torsdag den 27. oktober 2011

Kids Club / Young Adults

Nu er efterårs-festerne ovre. De faldt sent i år, og det har skubbet opstarten af nogle af vore ugentlige aktiviteter. "achrei hachagim" er det mest gængse svar, når man her til lands henvender sig for at få ordnet et eller andet. Så får man at vide, at man må vende tilbage "efter festerne", for alt er nede i gear indtil da.

Vores Kids Club starter op igen på tirsdag. I morgen kommer alle løbesedlerne ud i kvarteret, så bed gerne om, at det nok engang må blive godt modtaget. Som før nævnt, er sagen i Israel, at det er ulovligt at søge at "omvende mindreårige uden forældres samtykke", hvilket egentlig er en fin bestemmelse til beskyttelse af umyndige børn, men det betyder, at vi har 'renset' aktiviteterne for, hvad der teknisk set ville kunne karakteriseres som missionsaktivitet. Der leges og hygges, og det er det.

I går var der Young Adults for første gang i efteråret, og Kristoffer, en af vore norske volontører og ansvarlig for Young Adults, fortæller om en god start. De begyndte med at se 180, som er en ret aggressiv dokumentarfilm produceret af den new zealandsk-amerikanske jøde Ray Comfort, og den er så tilpas udfordrende, at alle bød ind i en god snak bagefter.