fredag den 4. december 2009

Fantasien flyver og julestemningen lander i Jaffo


At fantasien ofte får vinger, oplever vi i lidt af for tiden. Magnus fortæller og fortæller, så man til tider faktisk tror, at han selv tror på, hvad han siger. Her kommer lige et par eksempler.

En dag under morgenmaden har Magnus fået et stykke køkkenrulle, mens jeg (Lisbeth) står og laver madpakkerne færdige. Jeg bliver afbrudt af Amandas skrigeri. Hun er sur, fordi Magnus’ papir er havnet oven i hendes havregryn. Magnus fortæller med store blå øjne, at han er helt uden skyld. Det var nemlig ikke ham, men en bi, som kom flyvende, og som med benene løftede hans papir op, hvorefter den fløj over til Amandas tallerken - og tabte det(!) :o)

En anden dag kommenterede jeg, at hans shorts og undebukser altid er sparket af, når han er på toilet. Jeg ber' ham om, at prøve at beholde dem på under hele besøget. Igen mener en meget overbevisende Magnus, at han er uskyldig(!) Denne gang er det hans krop, der ikke gør, som han siger, men i stedet får kroppen tøjet til at flyve af! Hertil kan man jo ikke sige andet end, "Er det mon tøjet eller bare den gode barnefantasi, som har fået vinger? :o)

Selv samme dreng kan senere sidde og fundere over, hvorvidt julemanden kan komme hertil – vi har jo ingen sne??

Sne eller ej så er julestemningen ved at indfinde sig på Beer Hofman 9. Dette skyldes ikke de kristne araberes butikker her i Jaffo, som blinker til forbipasserende med deres farvestrålende lyskæder, plastikjuletræer og glimmerkugler.
Nej, 1. december indtraf julestemningen med en duft af pebernødder, som børnene i fællesskab med Conny producerede i stor stil.

Dagen efter havde vi inviteret staff-teamet til risengrødsfest - inspireret af pigerne, som boede i etagen over os i Århus. Det var super hyggeligt og gik i al sin enkelthed ud på at spise en masse risengrød og de nyligt bagte pebernødder. Efter denne aften turde vi alvorligt tro på, at det nok skal blive jul i Jaffo i år.


Nu er Magnus lige kommet hjem fra børnehaven. Hernede har man gaver med til de andre, hvis man har fødselsdag. Det var der en, der havde i dag. Så nu er Magnus kommet hjem med en sprællevende guldfisk. Ja, OK. Tak! Så må vi se, hvor længe vi kan holde spræl i den.