Opslag
I mandags var jeg i Gaza. Jeg var med Palestinian Bible Society (PBS) på besøg hos et par af de kristne familier, som de hjælper med mad og penge til lidt af dagen og vejen.
Efter at lederen af PBS' butik i Gaza blev likvideret i oktober 2007, har der ikke været en decideret bibel-butik, og distributionen af bibler er vanskelig. Derfor er det primært praktisk hjælp, som PBS formidler. Vandfiltre, fiskenet, mad og penge.
Der er ca. 2000 kristne i Gaza og den muslimske befolkning tæller til sammenligning 1,5 mill. Den islamiske organisation, Hamas, der sidder hårdt på magten, tillader, at de kristne samles til gudstjeneste om søndagen.
Men den som formaster sig til at fortælle en muslimsk ven om Jesus, må være forberedt på det værste. Vi blev guidet rundt af en ung frivillig, der er tilknyttet PBS. Han fortalte, at han ikke kan snakke om Jesus med andre end de kristne. Hvis han adresserer en muslim "kommer de og henter mig for at slå mig ihjel".
For 3 år siden flygtede hans søstre ud af Gaza, fordi der var fare for deres liv, hvis de blev. Hvis de vender tilbage, kommer de ikke ud igen, og han har ikke lov til at forlade Gaza. De bor nu på Vestbredden - bare en times kørsel fra Gaza, men han har ikke set dem siden.
Jeg spurgte ham, om han kunne prøve at sætte ord på hverdagens sorger og glæder. "Der er ikke noget her, der kan få mig til at smile. Det eneste, der gør mig glad, er, at Jesus er mit hjerte", svarede han. Det slog mig, at vi ofte tænker, at vi er ilde ude, hvis vi kun har Gud tilbage at håbe på. Men jeg kunne se på ham, at det var ikke det, han mente. Nej, han ville virkeligt ha' været ilde ude, hvis ikke han vidste sig set, kendt, favnet og elsket af Jesus.
Mange indtryk rigere vendte vi snuden hjemad og blev sat af for at gå igennem den ekstremt lange gang i sikkerhedszonen og efter sikkerhedstjekket var vi igen 'ude i det fri'.
Når du har læst dette, kunne du jo bruge 30 sekunder på at lægge vore brødre og søstre i Gaza frem for Gud.
