelig, når det vi gerne ville være - for alle - ikke altid viser sig at at være for alle. Det skal nage og være en sorg - til en vis grænse.

Modsat er det også en glæde, når det lykkes at favne nogen, og jeg blev godt opmuntret af en blog-hilsen fra en indoneser, som kom trofast i efteråret under hendes studier. Læs hendes hilsen her.

Opmuntret blev jeg ikke mindst, fordi jeg ved, at jeg ikke selv tog mig nævneværdigt af hende, men det var der så andre, der gjorde.